goethe
Foto: Bridgeman Art Library / Ritzau Scanpix

Johann Wolfgang von Goethe

cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Top image group
goethe
Foto: Bridgeman Art Library / Ritzau Scanpix
Main image
Goethe, Johann Wolfgang von
Foto: © The Print Collector/dpa/Corbis

Indledning

Johann Wolfgang von Goethe var romantikkens vidunderbarn; digter, dramatiker, forfatter, naturvidenskabsmand og damebedårer. Han kunne det hele. Hans ungdomsværk om den hyper følsomme egotripper Werther blev på mange måder periodens signaturværk. Tidens unge havde det akkurat som Werther, eller syntes, de havde det, og klædte sig som ham og meddelte sig som ham. Nogen skød sig endda – også som ham. Goethe selv blev hurtigt træt af de ukontrollerede følelser. Efter at have virket som minister i det kulturbegejstrede fyrstedømme Weimar, vendte han sig mod klassikken og dyrkede sanseligheden – en fornem udgave af liderligheden – som et programpunkt i sin opdragelse af det snerpede borgerskab.

 

48882218

Blå bog

Født: Den 28. august 1749 i Frankfurt, Tyskland.

Død: Den 22. marts 1832 i Weimar, Tyskland.

Uddannelse: Jurist fra universiteterne i Leipzig og Strassburg, 1771.

Debut: Neue Lieder. 1769. Digte.

Litteraturpriser: Ingen oplyst.

Sidste udgivelse: Goethes valgslægtskaber : litteraturkritik. Senmund, 2020. (Goethes Wahlverwandtschaften, 2016). Oversat af Lars Christiansen.

Artikel type
voksne

Baggrund

“At du falder, tilgiver jeg dig gerne, blot du stadig stræber opad; om du er for tung til flugt, er du det ikke til stræben.”

“Faust”.

Digteren, dramatikeren og forfatteren Johann Wolfgang von Goethe blev født i 1749 i den allerede dengang driftige handelsby Frankfurt ved floden Main i delstaten – dengang fyrstedømmet – Hessen. Det lille von i navnet kom til senere som anerkendelse for hans indsats som minister i fyrstedømmet Weimar. Hans far var handelsmand og jurist med tilknytning til kejseren. Han voksede op i “Zu den drei Leiern” en anseelig villa, eller et byhus om man vil, gavl mod gavl med naboerne med tre stokværk og stejlt skiffertag. Han var en ud af blot to i en søskendeflok på seks, som overlevede barndommen.

Som fireårig fik han et marionetteater af sin farmor. Året efter udløste jordskælvet i Lissabon en tidlig tvivl på gud. Han oplevede splittelse i familien, da syvårskrigen (1756-63) drev en kile ned mellem hans preusservenlige far og resten af familien, som var fransk-østrigsk-stemte. Den franske besættelse af Frankfurt i krigens sidste år trak et omrejsende teater med sig. Den lille Goethe var fast mand på lægterne og fik ud over et kendskab til en række franske klassikere lært sproget – blot et af flere, han øjensynligt beherskede et eller andet sted mellem godt og fremragende.

I en opvækst, hvor tro, håb og kærlighed var udtrykt gennem strenge krav til hans præstationer fik han omfattende privatundervisning i græsk, latin, italiensk, engelsk og hebraisk. Hertil kom tegning, skønskrift og klaverspil. Omridset af den lille renæssance-mand, multitalentet, som digtede bagdelen ud af bukserne på de fleste og var ferm til det meste andet, herunder at charmere damerne, begyndte at tegne sig i årene omkring konfirmationen. Han når at lære at ride og fægte og rage sig et par forelskelser til, inden han som sekstenårig, i 1765, rejser til Leipzig for på farens ønske at blive jurist.

Da han nedfælder sine barn- og ungdomserindringer halvtreds år senere i værket Aus Leben: Dichtung und Wahrheit (“Digtning og virkelighed”) er der tale om en del møder med “fortræffelige” mænd i adel, embedsværk og næringsliv, og et “muntert” selskab, når det gjaldt en kreds af jævnaldrende. I rokokobyen Leipzig havner han netop i sådan et muntert selskab, og måske er det lidt for muntert. Han er allerede distraheret af digtningen, som trækker i ham, og det går ikke for godt med studierne. Han kan hverken gøre sig fri af farens ønsker eller leve op til dem, og efter tre år slår det sig på helbredet. Han vender tilbage til Frankfurt, syg og nedbrudt og uden eksamen. Gamle Goethe er ikke imponeret, og da sønnen er kommet sig over en svulst på størrelse med en ananas, bliver han sendt til Strassburg for at fuldende, hvad han havde påbegyndt i Leipzig. I 1771 får han sin afsluttende eksamen.

Den unge Werthers lidelser

“Mit hjertes fulde, varme følelser for den levende natur, som strømmede ind over mig med saa megen henrykkelse, som skabte verden om til et paradis for mig, er nu en uudholdelig bøddel, en plageaand, som forfølger mig alle steder.”
Johann Wolfgang von Goethe: “Den unge Werthers lidelser”, side 67.

Hvis vi samler hænderne og skyder dem ned i hele den sammenfiltrede begrebsjungle, som udgør grundlaget for romantikken og tager et par brysttag og så et par tusinde til, når vi vel ind til en eller anden kerne, nemlig følelsernes frisættelse forstået som en frisættelse af de emotionelle tilstande (kærlighed, forelskelse, vrede, had etc. ) og de sanselige oplevelser (berøring, syn, duft etc.) fra de anskuelser, som bandt dem, ikke mindst kristendommen. Det er første skridt i den individualiseringsproces, som op gennem det nittende og tyvende århundrede blev kendt som moderniteten og postmoderniteten og tillod den enkelte at realisere flere og flere sider af sig selv. Romantikeren er på sæt og vis det første moderne menneske, men uden sans for det moderne samfund, for industrialiseringen, markedsøkonomien, liberalismen, storbyerne og det spirende proletariat. Romantikken er tværtimod en flugt ud i geografien og sindets og følelsernes og tankernes reservater, væk fra oplysningsfilosofiens fornuftstro og den filosofiske materialisme, væk fra den pulserende, støjende og forurenende udvikling, ind i naturen, sagnene, overtroen, mysticismen, eventyrene, folklorismen, middelalderen og gotikken – ind i det vilde, vovede og farverige. Men det er også en ensomhedsfølelse, en følelse af at være overladt til sig selv under indtryk af de gamle institutioners troværdighedstab, ikke mindst konge, adel og kirke og i det hele taget feudalsamfundet. 

Goethe er del af en romantisk bevægelse af unge digtere, som kaldes Sturm und Drang – storm og trængsel – efter den heftighed, hvormed de sætter følelserne i bevægelse. Han leverer det monumentale ridderdrama “Götz von Berlichingen” (“Götz von Berlichingen mit der eisernen Hand”) i 1773 (da. 1920) og gør så som 24-årig front durk mod individualiseringen med romantikkens signaturværk, kærlighedshistorien over dem alle, “Die Leiden des jungen Werthers” fra 1774 (“Den unge Werthers lidelser”, 1820).

I 1772 havde den Goethe senior udvirket, at Goethe kom til den nærliggende købstad Wetzlar, hvor højesteretten – rigskammerretten – havde sæde, og nok engang var den unge mand faldet i muntert selskab, denne gang en gruppe af unge jurister, som hver aften souperede på gæstgivergården Zum Kronprinzen og havde spas med at lege riddere og hemmeligt broderskab. Fra tid til anden havde de selskab af to travle legationssekretærer (gesandter), den dystre Wilhelm Jerusalem og den ældre og tørre Johann Christian Kestner. Kestner var forlovet med en femtenårig, kornblond skønhed, som hed Charlotte, og som også Goethe bejlede til. Jerusalem var forliebt i en fornem, gift dame. Alle tre, Charlotte, Kestner og Jerusalem tjente som forlæg til hovedpersonerne i “Den unge Werthers lidelser”. Da Goethe nedfældede den, havde Jerusalem skudt sig i desperation over sin udsigtsløse kærlighed og skabt romanens anstødssten. Goethe tilbragte fire dage med at støve rundt omkring scenen for tragedien og samle informationer. Han skrev romanen i en raptus på fire uger. I store træk blev den tørre Kestner til bogens Albert, Kestners forlovede Charlotte til Alberts forlovede Lotte, Goethe selv til den sunde Werther i romanens første del og Jerusalem til den syge i anden del. 

Werther er både som rask og syg indbegrebet af den selvoptagethed, som var individualiseringen og følsomhedens anden side. Som alle andre syge og raske unge romantikere skriver Werther breve. Breve var en mani og en dille. Det var livlinen til den omgivende verden, terapi og skriftestol, dem, man vendte sig mod for at kunne læsse sine betragtninger om sig selv af på hinanden. Det var der, man gik til yderlighed med inderligheden, når der ikke var andre i nærheden. Man lagde sin dirrende stemme, sine tåreblændede øjne, sine dybt oprigtige grimasser, sin forbundne mimik, sin gæve stoiskhed ned på papiret. Man malede side op og side ned om, hvordan man havde det, hvordan ens inderste havde det, hvad man følte og hvad man tænkte. Man krængede sin sjæl ud. Der var ikke noget, der var egentligt uinteressant, bare det havde noget at gøre med en selv.

Werther er brevskriver. Det er romanens form. Det er en brevroman. Men vi ser ikke de svar han modtager, et greb som understreger hans isolation. Brevene handler om Werthers tilstand som først og fremmest udmåles i hans kærlighed til naturen og en særlig kvinde. Det er i de grønne haller mellem summende bier og rislende bække, at han har sin kirke. Naturen er med et diktum, som Goethe og mange af hans samtidige abonnerede på, den synlige ånd og ånden den skjulte natur. Ånden tager sig godt ud, for det er en flot og frodig natur. Et evigt forår af den slags, som flår amoriner løs af blomsterknopperne. 

Werther forelsker sig op over begge ører i Lotte, et stykke dydigt og godhjertet kultur, der virker som en mor for sin kæmpe søskendeflok. “Naar jeg saa ovenikøbet bliver spurgt hvad jeg synes om hende? – Synes om! Det ord hader jeg som pesten. Hvad kan det være for en slags mennesker, der synes om Lotte, hvis følelser og sanser ikke helt og aldeles er opfyldt af hende?” (side 47). Werther er heftig, der er skyggespil i hans solskin, og kærligheden udfolder sig på en dyster, fatal(istisk) baggrund: “Alting her i verden munder dog ud i en nederdrægtig bagatel, og det menneske, der slider sig op for guld eller ære eller hvad der nu er af andre grunde end lidenskab og indre tvang, han er og bliver dog en nar.” (side 51-52).

Som det er tilfældet for mange af Goethes helte, er Werther hverken handlekraftig eller maskulin, og da Lotte er forlovet med den tørre Albert, må han tage til takke med rollen som et tredje hjul på giggen snarere end en rival, og de charmepoint han scorer på sin drengethed. Men det er ikke godt for ham. Forlovelsen bliver til ægteskab. Lotte bliver indkapslet i det borgerlige samfunds kernefunktion. Werther falmer. Det regner. Den prædisposition for undergang, som Goethe har antydet i bogens første halvdel, udløses i anden del. Højstemtheden afslører sig som den anden side af følelsesformørkelse og klinisk depression. Den tragiske ende er uomgængelig. Werther sender bud efter Alberts pistoler og skyder sig en kugle for panden. Det samme gjorde en stribe unge mænd over hele Europa, efterhånden som Werther udkom på forskellige sprog og blev til årtiets litterære sensation. Man fandt i Werthers selvmord en flot manifestation af sin ensomhed og følsomhed. Den ældre generation derimod kunne ikke med følelsesblæreriet og kaldte det i kor med kirken og de konservative amoralsk og uæstetisk – ukristent og ugræsk. Hist og pist blev der nedlagt forbud og udøvet censur, herunder i Danmark. Bedre reklame kunne en roman ikke få. Den 24-årige Goethe var blevet verdensstjerne over en nat takket være hans evne til at se historien og den generelle dimension i legationssekretæren Jerusalems specifikke skæbne og give den et inderligt udtryk.

Små 250 år senere er romanen stadig forfatterskabets væsentligste ambassadør takket være det vibrerende lag af nær- og virkelighed i brevene, tematikkens evindelighed og vel ikke mindst den unge Goethes sprudlende overskud, begavelse og vid. Den svenske forfatter og litteraturkritiker Olof Lagercrantz noterer det i en anden sammenhæng sådan her: “De fleste digterværker af en sådan kvalitet, at der ikke blot rejses mindesmærker over dem i litteraturhistorien, men at de også spontant vinder læsere i nye generationer – og kun de burde regnes til den klassiske litteratur – er skrevet af ældre mennesker. De digtede skikkelser er ofte unge, men de der fortæller om dem ikke. I et fåtal af værker skriver unge om unge – Goethes Werther er det store eksempel" (Olof Lagercrantz: “August Strindberg”, side 40).

Rørelsen og den kompromisløse kærlighed kunne uden videre approprieres af kiosklitteraturen. Men romanen Werther rækker langt videre. Den placerer sin forfatter i genealogien af geniale, ofte vrede unge mænd, som gør front mod samfundet med en rygvendt attitude og alt andet end inderlighed. Til kærligheden i Werther føjer sig sindssygdom, isolation, meningstab, melankoli, hyperindividualisme og forestillingen om, at man står alene, akkurat som i moderniteten og postmodernitetens rebelske generationer, således Hemingway og Scott Fitzgerald og resten af the lost generation, Ginsberg og Kerouac og the beatnick generation og Ellis og Coupland og x-generationen med titler som “Og solen går sin gang”, ”På vejen” og ”Under nul”.

Efter Werther bliver Goethe hentet til det lille kulturbegejstrede fyrstedømme Weimar, hvor han i de næste ti år virker som minister, fra han er 26 til han er 36.

Romerske elegier

I 1786 flygtede Goethe fra sine administrative opgaver til Italien og hvilede ud i armene på en luder. Sanseligheden får en passende historisk ramme i klassikkens billed- og mytemageri med kropsfokusering, frække guder, frugtbarhedskult og Bacchus-ritualer, fejret i digtsamlingen Römische Elegien fra 1795 (“Romerske elegier”, 1920). Sanseligheden udvikles som en art æstetiseret lyst og lystfuld æstetisering i mødet med kunsten og kvinden. Til gengæld skruede Goethe ned for emotionerne og orienterer sig klassisk mod en mere afdæmpet stil. Fra byen og dens klassiske monumenter glider Goethe over i dens inkarnation, romerinden, ånden, som puster liv i de klassiske monumenter:

“Glad og betaget fornemmer jeg nu den klassiske grund, mens
fortid og nutid som aldrig før taler til mig.
Efter et viseligt råd gennemblader jeg alle de gamle
værker med ivrige hænder, og dagligt med større behag.
Natten igennem har Amor dog pålagt mig anden bestilling,
bliver jeg kun halvvejs en lærd, fordobles min lykke derved.
Men jeg studerer vel også, idet jeg fornemmer og følger
brysternes runding og mærker mig hofternes form?
Da først forstår jeg skulpturen, tænker og sammenligner,
ser med et følende øje, føler med seende hånd.
Dog, vi kysses ikke bestandigt, men snakker da også fornuftigt,
sover hun, ligger jeg stille og tænker iblandt på så mangt.
Ja, jeg har tilmed tit ligget i hendes arme og digtet,
talt heksameterets takt med let og legende hånd
langs hendes ryg. For hun ånder så sødt i sin slummer,
at hendes åndedrag fylder mit indre med glød.
Amor pudser os lampen imens, og han mindes de tider,
 da han på lignende vis tjente sit triumvirat.” (side 12). 

“Romerske elegier” var et af de værker Goethe selv betragtede med størst tilfredshed. Hos den store Goethe-kender Georg Brandes giver det anledning til følgende betragtning, “maaske lidt magelig og massiv Sanselighed, der til Forskel fra Oldentidens er hedensk i den forstand, at den nyder sin Ligegyldighed overfor asketiske Forskrifter, som Antikken ikke kendte til. Det er næsten unødvendigt at meddele, hvilken indignation de fine Damer i Datiden følte over “Frækheden” i de Romerske elegier, eller hvorledes mandlige zionsvogtere tog paa dem med en ildtang.” (“Johann Wolfgang von Goethe”, bind 1, side 262). 

Tilbage i Weimar et par år senere flytter Goethe sammen med den unge Christiane Vulpius og får en del børn, hvoraf kun én overlever barndommen og ingen deres far. Goethe skriver et par klassisk inspirerede dramaer vendt mod Den Franske Revolution, som han anså for den politiske pendant til en naturkatastrofe, så kaster han sig over det civiliserede samfunds byggesten, individet. Det skal dannes, hvor dannelse forstås som mangel på fordomme, og mangel på fordomme nok også kan forstås som den store digters frihed til at leve på polsk med Christiane uden at skulle høre på “de fine damer” og “de mandlige zionsvogtere”.

Wilhelm Meisters læreår

Vejen til dannelse går over erfaringen af kunst og kvinder, af kvinden som kunst, af sanselighed forstået som lystfuld æstetik og æstetiseret lyst. Goethe beskriver den i romanen Wilhelm Meisters Lehrjahre fra 1795 (“Wilhelm Meisters læreår”, 1928).

Romanens anstødssten er gøglerpigen Mignon, som forelsker sig i den unge, hjertensgode titelperson Wilhelm Meister, og dør, da hun en aften sniger hun sig op på hans kammer og ser, at en rivalinde er kommet hende i forkøbet. Goethe bygger ovenpå historien med flere og flere personer, flere og flere gotiske scener, flere og flere teaterdiskussioner, flere og flere intriger, indtil vores unge helt efter en rejse gennem middelalderlandsbyer, dybe skove og ridderborge til sidst slutter sig til et hemmeligt frimurerlogeagtigt broderskab (efter “Da Vinci Mysteriet” vil en og anden formentlig erindre, at Goethe i Tempelridder-mytologien bliver anset for at have været en af dens stormestre i en periode). Hele vejen igennem runger den højstemt, bævrende hyldestsang til naturen som en ufejlbarlig vejleder og understregning af moralen, husk at leve, memento vivere i modsætning til kristendommens memento mori: “Hvor er dog Moralloven unødvendig streng!” udbrød han.

“Naturen danner os jo dog paa sin kærlige Vis til alt, hvad vi skal være. Hvor besynderlige er dog det borgerlige Samfunds Fordringer, som først forvirrer os og leder os paa Vildspor, og saa bagefter kræver mere af os end selve Naturen! Ve over enhver Form for Dannelse, der ødelægger de virksomste Midler til sand Dannelse og henviser til Enden i Stedet for at gøre os lykkelige paa selve Vejen!” (“Wilhelm Meisters læreår”, Værker, bind 11, side 152.)

“Wilhelm Meisters læreår” lagde grunden til en genre for sig. Goethe fulgte op på den med “Wilhelm Meisters Wanderjahre” i 1807 (“Wilhelm Meisters vandreår”, 1925). Herhjemme fik dannelsesromanen sit fineste udtryk Poul Martin Møllers “En dansk students eventyr” fra 1834.

Faust

“Ånden: I livets skumsprøjt, i handlingsstorm
er jeg bølgen dér,
er jeg vind og vejr!
Fødsel og grav,
et endeløst hav,
en ild som lever –
Jeg former og væver,
ved tidernes susende væv står jeg vagt:
jeg væver for Gud en forvandlingsdragt.
Faust: Du, der om hele verden når,
utrættelige ånd, dig ligner jeg.
Ånden: Du ligner ånden, du forstår,
Men ikke mig!”
Johann Wolfgang von Goethe: “Faust”, side 28.

I Goethes tidlige ungdom havde den aldrende digter Lessing henledt den nye generation af heftige digtere på myten om den videbegærlige doktor Faust, som solgte sin sjæl til djævlen mod at få tilfredsstillet sin tørst efter kundskab. Myten bygger på en historisk skikkelse, som i reformationens første år blev beskyldt for at bedrive sort magi og til skræk og advarsel blev henrettet. Den blev diskuteret, tolket og anvendt som udgangspunkt for digte og skuespil. Goethe skrev – fra ung til gammel – løbende på sin Faust-version, og arbejdet blev hans livs “hovedforretning”. Det første udkast, kendt som “Urfaust”, er angiveligt forfattet allerede i 1773, da han var fireogtyve. I 1790 udsendte han en foreløbig i version. I 1808 kom den endelige gennemarbejdning under titlen Faust (“Faust, 1928). Det er langt fra de elegante, moderne Faust-fortolkninger, som vi kender fra titler som Oscar Wildes “Dorian Gray” og Klaus Manns “Mephisto”, men udformet som et klassisk læsedrama på vers med branderter og studentikos ironi. Handlingen er minimal og persongalleriet tilsvarende begrænset. Til gengæld vrimler det med marekatte, talende husdyr og overnaturlige væsner.

I Goethes version går væddemålet mellem Faust og Mefistoles på, om Mefistoles kan gøre den søgende Faust tilfreds med sig selv og sin tilværelse. Mefistoles tager Faust med på en rejse, som primært går ud på at introducere den støvede doktor for øl, fisse og hornmusik. Undervejs møder de en af Mefistoles' ansatte, en heks, som kalder ham junker Satan. Mefistoles virker stødt over øgenavnet, men opløser så den anspændte stemning med sit djævelske vid: “Nej, kald mig hr. baron, så har jeg gammel rod; jeg er en grandseigneur som andre grandseigneurer. Du tvivler næppe på mit ædle blod? Se bare for et våbenskjold jeg fører (Han gør en obskøn gebærde.) Heksen (ler ubehersket): Hi hi! De lægger ikke skjul på at De er og bliver en spøgefugl.” (side 120)

Relativt skægt kunne man mene, akkurat som den her, hvis man er til den bevidst skamløse og pinagtige humor: “Mefistoles: Åh, gid jeg havde haft en stærk og smækker/ ung buk at ride! – Vil du ha et kosteskaft?/ Vi har jo langt igen. Faust: Jeg foretrækker/ min knortekæp, så langt det rækker/ at komme frem ved egen kraft. (side 196.)

Kosteskaftet er jo i hvert fald indlysende. Vores to helte er faktisk på vej ad Bloksbjerg til. På Auerbachs kælder, en knejpe i Leipzig, er der øl og hornmusik. Det frister ikke Faust. Det gør den fagre Gretchen derimod. Han får hende med djævlens mellemkomst og tragiske følger. Gretchen bliver gravid, drukner barnet og ender i fængsel.

Efter Goethes død i 1832 udkommer en kompakt og endnu mere lærd anden del af “Faust”, som afslører, at Faust vandt væddemålet. Han lod sig ikke stille tilfreds. Det lykkes ikke Mefistoles at nedbryde hans ånd, at gøre ham til en selvtilfreds dovenkrop.

Valgslægtskaber

Ved fejringen af 250-året for Goethes fødsel var Die Wahlverwandtschaften fra 1809 (“Valgslægtskaber”, 1810) helt naturligt en af de romaner, man herhjemme valgte at genudgive for at markere begivenheden, oven i købet i en fin oversættelse af Niels Brunse.

Baron Edouard og Charlotte er ungdomsforelskede, som har fået hinanden efter ægteskaber med andre. De lever i et harmonisk forhold på baronens overdådige slot og strækker harmonien ud i det omliggende landskab og parklandskab, som Charlotte former efter datidens forestillinger om romantisk havekunst med stier, hvor man kan vandre og fortabe sig, og udsyn, hvor blikket kan fortabe sig og en moshytte, hvor man kan gemme og svale sig. Men slangen i paradiset er på vej, Edouards ungdomsven, kaptajnen, inkarnationen af det moderne Europa, en landmålertype, som kan sætte det hele på topografiske kort og gør det, da Edouard hidkalder ham efter diskussioner med Charlotte, som har bange anelser. Charlotte får til gengæld lov til at invitere sin myndling Ottilie. Kompositionen er rigtig fin og symbolikken stærk (side 38):

“Lægger man et stykke af denne sten i fortyndet svovlsyre, så griber svovlsyren om kalken og fremtræder med den som gips; men den fine, luftige syre flygter derimod bort. Her er der opstået en adskillelse og en ny sammensætning, og man mener sig nu berettiget til endda at bruge ordet valgslægtskab, fordi det virkelig ser ud som om det ene forhold foretrækkes frem for det andet, som om det ene vælges i det andets sted.”

“Undskyld mig”, sagde Charlotte, “ligesom jeg underskylder naturforskeren; men jeg ville aldrig se noget valg i det, snarere en naturnødvendighed (…)”

Det er hele pointen og romanskabelonen i et: Naturen som skæbne, livet som en restløs sum af virkninger og årsager. Charlotte og Edouards forhold opløser sig i det syrebad, de har beredt for sig selv. Deres valgslægtskaber er en illusion. De vælger kun tilsyneladende selv. Deres hjerter stikker af i hver sin retning. Edouard og Ottilie bliver heftigt forelskede, og det samme gør Charlotte og kaptajnen. Slutningen er ikke akkurat lykkelig, men romanen giver Goethe mulighed for at fremføre sin betragtninger om kærlighed og ægteskab i opbyggelige diskussioner:

““Du sletter,” svarede majoren, “med nogle få træk alt det, man kunne og burde sætte op imod dig; og dog må det gentages. At genkalde dig forholdet til din kone i hele dets værd, det overlader jeg til dig selv; men du skylder hende, og du skylder dig selv, ikke at forplumre dig det. Men hvordan kan jeg blot tænke på, at I har fået skænket en søn, uden samtidig at udtale, at I tilhører hinanden for altid, at I af hensyn til dette væsen er skyldige at leve forenet, så I forenet kan sørge for dets opdragelse og dets fremtidige vel.” (side 216)

Goethe er ved at være en ældre herre, men han er stadig ufatteligt produktiv og arbejder på flere felter, herunder naturvidenskaben. Samme år som “Valgslægtskaber” udkommer, udgiver han summen af tyve års studier af farver, et værk på intet mindre end tusinde sider, kaldet “Zur Farbenlehre” (“Farvelære”, 1967). Videnskabeligt bliver den hurtigt forkastet, men efter sigende tjener den stadig som inspiration for billedkunstnere. Så sent som i 1998 var den udgangspunkt for en prisbelønnet dansk dokumentarfilm, “Lyset, mørket og farverne”.

Goethes hustru Christiane dør, men hans kærlighedsliv er ikke slut. Han når som halvfjerdsårig at tabe sit hjerte til en nittenårig frøken ved den idylliske Boden-sø – for nyligt skildret i den tyske forfatter Martin Walsers roste “En mand som elsker”).

Goethe havde ånden lige til det sidste. Da mørket begyndte at omslutte ham, var hans Famous Last Words: “Mere lys!”

Afslutning

Den store, danske litteraturforsker og kritiker Georg Brandes formulerede Goethes format på den her måde: “Der gælder i Goethes væsen noget, som umuliggjorde, at han nogensinde kunde blive populær. Han var for stor og for utilgængelig til at kunne vurderes af flere end et mindretal. Naar hans ry er gået over jorden og det den dag i dag kan betegnes som urokkeligt, vil dette ikke, at hans værker har havt saadanne horder af læsere som Walter Scotts eller den ældre Dumas' romaner, men at de forskellige landes kunstforstandige har bibragt deres landsmænd troen på hans overlegenhed. Denne drages vel endnu bestandig af og til i tvivl, men svagt, og kun idet man gør sig et vaaben af sin uvidenhed og uforstand. Han er indtraadt i den lille Falanx af jordens aller ypperste aander.” (Georg Brandes: “Johann Wolfgang Goethe” side 231-232). 

For Brandes er en klassiker noget, som bliver udråbt af dem, som ved bedre, for Lagercrantz, som vi citerede ovenfor, er en klassiker et værk, som spontant vinder læsere i nye generationer. Ifølge Brandes definition har Goethe formentlig ikke skrevet andet end klassikere, ifølge Lagercrantz' definition har Goethe formentlig ikke skrevet andre klassikere end Werther. Et helt hav af revolutioner tårner sig op mellem Goethe og den moderne læser; borgerskabet og arbejderne og kvinderne og ungdommen og studenterne og alle mulige andres. Mennesket er blevet til mere end ånd og følelser. Det er blevet til socialitet, psykologi og økonomi. Det var ikke for ingenting, at den næste hovedstrømning i det nittende århundredes litteratur, realismen, vendte sig mod arv og miljø. Sværest er vel den modne Goethes stil. “Wilhelm Meisters læreår” er en henvendelse på syvhundrede tætskrevne sider, som væver af sted uendelig selvgod og uendelig omstændelig. Et værk som “Faust” er efter nutidige standarder om muligt endnu mere umedgørligt. De almene dimensioner – mennesket i Faust og djævlen i Mefistoles – er så at sige opgivet allerede i stykkets afsæt til fordel for en lokal finkultur (lokal i forstanden en bestemt gruppe mennesker i en specifik tid et bestemt sted), som dyrker en indforstået jargon med branderterne og den studentikose ironi. Djævlen præsenterer sig aldeles udjævelsk som djævlen, og Faust bliver aldeles umenneskeligt ikke bange for ham, men indgår et væddemål med ham, et væddemål, hvis gevinst oven i købet ikke er indlysende, for så vidt som han ryger i helvede, hvis han bliver tilfreds, men synes at være lige vidt, hvis han ikke bliver det: “Den stund jeg strækker mig tilfreds på lade hynder,/ tilintetgør mig i en fart!/ Kan du med snak og løgne milde/ bibringe mig et selvbehag,/ kan du i nydelse mig hilde,/ så bliver det min sidste dag!/ Det væder jeg!” (side 76-77). 

Goethe har været vant til at begejstre, siden han var helt ung, med at skrive digte på bestilling til sine venner, når de var ude i et amourøst ærinde, og han har været vant til at tage en dramatisk udfordring op og til stor imponade for sine omgivelser levere et skuespil på en uge eller to. Han er grubler og tænker og videnskabsmand og lyriker, men han er også vidunderbarnet, som har udviklet sig til entertainer og opmærksomhedskrævende levemand. Måske har han efter at have siddet med Faust-myten i tredive år valgt en hurtig løsning. Tanken er nærliggende. Han ved, hvad der vil få det til at buldre af indforstået herrelatter i studenterselskaber og loger afløst af øjeblikke af stor alvor og tavshed, som markerer, man er rystet over stykkets dybe visdom – og for øvrigt en frygtelig begavet fyr med sans for de skønne kunstner. Instruktøren Katrine Wiedemann skar det, hun kaldte “Goethes ordflom”, væk og leverede en pixi-udgave, da hun skulle sætte “Faust” op på Det Kongelige Teater. Den samme frihed ville nobelprisvinderen Herta Müller formentlig ønske, hun havde haft i forhold til hans digte. Hun fik den stalinistiske variant i skolen under sin opvækst i en tysk enklave af det kommunistiske Rumænien. “Det var som en tæppebankertakt i hovedet. “Hvem ridder så sent mod stormens harm?/ Det er en far med sit barn i arm.” eller “Leonore brat i morgenrød'/ op fór af onde drømme: / Er du utro Wilhelm, eller død?/ hvor længe vil du dig ømme.” (“Kongen bukker og dræber”, side 42). Citaterne i citatet og tæppebankertakten kommer fra de “herlige” (oversætteren P.A. Rosenbergs ord) såkaldte ballader, som Goethe skrev i “frugtbar” (Den store danske encyklopædis beskrivelse) udveksling med Weimar-vennen og digteren Friedrich Schiller – kun de kommunistiske partidigte forekom Müller værre. Hvis man har tyske bekendte og nævner hans navn, er der overvejende risiko for, at de har haft den samme oplevelse som Herta Müller i skolen og får et træt udtryk i ansigtet. Goethes værk lever vel i dag i kraft af de bevægelser, han opfangede, synliggjorde og forstærkede, ikke af måden, han gjorde det på – når man bortser fra “Werther” – af hans slag for følelsernes frihed, af hans diskussioner af ånd, kunst, nation, (national-)teater, individ og dannelse, og de horisonter, han forlod, ikke mindste kristendommens. Hans kulturhistoriske betydning er i den forstand uden sidestykke. Alt hvad der kunne kravle og gå af tænkere og forfattere på den gamle side af Anden Verdenskrig har forholdt sig til ham. Ikke bare Brandes, men alle andre i samme liga; Lord Byron, Nietzsche, Thomas Mann … Selv Napoleon sørgede for at få Goethe i audiens, så han kunne give ham sin mening om “Werther”. Mest markant er måske hans indflydelse på det nittende århundredes komponister. Alene “Faust” har inspireret til et utal af lieders, operaer og symfonier af blandt andre Franz Schubert, Gustav Mahler og Richard Wagner.

Og på trods af tvivlsomme oplevelser i klasselokalerne er tyskerne ikke holdt op med at fejre ham. Hvis man fik kvalme over den pludselige kærlighed til H.C. Andersen blandt eventmagere, kulturformidlere og politikere i 200-året for hans fødsel, skal man formentlig prise sig lykkelig over, at man ikke var i Weimar i 250-året (1999) for Goethes død. Alt var Goethe, og alt er stadig Goethe der – og andre steder, som han har beæret med sine sjældne besøg – og Tysklands kulturelle repræsentation i udlandet er i dag varetaget af institutter i hans navn, Goethe-institutter, akkurat som landets mest betydelige litteraturpris også uddeles i hans navn. Ud over et utal af hjemmesider er der også mulighed for at gå på opdagelse i Goethes univers på museer i Tyskland og Italien. I kultenden findes knejpen Auerbachs kælder – et stop på Faust og Mefistoles' rejse – i Leipzig stadig.

Bibliografi

Værker af Goethe

Goethe, Johann Wolfgang von:
Værker bind 1-12, 1928. Værker.
Goethe, Johann Wolfgang von:
Den unge Werthers lidelser. 1972. (Die Leiden des jungen Werthers. 1774). Roman.
Goethe, Johann Wolfgang von:
Digtning og virkelighed. Bind 1-3. 1963. (Dichtung und Wahrheit. 1811-33). Erindringer.
Goethe, Johann Wolfgang von:
Faust. 1984. (Faust. 1808). Læsedrama.
Goethe, Johann Wolfgang von:
Mignon. 1943. Roman.
Goethe, Johann Wolfgang von:
Romerske elegier og venetianske epigrammer. På danske vers af Ole Meyer. Multivers, 2012.
Goethe, Johann Wolfgang von: Wilhelm Meisters Læreår. Sisyfos, 2020. (Wilhlem Meisters Lehrjahre, 1795-96). Oversat af Judyta Preis & Jørgen Herman Monrad.

Om Goethe

Erichsen, Peter Johannes:
Livsgnister. Weekendavisen. 2008-10-31. Artikel.
Ballegaard Petersen, Annelise (red.):
Tyskland – En kulturhistorie. 2001. Kulturhistorie.
Hansen, Jan Bo:
Hellige haller. Weekendavisen. 1999-08-27. Artikel.
Øhrgaard, Per:
Goethe. 1999. Essays.
Tøjner, Poul Erik:
Den æstetiske provins. Weekendavisen. 1998-12-30. Artikel.
Hertel, Hans (red):
Verdens litteraturhistorie, bind 4. 1994. Litteraturhistorie.
Brandes, Georg:
Wolfgang Goethe. Bind 1-2. 1920. Monografi.
Wikipedia har udførlige opslag om Goethe på hovedsprogene.
Godt opslag på dansk.
Benjamin, Walther: Goethes valgslægtskaber : litteraturkritik. Senmund, 2020. (Goethes Wahlverwandtschaften, 2016). Oversat af Lars Christiansen.

Film

Et af litteraturhistoriens mest klassiske værker. ’Goethe!’ skildrer tiden før, forfatteren skrev ‘Den unge Werthers lidelser’, som satte en hel selvmordsbølge i gang blandt unge, kærlighedshungrende mænd. Kan ses på Filmstriben.
Kan ses på Filmstriben.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Johann Wolfgang von Goethe

Film

Filmstriben