Jens-Martin Eriksen er født 23. februar 1955 i Aalborg. Hans mor og de bedsteforældre, han boede hos i begyndelsen af sin barndom, døde, da han var teenager. Siden tilbragte han tre år på en indremissionsk kostskole, hvor han begyndte at interessere sig for at skrive. Modtageren af hans første længere tekster var en dansklærerinde, han var forelsket i og forsøgte at gøre indtryk på. Med kostskoletiden bag sig arbejdede han en periode på et skib, før han indledte studier ved Aarhus Universitet afsluttet med hovedfagseksamen i dansk sprog og litteratur i 1982. Hans fiktionsdebut kom tre år senere; romanen ”Nani” om en mands kredsen om sin iboende djævel og pigen Nana. Udgivelsen blev hilst velkommen af kritikerne, og Eriksen placerede sig som en ny stemme, der kunne sætte ord på samtiden.
Mens han forsatte sit forfatterskab – navnlig i form af romantrilogien ”Rejse under mørket” (1988), ”Jim og jeg” (1989) og ”Den hvide væg” (1990) – blev han en aktiv kulturdebattør. Sammen med forfatteren Jens Christian Grøndahl og maleren Michael Kvium stod han i et par år bag tidsskriftet Fredag. Redaktionen gjorde sig bemærket ved at forholde sig kritisk til deres egen udgiver Gyldendal, og netop den kritiske tilgang til omverdenen synes afgørende for Eriksen. ”At bryde ind de steder, hvor der ikke findes nogen normal social samtale og prøve at stille de spørgsmål, som alle kan stille sig, og som nager alle. Det er grunden til overhovedet at indlade sig på projektet at skrive; man er ikke tilfreds,” har han udtalt i et interview (Martin Dalgaard: Man skal ikke tro man ved hvem man er. Månedsbladet Press, 1992-05).
De seneste år er Eriksen trådt ind i flere afdelinger af den offentlige diskussion; han har taget et standpunkt for almengyldige principper såsom tolerance og ligeværd, påpeget farerne ved multikulturalisme som ideologi og problematiseret det statslige system for litteraturstøtte. Som essayisten på ekspedition undersøger han årsagerne til Balkankrigen i blandt andet ”Hadets anatomi” (2003, sammen med Frederik Stjernfelt), men det er i soldaterromanen ”Vinter ved daggry” (1997), at han klarest forener det samfundsrevsende i sit virke med forfatterens fortællekraft. Hans samlede produktion rummer novellesamlinger, dramatik og rejseberetninger udover essaystikken og romanerne, og han er blevet oversat til fransk, tysk, hollandsk og serbisk.
Dette portræt omhandler hans skønlitterære produktion.