Historien

Citat
”Undertiden kunne man høre ham sidde og gentage det som en monoton remse frem for sig: ”Voffór? voffór? voffór? voffór? voffór?” Men uanset hvor mekanisk det lille spørgsmål klang, var der noget stædigt og hjerteskærende over det som fik det til at virke mere dyrisk end menneskeligt. Lidt som klageråb fra forladte kattekillinger (…).”
”Historien”, s. 501.

Elsa Morantes ”La Storia” (”Historien”, 2009) fra 1974 er på trods af sin årstalsbaserede kapitelinddeling ikke en beskrivelse af den store verdenshistories gang. Langt mere er det fortællingen om det lille menneskes historie; en krønike om udskuddene, staklerne og ofrene for verdenshistorien.

”Historien” i ental dækker i virkeligheden over historier i flertal. ”Rigtige” historier, som i fortællerens øjne kun er rigtige, hvis de har ”både en begyndelse, en handling og en slutning, som sig hør og bør” (s. 603). Den centrale af disse ”rigtige” historier har sin begyndelse i 1941 og sin slutning i 1947. Handlingen herimellem er fortællingen om den halvjødiske enke Ida Manusco og hendes sønner: den ustyrlige Nino og lille Useppe, i hvis årer jødisk og arisk blod forenes som resultat af en tysk soldats voldtægt en dag i Rom i 1941.

28034229

Useppe vokser op med Anden Verdenskrig som bagtæppe, omgivet af sult og død og med sin paranoide mor som eneste trofaste selskab. Trods disse ringe forudsætninger bliver al elendighed til eventyrlig skønhed i Useppes nysgerrige, blå øjne. Lige indtil folk begynder at forsvinde omkring ham, og han udvikler en sygelig angst for at blive forladt: Det utilsigtede resultat af Idas absurde og dog ihærdige bestræbelse på at skåne Useppe for konfrontationen med døden. Da Useppes alt for tidlige død alligevel indtræffer, bliver det på sin vis også enden på Idas liv, der slår over i et vanvid.

”Det er bare en leg” (s. 510) klinger som et omkvæd med stigende frekvens gennem ”Historien”. Verset synges af fugle og er dermed kun forståeligt for særligt privilegerede. Men privilegiet, der er Useppe forundt, er der intet misundelsesværdigt over – for det medfører forståelsen af, at verdenshistorien er magthavernes leg, hvor mennesket afmægtigt må agere legetøj. En leg, der ikke har en slutning og derfor ikke er en ”rigtig” historie; en pointe, der understreges med romanens dobbelttydige slutning: ”… og historien fortsætter …”.

Den på overfladen alvidende fortæller afslører sig pletvist, gennem parentetiske bemærkninger og rygtebaserede gisninger, som en jegfortæller, der rummer sin egen hemmelighedsfulde historie.