Marcel Proust (1913-1927) tilhørte fra fødslen det højere, parisiske borgerskab. Faderen var en læge med et internationalt ry, en specialist i folkesundhed og epidemier, mens moderen, der var rundet af en hovedrig jødisk vekselérslægt, tilførte hjemmet dannelse og europæisk kultur.
Ni år gammel oplevede Proust sit første astmatiske anfald, og denne sygdom, som man aldrig formåede at sætte en korrekt diagnose på, kom til at følge ham resten af livet. Som ung mand meldte han sig frivilligt til ét års militærtjeneste, men frivilligheden var på skrømt, for det var den sikreste måde at sno sig uden om en obligatorisk tjenesteperiode på tre år der netop er blevet varslet for nye rekrutter. Under opholdet lejede han et værelse i byen hvor han også fik plads til en opvarter. Proust må have holdt af soldaterlivets strabadser, for efter udtjent værnepligt søgte han af egen drift om forlængelse – hvad militæret dog høfligt afslog.
Efter rekruttiden kastede Marcel sig ud i selskabslivet. Her skaffede belevne manerer og en charmerende veltalenhed ham adgang til aristokratiske kredse som hans borgerlige opvækst ellers ikke berettigede ham til at omgås. Det var i denne periode at Proust debuterede med ”Glæder og dage” (1896). Bogen var et udstyrsstykke, trykt på luksuriøst papir, med illustrationer af en veninde og forord af tidens store forfatter, Anatole France. De indlagte hilsener til vennerne og den deciderede uvenlige anskaffelsespris – 4 gange en bog af tilsvarende længde – var med at grundlægge hans ry som aristokratisk spytslikker og snobbet amateur.
Omkring år 1900, efter års arbejde med et kuldsejlet romanprojekt, påbegyndte Proust en oversættelse af den engelske kunsthistoriker John Ruskin's værker. Da han imidlertid ikke var nogen ørn til fremmedsprog, indskrev han sin mor og en engelsk veninde i projektet. De leverede råteksten som Proust herefter bearbejdede til lydefrit fransk. Arbejdet med Ruskin dannede afsæt for ”På sporet af den tabte tid”. Fra 1909 overtog hans eget forfatterskab helt. Undervejs blev Prousts helbred svagere, og han må tilbringe mere og mere af sin tid i sengen, skrivende. ”Vejen til Swann” udkom i 1913, men krigen forsinkede de efterfølgende bind. Imens skrev Proust videre. Da krigen sluttede, var romanen svulmet med over tusinde sider i forhold til den oprindelige plan.
I sine sidste leveår var Proust besat af tanken om sit eget endeligt. Han frygtede at blive indhentet af døden – som han forestillede sig ville komme i skikkelse af en buttet, sorthåret kvinde – før han fik afsluttet sit livsværk. Som følge af en omfattende selvmedicinering og dyb skepsis over for lægestanden var hans bekymringer ikke helt grundløse. I efteråret 1922 var kun de to første bind af romanen udgivet. Alligevel betroede han på dette tidspunkt sin husbestyrerinde at han anså værket for færddiggjort. I samme åndedrag tilføjede han: ”Nu kan jeg endelig dø”, og tro mod dette forsæt ophørte Proust med at trække vejret få måneder senere.