mærker der stadigvæk banker et hjerte derinde bag barken,
knuger, som om det var arme og ben, hendes grene og kysser
træet på barken – men barken forsøger at undvige kysset.”
Publius Ovidius Naso kom til verden den 20. marts år 43 f.v.t. i Sulmo, en by ca. 100 km. øst for Rom, og her voksede han op sammen med sin storebror i en velhavende godsejerfamilie. Meget af den viden, vi har om Ovid, stammer fra hans poetiske selvportrætter. Faren havde store forhåbninger for sine sønners karriere, men storebroren døde allerede som tyveårig, og til sin fars fortrydelse valgte Ovid en anden karrierevej end den planlagte. Undervejs i sine studier i retorik og jura, en uddannelsesvej der skulle forberede ham på en politisk karriere, fandt Ovid ud af, at han hellere ville beskæftige sig med poesi. Ovids læremester Seneca beskrev Ovid som ”En begavet student, der havde sin styrke i det emotionelle snarere end i den omhyggelige argumentation.” (Otto Steen Due: Indledning i Ovids metamorfoser. Gyldendal, 2005). Ovid var blot 17-18 år gammel, da han debuterede med kærlighedsdigtene ”Amores” (”Ovids eskapader”, 2005), som handlede om hans kærlighedsaffære med kvinden Corinna. Han fik stor succes med sine erotiske digte, men digtenes udfordrende tematik blev også genstand for officiel misbilligelse, og Ovid fulgte kærlighedsdigtene op med digte om, hvordan man afslutter erotiske forhold i værket ”Remedia amoris” (”Midler mod elskov”, 1949).
I år 8 e.v.t. blev Ovid landsforvist af Kejser Augustus. De præcise årsager hertil er uklare, men en mulig årsag var Ovids letsindige digte, som modarbejdede Kejser Augustus’ moralpolitik. En anden mulig grund var en skandale ved kejserhoffet, som Ovid spillede en perifer rolle i. Han var ved at lægge sidste hånd på det, der skulle blive hans hovedværk, nemlig ”Metamorphōsēs” (”Ovids metamorfoser”, 2005), da det skete. Han blev sendt til en af det romerske riges fjerneste afkroge, byen Tomis ved Sortehavet. På trods af stedets afsondrethed havde Ovid, hvad han materielt set havde brug for, da han fik lov til at beholde sin formue i eksilet.
Fra sit eksil berettede han om sin tilværelse og sendte digtene hjem til Rom, hvor hans tredje kone og datter boede. Digtene blev til værket ”Tristia” (”Ovids bitterligheder”, 2008). Ovid levede de næste ni år i Tomis og døde der i år 17 e.v.t.