Dan Turèll var i midten af 1970’erne et navn, litteraturinteresserede lagde mærke til på den danske digterscene, men det var først med prosabogen om barndommens land, ”Vangede billeder”, at han i 1975 fik sit folkelige gennembrud. Den selvbiografiske roman består af 24 små afsnit, som skildrer familien og vennerne, præsten, lægen og byens handlende, som alle præger jegets opvækst i den mindrebemidlede del af Gentofte. Imellem de kærlige, skæve og ironiske små historier, som bogen fremmaler, er der indsat grynede fotografier, som bidrager til skildringen af området og dets beboere.
22500600
Romanen er skrevet i et talesprog, så man næsten kan fornemme Turèlls velkendte stemme læse teksten op. En stor del af bogens sætninger begynder med Og – og efterfølges af lange opremsende sætninger, hvilket understreger den ivrige fortælleglæde, som præger bogens anekdotiske kapitler.
Turèll satte med sin bog Vangede på Danmarkskortet og præsenterede samtidig et tidsbillede af Danmark i 1950’erne. Bogen skildrer også med humor, knivskarpe kommentarer og sans for detaljerne de både mentale og fysiske skel i den københavnske omegnskommune. Vangede-børnene ”var dem, de andre ikke måtte lege med”, og området var præget af, at mange – selv præsten – bandede og drak for meget. Man kunne groft sagt bo på den rigtige eller forkerte side af Lyngbyvejen: ”Vores side, Vangede-siden, var selvfølgelig The Wild Side, siden med lossepladsen, husvilde-barakkerne, børnehjemmene og idiotanstalten.” (s. 24). Turèll skildrer med stor solidaritet det brogede persongalleri, men også oplevelsen af sammenhold: ”Derude hvor jeg kommer fra/ der er det ikke meget man har/ men dog en viden som er nok/ Man er en stamme/ Et folk/ En flok” (s. 192). Romanen indeholder også en vis melankoli i sin refleksion over alt det, der forandrer sig og aldrig vil blive det samme igen.
I 2015 – 40 år efter bogens udgivelse – udgav Gyldendal en jubilæumsudgave af ”Vangede billeder” med skrivemaskineskrift og det originale omslag fra førsteudgaven.