Antikken er en uudtømmelig kilde til inspiration, og der er altid digtere, der griber tilbage til klassiske tekster. Her er en række eksempler på bøger fra de senere år, der trækker på stolte helte og skinsyge guder og andet mytologisk grundstof.
39495058
Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Siri Ranva Hjelm Jacobsen behandler i sin roman ”Dafnesyndromet” (2021) myten om nymfen Dafne. Da Apollon forsøger at voldtage hende, beder hun sin far, som er en flodgud, om hjælp, og han forvandler hende til et træ.
I Hjelm Jacobsens roman er der to forskellige fortolkninger af denne myte, én hvor en nymfe i skikkelse af en teenagepige forfører en ung dreng på en efterskole og forvandler ham til et træ, og i en anden fortolkning afhøres drengens mor, som viser sig at være en anden form for udødelig nymfeagtig skikkelse.
Duncan Wiese
Den unge digter har et mellemværende med antikkens digtning. Mest tydeligt er det i debuten ”Tityrus”(2019), hvor selve titlen kommer fra et digt af den romerske digter Vergil. Også genren, "pastorale" er hentet fra den tid, skønt han går lemfældig til genren, han går på hugst i den og tager hvad han vil have og lader resten ligge. Ligesom i den klassiske pastorale er det digte, som handler om at være en ung mand, der flytter fra landet og ind til byen, og derfra skriver længselsfuldt om barndommens tabte idyl. Men hos Wiese er det det idylliske, man har ladet ligge i sine pastoraler.
"Kirsebærplukkerne" (2023) står i opposition til Lotusæderne fra Odysséen, en gruppe mænd der bliver afhængige af den narkotiske lotusplante.
62574569
Hvor lotusæderne repræsenterer fristelsen til at forlade det hele, vil ”Kirsebærplukkerne” trofast blive stående. Også den oldgræske myte om Omfale får plads i ”Kirsebærplukkerne”, den handler om Herakles, som bliver holdt slave af dronning Omfale og tvunget til at udføre husarbejde. Hos Wiese er det dog tydeligt, at det ikke er en tvang, det er en måde at omsætte kærligheden til en praksis.
Anders Abildgaard
Anders Abildgaards take på den klassicistiske fortolkning er hans langdigt ”Ibis” (2016), som er skrevet oven på den romerske digter Ovids bog af samme navn. Ovid forbander Kejser Augustus, fordi han har forvist ham til en udørk nær Sortehavet. Abildgaards forbandelser er upersonlige, udtalt af et ubestemmeligt, næsten spøgelsesagtigt vi, til et du, som heller ikke føles konkret, men dog alligevel har en krop, som kan tortureres. Digtet er fuld af referencer til forbandelser gennem historien og fungerer næsten som et katalog, man kan slå op i, når man er vred på nogen.
Lea Marie Løppenthin
Lea Marie Løppenthin har i flere af sine bøger skrevet i forlængelse af et mytestof. I ”Sæson” (2019) var det mor og datter-historien om Demeter og Persefone, hvor moren Demeter i raseri over, at hendes datter er blevet kidnappet af Hades, stopper årstiderne.
I ”Livet går over sine bredder” (2022) er det golemfiguren, et menneskelignende væsen lavet af jord, Løppenthin tager fat i, i en roman der er befolket af både bedemænd og guder.
28204671
Harald Voetmann
Med et vidtforgrenet værk af romaner, noveller, digte, pasticher og kapricer fik Harald Voetmann i 2023 Søren Gyldendals skønlitteraturpris for at være "en af de mest originale og banebrydende forfattere i sin generation". Harald Voetmann bruger mytologisk og klassisk stof i mange af sine bøger, måske særligt ”Vågen” (2011), hvor Plinius, en oldgræsk encyklopædist, bliver hovedperson i et kulørt og kødeligt orgie af groteske hændelser.
Mette Moestrup
Mette Moestrup har for nylig oversat den oldgræske digter Sapfo, men hun har også arbejdet med muser (og æbler) i flere af sine bøger, både ”Golden Delicious” (2002) og ”Til den smukkeste – 117 digte” (2019).
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Forslag til bøger med emnet "Græsk mytologi"