Ovid (Publius Ovidius Naso)

Publius Ovidius Naso kom til verden den 20. marts år 43 f.v.t. i Sulmo, en by ca. 100 km. øst for Rom, og her voksede han op sammen med sin storebror i en velhavende godsejerfamilie. Meget af den viden, vi har om Ovid, stammer fra hans poetiske selvportrætter. Faren havde store forhåbninger for sine sønners karriere, men storebroren døde allerede som tyveårig, og til sin fars fortrydelse valgte Ovid en anden karrierevej end den planlagte. Undervejs i sine studier i retorik og jura, en uddannelsesvej der skulle forberede ham på en politisk karriere, fandt Ovid ud af, at han hellere ville beskæftige sig med poesi. Ovids læremester Seneca beskrev Ovid som ”En begavet student, der havde sin styrke i det emotionelle snarere end i den omhyggelige argumentation.” (Otto Steen Due: Indledning i Ovids metamorfoser. Gyldendal, 2005). Ovid var blot 17-18 år gammel, da han debuterede med kærlighedsdigtene ”Amores” (”Ovids eskapader”, 2005), som handlede om hans kærlighedsaffære med kvinden Corinna. Han fik stor succes med sine erotiske digte, men digtenes udfordrende tematik blev også genstand for officiel misbilligelse, og Ovid fulgte kærlighedsdigtene op med digte om, hvordan man afslutter erotiske forhold i værket ”Remedia amoris” (”Midler mod elskov”, 1949).

I år 8 e.v.t. blev Ovid landsforvist af Kejser Augustus. De præcise årsager hertil er uklare, men en mulig årsag var Ovids letsindige digte, som modarbejdede Kejser Augustus’ moralpolitik. En anden mulig grund var en skandale ved kejserhoffet, som Ovid spillede en perifer rolle i. Han var ved at lægge sidste hånd på det, der skulle blive hans hovedværk, nemlig ”Metamorphōsēs” (”Ovids metamorfoser”, 2005), da det skete. Han blev sendt til en af det romerske riges fjerneste afkroge, byen Tomis ved Sortehavet. På trods af stedets afsondrethed havde Ovid, hvad han materielt set havde brug for, da han fik lov til at beholde sin formue i eksilet.

Fra sit eksil berettede han om sin tilværelse og sendte digtene hjem til Rom, hvor hans tredje kone og datter boede. Digtene blev til værket ”Tristia” (”Ovids bitterligheder”, 2008). Ovid levede de næste ni år i Tomis og døde der i år 17 e.v.t.

Ovid var omkring 18 år gammel, da han debuterede som digter. De første fem hæfter af erotiske elegier blev samlet under titlen ”Amores”. De blev omkring år 1 e.v.t. omskrevet af Ovid, og dette udvalg er oversat til dansk under titlen ”Ovids eskapader” (2005).

”Ovids eskapader” består af 15 elegier med versemål opbygget som elegiske disticha, skiftende mellem lange daktyliske heksametre og kortere pentametre. Det daktyliske heksameter er en rytmeform, der består af seks rytmiske led. Pentametret er en verslinje bestående af fem versefødder som kaldes daktyl. En daktyl er én trykstærk stavelse plus to tryksvage stavelser.

25961811

Første hæfte åbner med en elegi, som handler om at være digter og blive ramt af Amors pil. Digterjeget mediterer over kærlighedslængsel som inspirationskilde og om at fortsætte digtningen, selvom man møder modstand. Digterjeget benytter sig af grebet apostrofe, der betyder bortvending, ved at henvende sig til et fraværende du. Du’et er genstand for digterjegets kærlighed, og han udtrykker blandt andet sin længsel efter at få du’et som et lykkeligt stof for sin digtning. Forholdet mellem digterjeget og duet udfoldes i de efterfølgende elegier. Det kommer frem, at du’et har en ægtemand. Digterjeget betragter dem fra afstand og pines ved at se den pige, han elsker, sammen med en anden. I digtet giver han pigen gode råd om, hvordan de kan komme hinanden nær, uden at ægtemanden opdager det.

Den erotiske stemning kommer især til udtryk i tilbageholdelsen af detaljer, der levner plads til, at læserens fantasi kan få frit løb, f.eks. i en elegi med siestaen som scene. Digtet begynder med beskrivelsen af digterjeget, der hviler sig i eftermiddagsheden, og ind kommer Corinna kun klædt i sin chemise. De efterfølgende betragtninger af hendes krop bygger op til en erotisk kulmination, men i stedet rundes digtet af, og læseren må tænke sig til resten.

Elegierne er skrevet i et flydende og virkelighedsnært sprog. Tonen er intim med et rigt billedsprog, der er hentet fra den græske mytologi. Læseren er tilskuer til trekantsdramaet, der udspiller sig i selskabelige scener, hvor digterjeget forfører den gifte kvinde krydret med stemningsbeskrivelser og livskloge refleksioner.