Anders Abildgaard
Foto: Ida Marie Martensen i Tokyo i 2016

Anders Abildgaard

stud.litt. Andreas Eckhardt-Læssøe, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.
Top image group
Anders Abildgaard
Foto: Ida Marie Martensen i Tokyo i 2016

Indledning

Den danske digter Anders Abildgaard kandiderer til prisen om at være den bedste digter, som færrest læser. Siden debuten Sætninger (2006) er det blevet til fire bøger i alt. Senest udkommet er Ibis (2016). Alle Abildgaards bøger arbejder sig frem som værker, projektorienterede sproglige undersøgelser, som bliver særligt tydeligt i Ibis, hvor det er forbandelsen og vreden, der undersøges. Alligevel er der noget, der binder dem sammen, og det er Abildgaards helt særegne skrift, han er simpelthen én af de stilistisk mest bemærkelsesværdige digtere, der skriver i dag. 

 

39315955

Blå bog

Født: 20. december 1977 i Klokkerholm, Nordjylland.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2002-04. Litteraturvidenskab Københavns Universitet, 2010.

Debut: Sætninger. Anblik, 2006.

Litteraturpriser: Nomineret til Montanas Litteraturpris 2013.

Seneste udgivelse: Atami : Syv tekster | Tokyo | Februar-maj 2019. Antipyrine, 2021.

Inspiration: Stig Larsson, Ovid, Peter Seeberg, Gilles Deleuze og Felix Guattari.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hil for helvede, hil dig, lille kop, er det lille krop, hil i det hele taget alt det, I kan, jo mere desto bedre, dyrk/ vi ville stå trætte ved den slukkede lampe i vindueskarmen/ vi er ikke voksne, hundehvalpe ligger på hjørnet inde i byen, det ved de allerede/ Dürer sidder med raderpennen, lille hare i græsset, lille, lille hare, lille, lille, lille, lille hare/
jeget som en effekt af hjernen, holdt åbent af noget vådt, af hemmeligheder og stoffer”
”Din fjendes fest”, s. 25.

Anders Abildgaard er født i 1977 og er vokset op i Klokkerholm ud for Brønderslev i Nordjylland. I 2002 startede han på Forfatterskolen i København, en uddannelse han færdiggjorde i 2004. Han har også taget en kandidat i litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvor han blev færdig i 2010. Som sit speciale arbejdede han på sin oversættelse af den svenske digter Stig Larssons (ikke krimiforfatteren, men en svensk dramatiker, digter og romanforfatter) bog Natta de mina, der udkom på dansk i 2011 på Forlaget Basilisk med den danske titel Godnat til mine kære. I Abildgaards anden bog, Kære venner, findes der også en oversat tekst af Stig Larsson. Oversættelsesarbejdet har i det hele taget præget Abildgaards skrivende praksis. I 2015 udkom hans oversættelse af den tyske digter Friedrich Hölderlins Pindar-fragmenter på Forlaget Virkelig. Og hele anden del af Abildgaards tredje bog Din fjendes fest består af en oversættelse af den tyske filosof Ludvig Wittgensteins dagbøger.

Fra 2005-09 var Abildgaard redaktør på det nu hedengangne tidsskrift Ildfisken med kollegerne Dennis Gade Kofod, Mads Eslund, Harald Voetmann og Anne-Louise Bosmans. Tidsskriftet udgav ny litteratur, både dansk og i oversættelse, og var toneangivende i sin samtid.

Siden 2010 har Abildgaard været tilknyttet Testrup Højskole som underviser på skrivelinjen, og i 2015 startede han sammen med forfatteren Kristian Bang Foss Vesterbro Forfatterskole, hvor nu også Christina Hesselholdt underviser.

Med andre ord har arbejdet med litteratur i forskellige afskygninger, fra elevtekster til filosofiske hovedværker, fyldt, ja, det hele for Abildgaard. Det kan man spore i hans forfatterskab, forstået på den måde, at der gøres flittigt brug af citater, både skjulte og åbenlyse, fra alt fra tegneserier og film til fransk og tysk filosofi. Det betyder ikke, at man ikke kan læse værkerne uden at kende citaterne, det betyder, at der er en samtale med litteraturen som sådan i Abildgaards forfatterskab.

Anders Abildgaard er bosiddende i København, og kan nogle gange høres som tenniskommentator på Eurosport, og i de seneste to år som huspoet i radioprogrammet Wimbledon på Radio 24syv. 

Kære venner

”En der græder i radioen/ Morten der græder af stress/ Morten der græder af skuffelse/ En falder i søvn ved siden af en anden/ det er vinter/ en hund der må have poten ind på stuegulvtæppet/ en futsko vrikket af foden i entreen/ vi står ved et vindue, vi sidder ved bordet/ vi sidder i Christina og Lines stue på anden sal/ nogen græder ved siden af dig/ nogen græder ved siden af dig Line/ ingen vil ind, alle går ud”
”Kære venner”, s. 66.

I sidste del af Abildgaards debut Sætninger findes en række korte tekster, der kan karakteriseres som en række mikrosituationer, der udspiller sig imellem et jeg, et du og et han. Du-henvendelsen er klassisk, men det mest interessante bliver forholdet mellem ”han” og ”jeg,” venskabet. Venskabets sociale rum viser sig som et meget intimt og ofte ret ubehageligt og usikkert rum. Man kan sige, at ”Kære venner” fra 2009, der er den efterfølgende bog, bliver en videre bevægelse ind i, igennem og ud af venskabet.

De rum, personerne befinder sig i, træder ofte i forgrunden og overlader personerne, og venskaberne der udspiller sig, til at forblive i baggrunden. Det har bl.a. noget at gøre med det utroligt pertentlige forhold, der er til sproget, alting skal være på plads, præcisionen er enorm. Ofte bliver rettelsen brugt som stilistisk figur, hvilket giver en spændende opbremsning og fornemmelse af gentagelse. Hvis der bruges faste vendinger, som egentlig er upræcise, men formidler det, de skal, vil der således ofte være en korrektion i sætningen efter.

Det er i det hele taget ikke altid let at få sagt noget hverken for teksterne eller for personerne i dem.

Stilistisk er der tale om tekster, der ofte gør brug af opremsningen, listeformen, til at bevæge teksten videre i spring eller ryk. Eller de kan gøre brug af et næsten sværmende blik, der har svært ved at finde det vigtige i den scene der beskrives. Det sidste peger på et litteratursyn, der problematiserer dét, at man inden for litteraturen ofte arbejder med en præmis om, at noget er vigtigere end noget andet. Det ligger allerede i ideen om en hovedperson, og at den samtale to hovedkarakterer kunne have, var mere vigtig end enhver anden samtale. Det sværmeriske blik skal altså ikke ses som værende symptom på, at der mangler en historie, at bogen ikke handler om noget, men som en nivellering i perspektiv, hvor alt muligt stof kan blive til god litteratur. 

Din fjendes fest

”Et hav af tænder. En lygte i det hav. Dyrs tanker, mens de bader i det hav. Kitte vil være på vej op ad trappen. Kitte vil være på vej ned af trappen. Der sendes kærlige hilsener; hestene ligger i sofaen og slikker sol. Vi har alle de ting, vi har brug for. Maskinen skærer frugt. Man vi have dårlig, varm ånde og stå i badet (= man har et hjerte i munden). Kød elsker at blive spist. Kød elsker at blive stjålet. Vi stjæler det, vi kan komme af sted med at stjæle. Vi er selv kød, vi vil slagtes.”
”Din fjendes fest”, s. 41.

Det kan virke og er blevet modtaget som en svært tilgængelig skrift, den skrift man finder i Anders Abildgaards tredje bog, Din fjendes fest. Det er også krævende læsning, men det skyldes snarere tekstens åbenhed. Læseren får utroligt meget plads. Der arbejdes med en helt åben benævnelse af personer: han, hun, vi, nogen, som den gennemgående figur i teksten. Det er umuligt at læse det som sammenhængende, konsistente individer eller grupper, men det er også svært at lade være. Det er simpelthen dét ens hoved gerne vil, når man læser, ikke mindst fordi, man er vant til det. Det sætter virkelig ens spekulation i gang, når man så prøver at forbinde sætninger og vi’er med hinanden, der ikke er forbundne, og det skaber en direkte følelse af uhygge, et ubehag der hjemsøger teksterne.

29761736

Første del af bogen er udgjort af to suiter, der er sat op med ofte korte sætninger og meget luft imellem linjerne, og to der er sat op som blokke. Teksterne inden for de suiter opfører sig ikke radikalt væsensforskelligt, men de forskellige opsætninger gør alligevel noget for den måde, man læser teksterne på. Fælles for dem er, at der ofte arbejdes med meget stor afstand fra én sætning til en anden. Det bliver en filmisk skrift, der lader sig inspirere af jump cut-metoden fra film. Det giver teksten en enormt stor bevægelighed. Når der så opstår forløb i teksterne, er det lidt som at trække vejret på en løbetur, beroligende.

Anden del af Din fjendes fest består af et oversat uddrag af den tyske filosof Ludwig Wittgensteins dagbøger fra 1930. Udover at det er spændende, at en digtsamling inkluderer oversættelse i sit udtryk, ligesom Abildgaard gjorde det i Kære venner, kommer det også til at handle om bogens forhold til henvendelse. Hvor første del af bogen forstyrrer forståelsen af henvendelsen i afsenderforstanden, er det modtageren der her bliver mærkelig. For der er jo noget mærkeligt i at læse andre folks dagbøger, mærkeligt og spændende, fordi man egentlig ikke er inviteret indenfor. 

 

 

Ibis

”Mad skal smage af lort for dig, vand af betændelse. Luften skal være tyk for dig, at trække vejret skal være som at trække vejret med håndklæder i lungerne. Varme skal være et ukendt fænomen for dig, lys kun kunne anes bag gardiner. Det skal være forbudt for dig at komme ud, stjerne skal du ikke vide, hvad er, dem må du ikke se, du kommer ikke til at stå og læne dig ud af et vindue. Du kommer ikke til at se på nogen nede i gården, ikke i en tysk by, ikke hos en ven, ikke hos en, du elsker.”
”Ibis”, s. 9.

Ibis af Anders Abildgaard bygger på bogen af samme navn, skrevet omkring år 11 af den romerske forfatter Ovid, mens han var forvist til byen Pontus ved Sortehavet, i det vi i dag kender som Rumænien. Ovids Ibis er en serie af detaljerede forbandelser henvendt til et unavngivet du, et du der skal udslettes sammen med alle spor af vedkommendes gerninger.

Abildgaard bruger Ovids værk som skelet for sin Ibis. Her er også en henvendelse til et unavngivet du. Men afsenderen er et svært definerbart vi, og måske i virkeligheden heller ikke en fast størrelse, men de kalder sig selv for ”blodige spøgelser” undervejs.

Ibis er slet og ret en strøm af opfindsomt ondskabsfulde udslettelser af et du. Set på den måde bliver det tydeligt, at Abildgaard har en dyb skepsis over for den klassiske henvendelse i poesien, hvor det apostrofiske du traditionelt er en form for kærlighedsrelation. Her er det altså et du, der ikke skal overvindes til kærlighed, men i stedet skal udslettes, og man kan som læser ikke lade være med at undre sig over, hvad det er for et du, der har gjort sig fortjent til denne form for udslettelse. Ikke at det bliver en læsemotor at finde ud af det, lysten til at læse videre i denne enorme ophobning af ubehageligheder skyldes snarere Abildgaards vilde opfindsomhed.

52359805

Forbandelsens sætningsstruktur er konjunktivet, altså ønsket om noget, der vil ske. Det vil også sige, at der, med lidt variation, opstår mange gentagelser, som også skaber den heftige rytme, teksten oparbejder. En undtagelse der er værd at bemærke er en digression, hvor en ugle får lov til at tale, det bliver et sært ophold for teksten, der ellers kværner derudaf, men også ret behageligt at opholde sig i for læseren, fordi der lige pludselig er plads til andre og ømme følelser midt i al vreden og hadet. 

Ligesom i sine andre bøger gør Abildgaard flittigt brug af citater. Ikke bare har Ibis lånt sit skelet fra Ovid, citater fra den antikke mytologi optræder på lige fod med mere populærkulturelle referencer i ét væk.

Det betyder, at man simpelthen kan læse Ibis som et katalog af ubehageligheder.

Genrer og tematikker

Abildgaard skriver en poesi, der gerne udfordrer vores tanker om, hvad poesi er, og hvordan det ser ud. Hvis man er vant til at tænke poesi som værende en stram form, så udfordrer de løsere tekster, der findes i især Sætninger og Kære venner, i den grad den forståelse. Man kan tænke på det, som en forfatter, der er fri af genre, men man kan også tænke på det som en udvidelse af det poetiske. Der arbejdes med tempo og rytme på et makroplan, lige så meget som der gør på et sætningsniveau. Det er simpelthen en poetisk organisering af stoffet mere end det er stramt metriske former, man møder hos Anders Abildgaard.

Abildgaard har en forkærlighed for oplistningen og katalogformatet, i det hele taget for skriftlige former, der giver en frihed til at kunne tage store spring i tid og rum. Inspirationen fra film gør sig gældende i hele forfatterskabet, fordi man inden for film kan foretage store spring uden at sætte seeren af. Listen fungerer også på den måde, man forstår som læser, at der foregår en opremsning, og kan acceptere store spring. Nogle gange bliver oplistningen til en regulær ophobning. Sådan gør det sig gældende for Ibis, der tager form som et langdigt og fungerer som et katalog af ubehageligheder, en strømmende forbandelse af et unavngivet du. Den tager udgangspunkt i et forlæg af den oldgræske forfatter Ovid af samme navn. Arbejdet med forlæg og citater er sigende for hele forfatterskabet. Både navngivne citater og skjulte citater optræder ofte i Abildgaards forfatterskab, og i Din fjendes fest er hele anden del af bogen viet til en oversættelse af den tyske filosof Ludvig Wittgensteins dagbøger.  Rammerne for, hvad en bog kan indeholde, bliver på den måde skubbet til i Abildgaards forfatterskab. Det er eksperimentel poesi i den mest grundlæggende betydning; at der bliver eksperimenteret med, hvad litteratur og poesi er. Hele forfatterskabet tager form som sproglige undersøgelser. Hvad sker der med sproget, når man vier det vreden og til ondskaben som i Ibis. Hvad sker der med sproget, når man ikke kan læse efter faste individer, som i Din fjendes fest.

Beslægtede forfatterskaber

Anders Abildgaards forfatterskab er ét af de forfatterskaber, der på trods af sin kvalitet aldrig har fået den store opmærksomhed. Han placerer sig inden for en generation af forfattere, der er blevet voksne i løbet af 00’erne, hvor opmærksomheden omkring ny dansk litteratur, ikke var, hvad den er for tiden.

Det utroligt omhyggelige sætningsarbejde, gør ham desuden til en nær kollega med en del af de forfattere. Man kan nævne Majse Aymo-Boot, der med sine fire bøger, Venner og bekendte, Ødelæggelsen 1-11, Spørgsmålene og Over os hænger en vidunderlig sol, også har et ikke specielt omfangsrigt men utroligt godt forfatterskab bag sig, der også kan siges at opføre sig som sproglige undersøgelser. En anden man kan nævne er forfatteren og oversætteren René Jean Jensen. Han har to bøger, Jeg har planlagt at dagdrømme og Om april i maj, og utallige oversættelser bag sig, bl.a. af store tyske forfattere som Thomas Bernhard og Robert Walser. Fælles for Abildgaard og Jensen er et arbejde med det mere luftige sprog, det sprog der ikke umiddelbart kendes som poetisk i forstanden billedrigt og metrisk stramt, men i stedet vægter bevægelighed og luftighed i sætningerne.

Det er også nødvendigt at nævne den svenske digter, dramatiker og forfatter Stig Larsson, hvis værk Natta de mina Abildgaard har oversat til dansk med titlen Godnat til mine kære. I den bog går Larsson langt ud i nogle ubehagelige fantasier, og sproget er hele tiden hakkende, stammende og selvkorrigerende. Det er tydeligt at spore inspirationen fra Larsson i Abildgaards to første bøger.

Også den danske Peter Seeberg bør nævnes som en inspiration, særligt de sene af hans bøger, der består af mere eksperimentelle prosastykker, som f.eks. Rejsen til Ribe. 

Bibliografi

Digte

Abildgaard, Anders:
Sætninger. Anblik, 2006.
Abildgaard, Anders:
Kære venner. Gyldendal, 2009.
Abildgaard, Anders:
Din fjendes fest. Gyldendal, 2013.
Abildgaard, Anders:
Ibis. Gyldendal, 2016.

Essays

Abildgaard, Anders: Atami : Syv tekster | Tokyo | Februar-maj 2019. Antipyrine, 2021.

Om forfatterskabet

Artikler

Dagbladet Information, 3-05-2016.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Anders Abildgaard

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Kort interview med forfatteren selv om biografiske detaljer.