I et fremragende essay om Douglas Coupland har kulturhistorikeren Alan Bilton jævnført hans forfatterskab med kunstneren Richard Hamiltons berømte manifest for popkunsten fra 1957:
- Populær (skabt for et massepublikum)
- Flygtig (kortsigtede løsninger)
- Undværlig (hurtigt glemt)
- Udgiftslet
- Masseproduceret
- Ung (rettet mod ungdommen)
- Vittig
- Sexet
- Smart
- Glamourøs
- Big Business
(Efter Alan Biltons gengivelse i “Contemporary American Fiction”, side 221.)
Og det er lige i øjet. Det betyder imidlertid ikke, at Cuoplands værker er uden brod eller indsigt, som den vulgære udlægning af pop vil det. Tværtimod. Det er det, som gør det til god pop.
I løbet af nittenfirserne begynder X’ernes fravær i samfundsdebatten så småt at være påfaldende, og i 1988 beder en redaktør Douglas Coupland om at skrive en bog om det, som mange dengang var begyndt at omtale som den usynlige generation.