Portræt af Lotte Garbers
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Lotte Garbers

cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, marts, 2025.
Top image group
Portræt af Lotte Garbers
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Lotte Garbers har skrevet romaner, novellesamlinger, interviewbøger og en fagbog om at skrive. I 2025 udkom hendes historiske roman ”Frøken Sannoms vinger”. Fortællingen er inspireret af historien om skuespillerinden og vovehalsen Emilie Sannom, som blev kendt som den første danske stuntkvinde, der udførte fænomenale, men også farlige filmtricks. Romanen fortæller historien om en stærk og modsætningsfuld kvinde, der tør drømme stort, og som på mange måder er mere moderne, end hun selv er klar over. Fortællingen giver samtidig et tidsbillede af København i begyndelsen af det 20. århundrede.    

140320587

Blå bog

Født: 22. maj 1967, Nivå.

Uddannelse: Kandidatgrad i økonomi og fremmedsprog (cand.merc.int.) fra Handelshøjskolen i København, 1993.

Debut: For egen vinding. Gyldendal, 1999. Roman.

Litteraturpriser: Vinder af Vi læser sammen-festivalen 2021 for bogen ”Løbeklubben i Saudi”.

Seneste udgivelse: Frøken Sannoms vinger. Lindhardt og Ringhof, 2025. Roman.

Inspiration: Mødet med andre mennesker, erfaringer med at leve i andre lande og historien om Emilie Sannom.

 

 

 

Videoklip:

Lotte Garbers taler om "Frøken Sannoms vinger" med Birgitte Bartholdy fra Forfatterweb. Marts 2025.

Artikel type
faktalink

Baggrund

”Hun kigger op, himlen er uendelig i dag, luften smager af liv. Flapperne på pilothætten, som hun kun har på som staffage, smækker hende på kinderne. Hun er i live. Og nu, nu har hun nok. I dag har hun endelig nok.”
”Frøken Sannoms vinger”, s. 6.

Lotte Garbers blev født i 1967 og voksede op i Nivå nord for København med sine forældre og to ældre søskende. Hun var dygtig i skolen og en ihærdig gymnast i fritiden. I 1986 blev hun student fra Helsingør Gymnasium. Hun studerede herefter økonomi på Københavns Universitet i et år, før hun skiftede til Handelshøjskolen i København, hvorfra hun i 1993 blev færdiguddannet cand.merc.int. Lotte Garbers havde i 1988 mødt manden Carsten, som hun i 1991 blev gift med. De fik de følgende år to børn sammen og havde begge karrierejobs i erhvervslivet, før Lotte Garbers i 1998 sagde sit job op og satsede på en karriere som selvstændig forfatter.

Siden sin romandebut i 1999 har Garbers skrevet bøger inden for mange genrer. Hun har blandt andet en række romaner og interviewbøger på cv’et, ligesom hun har skrevet novellesamlingen ”Prøverummet – erotiske fantasier for kvinder”. Både i sine skønlitterære bøger og i sine interviewbaserede fagbøger, hvor hun taler med præster og reality-deltagere, har Garbers været inspireret af mødet med andre mennesker og virkelighedens historier, ofte med afsæt i samtidens dilemmaer. I sin seneste roman, ”Frøken Sannoms vinger” fra 2025, er scenen rykket til en anden historisk periode, nemlig tiden fra 1912-31. Bogen er en fortælling om skuespillerinden Emilie Sannom, der nægter at lade sig styre af tidens begrænsninger, men ender med at omkomme, da hendes faldskærm ikke folder sig ud under et faldskærmsudspring. 

Lotte Garbers har i lange perioder boet i udlandet. Hendes mands arbejde har betydet, at han har haft mulighed for at blive udstationeret, og det har passet godt til Lotte Garbers’ eventyrlyst og nysgerrighed at bo under andre himmelstrøg. Hendes eget arbejdsliv har også gjort beslutningen om at flytte til udlandet let at tage: ”Helt banalt, fordi jeg kan – fordi jeg er forfatter og jo kan skrive hvor som helst. Men mest fordi det er min indstilling i livet: Du skal prøve det hele en gang. Du skal tage chancerne.” (Johanne Luise Boesdal: Paris med en masse nye sidespring. Magasinet Liv, 2014-09). Familien har blandt andet boet i Frankrig, Saudi-Arabien og Algeriet. Lotte Garbers var fra 2009-2012 formand for Dansk Forfatterforening. Hun bor i dag i Zürich i Schweiz med sin mand.

Frøken Sannoms vinger

”Det der ødelægger Milles liv her i regnen med hænderne om det kolde styr, er blikket. Kvinden siger et eller andet til Louis, han smiler på sin tilbageholdende måde, ser på hende, efter hun ser væk. Han ser på hende på en måde, som alle kvinder gerne vil ses på af en mand.”
”Frøken Sannoms vinger”, s. 245.

Lotte Garbers’ historiske roman ”Frøken Sannoms vinger” fra 2025 handler om den danske skuespillerinde og luftakrobat Emilie Sannom, også kaldet Mille. Bogen starter med at skildre den første del af den skæbnesvangre begivenhed, der ender med at koste hovedpersonen livet – nemlig et fejlslagent faldskærmsudspring i 1931. Herefter spoles tiden tilbage til år 1912 og fortsætter fortællingen i kronologisk rækkefølge, kun afbrudt af resten af historien om den fatale eftermiddag i 1931.

140320587

Romanen er inspireret af Mille Sannoms liv, men er en fiktiv fortælling. Bogen indeholder et portræt af en for sin tid usædvanlig, men også modsætningsfuld kvinde, som fik et barn med kollegaen Alex, men forblev ugift og frasagde sig mange af de ting, som ellers hørte til datidens kvinderolle. Hovedpersonen er korthåret og bramfri, udfører farlige stunts og drømmer om at blive pilot. Mille skildres både som en feteret filmstjerne, der går til glamourøse fester, og en kvinde, der bor sammen med sine forældre og kæmper for at forsørge familien. Undervejs støder Mille også på kærligheden, ikke mindst i mødet med piloten Louis og siden italieneren Pino.    

”Frøken Sannoms vinger” indeholder ligeledes en skildring af tiden omkring 1. Verdenskrig. Romanen giver et billede af et fattigt København, der i samme periode blev ramt af yderligere knaphed i kølvandet på verdenskrigen og mange dødsfald som følge af Den spanske syge. Men det er også en tid med nye opfindelser og gullaschbaroner, overdådige fester, kønsroller under opbrud og en grundlovsændring, som i 1915 giver kvinder stemmeret.  

Romanen er skrevet som en tredjepersonsfortælling med indre synsvinkel, som lader læseren komme tæt på Mille og hendes tanker – også når den ellers så stærke kvinde får lyst til at brøle sin tvivl om sin tilværelse ud til hele verden: ”Elendig til planerne, elendig til pengene, elendig til branchen, elendig til at passe sit barns ører, og hun er særlig elendig til kærligheden.” (s. 238). Romanen veksler mellem Milles tanker, de ydre begivenheder og figurernes dialoger. Fortællingen er ligeledes kendetegnet ved en detaljeret og sansemættet skildring af alt fra ildelugtende bykvarterer, den smukke udsigt fra flyvemaskinen og det seje hestekød, som både må koges og steges for at kunne tygges, til følelsen af den kolde vind i nakken, når Mille cykler gennem byen.    

Genrer og tematikker

Lotte Garbers har skrevet skønlitterære værker inden for forskellige genrer samt fagbøger. Forfatteren har selv i flere interviews understreget, at hun især holder af at skrive såkaldte relationsromaner. Relationerne mellem mennesker er også en gennemgående tematik i forfatterskabet. Det kommer til udtryk, når Lotte Garbers skildrer det erotiske møde i sine noveller, og når hun stiller skarpt på de hemmeligheder, der findes i nære relationer. Det er blandt andet tilfældet i en roman som ”Medgift”, der handler om parterapeuten Lisa, eller i romanen ”Laust”, der handler om en topadvokat og hans valg i tilværelsen og kærlighedslivet. Ligeledes har relationerne mellem mennesker spillet en vigtig rolle i Lotte Garbers’ interviewbøger – f.eks. i bogen ”Vær her nu”, hvor forfatteren har stillet danske præster spørgsmålet om, hvordan man får et lykkeligt liv. I Garbers’ roman ”Løbeklubben i Saudi” sættes figurernes liv og indbyrdes relationer sammen med en fortælling om fordomme og kvindeliv i det konservative Saudi-Arabien, herunder en skildring af de stærke kvinder, der gemmer sig bag slørene.

I 2025 prøvede Lotte Garbers kræfter med en ny genre, da hun skrev sin første historiske roman. Hovedpersonen i ”Frøken Sannoms vinger” er kvinden Emilie Sannom, der i 1910’erne og 20’erne var en kendt skikkelse i den danske stumfilmsverden og en modig udøver af spektakulære tricks. Lotte Garbers skildrer i sin roman den danske kvindes liv som udøvende kunstner, men også som enlig mor uden de store økonomiske midler, og kommer også ind på hendes tragiske død som kun 44-årig. Nogle af de tematiske omdrejningspunkter i romanen er drømme og skuffelser, frigørelse og kærlighedslængsel i en skildring af Milles komplekse liv. Et liv, der både indeholder store drømme, frihedsfølelse, vilde fester, halsbrækkende stunts og et opgør med samtidens syn på en kvindes rolle, men også en kæmp for at få de økonomiske ender til at mødes og forsørge familien. Bogen er samtidig en skildring af datidens København.   

Beslægtede forfatterskaber

I sit forfatterskab har Lotte Garbers blandt andet skrevet flere tekster inden for genren erotisk litteratur. I et interview har hun selv anbefalet andre værker inden for denne genre. Det drejer sig om den hollandsk-engelske forfatter Michel Fabers roman ”The Crimson Petal and the White” fra 2002 (”Den røde blomst, den hvide blomst”, 2004) og klassikere som den første moderne erotiske roman på engelsk, ”Fanny Hill” af John Cleland fra 1748, og novellesamlingen ”Delta of Venus” (1977) (”Venusdeltaet”, 1978) af amerikanske Anaïs Nin.

Den saudiarabiske forfatter Rajaa Alsaneas roman ”Pigerne fra Riyadh” (2005) (dansk udgave 2009) handler om at være ung kvinde i det mandsdominerede Saudi-Arabien. Det er også en tematik, som findes i Lotte Garbers’ roman ”Løbeklubben i Saudi”, der er en historie om antropologen Maiken og en skildring af saudiarabisk kvindeliv.

En anden dansk forfatter, der ligesom Lotte Garbers har beskæftiget sig med samtidsskildringer og menneskelige relationer i sine romaner, og som også har skrevet en historisk roman om en måske lidt overset dansk kvinde, er Lotte Kaa Andersen. Hendes debutroman om beboere på en af Danmarks dyreste villaveje, ”Hambros Allé 7-9-13” udkom i 2015, mens Kaa Andersens roman om den danske seismolog Inge Lehmann, ”Den inderste kerne”, udkom i 2021. Af andre danske bøger med en stærk kvinde i centrum kan nævnes Eva Tinds ”Kvinden der samlede verden” fra 2021, der handler om zoologen Marie Hammer, og Ida Jessens ”Jeg vil! En forfatters portræt af Sigrid Undset” fra 2024. Endelig har en forfatter som Lone Hørslev, ligesom Lotte Garbers gør det i ”Frøken Sannoms vinger”, skrevet om det at være kvinde i 1920’ernes København i sin roman ”Halvt i himlen” (2021).

Om forfatterskabet

Bendixen, Tine:
Vi har alle sammen vores fortielser. Ugebladet Søndag, 2022-11-21.

Kilder citeret i portrættet