Antonio Pennacchi

Antonio Pennacchi blev i 1950 født i byen Latina, der ligger syd for Rom i de Pontiske Sumpe. Byen er blev grundlagt under Mussolini, og her slog Pennacchis forældre sin ned under diktatorens dræningsprojekt – præcis som det sker med Peruzzi-familien i ”Mussolini-kanalen”.

Som ung var Pennacchi med i det neofascistiske MSI-parti, men blev efter få år ekskluderet efter deltagelse i en antiamerikansk demonstration imod Vietnam-krigen. Efterfølgende skiftede han politisk standpunkt og blev aktivt medlem af forskellige kommunistiske og socialistiske partier. Antonio Pennacchi var i tredive år natarbejder på fabrikken Alcatel Cavi, før han fik succes som forfatter.

Efter en periode med teknisk arbejdsløshed erhvervede Pennacchi sig som 44-årig en bachelorgrad i litteratur. Samme år fik han sin debutroman ”Mammut” udgivet. Bogen skildrer en fagforeningsmands kamp for retfærdighed og har selvbiografiske islæt og referencer til Pennacchis eget arbejdsliv på kabelfabrikken. I de følgende år skrev han flere små politiske romaner, men slog først for alvor igennem med ”Il Fasciocommunista” fra 2003. Her fortælles historien om to brødre, der står på hver deres side af det politiske spektrum. Bogen blev i 2008 filmatiseret med titlen ”Min bror er enebarn”.

Antonio Pennacchi betragter selv ”Mussolini-kanalen” (2010) som sit livsværk, og det er da også med den, at han har fået sit internationale gennembrud og Strega-prisen. Foruden sine romaner har Pennacchi skrevet faglitterære tekster og bøger om dræningen af De Pontiske Sumpe, deres byer og lokalhistorie.

Pennacchis forfatterskab skildrer Italiens historie og politiske liv – og ofte bruger han kapitler fra sit eget liv. Mere specifikt beskæftiger han sig primært med fascismen og socialismen i forskellige kontekster. Med ”Mussolini-kanalen” tegner han det store billede af Italiens historie fra begyndelsen af det 20. århundrede til fascismens fald. Rent litteraturhistorisk udmærker han sig som behersker af den store historiske roman, som han giver et personligt, legesygt og skævt ansigt. Pennacchi er blevet kritiseret for at idyllisere fascismen i Italien og for manglende afstandtagen til dens ugerninger.

Efter familiekrønikens skabelon fortæller Antonio Pennacchi i sit hovedværk ”Canale Mussolini” (2010) (”Mussolini-kanalen”, 2013) historien om Italiens historiske udvikling fra feudalt samfund omkring år 1900 og frem til fascismens fald.

Som læser følger man Peruzzi-familiens katalog af hidsigpropper, fra de bliver frataget deres ejendom som fæstebønder på Posletten, til de bliver del af Mussolinis gigantiske prestigeprojekt – dræningen af De Pontiske Sumpe, der skulle gøre plads til en helt ny region syd for Rom. Undervejs berettes der livligt om de mange krige, om leveforholdene for datidens landarbejdere og om fascismens rodfæstning og udvikling. Bogens helte er den store families fætre, onkler og tanter, der hver især flettes ind og ud af historiens brogede tæppe. Den usædvanlige familie er på mirakuløs vis til stede ved historiske begivenheder og stifter bekendtskab med fascismens centrale skikkelser.

29902186

På bogens sidste sider løfter fortælleren sløret for, hvem han er, og giver i den forbindelse sin fortælling en snild genrebetegnelse. Han kalder den en ”filò” – en traditionel kulørt vandrehistorie, som italienske bønder igennem tiderne har fordrevet aftnerne med at udveksle. Og historien er netop et sammensurium af afstikkere, sløjfer, indskydelser og halvfantastiske familieanekdoter, mere end det er en lineær historisk beretning.

Fortælleren benytter sig ofte af et ”vi”, der favner hele familien som subjekt, og som altså kan genfortælle det hele, som han omtrent husker det. Filòens mundtlige tone forstærkes desuden af fortællerens gennemgående henvendelse til læseren, der hele tiden foregriber dennes indvendinger og spørgsmål.

”Mussolini-kanalen” fortæller historien om det moderne Italiens tilblivelse og om fascismen, som fik greb om den jævne befolkning og førte den i krig. Og det gør den på en ubekymret, legesyg og fantasifuld facon, der ikke kaster skyld eller forholder sig kritisk. Ved at bruge den traditionelle filó-genres gavtyveagtige og frie form får Pennacchi fortalt sin historiske familiesaga med karakterernes og miljøets egen stemme.