coupland
Foto: Pascal Saez / Writers Pictures / Ritzau

Douglas Coupland

journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Top image group
coupland
Foto: Pascal Saez / Writers Pictures / Ritzau
Main image
Coupland, Douglas
Foto: Finn Frandsen

Indledning

Douglas Coupland er kongen af poplitteratur. Hans værker åbner sig som en sit com, en rockvideo eller et tv-drama for en umiddelbar fornøjelse og fordøjelse – det er poppen. De inviterer også til fordybelse og eftertanke for dem, som har tiden – det er litteraturen. Temaerne er middelklassestrategier i en medietid blandt de 25-40-årige. Hvordan finde ud af kærligheden, venskabet, fællesskabet eller manglen på samme? Ironien er Couplands mest gennemgående svar og det falder benhårdt fra manden, som har sort bælte i distancerede attituder, skarptslebne bemærkninger og begavet melankoli.

 

27947727

Blå bog 

  • Født: Den 30. december 1961 på en NATO-base ved Baden-Solingen i Vesttyskland.
  • Uddannelse: 1980-84 Emily Carr College of Art and Design i Vancouver:1984-86 the European Design Insitute i Milano i Italien og The Hokkaido College of Art and Design i Sapporo i Japan.
  • Debut: Generation X, 1994 (“Generation X”, 1991).
  • Priser: Ingen oplyst i litteraturen om Coupland.
  • Seneste udgivelse: Tyggegummityven. Borgen, 2009. Roman.
Artikel type
voksne

Baggrund

“Der er ikke noget vejr i Palm Springs - ligesom TV. Der er heller ingen middelklasse. (…) Der er kvarterer her, hvor man, hvis man ser noget glimte i det karseklippede Bermuda-græs, kan gå ud fra at det er en sølvdollar, der ligger og flyder. Hvis noget, dér hvor vi bor i vores små bungalower, hvor man deles om gårdspladsen og en nyre-formet swimmingpool, ligger og glimter i græsset, er det enten en knust whisky-flaske eller en kolostomi-pose, som har undgået skraldemandens behandskede hånd.”
“Generation X” s. 20.

Ud over nogle få brudstykker som at “Douglas Couplands familie lagde vægt på en god nats søvn, og han og hans søskende missede af samme grund ofte de første timer i skolen” og “han fik ikke nogen religiøs opdragelse, selv om hans mor havde læst sammenlignende teologi” har vi ikke ret mange informationer om Couplands opvækst.

Han er født på en NATO-base i Tyskland som den tredje ud af fire søskende. Hans far var læge og rykkede familien til Vancouver i 1965. I 1980 begyndte Douglas Coupland på skulpturlinjen på kunstakademiet i Vancouver (Emily Carr College of Art and Design). Herfra gik det i 1984 videre til European Design Insitute i Milano og The Hokkaido College of Art and Design in Sapporo i Japan. I 1987 udstillede han installationen “The Floating World” på Vancouver Art Gallery og fik et mindre nationalt gennembrud som billedkunstner.

I 1988 udvidede han sit materialevalg til bøger, og tre år senere udkom “Generation X”. I det følgende ti-år kom yderligere ti bøger fra Couplands hånd, og han modtog to Canadian National Awards for Excellence in Industrial Design.

Undervejs udviklede han en livsstil med et par vidt omtalte ekcentriske elementer: Han samler på meteoritter og afstår fra at eje møbler, han ikke selv har fremstillet. Samtidig er han på mange og lange rejser og har en omfattende journalistisk virksomhed med regelmæssige bidrag til blandt andre Wired og The New York Times.

I de senere år har billedkunsten fået en større plads i hans liv med en række projekter skabt alene eller sammen med kolleger. Mellem rejser og udenlandsophold residerer han fortsat i Vancouver.

Kongen af popkultur

I et fremragende essay om Douglas Coupland har kulturhistorikeren Alan Bilton jævnført hans forfatterskab med kunstneren Richard Hamiltons berømte manifest for popkunsten fra 1957:

  • Populær (skabt for et massepublikum)
  • Flygtig (kortsigtede løsninger)
  • Undværlig (hurtigt glemt)
  • Udgiftslet
  • Masseproduceret
  • Ung (rettet mod ungdommen)
  • Vittig
  • Sexet
  • Smart
  • Glamourøs
  • Big Business

(Efter Alan Biltons gengivelse i “Contemporary American Fiction”, side 221.) 

Og det er lige i øjet. Det betyder imidlertid ikke, at Cuoplands værker er uden brod eller indsigt, som den vulgære udlægning af pop vil det. Tværtimod. Det er det, som gør det til god pop.

I løbet af nittenfirserne begynder X’ernes fravær i samfundsdebatten så småt at være påfaldende, og i 1988 beder en redaktør Douglas Coupland om at skrive en bog om det, som mange dengang var begyndt at omtale som den usynlige generation.

Yuppier og X’ere

I løbet af nittenfirserne begynder X’ernes fravær i samfundsdebatten så småt at være påfaldende, og i 1988 beder en redaktør Douglas Coupland om at skrive en bog om det, som mange dengang var begyndt at omtale som den usynlige generation.

I løbet af firserne får kulturlandskabets demografer øje på to nye grupperinger: Dem som synes, det er fedt at være storbysmart, og dem som synes, det ikke er det. De første kalder de yuppier (young urban professionals), og de andre kalder de generation X. Selv om generation X egentlig er en samlebetegnelse for alle, som er født fra 1965 til  1975, og således også skulle omfatte en god del yuppier, signalerer det almindeligvis den del af generationen, som ikke magter at tage de eksisterende livsmønstre på sig uden en ironisk distance – hvilket netop ikke gælder yuppierne, som er opslugt af nogle ganske specifikke lykkeforestillinger og trives med at forfølge dem i forretningslivet.

I løbet af nittenfirserne begynder X’ernes fravær i samfundsdebatten så småt at være påfaldende, og i 1988 beder en redaktør altså Douglas Coupland om at skrive en bog om fænomenet. Coupland hører bønnen og rykker til Palm Springs i det sydvestlige USA, hvor ørken og civilisation, rig og fattig clasher på en måde, som han synes passer til opgaven.

På den ene side det ekstremt kultiverede med afvænningscentre, fedtudsugningsklinikker og resorts for aldrende velhavere og Hollywoodstjerner.

På den anden side det ekstremt uberørte og naturlige med sand, sten og kaktusser.

Midt imellem , med en drift væk fra det første og ud mod det andet, unge eller halvunge med dårlige boliger og dårlige jobs eller, som det hedder på couplandsk, McJobs (efter en erfaring som hamburgervender på en McDonalds i Vancouver i midtfirserne) i serviceindustrien.

Ingen steder : Middelklassen. Kun rige og fattige.

Ferie fra middelklassen

Coupland omformulerer opgaven fra en journalistisk til en skønlitterær og sender Andy, Dag og Claire – sidst i tyverne og hovedpersoner i “Generation X” fra 1991 (“Generation X”, 1994) – på orlov i Palm Springs. Byens middelalderlige sociale struktur virker som balsam på deres sjæle. Andy, fortælleren, opsummerer deres udvikling således: “Vi kom hertil spættet af sår og bumser, med så mange knuder på vores tyktarme, at vi aldrig troede, vi skulle få systemet i gang igen. Vores indre var holdt op med at fungere, blokeret af hørmen fra fotokopimaskiner, retteblæk, lugten af det papir, aktier er lavet af, og den endeløse stress, man får af meningsløse jobs, udført modvilligt og uden påskønnelse. Vi led af besættelser, som fik os til at forveksle shopping med kreativitet, æde nervepiller og gå ud fra, at blot at leje en video en lørdag aften var nok. Men nu, hvor vi lever her i ørkenen, er tingene meget, meget bedre.” (side 20-21). Og det kan mærkes.

21605409

På det tidspunkt, hvor fortællingen begynder, har de forvandlet sig til nogle yderst velkørende og vittige medier for Couplands generationsportræt. Ikke nogen socialrealisme her, men en overdådighed af rappe replikker, skarpe observationer, hysterisk morsomme situationer og forrygende anekdoter serveret på en granitbund af sociologisk, psykologisk og kulturhistorisk indsigt. Det hele klippet sammen i korte kapitler med en narratologisk tæft, som i højere grad leder tanken hen på den begavede film-/videomontage eller sit com end den klassiske fortælling i litteraturen.

I stedet for at løbe som rotter i karriereræsets musetrapper, i stedet for halse efter reklame- og kulturindustriens fatamorganaer, i stedet for et lade sig opsluge i politisk aktivisme, i stedet for at lade sig opløse i subkulturelle strømninger, i stedet for at vælge de veje, som tilbyder sig for de traditionelt tilpassede eller utilpassede, vælger de, hvad Coupland kalder downsizing . De søger ud i randen, ned ad i hierarkiet, for at få en tilværelse uden specifikt borgerlige eller antiborgerlige identitetsprojekter, for at få et overskud og et overblik, som tillader dem at mærke sig selv, det liv, de lever, og den verden, de er del af i al sin mangfoldighed.

Ironi på en mørk baggrund

Ironien er vejen midt imellem eller ingen steder hen. Den er også et hovedspor i Couplands forfatterskab.

Downsizing er et ironisk begreb. Vi forbinder det først og fremmest med kold “corporate management”. Hos Coupland bliver det til varm “individual management”. Det er også en ironisk figur: det marginale bliver det centrale, det lave bliver det høje, det formålsløse bliver det formålsfulde. “Generation X” er i det hele taget et ironisk værk. De skæbner, som hovedpersonerne fortæller hinanden om i tilbagevendende godnathistorier er ironiske. Hovedpersonernes egne skæbner er ironiske: De finder en form for autencitet i jagten på en form for autencitet og en form for fællesskab i jagten på en form for fællesskab. Selv ironien bliver genstand for ironi med en pseudoleksikal sondring i dialogens forskellige former for ironi, anført i bogens margen:

  • “Annektering: At inkludere tidligere tiders reklame-, emballage- og underholdnings-jargon i hverdagstale for den ironiske og/eller komiske effekts skyld: “Kathleens 'afdøde berømtheder-fest' var abeskøn.” “Dave opfatter virkelig sig selv som en ganske særlig, herlig, kærlig og ærlig stodder, gør han ikke?”” (“Generation X”, side 128).
  • “Knæspjættende ironi: Tendensen til refleksbetonet at fyre friske ironiske bemærkninger af i løbet af en dagligdags samtale.” (“Generation X”, side 176).

Ironien hjælper Andy, Dag og Claire med at styre fri af forstenende livsmønstre og klassificeringer. De identificerer sig lige så lidt med den politiske kritik af de mekanismer, som fik deres tyktarm til at slå knuder, som de identificerer sig med de mekanismer, som fik deres tyktarm til at slå knuder. De tror lige så lidt på borgerlighed som på antiborgerlighed, på markedsøkonomi som på planøkonomi, på kapitalisme som på socialisme, på kulturer som på subkulturer, på gamle som på unge og hvad vi ellers har af traditionelle samfundsbærende modsætninger.  

Ironien er vejen midt imellem eller ingen steder hen. Den er også et hovedspor i Couplands forfatterskab.

Hippiernes materialistiske afkom

I “Shampoo Planet” fra 1993 (“Shampoo Planet”, 1994) er det ironiske valg forbrug, kemikalier og karrierer. Som der står på side 214 i romanen:
“Vi kan ikke få nok kemikalier: 'Koffein - koffein - koffein', chanter jeg til servetricen.
'NutraSweet!' tilføjer Stephanie.
'Spiselige olieprodukter!'
'Hvidt sukker!'
'Nu!'”
Hovedpersonen Tyler har været ude at besøge sin hippiefar i skovene sammen med kæresten Stephanie og kan ikke komme hurtigt nok tilbage til civilisationen. Han bor i et almindeligt hus i en almindelig provinsby sammen med sin mor og sine søskende og drømmer om en lidt mere ordentlig og traditionel tilværelse, end den han har kendt som barn. Han står foran at sparke en karriere i gang og har blikket rettet mod en stor producent af hårprodukter (han er shampoo-fetichist).

Set uppet er velafprøvet: børn af hippiesegmentet i 68-generationen gør oprør mod forældrenes Save the Whales-idealisme med banal borgerlighed. De fleste kender det fra firser-sit com’en ”Blomsterbørns børn”.

“Shampoo Planet” er et forfriskende alternativ til visse strømningers endimensionelle sidestilling af forbrug med afstumpethed, og kan læses som en kommentar til Bret Easton Ellis’ samtidige yuppie-portræt i “American Psycho”, hvor mærkevarebevidsthed er det samme som en morderisk lyst til at skære folk op med sushiknive. Men romanen taber momentum. Måske fordi normale, velfungerende borgerlige børn af hippier er svære at skelne fra normale, velfungerende borgerlige børn af alle mulige andre. Ironien mister saft og kraft efterhånden som Tyler glider ind i sin normale drømmeverden, som for læseren i almindelighed bare er en normalverden og uden den særlige tiltrækningskraft, som den skæve vinkel har.

En eksistentiel ørkenvandring

I novellesamlingen “Life after God” fra 1994 (“Livet efter Gud”, 1995) lægger Coupland for en kort bemærkning ironien fra sig og prøver i stedet med inderlighed og refleksion. Et par af titlerne virker som små dunkle roadmovies, hvor lokale radiostationer kravler ind i bilen med tusmørket, og snapshots fra en sammenstyrtet fortid dukker op på blanke ansigter.

I novellen “In The Desert” reviderer fortælleren sit liv på vejen fra Las Vegas til Palm Springs med 2.000 sprøjter og 1.440 ampuller anabolske steroider smuglet ind fra Mexico i bagagerummet. Det er hans fødselsdag, og selv om der antydes en kriminel forhistorie, er der ikke meget, som adskiller ham fra en hvilken som helst anden trediveårig i måden, han reflekterer på, og i de glimt, vi får fra en tidstypisk opvækst uden religiøs eller ideologisk indflydelse i en middelklassefamilie på Vestkysten. I en roadsidediner ringer han til en mellemmand og får at vide, at aftageren af hans varer er blevet arresteret, og at politiet formentlig vil være efter ham inden længe. Han kører væk fra hovedvejen og tømmer bagagerummet ude i ørkenen, kun for at konstatere, at hans bil ikke vil starte igen. Han er så langt fra en by for slet ikke at tale om en tankestation, som man omtrent kan være på den længdegrad.

I novellen “Patty Hearst” leder hovedpersonen efter sin forsvundne søster. Hun er blevet set i en forretning i en flække i et skisportsresort 80 miles uden for Vancouver. Han sætter sig ind i bilen og kører af sted. Undervejs opruller han forhistorien. En sprudlende pige, en smuk tomboy med et drømmende sind. Hans nærmeste i en søskendeflok på seks. Indtil hun udviklede en borderline-tilstand og et narkomisbrug, uden nogen kunne sige hvorfor. Hun afskar sig fra sine venner og sin familie. Til sidst rejste hun. Det er flere år siden på det tidspunkt. Han ankommer til skisportsresortet og finder forretningen. Og … og så fremdeles i resten af novellerne i “Life After God”; sammenbrud, savn og mislykkede forsøg på rekonstruktion illustreret af en række naivistiske tegninger fra Couplands egen hånd. Fremragende og stemningsmættet.

Nørdkultur i Silicon Vally

“Microserfs” er måske Douglas Couplands bedste roman i en traditionel ‘vedkommende-lige-ud-ad-landevejen-morsom-og-medrivende-fortælling’-forstand.

I romanen “Microserfs” fra 1995 (“Microslaver”, 1995) har Coupland fundet en ny velsmurt motor for sin kulturanalyse. Daniel og hans venner er frontrunners i den digitale revolution. De er supernørder og lever og ånder binære koder og softwareteknologi, men har på trods af eller på grund af en overvældende IQ lidt svært ved at forvalte  deres stort set ikke-eksisterende tilværelse uden for arbejde. Som regel bliver den udlagt i computersprog; kroppe “chrasher”, når de bliver syge, dårlige minder bliver “slettet” og så videre. Vi følger dem igennem Daniels dagbogsoptegnelser fra de sidste dage i trygge rammer hos deres fælles arbejdsgiver Microsoft til de første år som selvstændige programudviklere er overstået. De arbejder med udviklingen af et 3D-program inspirereret af Legoklodser i en kælder i Daniels forældres hus i Silicon Valley. Kaos – også kendt som virkeligheden – trænger sig på, og rare ting og knapt så rare ting sker.

22072684

Undervejs får vi en velresearchet, velformidlet og sympatisk tur om bag udviklingen af Silicon Vallys software-mirakel i 1990’erne med nørd-klicheerne som humoristisk drivkraft (hæmmede, pizzaædende og coladrikkende). “Microserfs” er måske Douglas Couplands bedste roman i en traditionel ‘vedkommende-lige-ud-ad-landevejen-morsom-og-medrivende-fortælling’-forstand.

Generation X ved verdens ende

I “Girlfriend in a Coma” fra 1998 (“Kæreste i koma”, 1999) er vi tilbage ved de traditionelle X’ere. Men historien er usædvanlig. Karen gik i koma i slutningen af halvfjerdserne. I midten af halvfemserne vågnede hun op med en sikker viden om, at jorden ville gå under den 28. december 1997. Og ganske rigtigt, folk falder med en bibelsk konsekvens i søvn på dagen og dør kort efter. De eneste, der er tilbage, er Karen og hendes venner. De møder Jared, der døde af leukæmi, kort inden Karen gik i koma og har befundet sig ved verdens ende lige siden. Jared giver dem et tilbud, de ikke kan sige nej til.

22661094

De kan vende tilbage til jorden og leve som ansvarlige samfundsborgere, men han understreger: “Hvis I ikke tilbringer hvert eneste vågent minut af jeres liv med radikalt at gennemtænke verdens natur – hvis I ikke hvert øjeblik konspirerer om at koge den gammel ordens ådsel – så spilder I jeres dag.” (side 309). Coupland er med andre ord og for en kort bemærkning trådt i karakter som metafysiker: “Og I kender sandheden – eller i det mindste vil I altid være på vej i retning af den. (...) Der er ikke nogen anden mening. Det er sådan, det er.” (side 309), tordner Jared til sine venner.

Den radikale skepsis er gledet ind på Guds plads, og den vej, som blev udlagt i “ Generation X ” mellem forsteningerne i deres forskellige institutionelle fremtrædender er blevet til religion.

To fejlslagne eksperimenter

Når man har set helt ud til verdens ende og fundet Gud, kan det formentlig være svært at se, hvad der er tilbage at fortælle. I hvert fald bliver Couplands to næste udgivelser betragtet som fejlslagne af hans kritikere, såvel som af ham selv. Det skulle ikke afholde folk fra at læse dem. Selv når han er dårlig, er Coupland bedre end de fleste. Men rigtigt er det, at han kæmper en tung kamp med det groteske og det usandsynlige. Handlingerne helt kort:

I “Miss Wyoming” fra 1999 (“Miss Wyoming”, 2001) overlever en tidligere skønhedsdronning mirakuløst et flystyrt og benytter lejligheden til at stå af ræset. Hun møder en filmproducent, som har foretaget den samme manøvre, og de slår pjalterne sammen, indtil Susan Colgate, som hun hedder, skønhedsdronningen, forsvinder igen. Som i så mange af Couplands værker er formen original. I 36 kapitler rammer vi ned i historien på forskellige steder.

23779935

I “All Families are Psychotic” fra 2000 (“Alle familier er psykotiske, 2001”) er thaladomidkvinden Sarah på vej ud i rummet med sin manglende hånd, og hendes familie samles for første gang i umindelige tider i Florida for at overvære opsendelsen. To er HIV-smittede, en har cancer, en er selvmordsmusiker, en anden er nyreligiøs, og en tredje er tidligere stofmisbruger. Alle er bundusympatiske.

Farvel til den religiøse patriark

Som hos så mange andre vokser Colombine High-massakren i Littleton i staten Colorado i USA i 1999, hvor to drenge skød og dræbte tretten elever og lærere, i bevidstheden hos Douglas Coupland i årene, der følger. I romanen “Hey Nostradamus” fra 2003 (“Hej Nostradamus”, 2004) overfører han tragedien til Vancouver. Hovedpersonen Jason er skeptisk, antiautoritær og i evig opposition til sin far, som er religiøs og despotisk og gir’ den med bogstavelige læsninger af biblen.

25218671

En dag skyder nogle tabere Jasons kæreste og en nogle af hans skolekammerater. Jason viser sig at være lidt af en helt og standser blodbadet med et fremragende stenkast, som smadrer hovedet på en af morderne, og efterfølgende vender op og ned på hans liv, men ikke helt på den måde som man kunne forvente. I stedet for at fejre ham som en helt tordner faren mod hans “mordlyst”, da han kommer hjem. Moren, som er småalkoholiseret, men ikke dum, knuser farens højre knæ med en lavastenslampe (rekvisitøren i Coupland svigter aldrig), så han kan holde kæft. Hun har fået nok. Og så er den familie opløst. Det er historien ikke – heldigvis. Den fortsætter med at udvikle middelalderens moderne efterliv i kristendommen og det mørke, som vokser omkring den. Vi forbinder især highschool-massakrer med en ‘frygtens kultur’, som får folk til at hamstre våben og dåsemad bare, der er nogen, der siger dræberbier – ikke mindst takket være en fremragende dokumentarfilm som Michael Moores “Bowling for Colombine”. I den forbindelse er det mindre vigtigt at skuddrab og massakrer og frygten i sig selv er langt mindre udtalt i Canada end i USA.

Den religiøse patriarks tordnen mod et moderne liv og dommedagsrædslen, som ligger i titlen, er i en eller anden form aktuel over det meste af verden og fremragende formidlet i al sin rædselsfulde konsekvens af Coupland.

Et smukt meteornedslag

Alle ensomme kvinders signatursang er “Eleanor Rigby” af the Beatles. Douglas Coupland har lånt den som titel til sin roman fra 2004 (“Eleanor Rigby”, 2005) om den 36-årige tyksak Liz Dunn fra Vancouver. Hun har ingen venner. Hun bor for sig selv i en lejlighed uden mand eller børn. “Folk ser på mig og glemmer at jeg er her. Hvis jeg skal være ærlig, behøver jeg ikke engang at gøre mig usynlig, det sker bare.” (side 14) “Der var ikke nogen som havde sat sig ned sammen med mig og havde fortalt om værdien af udseende og krop og – senere i livet – om penge og magt.” (side 47).

25721497

Ikke overraskende er Liz Dunn desillusioneret og opgivende, men hun er også skarp og begavet, og hendes refleksioner af omgivelserne og omgivelsernes refleksioner af Liz lader ikke den beslægtede chiclitt (tøselitteratur) meget efter i rappe bemærkninger: “Hvis Leslie kaster op, kommer der afsnit af ufordøjede artikler fra Vanity Fair op” , bemærker Liz om sin modebevidste storesøster Leslie” (side 15). Og af samme skuffe: “Lizzie, for fanden, dine øjne ligner to pishuller i sneen.” (side 20) udbryder storbroren William, da han kommer på besøg, efter hun har fået trukket et par visdomstænder ud og barrikaderet sig i lejligheden med en håndfuld tudefilm. Om indretningen bemærker han: “Lad os trække de rædselsfulde gardiner fra. Hvor har du fundet dem, i en græsk bingohal?” (side 21).

Hverdagene tilbringer Liz i et dødt kontorlandskab sammen med en chef, hun konsekvent omtaler som Dværgen: “Han havde fem forskellige udseender, ét for hver arbejdsdag – og de blev alle sammen ødelagt af sko, som han sandsynligvis havde byttet sig til på et loppemarked for et bilbatteri inklusive kablerne.” (side 49).

En aften i 1997 passerer kometen Hale-Bopp hen over Vancouover. Liz ser den fra parkeringspladsen foran Rogers Video og tænker, at det er “svært at undgå følelsen af at sådan en himmelsk begivenhed indvarsler en eller anden slags radikal forandring.” (side 7).  Det viser sig, at hun får ret. Tyve år tidligere var hun i Rom med sin latinklasse. Da hun kom hjem, var hun gravid. Hun fødte en søn, som blev bortadopteret. Nu dukker han op på hendes dørtrin uhelbredeligt syg af sklerose. Hans forhistorie er en gyser, en ubrudt kæde af plejefamilier som enten var religiøse tosser eller prøvede at komme i seng med ham eller begge dele. Jeremy, som han hedder, dør, men sparker med en vedvarende ukuelighed en gnist af liv ind i Liz. Syv år senere finder hun en meteorit, og gnisten springer igen. Om natten ringer en politimand fra Wien i Østrig og vil høre, om hun kender en Klaus Kertesz. Det gør hun ikke. Men hun husker, at der var en flok østriger på diskoteket den sprutomtågede nat, hvor kimen til Jeremy blev lagt. Hun tager til Østrig for at møde Jeremys far.

En sidste tanke før jeg rejser: for nogle år siden besluttede jeg at jeg ville lave en liste over alle de ting jeg ikke er særlig dygtig til, og så holde op med at gøre dem – ordne det når der var papirstop på kontoret; forsøge at forstå hvordan min bil fungerer; logikken bag Miss America-kokurrencerne. Jeg troede, at denne beslutning ville gøre mit liv mere strømlinet og bedre – og indtil et vist punkt gjorde den det også. Men nu har jeg indset at ved at beslutte at lade være med at gøre ting, har jeg mistet millionvis af chancer og lejligheder til at gøre nye opdagelser, møde nye mennesker – være i live, faktisk. Så jeg har tænkt mig igen at begynde at gøre ting jeg er dårlig til. For pokker jeg har tænkt mig at gøre ting, jeg aldrig nogensinde har prøvet.” (161).

På den led er “Eleanor Rigby” et stort ja til livet. Dissektionen af ensomheden leder tankerne hen på den eksistentialistiske klassiker “Menneskets lod” af franskmanden André Malraux, men uden sammenligninger i øvrigt for Coupland vil stadig poppen og spinder dybden i Liz Dunns refleksioner sammen med handlingen i et let flydende væv, formidlet i en ubesværet, banal og begavet vekslen mellem chiclitt og halvmagisk realisme, mellem Bridget Jones og Garp, Helen Fielding og John Irving. Meteoren – “et stykke af en anden tilintetgjort planet der hvirvler omkring i universet” (side 6) – er en smuk metafor for Jeremys liv.

Rockassociationen og filmperspektivet

Douglas Coupland trækker på den samme erfaringsverden som en række jævnaldrende popstjerner, og hvis man trænger til rockvisuel illustration af hans verden, kan man med fordel tjekke videoerne fra nogle af hans åndsfæller på musikscenen. Billy Corgans melankolske tilbageblik på halvfjerdserne i rock-road-videoen “1979” (Smashing Pumpkins albummet “Mellon Collie and the Infinite Sadness”, 1995) er som skåret ud af Couplands kød og kommer næsten samtidig med Couplands egne roadmovie-udtryk i “Life After God”. Det samme gør Alanis Morissette independent-hit “Ironic” (fra albummet “Jagged Little Pill”, 1995), som også bliver lanceret med en road-video. Og det er vel ikke usandsynligt at Dag, Andy og Claire har skrålet med på den i køkkenet i det lille hotel San Felipe på Baja California, som de var på vej ned for at åbne mod slutningen af “Generation X” , når de hørte den i radioen:

“An old man turned ninety-eight
He won the lottery and died the next day
It's a black fly in your Chardonnay
It's a death row pardon two minutes too late
And isn't it ironic ... dontcha think.

It's like rain on your wedding day
It's a free ride when you've already paid
It's the good advice that you just didn't take
Who would've thought ... it figures.”

Hvis vi breder perspektivet ud står texaneren Richard Linklaters “Before Sunrise” (1995) og “Before Sunset” (2004) med Ethan Hawke og Julie Delpy som filmens bedste bud på X-portrætter. Afdæmpede, intellektuelle og lyriske udforsker de med stor sikkerhed de samme temaer som Coupland, Morrisette, Corgan og de andre.

Overfladedybde

I 1991, samme år, som “Generation X” udkom, og kun 180 kilometer længere nede ad Vestkysten, i Seattle, udsendte Kurt Cobain og Nirvana rockalbummet “Nevermind” med kravet: “Here we are now, entertain us” formuleret i, hvad der ligner X-generationens signatursang, “Teen Spirit”.

Douglas Couplands forfatterskab imødekommer kravet. Han giver litteraturen en overhaling, akkurat som Cobain gjorde med rockmusikken. Han gør det seriøse poppet og det poppede seriøst. Det er akkurat som en dansk reklamemand engang udtalte i sladderspalterne i en københavnsk kulturguide: “Jeg er ret overfladisk, men det stikker ikke så dybt.” Overfladen bliver til dybde, dybden bliver til overflade. Coupland selv indfanger bevægelsen med en forestilling om sine værker som bogskulpturer. De er åbne for det hurtige blik, men lukker sig ikke for det “lange”. De er åbne for den hurtige afkodning, men udelukker ikke fordybelsen. De er både som æstetiske og intellektuelle udtryk større end summen af deres enkeltdele. I den forstand “transcenderer” de deres genre.

DouglasCouplands forhold til Cobain er i sig selv en glimrende illustration af transcendensen. Coupland bemærkede i 1994 i et posthumt brev til Cobain: “Vi har lp-plader inden i os, og hvis vi fortalte en vittighed om dig, ville det have været at kradse med en nål hen over den plade: ironien blev kastet ud.” (“Polaroider fra de døde”, side 102). Ironien nærer sig ved udtryk, som kan reduceres til deres genre – ved skabeloner og klicheer, ved nogle greb, som i princippet kunne findes i en manual. Det gjorde Cobains ikke. Og det gør Couplands heller ikke. Det er det, der gør det til pop, i ordets bedste betydning.

Bibliografi

Bøger af Douglas Coupland

Coupland, Douglas:
Generation X. 1991. (Generation X. 1994). Roman.
Coupland, Douglas:
Shampoo Planet. 1992. (Shampoo Planet. 1992). Roman.
Coupland, Douglas:
Life after God. 1994. (Livet efter Gud. 1995). Noveller.
Coupland, Douglas:
Mikroslaver. 1995. (Microserfs. 1995). Roman.
Coupland, Douglas:
Kæreste i koma. 1999. (Girlfriend in a Coma. 1998). Roman.
Coupland, Douglas:
Miss Wyoming. 2001. (Miss Wyoming. 2000). Roman.
Coupland, Douglas:
Alle familier er psykotiske. 2001. (All Families are Psychotic. 2001). Roman.
Coupland, Douglas:
Hej Nostradamus. 2003. (Hey Nostradamus. 2003). Roman.
Coupland, Douglas:
Eleanor Rigby. 2005. (Eleanor Rigby. 2004). Roman.
Coupland, Douglas:
The Gun Thief. 2007. A novel.
Coupland, Douglas:
jPod. 2007. A novel.
Coupland, Douglas:
Generation A. 2009. (83). A novel.
Coupland, Douglas:
Tyggegummityven. Borgen, 2009. Roman

Andre udgivelser af Douglas Coupland

Coupland, Douglas:
Polaroids from the Dead. 1996. Essays.
Coupland, Douglas:
Close Personal Friend. 1998. Drejebog for 25 min. promotionfilm om Douglas Coupland op til udgivelsen af Microserfs.
Coupland, Douglas:
City of Glass. 2000. Kunstbog.
Coupland, Douglas:
God Hates Japan. 2001. Tekst af Coupland og illustrationer af Michael Howatson.
Coupland, Douglas:
Skuespil - skrevet og opført af DC på The Royal Shakespeare Company i Stratford-on-Avon i England.
Coupland, Douglas:
School Spirit. 2002. Kunstbog i samarbejde med Pierre Hyughe.
Coupland, Douglas:
Souvenirs of Canada. 2002. Kunstbog.
Coupland, Douglas:
Souvenirs of Canada 2. 2003. Kunstbog.

Reklamer af Douglas Coupland

Coupland, Douglas:
Absolute Vodka. 1988.

Artikler af Douglas Coupland

Coupland, Douglas:
The irony board. 1992. Artikel i The New Republic, 1992-11-02. 2.
Coupland, Douglas:
Biz Lit 101. 1993. Artikel i The New Republic, 1992-11-30.
Coupland, Douglas:
Perplexed? 1993. Artikel i The New Republic, 1992-12-28.
Coupland, Douglas:
The Irony Board II. 1993. Artikel i The New Republic, 1993-01-18.
Coupland, Douglas:
1-800-MOB-RULE. 1993. Artikel i New Republic, 1993-02-22.
Coupland, Douglas:
Business Culture Brought To Books. 1993. Artikel i The Guardian, 1993-02-26.
Coupland, Douglas:
Millennium chart. 1993. Artikel i New Republic, 1993-03-29.
Coupland, Douglas:
Eternal Life, Babe. 1993. Artikel i The New York Times, 1993-03-29.
Coupland, Douglas:
Blue Cross, Mr. Dali?. 1993. Artikel i The New Republic, 1993-04-19.
Coupland, Douglas:
Godspell 2. 1993. Artikel i The New Republic, 1993-05-17.
Coupland, Douglas:
Guide to the five dimensions. 1993. Artikel i The New Republic, 1993-07-12.
Coupland, Douglas:
A Mythical Medical Monster. 1993. Artikel i The New York Times, 1993-09-01.
Coupland, Douglas:
The Red Album. 1993. Artikel i The New Republic, 1993-10-01.
Coupland, Douglas:
Television View. 1993. Artikel i The New York Times, 1993-11-14.
Coupland, Douglas:
Wired's Wonders of the World. 1994. Artikel i Wired Magazine, januarnummer 1994.
Coupland, Douglas:
Acid Canyon. 1994. Artikel i The New Republic, 1994-02-07.
Coupland, Douglas:
Harolding. 1994. The New Republic, 1994-02-21.
Coupland, Douglas:
Letter From A Fan. 1994. Artikel i The Washington Post, 1994-04-09.
Coupland, Douglas:
32 Thoughts About 32 Short Films. 1994. Artikel i The New York Times, 1994-05-01.
Coupland, Douglas:
Toys that bind. 1994. Artikel i The New Republic, 1994-06-06.
Coupland, Douglas:
The Island. 1994. Artikel i USA Weekend, 1994-07-17.
Coupland, Douglas:
The New Season/Architecture. 1994. Artikel i The New York Times, 1994, 09-11.
Coupland, Douglas:
Generation X'd. 1995. Details. Juninummer 1995.
Coupland, Douglas:
Agree/Disagree - 55 statements About the Culture. 1995. Artikel i The New Republic, 1995-08-21.
Coupland, Douglas:
McDiana. 1997. Artikel i Max. Decembernummer 1997.
Coupland, Douglas:
Clone, Clone on the Range. 1997. Time Magazine, 1997-03-10.
Coupland, Douglas:
Tekst i omslaget til Saint Etiennes "Good Humor". Marts 1998.
Coupland, Douglas:
Douglas Coupland's 10 recommended books. 1998. Artikel i Jane Magazine. Septembernummer 1998.
Coupland, Douglas:
Welcome to the Electronic Coffin. 1999. Artikel i The Starbucks Magazine.
Coupland, Douglas:
Ich habe einen Traum (I have a dream). 2000. Artikel i Die Zeit: Septembernummer 2000.
Coupland, Douglas:
Roadside Attraction. 2000. Forord til States. Maj 2000.
Coupland, Douglas:
Critical mass. 2001. Artikel i The Globe and Mail, 2001-05-12.
Coupland, Douglas:
Introduction to Planet Simpson. 2004. Forord til Planet Simpson af Chris Turner.

Om Douglas Coupland

Muir, Kate:
To label lovers everywhere. 1992. Artikel i The Times, 1992-08-17.
Annesley, James:
Blank Fiction. 1998. Essays om amerikansk samtidslitteratur.
McGill, R:
The sublime simulation. 2000. Essay om kanadisk litteratur. Spring 70.
Wheelwright, Julie:
Douglas Coupland – talking about which generation? 2000. Artikel i The Independent, 2000-02-12.
Bilton, Alan:
Generation X. 2002. Essay i Contemporary Litterary Masters.

Om forfatteren

Links

Couplands egen hjemmeside gir’ et glimrende indtryk af billedkunstneren Coupland.
The Guardian har samlet sine relaterede artikler og indleder med kort introduktion.
Anmeldelser af forfatterens bøger. Søg på 'Douglas Coupland'.
God artikel om forfatteren.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Douglas Coupland