celine
Foto: The Granger Collection / Ritzau Scanpix

Louis-Ferdinand Céline

cand.mag. Troels Hughes Hansen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
celine
Foto: The Granger Collection / Ritzau Scanpix
Main image
Celine, Louis-Ferdinand
Foto: Forlaget Vandkunsten

Indledning

Louis-Ferdinand Céline er en af fransk litteraturs helt store sprogfornyere. Hans romaner behandler Første og Anden Verdenskrig med uhørt sproglig finesse blandet med sort humor og et bidskt menneskesyn. De store temaer i Célines værk er uløseligt forbundet med de to krige, og det er på deres ruiner, at forfatteren udvikler et værk koncentreret om vold, død, ødelæggelse, men samtidig også om musik, skønhed og forløsende latter. Célines stil er præget af talesprogets rytme, slang, bandeord og selvopfundne ord, mens handlingen i især de senere romaner er næsten til at overse.

 

 

53746497

Blå bog

Født: 27. maj 1894 i Courbevoie, nordvest for Paris.

Død: 1. juli 1961 i Meudon, sydvest for Paris.

Uddannelse: Uddannet til læge i 1924.

Debut: Voyage au bout de la nuit. 1932.

Litteraturpriser: Prix Renaudot, 1932.

Seneste udgivelse: Breve fra vestre fængsel. Antipyrine, 2017. Oversat af Troels Hughes Hansen.

Inspiration: François Rabelais, William Shakespeare, Henri Barbusse, Léon Bloy, Chateaubriand.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Der er mange måder at være dødsdømt på. Åh, hvor meget ville jeg ikke i dette øjeblik have givet for at være i fængsel i stedet for her, jeg åndssvage idiot! For eksempel fordi jeg havde været forudseende nok til at stjæle et eller andet et eller andet sted, da der endnu var tid. Man tænker sig da heller ikke om! Fængslet forlader man levende, ikke krigen. Resten er kun vrøvl.”
”Rejse til nattens ende”, s. 14.

Louis-Ferdinand Destouches var barn af en forsikringsmand og en kniplingshandlerske. Forfatterpseudonymet Céline tog han senere efter sin bedstemor på mødrene side, Céline Guillou. Hans barndom var præget af de fattige kår i Passage Choiseul i Paris, hvor moderen havde sin kniplingebutik. Familien sad dog lidt bedre i det efter bedstemoderens død og den tilfaldne arv.

Céline meldte sig som ung mand til kavaleriet, og da Første Verdenskrig brød ud i 1914, deltog han i de hårde kampe mod tyskerne i Flandern, før fronterne frøs helt fast i skyttegravslinjer. Under en farefuld mission blev han ramt af en granatsplint og såret i skulderen, og krigen blev således kort, men ukarakteristisk ærefuld for hans vedkommende. Efter han var kommet sig, rejste han fra 1916-18 først til Afrika og derefter til USA og vendte så hjem til Frankrig for at uddanne sig til læge.

Céline fik sin lægeeksamen i 1924 på en afhandling om den ungarske læge Semmelweis og praktiserede derefter nogle år som fattiglæge i Paris, indtil han i 1932 udgav sin debutroman ”Rejse til nattens ende”. Romanen blev en litterær skandale, som gjorde op med århundreders fransk skrifttradition og forskrækkede og henrykkede sin samtid med sit grove sprog og ukuelige sortsyn. Céline var med ét slag blevet en litterær berømthed.

I løbet af 1930’erne udmundede forfatterens frygt for en ny verdenskrig dog i en paranoid antisemitisme, der fik form i fire fyldige pamfletter, som skød mod alt og alle, men i særdeleshed mod tidens yndlingshadeobjekt: jøderne. Hans antisemitisme tvang ham af frygt for modstandsbevægelsens hævnaktioner til at flygte fra Paris i sommeren 1944 efter de allieredes landgang i Normandiet. Sammen med konen Lucette og katten Bébert rejste han op igennem et komplet ødelagt Tyskland mod Danmark.

I Danmark blev Céline anholdt og indsat i Vestre Fængsel, mens hans advokat Thorvald Mikkelsen kæmpede for at undgå udlevering til de franske myndigheder. Det lykkedes, og Céline tog bolig på Mikkelsens landsted ved Korsør, indtil han i 1951 kunne vende hjem til Frankrig.

Céline bosatte sig efter sin hjemkomst i Meudon uden for Paris, hvor han boede frem til sin død i 1961. Her arbejdede han på sin sidste kraftanstrengelse, ”Tyskertrilogien”, som skulle blive forfatterens genindtræden blandt de største i det tyvende århundredes franske litteratur efter næsten tyve år i kulden.

På grund af Célines antisemitisme har man stadig et meget anstrengt forhold til ham i Frankrig, selvom han i mange kredse både på den hjemlige scene og i udlandet regnes for en af Frankrigs vigtigste forfattere. Denne spænding brød frem i lys lue i 2011, da Frankrigs daværende kulturminister efter pres fra en jødisk organisation fjernede Célines navn fra en liste af kulturpersonligheder, der skulle have været fejret på et officielt, statsligt niveau. Dette bragte en overvældende masse af franske forfattere og intellektuelle op i det røde felt, og selv om Céline ikke kom tilbage på listen, formåede forfatteren stadig halvtreds år efter sin død at skabe litterær skandale.

Rejse til nattens ende

”Oberstens mave var revet op, han skar en led grimasse. Den fuldtræffer havde nok gjort ondt på ham i det øjeblik den ramte. Nå, det var han selv ude om! Hvis han var forsvundet da skyderiet begyndte, ville det ikke være sket.”
”Rejse til nattens ende”, s. 17.

Célines mest berømte og læste roman, ”Voyage au bout de la nuit (”Rejse til nattens ende”, 1968 og 2001), er historien om antihelten Ferdinand Bardamu, der på sin hvileløse rejse igennem menneskeligt fordærv går i forfatteren Célines egne fodspor. Han starter således med at melde sig frivilligt til kavaleriet og sendes i kamp mod tyskerne. Der er dog ikke meget heroisme tilbage hos Bardamu. Han går gennem krigen med et blik, der afslører nationalismens og fædrelandskærlighedens fortællinger om den ’glorværdige krig’ som løgn og latin.

Bardamu bliver såret og indlægges på et feltlazaret, som han efter en affære med en af sygeplejerskerne forlader for at rejse til Afrika. Her skal han varetage forvaltningen af en af det kolonialistiske Frankrigs trøstesløse handelsposter. Det går også i vasken, og Bardamu fortsætter til Amerika, hvor han efter et kort ophold i New York får plads ved et samlebånd i Detroit. Efter et stykke tid som et robotagtigt stykke værktøj i Fords bilproduktion tager Bardamu tilbage til Paris, uddanner sig til læge og bosætter sig i en forstad for at praktisere. Men heller ikke her er lykken at finde. Folk i forstæderne er ligeså skidne som på resten af planeten og synker ned i fattigdommens hængedynd af elendighed, mord, druk, vold og andre ting, de rige er lykkeligt forskånede for.

”Rejse til nattens ende” kan læses som en art katalog over vestlige ideologiers idioti. Allerede på de første sider nedskyder Bardamu forestillingen om kærlighed, patriotisme, fremskridt og race. Det er løgnagtige systemer af ord, og det, der afslører disse systemers løgnagtighed, er krigen. Krigen fungerer gennem bogen som den store afslører af ideologiernes drabelige falskhed. Her træder en anden og mere grum virkelighed frem. Døden er allestedsnærværende og forfærdelig, og så snart menneskene forsøger at dække denne grundlæggende sandhed med ord, opstår ideologierne og løgnen.

Tonen i romanen er overvejende ironisk og kynisk i sin afsløring af det moderne menneskes holdepunkter, og i sin form og stil markerer den et nybrud i fransk litteratur. Célines flittige brug af talesprog og slang var ikke hverdagskost, da romanen udkom, og derfor opfattedes hans stil med rette som et frontalangreb på traditionelle skriftformer, på ’fin litteratur’ og ’god tone’. I stedet for at lægge vægt på at fortælle en god historie eller opstille nogle interessante ideer, skal meningen for Céline findes i selve sprogets evne til at røre noget i læseren: de udbrud af latter, man som læser ofte spontant vil opleve, eller den voldsomme effekt, brugen af slang kan have. Célines projekt med at indføre det talte sprogs følelse og umiddelbarhed i det skrevne starter med ”Rejse til nattens ende” og udvikles op igennem alle hans romaner.

Død på kredit

”Bedstemor, hun var godt klar over at jeg havde brug for noget sjov, at det ikke var sundt altid at være i butikken. At høre min far, det gale menneske, brøle sine tåbeligheder gav hende kvalme. Hun købte en lille hund, så jeg kunne adsprede mig lidt mellem kunderne. Jeg ville gøre ligesom min far. Jeg gav den nogle ordentlige spark når vi var alene. Den forsvandt pibende under et møbel. Den lagde sig, for at sige undskyld. Den bar sig ad nøjagtig som mig.”
”Død på kredit”, s. 55.

Célines anden roman ”Mort à crédit” (”Død på kredit”, 2011) fra 1936 fik det svære hverv at følge op på debutromanens succes, og det lykkedes den heller ikke. Men ”Død på kredit” er også et mesterværk i sin egen ret. Céline brugte sit eget liv som løst forlæg til alle sine romaner, og denne beskæftiger sig med forfatterens barndom, op til den unge Ferdinand melder sig til kavaleriet.

Romanen følger Ferdinand, der ikke kan gøre noget som helst rigtigt i sine forældres øjne og slæber sig af sted fra nederlag. Familien bor i en mørk og klam passage, og der spares aldrig på de ulækre detaljer, når Céline opregner de gustne leveforhold. Ferdinand kommer i lære forskellige steder, men altid går det galt, og familien ender med at sende ham på kostskole i England for at få sat skik på ham.

28960735

I en af mange grotesk morsomme passager følger læseren, hvordan dette kostskoleophold også ender i ren skandale. Kostskolen går under i en flodstrøm af perversiteter og nederdrægtigheder, og Ferdinand tager flugten tilbage til fastlandet. Her sender hans nu komplet modløse forældre ham i lære hos den gale opfinder Courtial des Pereires. Han er et mistrøstigt geni, som driver et blad for opfindere, og i en parodi på det gryende 1900-tals optimisme og fremtidstro opregnes et hav af tekniske anordninger, som Courtial og hans opfinderkolleger forsøger at få til at virke – altid uden held, og det hele ender selvfølgelig i endnu et gigantisk sammenbrud.

I ”Død på kredit” videreudvikler Céline det poetiske projekt, han havde påbegyndt i ”Rejse til nattens ende”. Vægten ligger nu nærmest helt og holdent på sproget og dets evne til at skabe skønhed. Det kan måske lyde paradoksalt, når man tager i betragtning, hvor ulækkert og voldsomt sproget ofte er hos Céline. Men faktisk træder der i ”Død på kredit” konstant smukke billeder frem, der tilsammen skaber et modsætningsfyldt og meget morsomt billede af tiden op til Første Verdenskrig. Samtidig fornemmer man det talte sprogs følelse i de mange forskellige stemmer, som Céline giver romanpersonerne at tale med, og som gør bogen til et sitrende portræt af en svunden tid.

Samtaler med professor Y

”jeg har sgu ingen idéer! ingen! og jeg kan ikke komme på noget mere vulgært, mere simpelt og mere kvalmende ulækkert end idéer! bibliotekerne er smækfyldt med dem! og fortovscaféernes terrasser!... alle de impotente bobler over med idéer!... og filosofferne!... idéerne er deres fag!... de bluffer ungdommen med dem! prostituerer den!... ungdommen er klar, det ved De, til at sluge hvad som helst... til at synes det hele er mæææægtigt! de har det altså let, alfonserne! ungdommens sværmertid går med at få stiv pik og svælge i ’ideaas’!... i filosofi, rettere sagt!...”
”Samtaler med professor Y”, s. 16-17.

I virkeligheden skulle ”Entretiens avec le professeur Y” (”Samtaler med professor Y”, 2015) slet ikke have været en roman, men et reklamefremstød. Da Céline vendte hjem fra sit eksil i Danmark, havde han skitsen til en roman med i tasken. Det var hans forventning, at ”Féerie pour une autre fois I” (ikke oversat til dansk), som udkom i 1952, skulle være hans nye ”Rejse til nattens ende” og med et trylleslag genoprette hans position på den franske litterære scene. Sådan skulle det dog ikke gå. Folk gad ikke høre mere på Céline, denne forræder, som var flygtet til det kolde nord, og for deres skyld kunne være blevet deroppe. Da opfølgeren skulle udkomme i 1954, bad Célines redaktør ham derfor om at skrive en lille tekst om sin litterære metode, som forlaget kunne bruge i markedsføringen af bogen. Det blev til det sære lille skrift ”Samtaler med professor Y”, der udkom i bogform i 1955 til lige så stor forbigåelse.

52042135

”Samtaler med professor Y” er sat op som et fiktivt interview mellem den geniale forfatter Céline og en ubehjælpelig og inkompetent fusentast, som egentlig hedder Oberst Reseda, men som Céline kalder professor Y. Det meste af den korte roman foregår på en bænk i parken ved Arts-et-Métiers i Paris, hvor professor Y interviewer Céline om hans stil, mens han konstant tisser i bukserne. Det er rablende hele vejen igennem, og der er talrige sidespring og skænderier de to imellem. Til sidst bryder professor Y sammen i et vanvidsanfald, og Céline må eskortere ham på en bindegal tur til Gallimards forlag i Latinerkvarteret.

Selvom man nok skal være varsom med at anse romanen som en reel poetik, dvs. en struktureret udlægning af, hvordan Céline synes litteratur skal skrives og fungere, så er der relativt udviklede udlægninger af hans opfattelse af sin egen (og andre forfatteres) litterære stil at hente. Som nævnt ser Céline det som sit overordnede projekt at indføre det talte sprogs nerve i det skrevne. Det formår den ’normale’ og i Célines øjne kedeligt argumenterende litteratur ikke.

I ”Samtaler med professor Y” udvikler han ideen om sin stil som en metro, der suser direkte mod målet under byen. Byens overflade er fyldt med lastbiler, busser og andre forhindringer, og vil man derfor hurtigt fra den ene ende til den anden, er det bedst at tage metroen. På samme måde fungerer Célines stil sammenlignet med andre forfatteres. Den rammer på et andet plan end fornuftens og fremprovokerer en reaktion i sin læser med sin humor, rytme og voldsomhed i stedet for et rationelt opstillet argument, som man kan være enig eller uenig i. 

Tyskertrilogien

”Hovedet er en slags fabrik der ikke går så godt som man kunne ønske… tænk Dem! et komplet mysterium af to tusind milliarder neuroner… De er virkelig på den! neuroner på fri bane! det mindste anfald og bøtten går på afveje, De fanger ikke en tanke!... De skammer Dem… som jeg ligger her, underdrejet, ville jeg gerne fortælle Dem mer… malerier, våbenskjolde, kulisser, billedtæpper!... men jeg kan ikke… det forsvinder! Mit hoved snurrer…”
”Fra det ene slot til det andet”, s. 147.

Hvis ”Féerie pour une autre fois I & II” fejlede i deres forsøg på at katapultere den forsmåede forfatter tilbage på den litterære scene i Frankrig, så lykkedes Céline derimod i overvældende grad med ”D’un château l’autre” (”Fra det ene slot til det andet”, 1997) fra 1957. Bogen er den første i den såkaldte ”Tyskertrilogi”, som også består af ”Nord” (”Nord”, 2004) fra 1960 og ”Rigodon” (”Rigodon”, 2009), som udkom i 1969 otte år efter forfatterens død.

”Tyskertrilogien” udvides undertiden til en tetralogi, som også omfatter de to ”Féerie”-bøger, fordi deres temaer og historiske råmateriale ligger ret tæt op ad hinanden. Alle romanerne behandler Célines oplevelser under Anden Verdenskrig. Hvor de to første ”Féerie”-bøger i handling er skrumpet til stort set ingenting og nærmest udelukkende udspiller sig under et bombardement af Paris, er Tyskertrilogien mere spredt ud. Under hidsige spring i tid og fokus opregner Céline i bøgerne sin flugt op igennem et ødelagt Tyskland.

”Fra det ene slot til det andet” har livet i den sydtyske by Sigmaringen som sit primære omdrejningspunkt. Her søgte Céline, konen Lucette og deres kat Bébert tilflugt mod slutningen af 1944, og romanen giver et særegent portræt af eksilsamfundet, der var blevet dannet i Sigmaringen efter at den franske samarbejdsregering var flygtet og nu opererede derfra. Den næste roman ”Nord” hopper tilbage til tiden før Sigmaringen, som den lille familie tilbragte i en lille by uden for Berlin, mens ”Rigodon” igen springer til efter Sigmaringen og behandler den vanvittige sidste flugt mod Danmark i sammenbrudte tog og igennem ruinbyer, hvor de allieredes brandbomber har smeltet befolkningen ned i asfalten.

Bomber og bombefly spiller en stor rolle i alle bøgerne, og Céline mestrer her sin stils virkemidler til en sådan grad, at mareridtsagtige skildringer af ruiner, død og ødelæggelse accelererer op i et hysterisk, men samtidig afmålt og skarpt stormudbrud, der i fuld overensstemmelse med forfatterens ideer om sin egen stil rammer læseren på et niveau, som sikrer, at man føler denne gru levende og uhyggeligt mere end man forstår den som et konkret fænomen.

Samtidig springes der ikke kun imellem historiens tid, men også internt i bøgerne mellem forskellige tidsplaner. Céline iscenesætter sig selv som forfatter på en helt speciel måde, der placerer positionen for hans tale i Paris, hvor han sidder efter krigen og har et distanceret forhold til begivenhederne. Alligevel bryder historien  og nutiden hele tiden ind i hinanden, og dermed stiller trilogien spørgsmål ved selve muligheden for at skrive en sammenhængende og sand historie om noget som helst, og om vores hukommelses evne til reelt at genkalde sig fortidige begivenheder.

Selvom hele Célines værk har haft krigene som omdrejningspunkt, fremstår krigen intetsteds mere livligt end i ”Tyskertrilogien”. Céline døde i 1961 hen over den sidste side af manuskriptet til ”Rigodon”. 

Genrer og tematikker

Grundlæggende sætter Céline spørgsmålstegn ved sproget, og især skriftsproget som formidler af mening fra et menneske til et andet. Det talte sprog har følelse nok til at kunne gøre sig forhåbninger om en sådan succesfuld henvendelse, men hvad med skriftsproget? Hvordan får man med andre ord det talte sprogs følelse ind i det skrevne?

Helt konkret kan man spore et skift allerede fra anden roman, som bliver meget udtalt i de senere bøger. Det er brugen af de tre små prikker (…) og den flittige brug af udråbstegn, til tider kombineret med prikkerne (!...). De lange, flydende afsnit i Célines romaner er opskåret af disse dunk, som skaber en helt særegen rytme i teksten, og som samtidig tilfører de små sætninger en form for farvende følelsesmarkør. Samtidig tillader de en meget udtalt rytme i teksten, der lader forfatteren skifte mellem meget rolige passager og pludselige, voldsomme udbrud. På den måde skabes følelse og mening i selve tekstens skift mellem stemninger.

Et andet gennemgående tema er forholdet til historien. Alle Célines romaner har rod i hans eget liv. Det skaber et interessant spændingsforhold. For hvor meget kan man stole på er ’rigtigt’, og hvor meget er fiktion. Selvom han bruger sit eget liv som forlæg, er han jo hele tiden grotesk overdrivende, lægger til og trækker fra.

Hans romaner spørger til vores erindring som pålideligt instrument. Der findes ikke klart afgrænsede tidsplaner hos Céline. Fortid, nutid og fremtid flyder sammen i én stor pærevælling, og fortælleren er ofte hurtig til at trække i land og spørge, om det nu virkelig var sådan, det gik til. Dermed udsletter Célines romaner ideen om, at det overhovedet er os muligt at skrive ’den store Historie’. I stedet må vi tage til takke med et væld af mindre historier, der måske ikke tilsammen kan danne en større fortælling, men derimod kan give nogle sandt klingende øjebliksbilleder af, hvordan det har føltes at være menneske i en given historisk virkelighed.

Céline anses oftest for at være en pessimistisk forfatter – og med god grund. Hans sider driver af sarkasme, ironi, kynisme, udfald mod alt og alle i samtiden. ”Rejse til nattens ende” er som sagt nærmest et katalog af åndssvage ideologer som nationalisme, patriotisme, kolonialisme, kapitalisme, den store Kærlighed osv., som nådesløst plaffes ned af forfatterens skarpt indstillede maskingevær.

Sortsynet hos Céline er primært motiveret af, at menneskene lyver for sig selv og andre i forsøget på at glemme døden og smerten. Det skaber eksempelvis ideologien patriotisme, når generalerne og dagspressen og de frådende civile masser forsøger at dække over krigens vanvittige grusomhed ved at opsætte en sag (fædrelandet), som folk kan føle, de kæmper for. Men det er alt sammen løgn. Den eneste sandhed ved krigen er døden, og de, som prædiker patriotisme, samarbejder derfor med døden.

Men sortsynet skaber også mulighed for en skønhed i den rytmiske vekslen. Pludselig opstår der midt i strømmen af lort, bræk og fornedrelse faktisk øjeblikke af umådelig følelse og skønhed hos Céline. De første mange sider i ”Fra det ene slot til andet” er eksempelvis hysteriske udfald mod alle og enhver, men lige pludselig beskriver Céline så over et par sider sin hund Bessys død efter en sygdom. Dette portræt er smukt og gennemsyret af sympati, følelse og sorg, og på den måde kommer det til at træde tydeligt frem midt i den sorte flod, som omgiver scenen. 

Beslægtede forfatterskaber

Rent litteraturhistorisk placerer Céline sig inden for modernismen, som nåede sine højder op til og efter Første Verdenskrig. Det er en litterær retning, som bryder med tidligere tiders former, og som har et stærkt fokus på stilens og sprogets magt eller magtesløshed i repræsentationen af virkeligheden og historien.

Som deltager i Første Verdenskrig var Céline en del af den generation af forfattere, som efter deres oplevelser forsøgte at give dem form i litteraturen. Den første bølge af vidnesbyrd i litterær form udkom under og umiddelbart efter krigen og talte eksempelvis Henri Barbusses ”Ilden” (1916) og Roland Dorgelès’ ”Trækorsene” (1919). Det er stærke romaner, som i en nøgtern stil udlægger krigens vanvid. Frem for alt er det en desillusioneret litteratur, som ikke har meget til overs for de større fortællinger om heltemod og ærefulde slag. Den opfattelse af krigen kæntrede med Første Verdenskrig. Barbusse var som tidligere frontsoldat et af Célines store idoler. Ikke så meget på grund af skæbnefællesskabet, men mere på grund af det rå og soldatersprog, der var en integreret del af Barbusses stil.

Det sprogfornyende aspekt hos Céline og det overdrevne fokus på den litterære stil placerer ham sammen med andre af modernismens sværvægtere som James Joyce, Robert Musil, Alfred Döblin, Virginia Woolf og Marcel Proust. Hos dem alle findes ikke blot en mening og en sandhed i den historie, der fortælles, men i endnu højre grad i den måde, historien fortælles på, dvs. i stilen. Alle disse modernistiske spydspidser har ydermere i lighed med Céline opstillet forsøg i disciplinen at give historien kunstnerisk form. Joyces ”Ulysses” fra 1922 genskaber Dublin på en given dag i historien, mens Prousts gigantiske værk ”På sporet af den tabte tid”, som begyndte at udkomme i 1913, også er en uhyre stilistisk bevidst gennemgang af erindringens former i et konkret historisk rum op til Første Verdenskrig.

Men selvom Céline markerer et brud med de hidtidige måder at skrive på i lighed med den modernistiske bølge, orienterer han sig også bagud i tid. Han fandt hos François Rabelais, som skrev ”Gargantua” og ”Pantagruel” i starten af 1500-tallet, et opremsende og nyskabende sprog med en særegen fransk humor. Rabelais var læge ligesom Céline, og det er svært ikke at se sammenhængen mellem Rabelais’ overdrevne beskrivelser af kropslige funktioner og Célines ekspressive, men dog kliniske brutalitet i sine udlægninger af krig og elendighed. Også Shakespeare og den franske krønikeskriver Chateaubriand er tydelige referencer hos Céline og går kraftigt igen som referencer i mange af Célines romaner.

Célines betydning for litteraturhistorien er uomgængelig, og hans efterfølgere er mange. I sin samtid blev han især beundret af en ung amerikansk generation af beatforfattere som William Burroughs og Allen Ginsberg. De seksuelle udskejelser og det spraglede sprog hos Henry Miller låner også kraftigt fra Céline, og den amerikanske kultforfatter Charles Bukowski anså Céline som et af sine helt store idoler.

Også i hjemlandet trækker Céline tydelige spor igennem litteraturhistorien. Flere ord, som Céline har opfundet, indgår såvel i romaner som i dagspressen, og måden han har fornyet og forrået det franske skriftsprog på, danner forbillede for en kohorte af franske forfattere fra 1960’erne og op til i dag. Forfattere som Philippe Sollers, Julien Gracq og i nyere tid Marc-Édouard Nabe vedkender sig udtalt arven fra Céline som drivende motor i deres forfatterskaber.

På den danske scene er det især forfatteren Peter Laugesen, som har vedkendt sig en stor interesse for Céline, men hans stemme kan spores i mange stilistisk bevidste prosaværker i nyere tid, eksempelvis hos Lars Frost og Niels Frank.

Bibliografi

Romaner

Céline, Louis-Ferdinand:
Rejse til nattens ende. Arena, 1968 og Rosinante, 2001. (Voyage au bout de la nuit, 1932). Oversat henholdsvis af Birger Hansen og Lars Bonnevie.
Céline, Louis-Ferdinand:
Død på kredit. Forlaget Vandkunsten, 2011. (Mort à crédit, 1936). Oversat af Marianne Lautrop.
Céline, Louis-Ferdinand:
Guignol’s Band. 1944.
Céline, Louis-Ferdinand:
Casse-pipe. 1949.
Céline, Louis-Ferdinand:
Féerie pour une autre fois I. 1952.
Céline, Louis-Ferdinand:
Normance (Féerie pour une autre fois II). 1954.
Céline, Louis-Ferdinand:
Samtaler med professor Y. Forlaget Vandkunsten, 2015. (Entretiens avec le professeur Y, 1955). Oversat af Troels Hughes Hansen.
Céline, Louis-Ferdinand:
Fra det ene slot til det andet. Holkenfeldt, 1997. (D’un château l’autre, 1957). Oversat af Marianne Lautrop.
Céline, Louis-Ferdinand:
Nord. Holkenfeldt, 2004. (Nord, 1960). Oversat af Marianne Lautrop.
Céline, Louis-Ferdinand:
Rigodon. Holkenfeldt, 2009. (Rigodon, 1969). Oversat af Marianne Lautrop.

Pamfletter

Céline, Louis-Ferdinand:
Mea culpa. 1936.
Céline, Louis-Ferdinand:
Bagatelles pour un massacre. 1937.
Céline, Louis-Ferdinand:
L’école des cadavres. 1938.
Céline, Louis-Ferdinand:
Les beaux draps. 1941.

Andre skrifter

Céline, Louis-Ferdinand:
La vie et l’œuvre de Philippe Ignace Semmelweis. 1924.
Céline, Louis-Ferdinand:
Kirken. Ikke udgivet, 2004. (L’église, 1933). Oversat af Marianne Lautrop. Drama.
Céline, Louis-Ferdinand:
Ballets sans musique, sans personne, sans rien. 1959.
Céline, Louis-Ferdinand: Breve fra vestre fængsel. Antipyrine, 2017. Oversat af Troels Hughes Hansen.

Om forfatterskabet

Bøger og artikler

McCarthy, Patrick:
Céline. 1975.
Pedersen, Helga:
Céline og Danmark. 1975.
Gibault, François:
Céline, biografi i tre bind. 1977.
Godard, Henri: Poétique de Céline. 1985.
Poétique de Céline. 1985.
Hewitt, Nicholas:
The Golden Age of Louis-Ferdinand Céline. 1987.
Godard, Henri: Céline scandale. 1994.
Céline scandale. 1994.
Boll-Johansen, Hans:
Latter i dødens skygge. Louis-Ferdinand Céline – liv og værk. Spektrum, 1999.
Hainge, Greg:
Capitalism and Schizophrenia in the Later Novels of Louis-Ferdinand Céline. 2001.
Gulddal, Jesper:
Undergangslandet, in Passage nr. 55, 2006.
Hartmann, Marie:
L’envers de l’histoire contemporaine. 2006.
Marchetti, François & David Aillot:
Céline au Danemark, 2008.
Godard, Henri: Céline. 2011.
Céline. 2011.
Hughes Hansen, Troels
Den emotive metro. Louis-Ferdinand Céline og den europæiske vidnesbyrdlitteratur. in Passage nr. 70, 2013.

Links

Velinformeret belgisk side på fransk om alt, hvad der rører sig i Céline-miljøet. Udsender gratis nyhedsbrev.
Fransk side med store mængder materiale om Céline.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Louis Ferdinand Céline