Hvis vi samler hænderne og skyder dem ned i hele den sammenfiltrede begrebsjungle, som udgør grundlaget for romantikken og tager et par brysttag og så et par tusinde til, når vi vel ind til en eller anden kerne, nemlig følelsernes frisættelse forstået som en frisættelse af de emotionelle tilstande (kærlighed, forelskelse, vrede, had etc. ) og de sanselige oplevelser (berøring, syn, duft etc.) fra de anskuelser, som bandt dem, ikke mindst kristendommen. Det er første skridt i den individualiseringsproces, som op gennem det nittende og tyvende århundrede blev kendt som moderniteten og postmoderniteten og tillod den enkelte at realisere flere og flere sider af sig selv. Romantikeren er på sæt og vis det første moderne menneske, men uden sans for det moderne samfund, for industrialiseringen, markedsøkonomien, liberalismen, storbyerne og det spirende proletariat. Romantikken er tværtimod en flugt ud i geografien og sindets og følelsernes og tankernes reservater, væk fra oplysningsfilosofiens fornuftstro og den filosofiske materialisme, væk fra den pulserende, støjende og forurenende udvikling, ind i naturen, sagnene, overtroen, mysticismen, eventyrene, folklorismen, middelalderen og gotikken – ind i det vilde, vovede og farverige. Men det er også en ensomhedsfølelse, en følelse af at være overladt til sig selv under indtryk af de gamle institutioners troværdighedstab, ikke mindst konge, adel og kirke og i det hele taget feudalsamfundet.
Goethe er del af en romantisk bevægelse af unge digtere, som kaldes Sturm und Drang – storm og trængsel – efter den heftighed, hvormed de sætter følelserne i bevægelse. Han leverer det monumentale ridderdrama “Götz von Berlichingen” (“Götz von Berlichingen mit der eisernen Hand”) i 1773 (da. 1920) og gør så som 24-årig front durk mod individualiseringen med romantikkens signaturværk, kærlighedshistorien over dem alle, “Die Leiden des jungen Werthers” fra 1774 (“Den unge Werthers lidelser”, 1820).
I 1772 havde den Goethe senior udvirket, at Goethe kom til den nærliggende købstad Wetzlar, hvor højesteretten – rigskammerretten – havde sæde, og nok engang var den unge mand faldet i muntert selskab, denne gang en gruppe af unge jurister, som hver aften souperede på gæstgivergården Zum Kronprinzen og havde spas med at lege riddere og hemmeligt broderskab. Fra tid til anden havde de selskab af to travle legationssekretærer (gesandter), den dystre Wilhelm Jerusalem og den ældre og tørre Johann Christian Kestner. Kestner var forlovet med en femtenårig, kornblond skønhed, som hed Charlotte, og som også Goethe bejlede til. Jerusalem var forliebt i en fornem, gift dame. Alle tre, Charlotte, Kestner og Jerusalem tjente som forlæg til hovedpersonerne i “Den unge Werthers lidelser”. Da Goethe nedfældede den, havde Jerusalem skudt sig i desperation over sin udsigtsløse kærlighed og skabt romanens anstødssten. Goethe tilbragte fire dage med at støve rundt omkring scenen for tragedien og samle informationer. Han skrev romanen i en raptus på fire uger. I store træk blev den tørre Kestner til bogens Albert, Kestners forlovede Charlotte til Alberts forlovede Lotte, Goethe selv til den sunde Werther i romanens første del og Jerusalem til den syge i anden del.
Werther er både som rask og syg indbegrebet af den selvoptagethed, som var individualiseringen og følsomhedens anden side. Som alle andre syge og raske unge romantikere skriver Werther breve. Breve var en mani og en dille. Det var livlinen til den omgivende verden, terapi og skriftestol, dem, man vendte sig mod for at kunne læsse sine betragtninger om sig selv af på hinanden. Det var der, man gik til yderlighed med inderligheden, når der ikke var andre i nærheden. Man lagde sin dirrende stemme, sine tåreblændede øjne, sine dybt oprigtige grimasser, sin forbundne mimik, sin gæve stoiskhed ned på papiret. Man malede side op og side ned om, hvordan man havde det, hvordan ens inderste havde det, hvad man følte og hvad man tænkte. Man krængede sin sjæl ud. Der var ikke noget, der var egentligt uinteressant, bare det havde noget at gøre med en selv.
Werther er brevskriver. Det er romanens form. Det er en brevroman. Men vi ser ikke de svar han modtager, et greb som understreger hans isolation. Brevene handler om Werthers tilstand som først og fremmest udmåles i hans kærlighed til naturen og en særlig kvinde. Det er i de grønne haller mellem summende bier og rislende bække, at han har sin kirke. Naturen er med et diktum, som Goethe og mange af hans samtidige abonnerede på, den synlige ånd og ånden den skjulte natur. Ånden tager sig godt ud, for det er en flot og frodig natur. Et evigt forår af den slags, som flår amoriner løs af blomsterknopperne.
Werther forelsker sig op over begge ører i Lotte, et stykke dydigt og godhjertet kultur, der virker som en mor for sin kæmpe søskendeflok. “Naar jeg saa ovenikøbet bliver spurgt hvad jeg synes om hende? – Synes om! Det ord hader jeg som pesten. Hvad kan det være for en slags mennesker, der synes om Lotte, hvis følelser og sanser ikke helt og aldeles er opfyldt af hende?” (side 47). Werther er heftig, der er skyggespil i hans solskin, og kærligheden udfolder sig på en dyster, fatal(istisk) baggrund: “Alting her i verden munder dog ud i en nederdrægtig bagatel, og det menneske, der slider sig op for guld eller ære eller hvad der nu er af andre grunde end lidenskab og indre tvang, han er og bliver dog en nar.” (side 51-52).
Som det er tilfældet for mange af Goethes helte, er Werther hverken handlekraftig eller maskulin, og da Lotte er forlovet med den tørre Albert, må han tage til takke med rollen som et tredje hjul på giggen snarere end en rival, og de charmepoint han scorer på sin drengethed. Men det er ikke godt for ham. Forlovelsen bliver til ægteskab. Lotte bliver indkapslet i det borgerlige samfunds kernefunktion. Werther falmer. Det regner. Den prædisposition for undergang, som Goethe har antydet i bogens første halvdel, udløses i anden del. Højstemtheden afslører sig som den anden side af følelsesformørkelse og klinisk depression. Den tragiske ende er uomgængelig. Werther sender bud efter Alberts pistoler og skyder sig en kugle for panden. Det samme gjorde en stribe unge mænd over hele Europa, efterhånden som Werther udkom på forskellige sprog og blev til årtiets litterære sensation. Man fandt i Werthers selvmord en flot manifestation af sin ensomhed og følsomhed. Den ældre generation derimod kunne ikke med følelsesblæreriet og kaldte det i kor med kirken og de konservative amoralsk og uæstetisk – ukristent og ugræsk. Hist og pist blev der nedlagt forbud og udøvet censur, herunder i Danmark. Bedre reklame kunne en roman ikke få. Den 24-årige Goethe var blevet verdensstjerne over en nat takket være hans evne til at se historien og den generelle dimension i legationssekretæren Jerusalems specifikke skæbne og give den et inderligt udtryk.
Små 250 år senere er romanen stadig forfatterskabets væsentligste ambassadør takket være det vibrerende lag af nær- og virkelighed i brevene, tematikkens evindelighed og vel ikke mindst den unge Goethes sprudlende overskud, begavelse og vid. Den svenske forfatter og litteraturkritiker Olof Lagercrantz noterer det i en anden sammenhæng sådan her: “De fleste digterværker af en sådan kvalitet, at der ikke blot rejses mindesmærker over dem i litteraturhistorien, men at de også spontant vinder læsere i nye generationer – og kun de burde regnes til den klassiske litteratur – er skrevet af ældre mennesker. De digtede skikkelser er ofte unge, men de der fortæller om dem ikke. I et fåtal af værker skriver unge om unge – Goethes Werther er det store eksempel" (Olof Lagercrantz: “August Strindberg”, side 40).
Rørelsen og den kompromisløse kærlighed kunne uden videre approprieres af kiosklitteraturen. Men romanen Werther rækker langt videre. Den placerer sin forfatter i genealogien af geniale, ofte vrede unge mænd, som gør front mod samfundet med en rygvendt attitude og alt andet end inderlighed. Til kærligheden i Werther føjer sig sindssygdom, isolation, meningstab, melankoli, hyperindividualisme og forestillingen om, at man står alene, akkurat som i moderniteten og postmodernitetens rebelske generationer, således Hemingway og Scott Fitzgerald og resten af the lost generation, Ginsberg og Kerouac og the beatnick generation og Ellis og Coupland og x-generationen med titler som “Og solen går sin gang”, ”På vejen” og ”Under nul”.
Efter Werther bliver Goethe hentet til det lille kulturbegejstrede fyrstedømme Weimar, hvor han i de næste ti år virker som minister, fra han er 26 til han er 36.
