coupland
Foto: Pascal Saez / Writers Pictures / Ritzau

Douglas Coupland

journalist Niels Vestergaard, 2009.
Top image group
coupland
Foto: Pascal Saez / Writers Pictures / Ritzau

Douglas Coupland er kongen af poplitteratur. Hans værker åbner sig som en sit com, en rockvideo eller et tv-drama for en umiddelbar fornøjelse og fordøjelse – det er poppen. De inviterer også til fordybelse og eftertanke for dem, som har tiden – det er litteraturen. Temaerne er middelklassestrategier i en medietid blandt de 25-40-årige. Hvordan finde ud af kærligheden, venskabet, fællesskabet eller manglen på samme? Ironien er Couplands mest gennemgående svar og det falder benhårdt fra manden, som har sort bælte i distancerede attituder, skarptslebne bemærkninger og begavet melankoli.

 

27947727

Blå bog 

Født: Den 30. december 1961 på en NATO-base ved Baden-Solingen i Vesttyskland.

Uddannelse: 1980-84 Emily Carr College of Art and Design i Vancouver:1984-86 the European Design Insitute i Milano i Italien og The Hokkaido College of Art and Design i Sapporo i Japan.

Debut: Generation X, 1994 (“Generation X”, 1991).

Priser: Ingen oplyst i litteraturen om Coupland.

Seneste udgivelse: Tyggegummityven. Borgen, 2009. Roman.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Der er ikke noget vejr i Palm Springs - ligesom TV. Der er heller ingen middelklasse. (…) Der er kvarterer her, hvor man, hvis man ser noget glimte i det karseklippede Bermuda-græs, kan gå ud fra at det er en sølvdollar, der ligger og flyder. Hvis noget, dér hvor vi bor i vores små bungalower, hvor man deles om gårdspladsen og en nyre-formet swimmingpool, ligger og glimter i græsset, er det enten en knust whisky-flaske eller en kolostomi-pose, som har undgået skraldemandens behandskede hånd.”
“Generation X” s. 20.

Ud over nogle få brudstykker som at “Douglas Couplands familie lagde vægt på en god nats søvn, og han og hans søskende missede af samme grund ofte de første timer i skolen” og “han fik ikke nogen religiøs opdragelse, selv om hans mor havde læst sammenlignende teologi” har vi ikke ret mange informationer om Couplands opvækst.

Han er født på en NATO-base i Tyskland som den tredje ud af fire søskende. Hans far var læge og rykkede familien til Vancouver i 1965. I 1980 begyndte Douglas Coupland på skulpturlinjen på kunstakademiet i Vancouver (Emily Carr College of Art and Design). Herfra gik det i 1984 videre til European Design Insitute i Milano og The Hokkaido College of Art and Design in Sapporo i Japan. I 1987 udstillede han installationen “The Floating World” på Vancouver Art Gallery og fik et mindre nationalt gennembrud som billedkunstner.

I 1988 udvidede han sit materialevalg til bøger, og tre år senere udkom “Generation X”. I det følgende ti-år kom yderligere ti bøger fra Couplands hånd, og han modtog to Canadian National Awards for Excellence in Industrial Design.

Undervejs udviklede han en livsstil med et par vidt omtalte ekcentriske elementer: Han samler på meteoritter og afstår fra at eje møbler, han ikke selv har fremstillet. Samtidig er han på mange og lange rejser og har en omfattende journalistisk virksomhed med regelmæssige bidrag til blandt andre Wired og The New York Times.

I de senere år har billedkunsten fået en større plads i hans liv med en række projekter skabt alene eller sammen med kolleger. Mellem rejser og udenlandsophold residerer han fortsat i Vancouver.

Kongen af popkultur

I et fremragende essay om Douglas Coupland har kulturhistorikeren Alan Bilton jævnført hans forfatterskab med kunstneren Richard Hamiltons berømte manifest for popkunsten fra 1957:

  • Populær (skabt for et massepublikum)
  • Flygtig (kortsigtede løsninger)
  • Undværlig (hurtigt glemt)
  • Udgiftslet
  • Masseproduceret
  • Ung (rettet mod ungdommen)
  • Vittig
  • Sexet
  • Smart
  • Glamourøs
  • Big Business

(Efter Alan Biltons gengivelse i “Contemporary American Fiction”, side 221.) 

Og det er lige i øjet. Det betyder imidlertid ikke, at Cuoplands værker er uden brod eller indsigt, som den vulgære udlægning af pop vil det. Tværtimod. Det er det, som gør det til god pop.

I løbet af nittenfirserne begynder X’ernes fravær i samfundsdebatten så småt at være påfaldende, og i 1988 beder en redaktør Douglas Coupland om at skrive en bog om det, som mange dengang var begyndt at omtale som den usynlige generation.