”For første gang forstod vi, at sproget mangler ord for at udtrykke en sådan krænkelse, en sådan nedbrydning af et menneske. På et øjeblik, med en næsten profetisk intuition, gik virkeligheden op for os: Vi havde nået bunden (…) Alt havde de taget fra os, klæder, sko, selv håret”.
”Hvis dette er et menneske” i ”Vidnesbyrd”, s. 35.
Primo Levi udgav i 1947
erindringsværket ”Se questo è un uomo”
(”Hvis dette er et menneske”, 1989) om sin tid i Auschwitz. Der er tale om en
kronologisk fremstilling, der skildrer oplevelserne fra godstransporten og
ankomsten til lejren, indordningen under de nye absurde regler, kampen mod
sult, kulde, sygdom og fornedrelse til det tidspunkt, hvor nazisterne sender de
fleste fanger ud på en dødsmarch og selv flygter, mens de syge bliver tilbage
og venter på Den Røde Hærs befrielse.
Sprogligt skildrer Levi oplevelserne
i udryddelseslejren og kampen for at overleve med uhyggelig klarhed og mangel
på patos på trods af det ubærlige emne. Samtidig er teksten fuld af refleksioner
over den menneskelige natur, og hvad det gør ved et menneske at blive reduceret
til det, der knapt kan kaldes et menneske længere. En væsentlig tematik er
netop fremstillingen af den omfattende dehumanisering, som hele kz-lejrens
struktur synes at være bygget op omkring.
Levi skildrer tyskernes projekt i
lejren som en tilintetgørelse af mennesket som menneske ved at fratage det
enhver individuel identitet og ved at praktisere en fornedrelse af mennesket
til dyr, hvor enhver civilisation blev sat ud af kraft. Dertil kommer den
fratagelse af ethvert håb og fremtid for menneskene i lejren, hvor kun de få
undtagelsesvis overlevede den tidsubegrænsede indespærring: ”Lejren er ganske
simpelt en eksistensform man har påtvunget os, uden tidsbegrænsning, ved den
germanske organismes barm”. (”Hvis dette er et menneske” i ”Vidnesbyrd”, s.
90).
En anden vigtig pointe i bogen
er bestræbelsen på at give ofrene ansigt og dermed gøre dem til de individer,
kz-lejren ellers udviskede. På trods af både fangernes og vogternes lighed med
dyr i deres måde at overleve og agere på, formår Levi at fremstille dem som
særegne mennesker, og bogens mange personskildringer er dermed et vigtigt greb
i teksten.
Endelig har Levi flere gange
fremhævet, at den essentielle bevæggrund for hans erindringsbog var at bære
vidnesbyrd om det ufattelige massemord. Ifølge Levi er kz-lejrene udtryk for de
grusomheder, mennesket rent faktisk er i stand til at begå, og derfor må vi
aldrig glemme dem. Ellers risikerer vi at gentage dem.