Elsa Morante

Elsa Morante blev født i Rom d. 18. august 1912 og døde samme sted i 1985. Hun var barn af den jødiske lærerinde Irma Boggibonsi og sicilianeren Francesco Lo Monaco, hvis plads som far dog allerede fra Elsa Morantes fødsel blev overtaget af stedfaderen Augusto Morante, som også havde taget Elsa Morantes søskende Aldo, Marcello og Maria til sig som sine egne.

Knapt fyldt 20 år begyndte Morante at lade sin forfatterkarriere tage form. Italienske tidsskrifter som ”Corriere dei piccoli” og ”Meridiano di Roma” udgav i løbet af 1930’erne og indtil slutningen af Anden Verdenskrig hendes novellistiske skriverier. Hos tidsskriftet ”Olli” fik hun desuden udgivet sine fortællinger under pseudonym. Af andre genreformater skrev hun eventyr, digte og rim, og inden hun kastede sig ud i den lange romanform, der skulle blive hendes hovedgenre, fik hun i 1941 udgivet sin første bog: ”Il gioco segreto” – en samling af flere fortællinger.

Året for Morantes første bogudgivelse blev også året, hvor hun giftede sig med den italienske forfatter og filmkritiker Alberto Moravia, hvem hun dog blev skilt fra i 1961.

Morante færdiggjorde aldrig sine påbegyndte studier i litteratur, men kulturel dannelse har hun haft rig adgang til gennem sin og Moravias omgangskreds, der talte italienske forfattere, tænkere og andre kulturpersonligheder. Sammen med Moravia, der som Morante selv var af halvjødisk ophav, flygtede hun under Anden Verdenskrig til den italienske provins Latina, for efter krigen at vende tilbage til Rom. Her skrev hun i 1948 sin første roman ”Løgn og trolddom”, som sammen med de tre efterfølgende romaner giver et billede af de første 75 år af 1900-tallet. Afsættet for alle skildringerne er Morantes granskning af den menneskelige psyke.

I 1948 modtog Morante Viareggio-prisen (Premio Viareggio) for ”Løgn og trolddom”, og i 1952 modtog hun den prestigefyldte italienske litteraturpris Strega-prisen (Premio Strega) for ”Arturos ø”.

Sideløbende med sine romaner forsøgte Morante sig med filmmanuskripter, men de to titler ”Miss Italia” (1949) og ”Verrano a te sull’aure” (1952) blev aldrig til mere end arbejdstitler. Afløb for filminteressen fik hun siden gennem virket som bl.a. filmanmelder på sit eget radioprogram hos RAI – Radiotelevisione Italiana og som assistent for vennen og filminstruktøren Pier Paolo Pasolini.

Elsa Morantes ”La Storia” (”Historien”, 2009) fra 1974 er på trods af sin årstalsbaserede kapitelinddeling ikke en beskrivelse af den store verdenshistories gang. Langt mere er det fortællingen om det lille menneskes historie; en krønike om udskuddene, staklerne og ofrene for verdenshistorien.

”Historien” i ental dækker i virkeligheden over historier i flertal. ”Rigtige” historier, som i fortællerens øjne kun er rigtige, hvis de har ”både en begyndelse, en handling og en slutning, som sig hør og bør” (s. 603). Den centrale af disse ”rigtige” historier har sin begyndelse i 1941 og sin slutning i 1947. Handlingen herimellem er fortællingen om den halvjødiske enke Ida Manusco og hendes sønner: den ustyrlige Nino og lille Useppe, i hvis årer jødisk og arisk blod forenes som resultat af en tysk soldats voldtægt en dag i Rom i 1941.

28034229

Useppe vokser op med Anden Verdenskrig som bagtæppe, omgivet af sult og død og med sin paranoide mor som eneste trofaste selskab. Trods disse ringe forudsætninger bliver al elendighed til eventyrlig skønhed i Useppes nysgerrige, blå øjne. Lige indtil folk begynder at forsvinde omkring ham, og han udvikler en sygelig angst for at blive forladt: Det utilsigtede resultat af Idas absurde og dog ihærdige bestræbelse på at skåne Useppe for konfrontationen med døden. Da Useppes alt for tidlige død alligevel indtræffer, bliver det på sin vis også enden på Idas liv, der slår over i et vanvid.

”Det er bare en leg” (s. 510) klinger som et omkvæd med stigende frekvens gennem ”Historien”. Verset synges af fugle og er dermed kun forståeligt for særligt privilegerede. Men privilegiet, der er Useppe forundt, er der intet misundelsesværdigt over – for det medfører forståelsen af, at verdenshistorien er magthavernes leg, hvor mennesket afmægtigt må agere legetøj. En leg, der ikke har en slutning og derfor ikke er en ”rigtig” historie; en pointe, der understreges med romanens dobbelttydige slutning: ”… og historien fortsætter …”.

Den på overfladen alvidende fortæller afslører sig pletvist, gennem parentetiske bemærkninger og rygtebaserede gisninger, som en jegfortæller, der rummer sin egen hemmelighedsfulde historie.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Historien"

Øen Procida i Napolibugten er det realismefundament, som Elsa Morantes eventyrroman ”L’isola di Arturo” fra 1957 (”Arturos ø”, 2014) vokser ud af. Jegfortælleren og bogens hovedperson er drengen Arturo Garace, der vokser op på øen ”helt uden kys og kærtegn” (s. 50). To ting, han – uden først at ville indrømme det – forgæves hungrer efter hos såvel sin afdøde mor som hos sin far, der kun sjældent befinder sig på øen. Faren, Vilhelm Garace, der alene pga. af sin nordeuropæiske herkomst og blonde udseende skiller sig ud på øen, når topmålet af særstilling i sønnens tilbedende barneøjne. I Arturos verden er faren nemlig en enestående afgud, hvis omflakkende livsførelse er fuldstændig efterstræbelsesværdig.

51116283

Mens Arturo venter – dels på sin fars uforudsigelige besøg – dels på selv at blive gammel nok til at rejse fra Procida, lever han tiden i ensomhed efter sine selvdefinerede ”Absolutte Sandheder”. På disse sandheder hviler hele hans verdensforståelse, og ifølge dem er mandens lykke uforenelig med kvindeligt selskab. Da faren en dag bringer sin nye, sekstenårige hustru med sig til Procida, er det således første gang ud af mange, at Arturo skal opleve sine ellers kompromisløse ”Absolutte Sandheder” krakelere.

Mens Vilhelm fortsætter sit nomadeliv, må Arturo affinde sig med sin kun to år ældre stedmors tilstedeværelse. Værst af alt er dog, at han skal dele farens sjældne, dyrebare selskab med hende, og for første gang mærker han jalousien brænde. En følelse, der skal dominere hele hans barn- og ungdom som resultat af hans konstante higen efter det, der er uden for hans rækkevidde. Men da han endelig forlader Procida for livstid, forlader han også jalousien til fordel for et mere veludviklet følelsesregister.

Romanen er fortællingen om livets overgang fra barndom til voksenliv, men lige så meget – og i høj grad pga. overgangstemaets mystik – er den et funklende eventyr. Øen er på én gang symbol på Arturos ensomhed, på ungdomsboblens isolation samt på den usårlige fuldkommenhed, som Arturo helt frem til romanens sidste side ser sig selv i lyset af.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Arturos ø"

”Aracoeli” (”Aracoeli”, 2014) fra 1982 er Elsa Morantes sidste roman. Historien er fortalt af den 43-årige, halvt italienske, halvt spanske Manuele, der i 1956 begiver sig ud på en rejse mod det eventyrligt klingende El Almendral i Andalusien. Hans rejse har to dimensioner, som fortællingen krydsklipper imellem. På den ene side hans fysiske tilbagevenden til sin og moren Aracoelis fødeegn og på den anden side erindringens mentale rejse, der følges drypvist, i takt med at minderne – frembragt af spontane impulser – dukker op i hans hukommelse.

Aracoeli betyder Himlens Alter, og i dette sakramentale lys mindes den voksne Manuele, stående for foden af sin rejse, sin mor – fuldstændig på samme måde som drengen Manuele betragtede hende. Manuele vokser op i Roms ”Øvre Kvarterer” (s. 14), hvor han og Aracoeli forsøger at udslette deres andalusiske ophav til fordel for det finere borgerskabs manerer.

51116232

Faren, en italiensk søofficer, befinder sig i periferien af Manueles barndom og vinder kun sin søns agtelse i kraft af sin status som Aracoelis mand. Manuele tillægger nemlig folk værdi proportionelt med deres forhold til Aracoeli – således også den lillesøster, han bliver stillet i udsigt, og som han venter i glæde. Glæden brydes, da Aracoeli aborterer, og hun hensvinder i vanvid og hengiver sig til prostitution. Manuele overlades ulykkelig til sine snobbede bedsteforældre i Piemonte, som ikke lægger skjul på, at de anser ham for en byrde.

 

Ensom i Piemonte fornemmer han nyheden om Aracoelis død, før den overbringes ham, og hans totale ensomhed når sit højdepunkt, da bedsteforældrene sender ham på kostskole. To gange flygter han, og ved den sidste flugt ender han ansigt til ansigt med sin far, der, bosat i et af Roms yderkvarterer, på én gang holdes i live og dræbes af drukkenskab.

Da den voksne Manuele endelig når sin fysiske rejses mål, El Almendral, er det mindet om hans fordrukne far, der opfylder ham. Af dette minde vokser en hidtil ukendt kærlighed til faren, som på bogens sidste sider får lov at uddrive den besættelse af Aracoeli, der i første omgang drev Manuele ud på sin rejse.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Aracoeli"

Med sine fire store romaner ”Løgn og trolddom”, ”Arturos ø”, ”Historien” og ”Aracoeli” har Elsa Morante understreget romanen som sin hovedgenre. Dette faktum samt Morantes ambition om at skildre virkeligheden gør det tillokkende at kategorisere hende som realismeforfatter. Men at Morantes forfatterskab tager sit udspring i eventyr og poesi afslører sig i hendes prosa. Derfor vil realismeprædikatet alene være en amputering af en anden central del af hendes udtryksform, der nærmer sig symbolismens. Inden for romanen som den samlende ramme præsterer hun således prosaiske forløb, der integrerer elementer fra poesiens og eventyrets verden.

I både ”Løgn og trolddom” og ”Arturos ø” bidrager tid og sted til det eventyrlige islæt, mens ”Historien” får en del af sit eventyrlige og poetiske præg gennem den lille i sig selv mystikomspundne dreng Useppe. Med dyrets instinkt oplever han det krigshærgede Italien, der – i kraft af at være det eneste han kender til – får lov at være dét verdensunder, der skal tilfredsstille hans nysgerrighed.

Med sin bevidste brug af rum og tid skaber Morante lommer af sanselig dvælen, der standser den prosaiske udvikling. Eksempelvis brydes fortællerens retrospektive beretning i ”Historien” af karakterernes drømme, der fortælles i nutid. Drømmene skaber ophold i handlingsgangen, mens skiftet til nutidsform sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt drømmene, når det kommer til stykket, er mere virkelige for karaktererne, end deres vågne, elendige tilværelse. Tendensen til at lade et kort tidsligt forløb fylde mange linjer, gør fortælleren i ”Historien” selv opmærksom på. Om en scene tilføjer vedkommende afslutningsvis: ”Denne komplekse oplevelse, som det har været så indviklet og krævet så mange ord at beskrive, var i sig selv lige så hurtig og enkel som et hop i en hvirvlende tarantel.” (s. 511).

Som den ovenstående passage giver indtryk af, er Morantes sprog malende og detaljerigt: en hund er ikke bare en hund, men ”eksponent for skaberværkets dyreliv” (”Historien”, s. 114).

Fortællingen er mættet af metaforer og intertekstuelle referencer. Følelser udtrykkes med versaler, som skaber en fysisk tyngde i ordene. Næsten som for at ordene, på deres vej mod læseren, lettere skal kunne nedbryde litteraturens fjerde væg. En nedbrydning, der øges yderligere af fortroligheden mellem læser og fortæller. Denne fortrolighed skabes, når fortælleren påpeger sin egen tilstedeværelse og menneskelighed, eksempelvis i ”Historien”: ”… hvis jeg ikke på en måde havde haft samme skæbne.”

Det gennemgående tema for Morantes forfatterskab er den menneskelige psykologi og dens mange fremtrædelsesformer. Gennem grundige beskrivelser af sine karakterer sammenstykker hun billedet af, hvor komplekst sindet er, og hvor let mennesket lader sig påvirke, manipulere, begejstre og fortabe. Igennem sine personskildringer diskuteres magt, filosofi, liv, død, retfærdighed, religion og hvad det vil sige at være menneske.

Morantes landsmand Primo Levi står som Morante selv bag både digte, noveller og romaner. Anden Verdenskrig, som danner den tidsmæssige ramme i Morantes ”Historien”, er et stærkt tema hos Levi. Særligt kendt er han for sine erindringer fra sin tid som fange i koncentrationslejren Auschwitz, ”Hvis dette er et menneske” fra 1947. En anden samtidig forfatter er italienske Italo Calvino. Udkommet på dansk er bl.a. hans eventyrtrilogi ”Vore Forfædre” (”I nostri antenati”, 1952/1959), der ved sin eventyrlighed og sin tematisering af moral og menneskelig eksistens er en pendant til Morante.

Også Morantes egen mand, Alberto Moravia, bør medregnes. Iblandt hans danskoversatte værker er eksempelvis ”Romerinden” (”La Romana”, 1949). Af nutidige italienske forfattere kan nævnes Niccolò Ammaniti og den meget omtalte og ukendte kvinde bag pseudonymet Elena Ferrante.

Er man til udenlandsk klassikerlitteratur, kan man passende kaste sig over forfatterskaber som Fjodor Dostojevskijs, F. Scott Fitzgeralds eller Gustave Flauberts. Skal det være kvindelige klassikerforfattere, er der stor litteratur at komme efter hos Jane Austen, Emily Brönte, Selma Lagerlöf og Virginia Woolf. Mere end ved temaer og stilistik er disse forfattere beslægtede ved at have begået tidsløse værker.

Morantes interesse for det menneskelige sind er gennemtrængende. Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at ikke blot hendes hovedpersoner, men også mindre centrale karakterer, beskrives med stor opmærksomhed. Denne grundige demonstration af, hvor forskelligt menneskets indre kan tage sig ud, genfindes hos Fjodor Dostojevskij og hans forfatterskabs omfattende persongalleri. Hos begge forfattere får de svage og misforståede stemme – som Fyrst Mysjkin i Dostojevskijs ”Idioten” (”Idiot”, 1869) og Useppe i Morantes ”Historien”. Hos Morante såvel som hos Dostojevskij er det op til læseren selv at gennemskue sin egen placering blandt dem, der misforstår. Filosofiske overvejelser, tanker om liv, død, magt, moral, ret og uret er ligeledes temaer, de to forfattere har som fælles omdrejningspunkter for deres værker. De mange moralske rutsjeture, der plager studenten Raskolnikov i Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” (”Prestuplenie i nakazanie”, 1886) spejles i Morantes principfaste ­– og lige så principbrydende – karakter David Segre.

Morantes sammenblanding af realisme og symbolisme kan minde om danske J.P. Jacobsen, der satte den prosaiske tid i stå med sit stemningsmættede og ornamenterede billedsprog og derved blev det moderne gennembruds svært tilpassede dreng i klassen.