Katrine Marie Guldager

Katrine Marie Guldager er vokset op i Hillerød som datter af en skovbrugskandidat og en landskabsarkitekt. Fra hun var tre til seks år, boede hun med sine forældre i Zambia, hvilket måske har vakt den interesse for Afrika, som indgår på forskellige måder i Guldagers forfatterskab – mest markant med titlen på hendes novellesamling ”Kilimanjaro”.

I løbet af teenageårene skrev hun digte, og i 1985 blev hun student fra Gentofte Statsskole. Derefter gik der nogle år, før hun genfandt interessen for litteraturen, for hendes far døde i en togulykke, da hun var 21 år. Trafikulykker finder man behandlet i rigt mål i Guldagers forfatterskab, f.eks. titlen på hendes gennembrudsværk ”Styrt”, som refererer til et cykelstyrt, eller novellen ”Sammenstødet” i novellesamlingen ”København”, som handler om en kvinde, der kører en anden kvinde ned.

I 1994 blev Guldager cand.phil. i dansk fra Københavns Universitet. Studiet inspirerede hende til at skrive, da hun brugte det som metode til at lære litteraturanalyse. Samme år afsluttede hun Forfatterskolen.

I 2010 påbegyndte Katrine Marie Guldager en stort anlagt krønike om en familie fra Køge. Den første bog i serien, ”Ulven”, lagde ud med at præsentere romankaraktererne i årene omkring Anden Verdenskrig, og de senere fem bind følger familien op gennem anden halvdel af det 20. Århundrede, til den slutter i 1988.

Efter at have skrevet fortællinger om fiktive karakterer i hele sit forfatterskab gik Katrine Marie Guldager i 2019 ombord i sin egen historie, der er præget af et kompliceret forhold til hendes nærmeste og ikke mindst af to pludselige dødsfald, da hun var ganske ung. Det blev til romanen ”Det samme og noget helt andet”, der udkom i 2021.

Dette portræt omhandler Katrine Marie Guldagers skønlitterære værker for voksne.

Katrine Marie Guldager debuterede i 1994 med digtsamlingen ”Dagene skifter hænder”, som rummer 35 digte, der hver især ikke fylder mere end en halv side. Gennemgående elementer i digtene er: Tid, natur, længsel, bevægelse og stilstand, hænder og (kærligheds-) relationer mellem et jeg og et du.

Den grafiske form er udpræget modernistisk med strofer, indryk og sætninger, der står og svæver. Digtsamlingen har elementer af sprudlende 80’er-lyrik, men den kan også ses som et opgør med denne tradition, idet den bevæger sig hen imod 90’ernes mere nøgterne og minimalistiske form.

Halvfemserformen finder for eksempel sit udtryk i digtenes titler, der ofte udgøres af helt konkrete ting som brødmaskine, vindmølle, net, kæde, elastik og kaffekop. Tingsligheden resulterer i, at nogle af digtene bliver hektiske og hårde, idet de søger forankring for deres forvildelse i konkrete genstande.

Man finder også nogle svævende kærlighedsdigte, der opløser selvet, og leder tanken hen på Henrik Nordbrandts forfatterskab.

Universet i ”Dagene skifter hænder” er kysten, grænselandet mellem hav, vand og land, og der hviler en næsten umærkelig melankoli over mange af digtene, – en melankoli der understøttes af den luftige form. ”Dagene skifter hænder” har dog to digte (”Vindmølle” og ”Morgenbrød”), der grafisk skiller sig ud, idet teksten står som en firkant uden indskud eller luft mellem linjerne og på den måde peger hen mod prosaen.

Katrine Marie Guldagers digtsamling ”Styrt” fra 1995 blev med litteraturkritikeren Lars Bukdahls ord en ”Instant Classic”. Digtene starter ofte med en simpel konflikt, som får orden og realisme til at skride, således at digtet ender i hallucinationer og forvirring. Et eksempel er digtet ”Solsort”: ”Så er det hele i orden, helt i orden, på sin plads, og potteplanten er støvet af: Så er det hele OKAY, skuret og skrubbet …” Der lader til at være en hårdt tilkæmpet orden i digtet, som dog virker skrøbelig, for jeg’et gentager manisk ordet og fastslår, at det virkelig er helt i orden, ”OKAY”. Men med kolonet skrider digtet, og i anden halvdel skal der ikke mere end en død solsort med glasøje, et spirende æbletræ og en blankt skinnende stige til at forstyrre det hele. Naturens cyklus – solsortens død og æbletræets liv – forstyrrer lejlighedens civiliserede orden, som der hermed sættes spørgsmålstegn ved.

Grafisk nærmer værket sig prosa, idet digtene består af små kasser af ord, altså sætninger skrevet helt ud og direkte fulgt af nye. På den anden side er digtene sprogligt – i form af gentagelser, opremsninger og karikeret talesprog – lyrik. ”Styrt” er altså en slags genrehybrid, der også kan defineres som kortprosa – en form som for alvor kom til udtryk i halvfemserne.

I digtene er der masser af bevægelse, som udvikler sig i et hæsblæsende tempo, når rytmen som resultat af brugen af treklange, samt den fortættede prosalignende form tager over. Et andet sprogligt element, der understøtter et af de overordnede temaer i ”Styrt”, er brugen af kolon, som vi så i ovenstående citat fra ”Solsort”. Dette greb får det hele til at skride, og således ”styrter” digtet ned. Det er, hvad digtene handler om – forholdet mellem kaos og orden. Den ordentlige, prosaagtige hverdag, som understreges af en endnu mere udpræget brug af konkrete ting end i ”Dagene skifter hænder”, er sat op imod en indtrængende absurditet og et lurende kaos.

I det hele taget kan digtsamlingen placeres i det usikre spændingsfelt mellem disse modpoler: orden og kaos, liv og død, alvor og humor, realisme og absurditet, det konkrete og den overførte betydning. At ”Styrt” blev et gennembrud for Guldager skyldes blandt andet, at den var formmæssigt nyskabende, men samtidig typisk for 90’er-generationen.

Digtsamlingen kredser om den kaotiske hverdag i storbyen og opløsningen af det autoritære ”jeg”; ofte til fordel for det upersonlige ”man”. Humor er en anden dimension i digtsamlingen, og den har ofte et anstrøg af absurditet, som i citatet i boksen, hvor fremmedgørelse af kærlighed bliver helt konkret.

Katrine Marie Guldager kastede sig ud i romangenren med ”Blank” fra 1996, som er en indre monolog på 59 sider fremført af Helene Brostrøm, som bor på en bondegård med sin mand. Helene er ‘blank’, altså dum, og psykisk er hun ved at gå op i limningen. Der er en dobbelthed i fortællerstemmen, idet den på den ene side virker som en umiddelbar gengivelse af tankestrømmen (også kaldet ‘stream of consciousness’). På den anden side er den bevidst om sin formidling: ”Jeg gør det, jeg præsenterer mig selv, jeg hedder Helene, Helene Brostrøm.” (Den indledende sætning).

Fortællerstemmen er dominerende i ”Blank”, og det er også tilfældet i Katrine Marie Guldagers næste roman ”Det grønne øje” fra 1998, som er betydeligt længere. Her er det fortællende jeg en engelsk overklassekvinde, som kommer ud i en konflikt med sin eksmand, da han vil have urnen med asken af deres afdøde datter med sig til Canada. Umiddelbart ser sproget i ”Det grønne øje” temmelig normalt ud, men så sker der ting og sager: Flere og flere fabulerende fortællinger, som tilsyneladende ikke har noget med hovedfortællingen at gøre, skydes ind i tide og utide. Netop som man tror, hovedfortællingen drukner i anekdoter, ser man, at de i stedet understreger og tilføjer nye dimensioner til fortællingen. Det sker for eksempel i afsnittet ”Hemmelige transporter”, hvor hovedpersonen opholder sig i Zambia med sin mand. Der modtager hun et brev, som er en lille historie om en aldrende dame i Afrika, som bliver vidne til en smuglertransport og får lov til at se den smuglede vare. Det viser sig, at det er en gipsafstøbning af en hånd, som holder en blyant. Genstanden fra den lille fortælling bliver symbolsk for alle anekdoter, der udgør den store fortælling: ”Den forekommer mig at være et billede på den hånd der nu nedskriver nogle af alle de anekdoter der har passeret gennem Pinton…” (s. 97).

Katrine Marie Guldager har senere kaldt ”Det grønne øje” for en skriveøvelse, et nødvendigt trin på forfatterskabets trappe. Hun udtaler, at hun var blevet træt af den megen attitude i romanen og mente, det spærrede for stoffet. (Carsten Andersen: Forfattere i forhør; “Katrine, jeg kan naturligvis ikke love dig noget ...”. Politiken, 2006-07-02).

I 2001 overrasker Katrine Marie Guldager igen ved at være nyskabende, denne gang med digtet ”Ankomst, Husumgade”. Værket består af 77 prosastykker fordelt på syv afsnit. Selvom det ligner en digtsamling, er det ét langt digt, og derfor finder man heller ingen titler på de små tekstbidder. De står nederst på siderne, hvilket tilføjer en grafisk tyngde, som illustrerer den alvor og indignation, digtet rummer.

23521962

Konkrete elementer i ”Ankomst, Husumgade” er blandt andet en bananpalme, der bliver et sted for refleksion. Der er Afrika (igen) som et eksempel på den Tredje Verden, og den voksende sociale ulighed, når ”kontinenterne rykker sig” (s. 12). Tre mandspersoner, Mr Ben, Mr Bright og El-Said, fungerer som konkrete mennesker, der lider under denne ulighed. På s. 33 henvender jeg’et sig til du’et og siger om Mr Bright: ”Måske tror du, han tilhører et indre landskab, men det gør han ikke. Han er svimmel af sult, og han venter”. Digtet kredser altså om relationen mellem det lokale og det globale og de konkrete konsekvenser – såsom sult, landflygtighed og selvmordstrang – som det har for menneskene i den Tredje Verden, personificeret i de tre mænd. Andre steder bliver brutal prostitution og børneporno fremført med bidende sarkasme. Det retoriske spørgsmål bliver, for at sætte det på spidsen, om man/vi vil påtage os det ansvar at redde verden. Humanitet, etik og verdensbevidsthed bliver de overordnede temaer, fremført med sarkasme og ironi. I skyggen finder man ensomheden, for eksempel i metaforen at vi alle er myrer på en isflage, eller i følelsen af at være ukomplet, hvis man er ligeglad med sine lidende medmennesker i Afrika. Dette kan man se på s. 34, der udelukkende udgøres af sætningen: ”Du går ned ad Strøget, men der mangler noget”.

I ”Ankomst, Husumgade” bliver verden beskrevet som kompleks og uoverskuelig, hvilket understreges af to sproglige greb: Det ene er den måde, hvorpå tekstboksene refererer til hinanden og danner den sammenhæng, som gør det til ét digt. Det andet greb er den måde, hvorpå indholdet stritter i alle retninger og efterlader et særdeles kaotisk og åbent udtryk. Kompleksitet og uoverskuelighed bliver også et resultat af, at du’et i digtet konstant skifter identitet: Det kan være en usympatisk overklasseperson, læseren eller jeg’et selv. Det bliver nærmest skizofrent på s. 47, hvor verden trænger ind i du’et, der er ved at eksplodere som en håndgranat, og jeg’et udbryder: ”Du er for helvede ikke i flertal!”

Novellesamlingen ”København” fra 2004 panorerer fra Rådhuspladsen over Nørreport Station til rækkehuse i anonyme forstæder. Undervejs foretager Katrine Marie Guldager punktnedslag i byen, hvor otte ud af de 11 noveller begynder, når novellens hovedperson er midt i en bevægelse. Men personerne bevæger sig forbi hinanden, både fysisk og mentalt, og formår ikke at se andre end sig selv. Novellerne udgør et net af historier, og én novelles hovedperson kan være biperson i en anden. ”København” bliver til et spændingsfelt eller mikrokaos af tilfældige sammentræf og forbindelser, således at personerne uvægerligt påvirker hinandens liv, men på samme tid trækker sig ind i deres egen isolation. Det resulterer i, at københavnerne indhylles i fremmedgørelse og ligegyldighed.

Sarkasmen er tydelig i novellen ”Nørreport”, hvor den selvoptagede overklassekvinde Bitten ser sit spejlbillede i et butiksvindue, og tilfreds med sit udseende smiler hun til sig selv. I samme øjeblik træder en pige ind i feltet mellem Bitten og spejlbilledet, men pigen ”misforstod situationen og smilede tilbage.” (s. 14). Et smil til en fremmed er således kun resultatet af en misforståelse, og kulden breder sig til de resterende noveller. Novellen ”Stengade” er dog en klar undtagelse. Denne novelle beskriver et nært kærligheds- og afhængighedsforhold mellem ægteparret Anne og Niklas, som begge formår at vise og føle omsorg for fremmede. Det er dog ironisk, at denne novelle er den eneste, som skildrer følelsesmæssigt nærvær, for den handler om et konkret fravær, idet Anne er bortrejst.

25017153

Menneskene i ”København” er i gang med helt almindelige hverdagsgøremål, når det uventede sker, dét som vender op og ned på deres liv. Den alvidende fortæller dømmer ikke personerne, men lader deres handlinger og tanker tale for sig selv. Det er således op til læseren at lægge mærke til den selvfølgelighed, hvormed en af personerne er utro, og den ligegyldighed, hans kone udviser i den forbindelse, eller med hvilken kynisme nogle indbrudstyve slår en gammel kvinde ihjel og gennembanker hendes søn (jævnfør citatet i boksen).

Lars Bukdahl forklarer, at Guldager på to punkter adskiller sig fra den meget stramme minimalisme, fordi hun gør brug af skiftende synsvinkler (Lars Bukdahl: En tand til. Weekendavisen, 2004-01-16). Det sker blandt andet i novellen ”Blomster”, hvor hun skaber ”lynende pludselige poetiske, billedsproglige indslag”, f.eks. når bardamen Lizzie beskrives som ”en glaskugle, der er gået i stykker”. Et andet af Bukdahls eksempler på, at prosaen bliver poetisk, er, når Guldager skaber en dobbeltbevægelse mellem lys og mørke: ”Manden fra Rådhuspladsen var omsider ved at nå op ad stentrappen, og da han stod og svajede på det næstsidste trin, lukkede pigen øjnene, som genskabte hun dermed det mørke rum, den hærgede mand var ved at trække sig ud af.” (i ”En Skilsmissehistorie” s. 79).

Citatet er typisk for ”København”, dels fordi det rummer en filmisk effekt i kraft af den voldsomme krydsklipning mellem personerne, og dels i kraft af fortællingens fokus på den ydre handling frem for indre refleksioner. Dermed viger det indre følelsesmæssige og moralske liv til fordel for den hårde facade. Hårdheden og ensomheden i København var også Guldagers inspiration, da hun skrev ”København”: ”I storbyen kan man godt få denne uhyggelige fornemmelse af at være alene, selv om man er blandt mange andre mennesker.” (Carsten Andersen: Forfattere i forhør; ”Katrine, jeg kan naturligvis ikke love dig noget ...”. Politiken, 2006-07-02).

I 2005 udkom Katrine Marie Guldagers novellesamling ”Kilimanjaro”, der på mange måder minder om ”København”. Den starter med et K, er lille, sort og kompakt og består af 11 noveller. Mange af novellerne foregår igen i København, men fire af dem foregår i Afrika, som der yderligt refereres til i flere af de andre noveller, og heri består den første store forskel mellem de to novellesamlinger.

Ligesom i ”København” krydses de forskellige menneskers liv i ”Kilimanjaro”, men nu sker det også i en stor skala, mellem København/Vesten og Dar Es Salaam i Afrika/den Tredje Verden. Her er en genkomst af globaliseringstemaet, som blev lyrisk behandlet i ”Ankomst, Husumgade”. De tilsyneladende tilfældige linjer, som diskret trækkes mellem novellerne, skal på én gang påpege fremmedgørelsen og isolationen menneskene imellem, og på den anden side vise, hvorledes de alligevel er forbundne. Især forholdene mellem sorte og hvide bliver symptomatiske for relationen mellem Danmark og Afrika.

25890116

Det sker for eksempel i novellen ”Dreng i Dar Es Salaam”, hvor den sorte tjenestepige Bees liv er en tragedie, for hendes eksmand har, med loven i ryggen, taget deres søn, selvom han er ligeglad med ham. Bees familie har slået hånden af hende, og hun føler sig tvunget til at have sex med sin ekssvoger, fordi han lover at ville hjælpe hende med at få sønnen igen. Det gør han bare ikke. Sceneskift: i de hvide arbejdsgiveres stue er overklassekvinden utilfreds med, at Bee aldrig har en mening om hendes middagsselskaber! Her stilles to vidt forskellige virkeligheder op imod hinanden, og ved siden af Bees liv fremstår den vestlige livsstil i Afrika som dekadent og ligegyldig. Novellen er eksemplarisk i sin modstilling af hårdhed og sårbarhed, ligegyldighed og længsel, som gennemløber de andre noveller i ”Kilimanjaro”.

I ”Kilimanjaro” efterlader den samtidige afvisning og tiltrækning menneskene imellem dem i et vakuum, hvor tomhed, ensomhed og angst lurer. Dette tema holdes dog i ave af den konstante bevægelse i novellerne, trafikken i og mellem Afrika og Danmark.

Fortælleren gengiver nøgternt den ydre handling, men dykker stedvist ind under huden på personerne og følger deres tanker. Stemmen er ikke helt så dæmpet og underspillet som i ”København”. Det væsentlige står både på og mellem linjerne, og nogle gange kommer der små lynnedslag af poesi: ”Det var, som om de opholdt sig inde i deres fars hjerne.” (s. 13). I ”Kilimanjaro” er der også indlejret en vis mystik, som efterlader novellerne med løse ender.

I sin roman fra 2008, ”En plads i historien”, tager Katrine Marie Guldager livtag med både historiske og almengyldige temaer. I en fortælling centreret om Peter Fischer og hans brogede familie løftes sløret for den stikkerlikvidering, Peter Fischer udførte under Anden Verdenskrig og ikke mindst de konsekvenser, dette drab har haft for personer i flere generationer efter ham.

Romanen foregår i København lige efter årtusindeskiftet, og man følger på skift de forskellige medlemmer i den store Fischer-familie. Den ældste generation består af Peter og hans to svigerinder Else og Charlotte, der hhv. krampagtigt holder sammen på familien og forsøger at passe sig selv. Næste generation består af ministeren Jørgen og hans subsistensløse bror Benny og af de meget forskellige søstre Henny og Birgitte. Yngste generation er lille Christian og teenagerne Sebastian og Emma. Alle har deres egne motiver for at opføre sig over for deres familie, som de gør, og på trods af en fælles modvilje møder de fuldtalligt op til de traditionsrige fødselsdage, der sjældent er særligt hyggelige. Men ”familien er jo det bedste og mest ærlige, vi har”, som den underliggende ræson lyder. Det er ikke overraskende en sandhed med modifikationer.

27230962

Et barnebarn til den myrdede stikker har ikke forsonet sig med fortiden og ønsker at få en forklaring fra morderens familie. Efterhånden som familiemedlemmerne dør, vokser hans desperation og hævntørst, og romanen får en dramatisk drejning på hans foranledning.

Romanens alvidende fortæller kender karaktererne, deres bevæggrunde og de drifter og drømme, de ikke selv har sat ord på. ”En plads i historien” har en psykoanalytisk tilgang til sin menneskeforståelse og sin fortløbende diskussion af, hvad et menneskes personlighed er gjort af. Spørgsmålet, om identiteten har en kerne og om, hvordan denne kerne udvikler og forandrer sig, løber som en understrøm gennem romanen. De mellemmenneskelige relationer er i fokus, lige som det enkelte menneskes selvudvikling og livslange proces med at lære sig selv at kende er det. Historiske begivenheder, familiens snærende bånd og individets behov for at bryde ud af disse spiller op til hinanden i ”En plads i historien”, der både på personligt, familiært og samfundsmæssigt niveau spørger, hvad der skal til, for at man opnår ja, en plads i historien.

Katrine Marie Guldagers seneste novellesamling, ”Nu er vi så her” fra 2009, er en undersøgelse af familierelationer i alle tænkelige konstellationer. De 18 korte tekststykker kredser mestendels om, hvordan det enkelte individ passer ind i sine slægtskaber, eller – oftere – ikke passer ind i de sammenhænge, der er givet af blodet.

Et tilbagevendende tema er forældre, der har så travlt med at realisere sig selv, at de overser deres børn og glemmer at vise dem respekt. I samlingens første novelle ”Voksne mennesker kan godt tale om sex” er en mor så forhippet på at retfærdiggøre sine egenrådige handlinger, at datteren tages som gidsel i situationen. Moderen fornemmer ikke, at datteren er tydeligt utilpas ved det hele: hun skal bare have aflad for fortidens svigt og renset sin egen dårlige samvittighed. Titelnovellen stiller spørgsmålene, om det overhovedet er muligt at gøre tingene anderledes, end ens forældre gjorde det. Om man er determineret til at handle på en bestemt måde ud fra ens opvækst. Om bindingen mellem forældre og børn er så stærk, som man skulle (eller gerne ville) tro. I novellen ”Sæson for hummere” vælger en adoptivsøn aktivt at bryde med sin adoptivfamilie, da han føler sig fremmed og fanget i den.

27662323

”Nu er vi så her” fortæller om alle mulige familiesammenhænge på kryds og tværs af generationer, af ægteskaber, blod og ikke-blod. De fleste af familierne er temmelig dysfunktionelle og klarer ikke at gennemføre de mest simple aktiviteter uden at mindst én part føler sig udenfor, forsmået eller uelsket. Alle har vanskeligt ved at tale om tingene, og den manglende kommunikation udfordrer forholdene. Det svære opstår særligt i de relationer, hvor det er på forhånd givet, at der skal være kærlighed mellem mennesker, og det viser sig, at der ikke er det.

Samlingen er også et opgør med de familieeksperimenter, som 68’er-generationen gjorde sig. Står det til disse noveller, er det ikke lykken at have en mor, der pludselig skal til Indien og realisere sig selv. Det er til gengæld lykken at have en mor, der ser, opmuntrer og respekterer en. I Katrine Marie Guldagers univers er den slags forældre bare ikke særlig typiske.

I Katrine Marie Guldagers roman ”Ulven” fra 2010 bruger hun igen historisk stof sideløbende med personlige fortællinger. Rammen er denne gang sat til Køge i årene omkring Anden Verdenskrig, og i lyset af krigen følger vi en families udvikling gennem flere generationer.

På bogens første linjer anslås konflikt og hovedtema: Den alvidende fortæller beretter, at Leonora vil slå sin bror Henry ihjel, og at Leonoras mor langsomt vil udvikle sig til en ulv. Der er altså tale om en slægtshistorie med bibelmotiver, antydninger af psykologiske fortrængninger i skikkelse af farlige dyr og en fortæller, der kan gribe både frem og tilbage i historien for at få det hele med.

Først hører vi om, hvordan Leonoras forældre mødte hinanden (var det skæbnen eller blot en tilfældighed?), siden om Leonoras fars søstre frk. Lys og frk. Mørke, om Leonoras bedsteforældre og en masse udenomsægteskabelig flirten på torvet i Køge. Leonora, Henry og lillebror Ib fødes i huset på Marievej, og morens ulv flytter ind i sit bur på loftet. Mens krigen skrider frem, går familielivet sin skæve gang, hvor alle har deres at slås med.

28438125

Oftest i form af den ondskab og det mørke, der har indtaget de fleste af karaktererne, og som er en tematisk ramme for romanen. Livet er efter alt at dømme en kamp mellem sort og hvidt, mellem liv og død, mellem godt og ondt. En anden kamp, der udkæmpes, er den kropslige kamp mellem begær, drift og undertrykkelse af samme. Tro, religion og skolelærerindens ’praktiske kristendom’ er et modspil til kunsten, der fungerer som et åndeligt frirum fra familien.

”Ulven” tager fat på mange af de samme emner, som Guldager tidligere i forfatterskabet har berørt – opdragelse, familielivets snærende bånd, konflikt mellem erkendte og uerkendte følelser – men denne gang tilføres det en overnaturlig dimension: En engel falder ned i en baggård, en indre dæmon manifesterer sig som en ulv i et bur, og de døde vender tilbage som sorte fugle i den virkelige verden. Fordi karaktererne ikke undrer sig over fænomenerne, accepterer man dem som læser. Fortællerens indbrud om, hvad den ene og den anden slags læser mon ville tænke her, gør fortællergrebene synlige uden at det forekommer påtrængende.

Som en selvstændig fortsættelse til ”Ulven” udkom Katrine Marie Guldagers roman ”Lille hjerte” i 2012. Den tager sin begyndelse fire år efter, ”Ulven” sluttede og følger den samme familie i Køge med Lilly, Peter og børnene Leonora, Henry og Lille-Ib. En dag tager Lilly resolut Lille-Ib under armen og flytter til København, dels for at forfølge sin forelskelse i Ib Berthelsen, dels for at udleve sine kunstnerdrømme og skifte miljø fra det provinsielle Køge til storbyens gallerier. Hun flytter ind hos Ib Berthelsen og introduceres til de finere kunstnerkredse, men må erkende, at hverken kærligheden eller kunsten var, som hun havde drømt om.

29175217

Hjemme i Køge er Peter ulykkelig og alene med Leonora og Henry, indtil hans nye sekretær Ella flytter ind med sine to børn. Både Peter og Lilly har i deres nye kærlighedsforhold rester af gammel kærlighed med, og det viser sig, at kærligheden mellem Peter og Lilly ikke er helt død. Eller er det deres fælles kærlighed til deres børn, der binder dem sammen? Eller forestillingen om det lykkelige familieliv? Lilly er i vildrede med sine følelser, men formår dog som den eneste på sin tid at tage dem alvorligt og følge dem uden skelen til omgivelsernes foragt og konventioner. Hun bliver en foregangskvinde for den selvrealiserende generation, der kommer efter hende.

Gennem Lilly og Peters syn på hende præsenterer fortælleren forskellige holdninger til kvindens rolle og ansvar over for familien. Hvor Lilly rejser fra sine børn for at realisere sig selv og blive lykkelig som kvinde og kunstner, mener Peter – og resten af samfundet – at en kvinde skal blive hos sin familie for børnenes skyld. ”Lille hjerte” diskuterer konsekvenserne for skilsmissebørn, der må leve skiftevis uden en mor og en far. Men som Leonora erkender i bogen: ”det eneste, der var værre end at have en mor, der var rejst sin vej, var at have en mor, der var sammen med én mod sin vilje.” (s. 203.) Der er ikke noget facit på skismaet mellem at være mor, kvinde og kunstner, men der er en holdning til, at børn skal vokse op i en familie og at forældre skal påtage sig det ansvar, det er at få børn, selvom det kan betyde, at de må give afkald på egne drømme og længsler.

I 2013 udgav Katrine Marie Guldager den tredje roman i den familiekrønike, der begyndte med ”Ulven” (2010) og ”Lille hjerte” (2012). ”Den ny tid” foregår i 1967 og følger karaktererne fra de foregående romaner. Lilly bor stadig i Bredgade i København med Ib Bertelsen og Lille-Ib, der i mellemtiden er blevet en ung mand. Den forladte og forsmåede Peter bor i Køge og kan ikke holde op med at drømme om Lilly. Deres datter Leonora lever i et halvkedeligt, barnløst ægteskab med Klaus, mens sønnen Henry er fuldt optaget af den nye tid.

1967 er et skelsår i København og i verden. De unge eksperimenterer med hash og lsd, gruppesex og kollektiver og gør grundigt op med stivnede former og konformiteter. Nye bevidsthedsrum og samlivsformer afprøves, og for Henry, hans kæreste Helle og deres bofæller er kærlighed svaret på alle spørgsmål.

29941335

Den ulv, der har hjemsøgt Lilly siden hendes bryllupsnat, viser sig at have flyttet med til København, hvor den lusker rundt i byens parker, når den ikke ligefrem opsøger Lilly i hendes lejlighed. Hun slås modigt med den, men forgæves: Den føder fire unger, og grundangsten kan dermed leve videre i de næste generationer. Den ny tids løsen er, at man bare skal give slip, men karaktererne er alle formet af og fastlåst i deres liv, som om skæbnen er beseglet. Særligt til den stort anlagte 50-årsfødselsdag, som Peter insisterer på at holde for Lilly, ses et imponerende opbud af tilbageholdte følelser og sociale overenskomster.

I tilbageblik hører vi om Leonoras tid som køkkenpige på børnehjemmet Langagergård, som hun i et anfald af retfærdighed over for de forældreløse drenge brændte af som 13-årig. Det har sat sig spor i hende og tilføjer med de rystende beskrivelser af drengenes usle kår en samfundsmæssig alvor til de familiære genvordigheder.

Ved at foregribe handlingen og kommentere karakterernes tanker er fortælleren både helt nærværende til stede i handlingen og distanceret fra den i tid og rum. Det giver et overblik over de indbyrdes forhold og periodens samfundsomvæltninger og fungerer som et lidt moraliserende blik på tidens tendenser.

Som de tidligere bøger i serien – og i forfatterskabet – er også denne en afsøgning af, hvad familien og i større forstand kærligheden kan rumme. Hvor mange løgne og hvor meget svigt kan et menneske holde til?

Fjerde bind i Katrine Marie Guldagers Køgetrilogi udkom i 2014 med titlen – og temaet – ”Peters død”. Den forsmåede og ulykkelige patriark Peter dør i bogens begyndelse, og romanen er en afsøgning af, hvad sorg og tab gør ved mennesker og på hvor mange måder, mennesker kan sørge. Det viser sig, at man i høj grad kan ikke-sørge, altså skubbe følelserne væk, ned i den fugtige kælder, der gentagne gange bruges som billede på det sted, hvor de uvelkomne, upassende og uerkendte følelser bugseres hen. Fortælleren understreger, at sorg er det, der binder folk sammen, da det er et fælles vilkår, at vi alle skal miste vores forældre, hinanden, vores børn.

Peters datter Leonora er tynget af sorg over faderens død og over sin ufrivillige barnløshed. Sønnen Henry er flyttet i kollektiv med sin gravide kæreste Birgitte og deres søn Thomas, og ekskonen Lilly bliver forladt af Ib Berthelsen og tvinges til at tage stilling til sit liv. Livet i Henrys nystartede kollektiv beskrives udførligt med plenumdiskussioner om fælles børn, gruppesex og bevidsthedsudvidende kropsøvelser. Beboernes hverdag, tøj og mad er detaljeret beskrevet og giver et klart billede af dagliglivet i det, der optræder som et af landets første kollektiver.

51206134

Der er forskel på at bo i Køge, hvor sladderen render, i en stille lejlighed i Bredgade og i et revolutionært kollektiv i Hellerup. Alle nuancer af familie- og boformer vises frem, og det kommer endda forbi det skumle Vesterbro, hvortil Henry flygter, da Birgitte erklærer sig for lesbisk og smider ham ud af ægtesengen. På Vesterbro møder Henry sin tidligere flamme Helle, og det bliver begyndelsen til en storslået nedtur.

De indbyrdes familieforhold mellem Leonora, Henry, Lilly og Peters mangeårige 'veninde' Ella positioneres til det ekstreme, da deres fælles reference dør. Hvem er de nu over for hinanden? Er Peter stadig børnenes far? Kan de slå en streg over de forgange års stridigheder? Alle håber de, at de efter Peters død kan begynde på en frisk, men årtiers had og svigt er ikke lige til at komme over.

Fortælleren fylder også i denne roman meget og kaster lys frem i historien. Allerede her i 1972 bedyres f.eks., at Henrys lille datter Tine er tæt forbundet med havet og vil møde en voldsom flodbølge i Thailand 32 år senere.

I 2015 udgav Katrine Marie Guldager femte bind i sin Køgekrønike. Den har titlen ”Bror og søster”, der også er tema for romanen.

Henry er kommet ud af fængslet, efter at han i slutningen af ”Peters død” slog en mand ihjel. Nu skal han finde fodfæste i tilværelsen, men det viser sig temmelig vanskeligt. Udover at han skal sone med sig selv, skal han bevise sin renhed over for familie og venner. I kollektivet har de besluttet, at han ikke må flytte ind, og da han har fortalt Leonora, at han først fik og siden mistede deres fars opsparing på 50.000 kr., vil hun heller ikke vide af ham. Først da han møder den imødekommende og varme Sally, føler han sig igen set og elsket.

Leonora er endelig blevet velsignet med et barn, og hendes største kval er, at hun sender lille Maria i børnehave for selv at have tid til at male. Efter sin fars død har hun oplevet en besættende kunstnerisk trang, og man forstår, at det i 1976 ikke var velset at institutionalisere sit barn for at realisere sig selv.

51735706

Deres mor Lilly bor alene i en toværelses lejlighed og møder en dag den amerikanske indianer Black Hawk. Deres fælles sjælerejse udmønter sig i, at ulven forlader hende, og hun er fri for første gang siden sin bryllupsnat. Det betyder også, at ulven er på fri fod, og ikke overraskende følger den efter hende til Køge, hvor den skamferer Leonora og tager bolig i Henrys krop.

Året er 1976, og tidsbilledet står i skarpe farver. Leonora er med sin veninde Nina på emanciperet kvindelejr, og i kollektivet diskuterer de, hvorvidt kapitalismen er årsag til mænds magtfulde dominans i sexlivet. Den rummelighed, kollektivet og det frigjorte menneske forventer af sig selv, halter dog ofte, når det kommer til stykket. Familien er arnested for identitet og socialisering, og som romanserien skrider frem, blotlægges et udvalg af de uundgåelige familiære sorger og glæder. Enhver familie er ulykkelig og lykkelig, hedder det.

Som de foregående bind handler ”Bror og søster” om skyld, skam og egoisme og italesætter forholdet mellem individ og fællesskab – her som familie, kollektiv og samfund. Hvor går den enkeltes grænser, og hvem bestemmer, hvornår de må overskrides? Kernefamilien er udfordret, men det er ikke klart, hvad der skal stå i stedet.

Siden debuten i 1994 har Katrine Marie Guldager konstant udviklet sit forfatterskab. Hun har overrasket anmelderne, hver gang hun har udgivet en bog, og er bl.a. blevet kaldt ‘formkamæleonen’.

Hørespillet ”Rejsen til Kicdolqimikk” fra 2002 minder om et læsedrama med fortællerstemme og drømmesekvenser og kan dermed betegnes som en genrehybrid. Værket handler om en togrejse til det mystiske Kicdolqimikk. Ved ankomsten skal passagererne interviewes, og hvis de er for normale, får de ikke adgang til det forjættede Kicdolqimikk. Hørespillet er absurd i sit ‘setup’, men ligefrem i samtalerne om store emner som samfundsforhold, politik og identitet.

Børnebogsgenren var det næste felt, Guldager udforskede, og det bl.a. med den omfattende serie om ”Frøken Ignora i Vandtårnet” fra 2002-2019, ”Petrine Petruskas ABC” fra 2004 samt de seks bøger om Peter Prik (2009-11).

I 2003 udgav Guldager fire noveller i samlingen ”Konflikt i Familien”.

Udover de skønlitterære værker har Katrine Marie Guldager udgivet bogen ”Lysgrænsen” (2007), der er en beretning om forfatterens ni år i psykoanalyse.

Katrine Marie Guldager har forladt lyrikken fra forfatterskabets første del til fordel for prosa, hvilket har indebåret genrehybrider som den prosaiske (firkantede) form i digtene i ”Styrt” og de lyriske elementer i ”København” og ”Kilimanjaro”. Denne bevægelse væk fra faste former peger på en postmoderne æstetik, og Guldagers brug af humor – især i form af ironi og sarkasme – understøtter dette yderligere.

Selv om forfatterskabet spænder vidt, er der mange røde tråde at finde. Stilistisk kan man pege på den centrumløse bevægelse som et gennemgående træk: I digtsamlingerne finder man hektisk bevægelse inden for de enkelte digte, understøttet af den sproglige opbygning og brugen af kolon. Novellesamlingen ”København” består af et net af bevægelser rundt i byen, og ”Kilimanjaro” zapper mellem Danmark og Afrika. Et andet stilistisk element er brugen af helt konkrete ting i teksterne, og især digtsamlingerne er fyldt med ting som brødmaskiner, en solsort og en bananpalme. På den anden side af årtusindskiftet bruger Guldager ofte tingene som sociale markører: I ”Ankomst, Husumgade” får vi for eksempel indirekte at vide, at det er overklassen, det drejer sig om, når personerne sættes i forbindelse med bilmærket Alfa Romeo, en avis og en fletstol.

Gennemgående temaer er Afrika og mere overordnet globaliseringen og dens etiske implikationer. Fremmedgørelse er et lige så vigtigt motiv, og den findes i alle afskygninger, især i principielt nære relationer, såsom familien. Dette udfoldes detaljeret og personligt i romanen ”Det samme og noget helt andet”.

‘Medmennesket’ er også et vigtigt tema, når Guldager udstiller, hvorledes de rige er ligeglade med de fattige, og hvordan mænd køber prostituerede – heriblandt børn – men forsøger at undgå moralske tømmermænd. I begyndelsen af forfatterskabet er der enkelte glimt af kærlighed som en formildende faktor, men kærlighed bliver mere og mere fortrængt af ensomhed og sjælelig forråelse, jo nyere udgivelserne er.

I de senere udgivelser er familien og individets forhold til det familiære fællesskab helt central. Både i kronikker og i Køge-krøniken italesætter Guldager en klar holdning til skilsmisser. Med børnenes tarv for øje plæderer hun for, at forældre skal blive sammen for at skåne børnene for ”de følelser af splittelse og opbrud, der siden skulle blive så almindelige blandt danske børn,” som der står i ”Lille hjerte” (s. 162.) Forfatterens interesse for psykoanalyse løber som en strøm gennem de skønlitterære værker og er særskilt emne for den psykoanalytiske fortælling i ”Lysgrænsen”. Endelig er forholdet mellem orden og kaos en fællesnævner for hele forfatterskabet. Her holder personerne krampagtigt fast i den tynde skal af orden og civilisation, som omgiver et indre kaos og moralsk forfald.