Ryu Murakami

Ryūnosuke Murakami (村上龍之助) blev født den 19. februar 1952, og han voksede op ved en af de amerikanske flådestationer på den japanske kyst i Sasebo i prefekturet Nagasaki. Det er der – et stenkast fra atombomben “Fat Man”s nedslag – at hans virkelighedsopfattelse blev skabt: “Virkeligheden var ikke skjult; den blev stillet til skue over alt. Andre byer var formentlig ikke sådan. Men hvis du sammenligner en militærby som Sasebo med andre byer uden en militærbase, hvilken symboliserer så efterkrigstidens Japan bedst? Jeg tror, jeg voksede op med at se realiteterne i øjnene.” (Tomoto Otake: Stright-talking wordsmith wields his pen like a sword. Japan Times, 2005-04-03).

Virkeligheden viste sig at være et Japan, hvor snitfladerne mellem Østen og Vesten smelter sammen. I dag minder fremtiden således i påfaldende grad om et billede af Tokyo. Det er som om, de to ideer er uadskillelige: Japan i dag som et spejl af den vestlige verden i morgen.

Murakami forlod Sasebo efter gymnasiet, hvorefter hans data minder om dem, vi forbinder med virkeligt cool kulturikoner fra samme periode – som Bryan Ferry og David Bowie. Murakami spillede trommer i et par rockbands, han studerede silketryk og skulptur på et par prestigefyldte kunstakademier, og han skød super 8-film. Hans liv var en god mixture af kunst, sex og stoffer – ligesom han skildrer det i den første og halvbiografiske roman “Almost Transparent Blue” fra 1976. Med denne debutroman ryddede Murakami Japan for betydningsfulde litterære priser, og romanen blev da også solgt i en million eksemplarer.

I løbet af 1990’erne så en ny generation af internationalt sælgende forfattere dagens lys i Japan. Med Banana Yoshimoto i spidsen anerkendte de Ryu Murakamis forfatterskab. Også efternavnsbroderen Haruki Murakami, der flere gange er blevet nævnt som kandidat til Nobelprisen i litteratur, anerkender Ryu Murakami og kalder ham for den mest betydningsfulde samtidige japanske forfatter.

Ved siden af Ryu Murakamis stadigt voksende forfatterskab udgiver han et mailmagasin og hoster et talk show. Desuden er han filminstruktør og har instrueret sin roman “Kyoko”. Efter sigende er også “I misosuppen” ved at blive filmatiseret.

I Murakamis hovedværk “In za Misosūpu” fra 1997 (“I misosuppen”, 2010) lever den 20-årige fortæller og hovedperson Kenji for drømmen om at komme til USA. Han lever af at vise turister rundt i Tokyos underliv med lingeribarer, luderbarer, peepshows og love hoteller, og det er her, handlingen udspiller sig over tre dage op til nytårsaften 1996.

Kenji har annonceret for sine ydelser i “Tokyo Pink Guide” – en hjemmeside, hvor man kan finde alt, hvad hjertet begærer. Derigennem bliver han hyret af Frank – en 35-årig, kvabset amerikaner. Kenji fornemmer med det samme, at den er helt galt med Frank, og han overvejer, om Frank mon står bag et mord på en gymnasiepige.

Handlingen slippes for alvor løs på en bar, hvor Frank demonstrerer sin utilfredshed med serviceniveauet med en lighter og en sushikniv. Resultatet er en splatterscene af den slags, som er for grafisk karikeret til at virke på andre niveauer end allegoriens.

Kvalitetssplat og psykohorror fortolker symbolske konflikter med en slagtekniv, og det er Kenjis rolle at udlægge teksten for læseren efterhånden, som han erkender den. På den måde føjes et element af udviklingsroman til fortællingen; undergrundsguiden Kenjis sidste illusioner bliver aflivet.

Figuren Frank deler træk med en klassisk dræberyuppie som Patrick Bateman fra Bret Easton Ellis’ roman “American Psycho”, men kan ligeså godt forstås som en white trash-variant af Dr. Hannibal Lector fra filmen “Ondskabens øjne”. Eller endnu bedre som en postmoderne version af Frankenstein – navnesammenfaldet er givetvis heller ikke tilfældigt. I det hele taget virker intet tilfældigt hos den stilbevidste Ryu Murakami. Frank er skildret med en opvækst med skiftende anbringelser og en lobotomi (det hvide snit), som fjernede en bid af hjernen. Han er immun overfor fysisk smerte, og for nu at sige det mildt, så er han mentalt udfordret med personlighedsspaltninger og nogle ganske forståelige problemer med hukommelsen.

Det åbenlyse kultursammenstød mellem japaneren og amerikaneren præsenteres på en brutal og chokerende måde i en tour de force dybt nede i Tokyos sexkvarter. Men som Politikens anmelder Karsten R. S. Ifversen skriver i sin anmeldelse er det “allerede fra de første sider uklart, hvem der er Dante, og hvem der er Vergil i denne rejse gennem et moderne helvede”:

“Gennem det skræmmende monster Frank, hvis navn jo betyder ærlig, skaber Ryu Murakami en kynisk klartseende udlændings blik på Japan. Et blik som Kenji må overtage i afmagt, og som gør ham fremmed for sig selv, sin kæreste og sit hjemland.

 Nervepirrende og analytisk. 
I en tid, hvor det er blevet normalt at gå ud og købe sig opmærksomhed fra andre mennesker, hvor almindelige teenagere sælger deres tid til samvær med fremmede voksne, og hvor ingen kan forestille sig andet end materielle løsninger på deres ensomhed, bliver det forståeligt, at grænsen mellem gal og normal synes at udviskes. Det er en bog, der fungerer som en nervepirrende psykopatfortælling, men som også trækker allegoriske og konkrete tråde til forholdet mellem Japan og USA” (Karsten R. Ifversen: En amerikansk psykopat i Tokyo. Politiken, 2010-08-16).