Mussolini-kanalen

Citat
”Siger De, at fascismen tog friheden fra folk i Italien? Men der har jo aldrig eksisteret frihed i Italien, så hvad skulle fascismen kunne tage fra folk?”
”Mussolini-kanalen”, s. 35.

Efter familiekrønikens skabelon fortæller Antonio Pennacchi i sit hovedværk ”Canale Mussolini” (2010) (”Mussolini-kanalen”, 2013) historien om Italiens historiske udvikling fra feudalt samfund omkring år 1900 og frem til fascismens fald.

Som læser følger man Peruzzi-familiens katalog af hidsigpropper, fra de bliver frataget deres ejendom som fæstebønder på Posletten, til de bliver del af Mussolinis gigantiske prestigeprojekt – dræningen af De Pontiske Sumpe, der skulle gøre plads til en helt ny region syd for Rom. Undervejs berettes der livligt om de mange krige, om leveforholdene for datidens landarbejdere og om fascismens rodfæstning og udvikling. Bogens helte er den store families fætre, onkler og tanter, der hver især flettes ind og ud af historiens brogede tæppe. Den usædvanlige familie er på mirakuløs vis til stede ved historiske begivenheder og stifter bekendtskab med fascismens centrale skikkelser.

29902186

På bogens sidste sider løfter fortælleren sløret for, hvem han er, og giver i den forbindelse sin fortælling en snild genrebetegnelse. Han kalder den en ”filò” – en traditionel kulørt vandrehistorie, som italienske bønder igennem tiderne har fordrevet aftnerne med at udveksle. Og historien er netop et sammensurium af afstikkere, sløjfer, indskydelser og halvfantastiske familieanekdoter, mere end det er en lineær historisk beretning.

Fortælleren benytter sig ofte af et ”vi”, der favner hele familien som subjekt, og som altså kan genfortælle det hele, som han omtrent husker det. Filòens mundtlige tone forstærkes desuden af fortællerens gennemgående henvendelse til læseren, der hele tiden foregriber dennes indvendinger og spørgsmål.

”Mussolini-kanalen” fortæller historien om det moderne Italiens tilblivelse og om fascismen, som fik greb om den jævne befolkning og førte den i krig. Og det gør den på en ubekymret, legesyg og fantasifuld facon, der ikke kaster skyld eller forholder sig kritisk. Ved at bruge den traditionelle filó-genres gavtyveagtige og frie form får Pennacchi fortalt sin historiske familiesaga med karakterernes og miljøets egen stemme.