Shakespeares tidlige skuespil har ikke den menneskelige dybde og sproglige frihed, som kendetegner de senere stykker. “The Taming of the shrew” fra 1590-01 (“Trold kan tæmmes”, 1861-73) er nu alligevel ret morsom. Det er en forvekslingskomedie fyldt til bristepunktet med dobbelttydigheder, ordspil, sideplots og lag-på-lag-forklædninger. “Trolden” er den aggressive Katherina, og komedien viser os, hvordan Petruchio “tæmmer” sin kone ved at lade som om, han er både vanvittig og vanvittig brutal. At ægteskabet overhovedet indgås skyldes, at Petruchio vil hjælpe en ven, der, som en del andre mænd, er forelsket i Katherinas blide lillesøster. Søstrenes far har nemlig i bedste gammeltestamentlig stil besluttet, at den ældste søster skal giftes først. Adskillige forklædninger, hvisken bag ryggen, rasende skænderier og vanvittige optrin senere, har det åbenlyst mandschauvinistiske plot – og alt andet – imidlertid forskubbet sig. Katherina er tæmmet, men på en måde, hvor man fornemmer, at hun bag et spil af underkastelse i virkeligheden er den, der bestemmer i forholdet. Dette gensidige dårespil gør parret til det lykkeligste af komediens nygifte par; og måske det lykkeligste ægteskab hos Shakespeare overhovedet.
Sproget i komedien viser Shakespeare fra sin allermindst høflige side. Der hentydes til oral-anal-sex, der lyves og bandes og alle narrer hinanden, hvilket, helt pragmatisk, ses som en stor fordel. BBC indspillede i 1980 stykket med John Cleese i rollen som Petruchio og stykkets inferno af absurditeter og forviklinger lader ikke Monty Python meget efter.
For at gøre forvirringen komplet indledes stykket med en Jeppe-på-bjerget-agtig rammefortælling om en fattig fulderik, der vågner op og som en practical joke får at vide, at han er en adelsmand, der er vågnet efter længere tids sygdom. En gruppe skuespillere kommer forbi og opfører omtalte komedie, hvis spil i spil altså er et spil i spillet.