NORA (ifærd med at åbne nogle af pakkerne). Ja, det er det.
HELMER. Er det ekornet som rumsterer der?
NORA. Ja!
HELMER. Når kom ekornet hjem?
NORA. Nu netop. (putter makronposen i lommen og visker sig om munden.) Kom herud Torvald, så skal du få se, hvad jeg har købt.
HELMER. Ikke forstyr! (lidt efter; åbner døren og ser ind med pennen i hånden.) Købt, siger du? Alt det der? Har nu lille spillefuglen været ude og sat penge overstyr igen?"
Akkurat som jævnaldrende gennembrudsfortællere som Alexandre Dumas fils, J P Jacobsen , Gustave Flaubert, Georg Brandes og filosoffen John Stuart Mill er Ibsen optaget af kvindens stilling i samfundet og ser den som et altdominerende symbol på det, som knirker politisk, religiøst, socialt, kulturelt, psykologisk og på de fleste andre niveauer. Alle de strømninger, som farver tiden, alle de bevægelser, som får tankerne til at rulle og hjulene til at snurre, alt det, som skaber forandringer til det bedre. Hele den underliggende logik i fremskridtet tilsiger, at frihed, lighed og broderskab også må omfatte den anden halvdel af befolkningen, at humanisme er feminisme, og at menneskesagen er en kvindesag. Minoriteten har altid ret, gentog Ibsen - ofte som en replik til Bjørnson, som hævdede det modsatte. Han er ikke en suffragette, blåstrømpe, rødstrømpe, førstegenerationsfeminist eller blot en blød mand, men mange af de tanker, som spirede i det Europa, han rejste rundt i frem til begyndelsen af halvfemserne, så den moderne kvinde som en naturlig og nødvendig konsekvens af udviklingen.
Tanken fanges i historien om Nora i "Et dukkehjem" fra 1879. Den gennemromantiske, kvidrende, dansende solstråle af en husmor fra det bedre borgerskab, Nora, har forfalsket sin fars underskrift på en veksel (fordi hun som kvinde ikke selv kan låne penge), og nu truer den anløbne Krogstad med at afsløre hende, hvis hun ikke sørger for, at han beholder sin stilling i den bank, hvor hendes mand Torvald Helmer står for at blive udnævnt til direktør. Men det er ikke så lige til. Krogstad er nemlig ungdomskammerat med Helmer og dusser ham i påhør af de ansatte, selv om Helmer er hans foresatte, og det kan Helmer naturligvis ikke have. Noras forsøg på at få Helmer til at beholde Krogstad gør det bare værre. Hvad ville hans ansatte ikke sige, hvis det hed sig, at han lod sine beslutninger påvirke af, hvad Nora sagde? Nej, Krogstad må ud. Nora er rædselsslagen, men da katastrofen indtræffer, viser den sig, som det jo somme tider er, at være et vindue mod noget nyt, og Nora tager opgøret med sin mand:
26570093
"HELMER. Nora, hvor du er urimelig og utaknemmelig! Har du ikke været lykkelig her?
NORA. Nej, det har jeg aldrig været. Jeg trode det; men jeg har aldrig været det.
HELMER. Ikke - ikke lykkelig!
NORA. Nej; bare lystig. Og du har altid været så snil imod mig. men vort hjem har ikke været andet end en legestue. Her har jeg været din dukkehustru, ligesom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine dukker. Jeg syntes det var fornøjeligt, når du tog og legte med mig, ligesom de syntes det var fornøjeligt, når jeg tog og legte med dem. Det har været vort ægteskabt, Torvald.
HELMER. Der er noget sandt i hvad du siger, - så overdrevent og overspændt det end er. Men herefter skal det bli'e anderledes. Legens tid skal være forbi; nu kommer opdragelsens.
NORA. Hvis opdragelse; Min eller børnenes?
HELMER. Både din og børnenes, min elskede Nora." ("Et dukkehjem og fire andre skuespil", side 87)
Historien om det bedre borgerskabs derangerede kvinder og grunden til, at de er det, og alle de måder, det giver sig udslag på, er blevet fortalt mange gange siden. Nora går ikke til sengs, når det brænder på, som den måske bedst kendte udlægning af fænomenet herhjemme, Maude Varnæs fra "Matador". Nora er egentlig ganske handlekraftig (akkurat som Maude jo også viste sig at være det, da det endelig gjaldt med jødeforfølgelserne), hvad hendes forfalskning af underskriften også viste - hun gjorde det jo - ironisk nok - for at redde sin mand, som var på rekonvalescens i det store udland for at komme sig over en alvorlig sygdom. Hun fatter, at hun ikke skal opdrages af Helmer, og at hun ikke har, hvad der skal til for at opdrage sine børn, og rejser bort, fordi hun ikke har indfriet det, som Ibsen stiller som et ufravigeligt krav til mennesket, og som han ønsker at demonstrere med sine stykker - at det lærer sig selv at kende.
Strindberg hadede "Et dukkehjem", fordi han - hvor moderne han i øvrigt var - aldrig blev helt overbevist om den selvstændige kvindes fortryllelse. Den norske forfatter Alexander Kielland priste stykket for sin renhed "saa simpelt og knapt som en Statue". ("Henrik Ibsen", side 462). Edvard Brandes var ikke fuldstændig overbevist om dets psykologi. Meningerne var med andre ord delte. Det kunne man ikke sige om hans næste stykke "Gengangere", der vakte ensidig fordømmelse.