Antonio Pennacchi

Antonio Pennacchi blev i 1950 født i byen Latina, der ligger syd for Rom i de Pontiske Sumpe. Byen er blev grundlagt under Mussolini, og her slog Pennacchis forældre sin ned under diktatorens dræningsprojekt – præcis som det sker med Peruzzi-familien i ”Mussolini-kanalen”.

Som ung var Pennacchi med i det neofascistiske MSI-parti, men blev efter få år ekskluderet efter deltagelse i en antiamerikansk demonstration imod Vietnam-krigen. Efterfølgende skiftede han politisk standpunkt og blev aktivt medlem af forskellige kommunistiske og socialistiske partier. Antonio Pennacchi var i tredive år natarbejder på fabrikken Alcatel Cavi, før han fik succes som forfatter.

Efter en periode med teknisk arbejdsløshed erhvervede Pennacchi sig som 44-årig en bachelorgrad i litteratur. Samme år fik han sin debutroman ”Mammut” udgivet. Bogen skildrer en fagforeningsmands kamp for retfærdighed og har selvbiografiske islæt og referencer til Pennacchis eget arbejdsliv på kabelfabrikken. I de følgende år skrev han flere små politiske romaner, men slog først for alvor igennem med ”Il Fasciocommunista” fra 2003. Her fortælles historien om to brødre, der står på hver deres side af det politiske spektrum. Bogen blev i 2008 filmatiseret med titlen ”Min bror er enebarn”.

Antonio Pennacchi betragter selv ”Mussolini-kanalen” (2010) som sit livsværk, og det er da også med den, at han har fået sit internationale gennembrud og Strega-prisen. Foruden sine romaner har Pennacchi skrevet faglitterære tekster og bøger om dræningen af De Pontiske Sumpe, deres byer og lokalhistorie.

Pennacchis forfatterskab skildrer Italiens historie og politiske liv – og ofte bruger han kapitler fra sit eget liv. Mere specifikt beskæftiger han sig primært med fascismen og socialismen i forskellige kontekster. Med ”Mussolini-kanalen” tegner han det store billede af Italiens historie fra begyndelsen af det 20. århundrede til fascismens fald. Rent litteraturhistorisk udmærker han sig som behersker af den store historiske roman, som han giver et personligt, legesygt og skævt ansigt. Pennacchi er blevet kritiseret for at idyllisere fascismen i Italien og for manglende afstandtagen til dens ugerninger.

Efter familiekrønikens skabelon fortæller Antonio Pennacchi i sit hovedværk ”Canale Mussolini” (2010) (”Mussolini-kanalen”, 2013) historien om Italiens historiske udvikling fra feudalt samfund omkring år 1900 og frem til fascismens fald.

Som læser følger man Peruzzi-familiens katalog af hidsigpropper, fra de bliver frataget deres ejendom som fæstebønder på Posletten, til de bliver del af Mussolinis gigantiske prestigeprojekt – dræningen af De Pontiske Sumpe, der skulle gøre plads til en helt ny region syd for Rom. Undervejs berettes der livligt om de mange krige, om leveforholdene for datidens landarbejdere og om fascismens rodfæstning og udvikling. Bogens helte er den store families fætre, onkler og tanter, der hver især flettes ind og ud af historiens brogede tæppe. Den usædvanlige familie er på mirakuløs vis til stede ved historiske begivenheder og stifter bekendtskab med fascismens centrale skikkelser.

29902186

På bogens sidste sider løfter fortælleren sløret for, hvem han er, og giver i den forbindelse sin fortælling en snild genrebetegnelse. Han kalder den en ”filò” – en traditionel kulørt vandrehistorie, som italienske bønder igennem tiderne har fordrevet aftnerne med at udveksle. Og historien er netop et sammensurium af afstikkere, sløjfer, indskydelser og halvfantastiske familieanekdoter, mere end det er en lineær historisk beretning.

Fortælleren benytter sig ofte af et ”vi”, der favner hele familien som subjekt, og som altså kan genfortælle det hele, som han omtrent husker det. Filòens mundtlige tone forstærkes desuden af fortællerens gennemgående henvendelse til læseren, der hele tiden foregriber dennes indvendinger og spørgsmål.

”Mussolini-kanalen” fortæller historien om det moderne Italiens tilblivelse og om fascismen, som fik greb om den jævne befolkning og førte den i krig. Og det gør den på en ubekymret, legesyg og fantasifuld facon, der ikke kaster skyld eller forholder sig kritisk. Ved at bruge den traditionelle filó-genres gavtyveagtige og frie form får Pennacchi fortalt sin historiske familiesaga med karakterernes og miljøets egen stemme.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mussolini-kanalen"

Antonio Pennacchis forfatterskab er dybt funderet i det italienske, i landets historie og dets politiske konflikter. Hans romaner fortæller folkets historier fra bondens eller den jævne arbejders perspektiv, og her er det især de politiske motiver, der driver værket. Pennacchis personlige erfaringer fra begge ekstremistiske fløje bringes i spil, når han viser og forklarer sine figurers bevæggrunde, overvejelser og kvaler. Han formår at opstille og diskutere konflikter og historiske fakta igennem enkelte karakterer.

I tilfældet ”Mussolini-kanalen” bruger han familien Peruzzi til at repræsentere hele landets befolkning af fattige og plagede landarbejdere, der søger efter et bedre liv og samles under fascismens banner. Samtidig spejler Pennacchi den italienske nutid i fortiden ved at trække paralleller til eksempelvis Berlusconi og rejser i ”Mussolini-kanalen” spørgsmålet om, hvordan man i fremtiden vil se på et land, der kunne stemme på den skandaleombruste præsident.

Fascismen er et gennemgående motiv hos Pennacchi. Hans fremstilling af ideologien er dog blevet kritiseret for at være unuanceret – familien Peruzzi bliver tilhænger af fascismen nærmest ved et tilfælde, og figurernes begejstring for den komiske Mussolini-figur er til at føle på. I den forbindelse kunne man diskutere en romans moralske forpligtelser. Men Pennacchi giver netop læseren den fornemme opgave at danne sin egen mening på baggrund af fortællerens partiske og pikareske fremstilling.

Der er få forfattere, der som Pennacchi formår at skrive sit lands ”store historiske roman” – en bedrift, som man kan vove at tilskrive ham. Og det er som betvinger af denne svære genre, at han vil blive husket. Det, der gør ”Mussolini-kanalen” til et bemærkelsesværdigt værk, er foruden det grundige kendskab til de historiske forhold og til orkestreringen af det selvbiografiske materiale, at den er fortalt med et sprog og i en form, der underbygger indholdet. Brugen af overdrivelser, af de forsigtige anstrøg af magisk realisme og den mundtlige form giver værket et nærvær og en underholdningsværdi, samtidig med at den fremstår umiskendeligt italiensk.

I Antonio Pennacchis forfatterskab findes der både genkendelige motiver og fortælletekniske greb, selv om han er litteraturhistorisk enegænger. Skildringen af de fattige fæstebønders udvandring i det første kapitel af ”Mussolini-kanalen” har tematiske ligheder med John Steinbecks ”Vredens druer” (1938), hvor den fattige familie Joad fra Oklahoma som Peruzzierne er tvunget til at starte forfra på fremmed grund. Bogen nævnes endda ved titel i ”Mussolini-kanalen”, men hvor Steinbecks karakterer er troskyldige og selvopofrende, er der en anden vildskab og fandenivoldskhed at finde hos Pennacchi. Her er Peruzzi-familiens koleriske onkler ikke blege for at gribe til våben, slå på tæven og tage for sig af bordellernes tilbud.

Snarere end Steinbeck har Pennacchi et litterært broderskab med Günther Grass, om end de også har store forskelle. I ”Bliktrommen” (1959) skildrer Grass nazismens udbredelse i Tyskland og 2. Verdenskrig igennem dværgen Oscar Matzarath, der lige som fortælleren i ”Mussolini-kanalen” har en pikaresk og gavtyveagtige måde at forvrænge og skildre begivenhedernes gang på. Men hvor Grass benytter Oscar-figurens forvrængninger som et filter eller en måde at behandle et ekstremt betændt stofområde på, er Pennacchis fortæller anderledes direkte og kontant i sin fremstilling. Den overdrevne og fantastiske måde at berette på giver dog skildringen af fascismens udbredelse en blødere og lettere fordøjelig form, men er samtidig bundet op på den litterære filò-tradition, som karaktererne er en del af.

Både Grass og Pennacchi står som helt centrale skikkelser i fremstillingen af deres respektive landes fortrædeligheder i det 20. århundrede, og der er klare ligheder i deres måder at angribe stoffet på. Dog kan det nævnes, at de flere tyske anmeldere i deres behandling af ”Mussolini-kanalen” skriver, at bogen aldrig kunne være skrevet i Tyskland.

Af andre forfattere, der kombinerer slægtsromanens form med den magiske realismes fantastiske elementer i deres skildringer, kan nævnes Isabel Allende og Gabriel García Márquez.