Grundtvig var hele sit liv stærkt interesseret i både den nordiske mytologi og i verdens historie, men efter 1807 fokuseredes hans interesse for det specifikt danske. I 1807 bombede englænderne København sønder og sammen, i 1814 måtte Danmark afstå Norge til Sverige. Grundtvig følte sig kaldet til at genrejse nationen og samle folket. Det skulle ske ved at fremhæve fortidens store bedrifter og koble dem til kristendommen, som skulle være et levende, folkeligt samlingspunkt.
Danskerne skal kende deres arv for fremtidens skyld, det er det, Grundtvig mener, når han et sted skriver: ”Uden dybe minder, intet levende håb” . Derfor skrev han flere enorme værker om nordisk mytologi, kristendom og historie: Nævnes bør “Nordens Mytologi” fra 1808, som skildrer den nordiske mytologis forløb og kobler den til menneskelivet. “Optrin af Kæmpelivets undergang i Nord” fra 1809 er et læsedrama, der skildrer kampen mellem kristendom og hedenskab med et vemodigt blik på en storslået men tabt fortid. “Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng” fra 1812 behandler i knap stil historiens gang fra Skabelsen og frem til udgivelsesårets København. Sigtet var, at skildre menneskenes forhold til Gud.
Grundtvig omfortolkede den nordiske mytologi: Gudesagnene var traditionelt blevet forstået som forklaringer på naturfænomener, men Grundtvig mener, at myterne skal ses som udtryk for vores forfædres livsanskuelse: Kampen mellem godt og ondt, højt og lavt, som er udtrykt i myterne, er en kamp, nutidens folk også må føre for at opnå et værdifuldt menneskeliv og mulighed for frelse. Kristendom og nordisk gudetro må gå op i en højere enhed, for både Odin og Jesus er Alfaderens sønner.
Samme engagement får Grundtvig til at oversætte oldgamle skrifter, blandt andet Saxos latinske danmarkshistorie, “Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus” i årene mellem 1818 og 1823. Oversættelsernes sprog var bredt og solidt dansk, og det forargede mange lærde i tiden. Men værkerne blev læst.
Grundtvigs bestræbelse på at forbinde nutiden, kristendommen og den mytologiske fortid kan aflæses i det enorme, delvist selvbiografiske og meget komplekse digt “Nyaars-Morgen” fra 1824. Digtet blev overset i samtiden, men nu anses det for et hovedværk. Grundtvigforskeren Aage Henriksen advarer dog mod digtet: Det er en dødsfælde: “Hvis man først kommer ind i dette 312 strofer lange digts symbolvævning, så er der erfaring for, at man aldrig kommer ud. Der er fundet forskere derinde.” (Citeret i Niels Højlund: “Den (for)underlige Grundtvig”. Weekendavisen, 2005-06-03).