Thomas Kingo

Thomas Kingo blev født i 1634 i Slangerup som søn af en ikke særlig velstående, skotsk væver og en dansk mor. Han blev først sat i den lokale latinskole, men da forældrene erfarede, at han havde gjort en pige i byen gravid, blev han som 16-årig sendt til Frederiksborg latinskole i Hillerød.

Umiddelbart efter sine eksaminer på latinskolen begyndte Kingo teologistudiet i København, som han afsluttede på bare fire år. Det gjorde han, mens resten af Danmark enten havde travlt med at slås med svenskerne i Anden Karl Gustav-krig (dén hvor svenskerne gik over isen) eller havde nok at gøre med at prøve at undslippe den pestepidemi, der samtidig hærgede landet og dræbte over 5000 mennesker.

Samfundsforhold var ikke noget, Kingo beskæftigede sig så meget med på det tidspunkt. Han flyttede tilbage til hjemegnen og blev huslærer og senere kapellan for provsten i Helsinge. Her nedfældede han sine første digte, som var frivole og til tider erotiske – og som vidner om, at han vist var kommet til at holde af Provstens kone Sille Balkenborg.

Han blev da også forlovet med Sille efter provstens død, og de flyttede sammen til Slangerup, hvor Kingo blev indsat som præst. Hustruen døde allerede inden for et år og efterlod ham fire (sted)børn, som han måtte tage sig af, samt en mindre formue. Hvad der imidlertid var vigtigere, var den tilknytning til indflydelsesrige mennesker i København, som ægteskabet bibragte, som f.eks. til rigskansleren Peder Griffenfeld.

I 1670 var der statskup, og tronen blev indtaget af Christian d. 5. som enevældig arvekonge. Her begyndte Kingos digteriske virke for alvor. Han viste sig fra starten som tilhænger af den nye regeringsform ved at skrive hyldestdigte til både den tapre konge og hans embedsmænd, og han vandt herigennem kongens velvilje. Med udgivelsen af andagtsbogen ”Aandelige Siunge-Koor” i 1674 var hans popularitet ikke til at komme udenom – hverken hos kongen og i folket – og han blev udnævnt til biskop over Fyn i 1677 og to år senere optaget i adelstanden. Det må siges at være en flot opadstigen for den fattige væversøn, der blev gift for tredje gang i 1694, med Birgitte Balslev, og som døde af en hudsygdom i 1703. 

Mens Thomas Kingo var kapellan, skrev han ”Chrysillis” (1660’erne) til sin sognepræsts kone Sille Balkenborg. Digtet, der er præget af dybtfølt natursansning og erotiske billeder, bærer vidne om, at han stod i intimt forhold til hende.

”Chrysillis” indledes med en hyldest til den skønne, kvindelige hovedperson, som vokser op på landet i kosmisk harmoni med naturen. Marken og skoven beskytter hende i et rent idyllandskab, og selv havet, der i baroksymbolik ellers bruges til at billedliggøre det lunefulde, bliver glat for hendes fødder: ”Hvor tit har Hafvit dig til lyst/ giort grummen Bølge plat/ og som Chrystalle glat” (ADL s. 81).

Men det må med barokkens logik nødvendigvis ændre sig, og der sker et dramatisk skifte i strofe syv, hvor barndomsidyllen ophører: ”Ønsk’ og løst/ Fandt ey brøst”. Chrysillis drager nemlig væk fra naturen og til København, hvor hun gifter sig med Coridon – som hun ikke er forelsket i. Det bliver hun derimod i den unge hyrde Myrtillo, hvormed der rigges an til det trekantsdrama, som egentlig er digtets arketypiske opstilling: Chrysillis er bundet i et forhold til sin ægtemand, samtidig med at hun er håbløst forelsket i Myrtillo. Og kærligheden er gengældt af Myrtillo, der beskriver forelskelsen som et panisk gennembrud, der ikke lader sig tilbagekalde: ”Jeg veed ey, hvor mit hierte blef, Det foer af brystet hen” (s. 10 ADL).

29695202

Det er en barok længselssituation, som lader linjerne med en underspillet erotisk, melankolsk stemning. Forholdet er nemlig en umulighed. Chrysillis og Myrtillo – givetvis dramatiserede udgaver af Sille og Kingo – har indgået en gensidig kærlighedspagt, men de kan aldrig få hinanden.

Den dramatiske opbygning kan således siges indledningsvist at være spundet op om hyrdedigtet, men nogenlunde i midten (strofe 9) slår digtet over og bliver et regulært ”erotisk-kompetent kærlighedsdigt” (”Thomas Kingo”, s. 120), hvor det kommer til at handle om kærlighedens erotiske sanseerfaring. Havet gentages som trope og bruges som barokt symbol til at billedliggøre denne udvikling. Først er det blankt som krystal, til sidst (strofe 14) er der storm, og Chrysillis må holde fast i Myrtillo for at klare den: ”Dog schal mit hierte staae/ Som hafsens Klippe graae/ Bryd storm fald mur og Mast/ Jeg staar dog fast” (ADL, s. 92).