Portræt af Katrine Marie Guldager
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Katrine Marie Guldager

cand.mag. Ida Blinkenberg Lidell. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, 2017, 2018 og 2021. Opdateret af redaktionen, januar 2023. Bibliografi opdateret januar 2024. Blå bog opdateret april 2024.
Top image group
Portræt af Katrine Marie Guldager
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Katrine Marie Guldager har skrevet både digte, romaner, noveller, børnebøger og hørespil. Hun begyndte sit forfatterskab midt i halvfemserne med et par digtsamlinger, som forsøgte at finde et holdepunkt i den kaotiske hverdag. Senere udgivelser er mere skarpe i deres kritik af den vestlige verdens egoisme, både i forhold til vores nærmeste og i forhold til den Tredje Verden. I sin seks bind store Køgekrønike har Guldager skrevet et kapitel til den moderne danmarkshistorie med særligt fokus på individets realisering og familiens strukturelle udfordringer. I ”Det samme og noget helt andet” (2021) fortalte Guldager sin egen historie, mens hun i sine seneste udgivelser, ”Birgithe med th”, "Endnu en dag i Guds skaberværk" og "Jeg hører hvad du siger" er tilbage ved samfundskritikken i tre romaner, som giver stemme til kvinder, der er trætte af pis og nu tager bladet fra munden.

 

137562103

Født: 29. december 1966 i Ordrup, Nordsjælland.

Uddannelse: Forfatterskolen 1992-94. Cand.phil. i dansk 1994.

Debut: Dagene Skifter Hænder. Gyldendal, 1994.

Priser: Klaus Rifbjergs Debutantpris for lyrik, 1996. Jeanne og Henri Nathansens Fødselsdagslegat, 1996. Peder Jensen Kjærgaards og Hustrus Legat, 2001. Holger Drachmann-legatet, 2003. Kritikerprisen, 2004. Beatrice-prisen, 2010. Odd Fellow Ordenens Litteraturpris, 2012. Statens Kunstfonds Livsvarig ydelse, 2016. Søren Gyldendal-prisen for skønlitteratur, 2024.

Seneste udgivelse: Jeg hører, hvad du siger. Gyldendal, 2024. Roman.

Inspiration: Fjodor M. Dostojevskij, Franz Kafka, Gabriel Garcia Márquez.

Se filmen Digter Filmstriben

 

 

Video

Katrine Marie Guldager taler med Litteraturformidler Sarah Hvidberg om "Birgithe med th". Januar 2023.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg forstår ikke helt, at et barn vil gå gennem ild og vand for at bevare forestillingen om de gode forældre, jeg forstår det ikke, og jeg forstår det godt. Jeg forstår, at det er en forestilling, der er vokset i mig, længe før jeg fik sprog. Er det en forestilling, alle børn bliver født ind i? Så de ikke skal mærke deres egen ensomhed? Så de ikke skal føle sig forladte?”
”Det samme og noget helt andet”, s. 429.

Katrine Marie Guldager er vokset op i Hillerød som datter af en skovbrugskandidat og en landskabsarkitekt. Fra hun var tre til seks år, boede hun med sine forældre i Zambia, hvilket måske har vakt den interesse for Afrika, som indgår på forskellige måder i Guldagers forfatterskab – mest markant med titlen på hendes novellesamling ”Kilimanjaro”.

I løbet af teenageårene skrev hun digte, og i 1985 blev hun student fra Gentofte Statsskole. Derefter gik der nogle år, før hun genfandt interessen for litteraturen, for hendes far døde i en togulykke, da hun var 21 år. Trafikulykker finder man behandlet i rigt mål i Guldagers forfatterskab, f.eks. titlen på hendes gennembrudsværk ”Styrt”, som refererer til et cykelstyrt, eller novellen ”Sammenstødet” i novellesamlingen ”København”, som handler om en kvinde, der kører en anden kvinde ned.

I 1994 blev Guldager cand.phil. i dansk fra Københavns Universitet. Studiet inspirerede hende til at skrive, da hun brugte det som metode til at lære litteraturanalyse. Samme år afsluttede hun Forfatterskolen.

I 2010 påbegyndte Katrine Marie Guldager en stort anlagt krønike om en familie fra Køge. Den første bog i serien, ”Ulven”, lagde ud med at præsentere romankaraktererne i årene omkring Anden Verdenskrig, og de senere fem bind følger familien op gennem anden halvdel af det 20. Århundrede, til den slutter i 1988.

Efter at have skrevet fortællinger om fiktive karakterer i hele sit forfatterskab gik Katrine Marie Guldager i 2019 ombord i sin egen historie, der er præget af et kompliceret forhold til hendes nærmeste og ikke mindst af to pludselige dødsfald, da hun var ganske ung. Det blev til romanen ”Det samme og noget helt andet”, der udkom i 2021.

Dette portræt omhandler Katrine Marie Guldagers skønlitterære værker for voksne.

Dagene skifter hænder

“På stranden ligger en hat slynget hen / og her er ikke et menneske at se. / Kun fugle, flokke af røde næb / skrig (…) Det er aften, og vi har rejst langt / under soles blinde lys / skyer som gaze.”
“Skyer som gaze”, “Dagene Skifter Hænder”, s. 27.

Katrine Marie Guldager debuterede i 1994 med digtsamlingen ”Dagene skifter hænder”, som rummer 35 digte, der hver især ikke fylder mere end en halv side. Gennemgående elementer i digtene er: Tid, natur, længsel, bevægelse og stilstand, hænder og (kærligheds-) relationer mellem et jeg og et du.

Den grafiske form er udpræget modernistisk med strofer, indryk og sætninger, der står og svæver. Digtsamlingen har elementer af sprudlende 80’er-lyrik, men den kan også ses som et opgør med denne tradition, idet den bevæger sig hen imod 90’ernes mere nøgterne og minimalistiske form.

Halvfemserformen finder for eksempel sit udtryk i digtenes titler, der ofte udgøres af helt konkrete ting som brødmaskine, vindmølle, net, kæde, elastik og kaffekop. Tingsligheden resulterer i, at nogle af digtene bliver hektiske og hårde, idet de søger forankring for deres forvildelse i konkrete genstande.

Man finder også nogle svævende kærlighedsdigte, der opløser selvet, og leder tanken hen på Henrik Nordbrandts forfatterskab.

Universet i ”Dagene skifter hænder” er kysten, grænselandet mellem hav, vand og land, og der hviler en næsten umærkelig melankoli over mange af digtene, – en melankoli der understøttes af den luftige form. ”Dagene skifter hænder” har dog to digte (”Vindmølle” og ”Morgenbrød”), der grafisk skiller sig ud, idet teksten står som en firkant uden indskud eller luft mellem linjerne og på den måde peger hen mod prosaen.

Styrt

"Jeg er så helt elendig led og ked af den mand, der nu på andet døgn står ude foran min dør og hævder, at han bor her, og at jeg elsker ham. Han vil ikke gå væk, og han plager mine morgener, natten, mine drømme."
"Spor", "Styrt", s. 14.

Katrine Marie Guldagers digtsamling ”Styrt” fra 1995 blev med litteraturkritikeren Lars Bukdahls ord en ”Instant Classic”. Digtene starter ofte med en simpel konflikt, som får orden og realisme til at skride, således at digtet ender i hallucinationer og forvirring. Et eksempel er digtet ”Solsort”: ”Så er det hele i orden, helt i orden, på sin plads, og potteplanten er støvet af: Så er det hele OKAY, skuret og skrubbet …” Der lader til at være en hårdt tilkæmpet orden i digtet, som dog virker skrøbelig, for jeg’et gentager manisk ordet og fastslår, at det virkelig er helt i orden, ”OKAY”. Men med kolonet skrider digtet, og i anden halvdel skal der ikke mere end en død solsort med glasøje, et spirende æbletræ og en blankt skinnende stige til at forstyrre det hele. Naturens cyklus – solsortens død og æbletræets liv – forstyrrer lejlighedens civiliserede orden, som der hermed sættes spørgsmålstegn ved.

Grafisk nærmer værket sig prosa, idet digtene består af små kasser af ord, altså sætninger skrevet helt ud og direkte fulgt af nye. På den anden side er digtene sprogligt – i form af gentagelser, opremsninger og karikeret talesprog – lyrik. ”Styrt” er altså en slags genrehybrid, der også kan defineres som kortprosa – en form som for alvor kom til udtryk i halvfemserne.

I digtene er der masser af bevægelse, som udvikler sig i et hæsblæsende tempo, når rytmen som resultat af brugen af treklange, samt den fortættede prosalignende form tager over. Et andet sprogligt element, der understøtter et af de overordnede temaer i ”Styrt”, er brugen af kolon, som vi så i ovenstående citat fra ”Solsort”. Dette greb får det hele til at skride, og således ”styrter” digtet ned. Det er, hvad digtene handler om – forholdet mellem kaos og orden. Den ordentlige, prosaagtige hverdag, som understreges af en endnu mere udpræget brug af konkrete ting end i ”Dagene skifter hænder”, er sat op imod en indtrængende absurditet og et lurende kaos.

I det hele taget kan digtsamlingen placeres i det usikre spændingsfelt mellem disse modpoler: orden og kaos, liv og død, alvor og humor, realisme og absurditet, det konkrete og den overførte betydning. At ”Styrt” blev et gennembrud for Guldager skyldes blandt andet, at den var formmæssigt nyskabende, men samtidig typisk for 90’er-generationen.

Digtsamlingen kredser om den kaotiske hverdag i storbyen og opløsningen af det autoritære ”jeg”; ofte til fordel for det upersonlige ”man”. Humor er en anden dimension i digtsamlingen, og den har ofte et anstrøg af absurditet, som i citatet i boksen, hvor fremmedgørelse af kærlighed bliver helt konkret.

Blank og Det grønne øje

Katrine Marie Guldager kastede sig ud i romangenren med ”Blank” fra 1996, som er en indre monolog på 59 sider fremført af Helene Brostrøm, som bor på en bondegård med sin mand. Helene er ‘blank’, altså dum, og psykisk er hun ved at gå op i limningen. Der er en dobbelthed i fortællerstemmen, idet den på den ene side virker som en umiddelbar gengivelse af tankestrømmen (også kaldet ‘stream of consciousness’). På den anden side er den bevidst om sin formidling: ”Jeg gør det, jeg præsenterer mig selv, jeg hedder Helene, Helene Brostrøm.” (Den indledende sætning).

Fortællerstemmen er dominerende i ”Blank”, og det er også tilfældet i Katrine Marie Guldagers næste roman ”Det grønne øje” fra 1998, som er betydeligt længere. Her er det fortællende jeg en engelsk overklassekvinde, som kommer ud i en konflikt med sin eksmand, da han vil have urnen med asken af deres afdøde datter med sig til Canada. Umiddelbart ser sproget i ”Det grønne øje” temmelig normalt ud, men så sker der ting og sager: Flere og flere fabulerende fortællinger, som tilsyneladende ikke har noget med hovedfortællingen at gøre, skydes ind i tide og utide. Netop som man tror, hovedfortællingen drukner i anekdoter, ser man, at de i stedet understreger og tilføjer nye dimensioner til fortællingen. Det sker for eksempel i afsnittet ”Hemmelige transporter”, hvor hovedpersonen opholder sig i Zambia med sin mand. Der modtager hun et brev, som er en lille historie om en aldrende dame i Afrika, som bliver vidne til en smuglertransport og får lov til at se den smuglede vare. Det viser sig, at det er en gipsafstøbning af en hånd, som holder en blyant. Genstanden fra den lille fortælling bliver symbolsk for alle anekdoter, der udgør den store fortælling: ”Den forekommer mig at være et billede på den hånd der nu nedskriver nogle af alle de anekdoter der har passeret gennem Pinton…” (s. 97).

Katrine Marie Guldager har senere kaldt ”Det grønne øje” for en skriveøvelse, et nødvendigt trin på forfatterskabets trappe. Hun udtaler, at hun var blevet træt af den megen attitude i romanen og mente, det spærrede for stoffet. (Carsten Andersen: Forfattere i forhør; “Katrine, jeg kan naturligvis ikke love dig noget ...”. Politiken, 2006-07-02).

Ankomst, Husumgade

I 2001 overrasker Katrine Marie Guldager igen ved at være nyskabende, denne gang med digtet ”Ankomst, Husumgade”. Værket består af 77 prosastykker fordelt på syv afsnit. Selvom det ligner en digtsamling, er det ét langt digt, og derfor finder man heller ingen titler på de små tekstbidder. De står nederst på siderne, hvilket tilføjer en grafisk tyngde, som illustrerer den alvor og indignation, digtet rummer.

23521962

Konkrete elementer i ”Ankomst, Husumgade” er blandt andet en bananpalme, der bliver et sted for refleksion. Der er Afrika (igen) som et eksempel på den Tredje Verden, og den voksende sociale ulighed, når ”kontinenterne rykker sig” (s. 12). Tre mandspersoner, Mr Ben, Mr Bright og El-Said, fungerer som konkrete mennesker, der lider under denne ulighed. På s. 33 henvender jeg’et sig til du’et og siger om Mr Bright: ”Måske tror du, han tilhører et indre landskab, men det gør han ikke. Han er svimmel af sult, og han venter”. Digtet kredser altså om relationen mellem det lokale og det globale og de konkrete konsekvenser – såsom sult, landflygtighed og selvmordstrang – som det har for menneskene i den Tredje Verden, personificeret i de tre mænd. Andre steder bliver brutal prostitution og børneporno fremført med bidende sarkasme. Det retoriske spørgsmål bliver, for at sætte det på spidsen, om man/vi vil påtage os det ansvar at redde verden. Humanitet, etik og verdensbevidsthed bliver de overordnede temaer, fremført med sarkasme og ironi. I skyggen finder man ensomheden, for eksempel i metaforen at vi alle er myrer på en isflage, eller i følelsen af at være ukomplet, hvis man er ligeglad med sine lidende medmennesker i Afrika. Dette kan man se på s. 34, der udelukkende udgøres af sætningen: ”Du går ned ad Strøget, men der mangler noget”.

I ”Ankomst, Husumgade” bliver verden beskrevet som kompleks og uoverskuelig, hvilket understreges af to sproglige greb: Det ene er den måde, hvorpå tekstboksene refererer til hinanden og danner den sammenhæng, som gør det til ét digt. Det andet greb er den måde, hvorpå indholdet stritter i alle retninger og efterlader et særdeles kaotisk og åbent udtryk. Kompleksitet og uoverskuelighed bliver også et resultat af, at du’et i digtet konstant skifter identitet: Det kan være en usympatisk overklasseperson, læseren eller jeg’et selv. Det bliver nærmest skizofrent på s. 47, hvor verden trænger ind i du’et, der er ved at eksplodere som en håndgranat, og jeg’et udbryder: ”Du er for helvede ikke i flertal!”

København

”…de griner begge to, mens de slår og sparker Heinrich, som var han en testdukke. Efter nogle minutter er det ikke sjovt mere. Pludselig standser legen, og som afslutning brækker den ene Heinrichs næse med et enkelt spark. Næseknoglerne knaser. Klaveret tager fat igen. – Nå, siger den ene af dem, før de går. – Det fik vi jo ikke så meget ud af. Skal vi skride? – Ja, siger den anden endelig, som om han var faldet i staver. – Ja, lad os det.”
"København", s. 28-29.

Novellesamlingen ”København” fra 2004 panorerer fra Rådhuspladsen over Nørreport Station til rækkehuse i anonyme forstæder. Undervejs foretager Katrine Marie Guldager punktnedslag i byen, hvor otte ud af de 11 noveller begynder, når novellens hovedperson er midt i en bevægelse. Men personerne bevæger sig forbi hinanden, både fysisk og mentalt, og formår ikke at se andre end sig selv. Novellerne udgør et net af historier, og én novelles hovedperson kan være biperson i en anden. ”København” bliver til et spændingsfelt eller mikrokaos af tilfældige sammentræf og forbindelser, således at personerne uvægerligt påvirker hinandens liv, men på samme tid trækker sig ind i deres egen isolation. Det resulterer i, at københavnerne indhylles i fremmedgørelse og ligegyldighed.

Sarkasmen er tydelig i novellen ”Nørreport”, hvor den selvoptagede overklassekvinde Bitten ser sit spejlbillede i et butiksvindue, og tilfreds med sit udseende smiler hun til sig selv. I samme øjeblik træder en pige ind i feltet mellem Bitten og spejlbilledet, men pigen ”misforstod situationen og smilede tilbage.” (s. 14). Et smil til en fremmed er således kun resultatet af en misforståelse, og kulden breder sig til de resterende noveller. Novellen ”Stengade” er dog en klar undtagelse. Denne novelle beskriver et nært kærligheds- og afhængighedsforhold mellem ægteparret Anne og Niklas, som begge formår at vise og føle omsorg for fremmede. Det er dog ironisk, at denne novelle er den eneste, som skildrer følelsesmæssigt nærvær, for den handler om et konkret fravær, idet Anne er bortrejst.

25017153

Menneskene i ”København” er i gang med helt almindelige hverdagsgøremål, når det uventede sker, dét som vender op og ned på deres liv. Den alvidende fortæller dømmer ikke personerne, men lader deres handlinger og tanker tale for sig selv. Det er således op til læseren at lægge mærke til den selvfølgelighed, hvormed en af personerne er utro, og den ligegyldighed, hans kone udviser i den forbindelse, eller med hvilken kynisme nogle indbrudstyve slår en gammel kvinde ihjel og gennembanker hendes søn (jævnfør citatet i boksen).

Lars Bukdahl forklarer, at Guldager på to punkter adskiller sig fra den meget stramme minimalisme, fordi hun gør brug af skiftende synsvinkler (Lars Bukdahl: En tand til. Weekendavisen, 2004-01-16). Det sker blandt andet i novellen ”Blomster”, hvor hun skaber ”lynende pludselige poetiske, billedsproglige indslag”, f.eks. når bardamen Lizzie beskrives som ”en glaskugle, der er gået i stykker”. Et andet af Bukdahls eksempler på, at prosaen bliver poetisk, er, når Guldager skaber en dobbeltbevægelse mellem lys og mørke: ”Manden fra Rådhuspladsen var omsider ved at nå op ad stentrappen, og da han stod og svajede på det næstsidste trin, lukkede pigen øjnene, som genskabte hun dermed det mørke rum, den hærgede mand var ved at trække sig ud af.” (i ”En Skilsmissehistorie” s. 79).

Citatet er typisk for ”København”, dels fordi det rummer en filmisk effekt i kraft af den voldsomme krydsklipning mellem personerne, og dels i kraft af fortællingens fokus på den ydre handling frem for indre refleksioner. Dermed viger det indre følelsesmæssige og moralske liv til fordel for den hårde facade. Hårdheden og ensomheden i København var også Guldagers inspiration, da hun skrev ”København”: ”I storbyen kan man godt få denne uhyggelige fornemmelse af at være alene, selv om man er blandt mange andre mennesker.” (Carsten Andersen: Forfattere i forhør; ”Katrine, jeg kan naturligvis ikke love dig noget ...”. Politiken, 2006-07-02).

Kilimanjaro

”– Sebastian! udbrød hun og fik tårer i øjnene. Da han kom ind i huset, gjorde hun det, Sebastian altid havde hadet: Hun omfavnede ham. Hun tog hans arme og tvang ham til at lægge dem om sig. Han sagde: – Så, så, mor. Så undskyldte han sig med, at han skulle på toilettet.”
"Hjemkomst", s. 10 i "Kilimanjaro".

I 2005 udkom Katrine Marie Guldagers novellesamling ”Kilimanjaro”, der på mange måder minder om ”København”. Den starter med et K, er lille, sort og kompakt og består af 11 noveller. Mange af novellerne foregår igen i København, men fire af dem foregår i Afrika, som der yderligt refereres til i flere af de andre noveller, og heri består den første store forskel mellem de to novellesamlinger.

Ligesom i ”København” krydses de forskellige menneskers liv i ”Kilimanjaro”, men nu sker det også i en stor skala, mellem København/Vesten og Dar Es Salaam i Afrika/den Tredje Verden. Her er en genkomst af globaliseringstemaet, som blev lyrisk behandlet i ”Ankomst, Husumgade”. De tilsyneladende tilfældige linjer, som diskret trækkes mellem novellerne, skal på én gang påpege fremmedgørelsen og isolationen menneskene imellem, og på den anden side vise, hvorledes de alligevel er forbundne. Især forholdene mellem sorte og hvide bliver symptomatiske for relationen mellem Danmark og Afrika.

25890116

Det sker for eksempel i novellen ”Dreng i Dar Es Salaam”, hvor den sorte tjenestepige Bees liv er en tragedie, for hendes eksmand har, med loven i ryggen, taget deres søn, selvom han er ligeglad med ham. Bees familie har slået hånden af hende, og hun føler sig tvunget til at have sex med sin ekssvoger, fordi han lover at ville hjælpe hende med at få sønnen igen. Det gør han bare ikke. Sceneskift: i de hvide arbejdsgiveres stue er overklassekvinden utilfreds med, at Bee aldrig har en mening om hendes middagsselskaber! Her stilles to vidt forskellige virkeligheder op imod hinanden, og ved siden af Bees liv fremstår den vestlige livsstil i Afrika som dekadent og ligegyldig. Novellen er eksemplarisk i sin modstilling af hårdhed og sårbarhed, ligegyldighed og længsel, som gennemløber de andre noveller i ”Kilimanjaro”.

I ”Kilimanjaro” efterlader den samtidige afvisning og tiltrækning menneskene imellem dem i et vakuum, hvor tomhed, ensomhed og angst lurer. Dette tema holdes dog i ave af den konstante bevægelse i novellerne, trafikken i og mellem Afrika og Danmark.

Fortælleren gengiver nøgternt den ydre handling, men dykker stedvist ind under huden på personerne og følger deres tanker. Stemmen er ikke helt så dæmpet og underspillet som i ”København”. Det væsentlige står både på og mellem linjerne, og nogle gange kommer der små lynnedslag af poesi: ”Det var, som om de opholdt sig inde i deres fars hjerne.” (s. 13). I ”Kilimanjaro” er der også indlejret en vis mystik, som efterlader novellerne med løse ender.

En plads i historien

”Den unge mand, der ledte efter den modstandsmand, der havde slået hans farfar ihjel, havde ikke i sinde at give op. Hvis ikke Peter Fischer ville tale med ham, havde han sikkert slægtninge, der ville. Den unge mand havde tilbragt hele formiddagen med at skyde lerduer i Københavns Flugtskytte Klub. Han nød at skyde. Han nød at se den orange lerdue splintres i tusind stumper.”
”En plads i historien”, s. 119.

I sin roman fra 2008, ”En plads i historien”, tager Katrine Marie Guldager livtag med både historiske og almengyldige temaer. I en fortælling centreret om Peter Fischer og hans brogede familie løftes sløret for den stikkerlikvidering, Peter Fischer udførte under Anden Verdenskrig og ikke mindst de konsekvenser, dette drab har haft for personer i flere generationer efter ham.

Romanen foregår i København lige efter årtusindeskiftet, og man følger på skift de forskellige medlemmer i den store Fischer-familie. Den ældste generation består af Peter og hans to svigerinder Else og Charlotte, der hhv. krampagtigt holder sammen på familien og forsøger at passe sig selv. Næste generation består af ministeren Jørgen og hans subsistensløse bror Benny og af de meget forskellige søstre Henny og Birgitte. Yngste generation er lille Christian og teenagerne Sebastian og Emma. Alle har deres egne motiver for at opføre sig over for deres familie, som de gør, og på trods af en fælles modvilje møder de fuldtalligt op til de traditionsrige fødselsdage, der sjældent er særligt hyggelige. Men ”familien er jo det bedste og mest ærlige, vi har”, som den underliggende ræson lyder. Det er ikke overraskende en sandhed med modifikationer.

27230962

Et barnebarn til den myrdede stikker har ikke forsonet sig med fortiden og ønsker at få en forklaring fra morderens familie. Efterhånden som familiemedlemmerne dør, vokser hans desperation og hævntørst, og romanen får en dramatisk drejning på hans foranledning.

Romanens alvidende fortæller kender karaktererne, deres bevæggrunde og de drifter og drømme, de ikke selv har sat ord på. ”En plads i historien” har en psykoanalytisk tilgang til sin menneskeforståelse og sin fortløbende diskussion af, hvad et menneskes personlighed er gjort af. Spørgsmålet, om identiteten har en kerne og om, hvordan denne kerne udvikler og forandrer sig, løber som en understrøm gennem romanen. De mellemmenneskelige relationer er i fokus, lige som det enkelte menneskes selvudvikling og livslange proces med at lære sig selv at kende er det. Historiske begivenheder, familiens snærende bånd og individets behov for at bryde ud af disse spiller op til hinanden i ”En plads i historien”, der både på personligt, familiært og samfundsmæssigt niveau spørger, hvad der skal til, for at man opnår ja, en plads i historien.

Nu er vi så her

”- Jeg ved ikke, hvor godt du kan huske din mormor, men det var aldrig let med hende, det var det ikke. Hun var misundelig på os børn, og det skal du vide. Hun kunne aldrig give én en gave uden at føle, at der gik noget af hende. Forstår du? Det var ikke nogen rar tilstand at være i som barn.”
”Familiebesøg”, ”Nu er vi så her” s. 96.

Katrine Marie Guldagers seneste novellesamling, ”Nu er vi så her” fra 2009, er en undersøgelse af familierelationer i alle tænkelige konstellationer. De 18 korte tekststykker kredser mestendels om, hvordan det enkelte individ passer ind i sine slægtskaber, eller – oftere – ikke passer ind i de sammenhænge, der er givet af blodet.

Et tilbagevendende tema er forældre, der har så travlt med at realisere sig selv, at de overser deres børn og glemmer at vise dem respekt. I samlingens første novelle ”Voksne mennesker kan godt tale om sex” er en mor så forhippet på at retfærdiggøre sine egenrådige handlinger, at datteren tages som gidsel i situationen. Moderen fornemmer ikke, at datteren er tydeligt utilpas ved det hele: hun skal bare have aflad for fortidens svigt og renset sin egen dårlige samvittighed. Titelnovellen stiller spørgsmålene, om det overhovedet er muligt at gøre tingene anderledes, end ens forældre gjorde det. Om man er determineret til at handle på en bestemt måde ud fra ens opvækst. Om bindingen mellem forældre og børn er så stærk, som man skulle (eller gerne ville) tro. I novellen ”Sæson for hummere” vælger en adoptivsøn aktivt at bryde med sin adoptivfamilie, da han føler sig fremmed og fanget i den.

27662323

”Nu er vi så her” fortæller om alle mulige familiesammenhænge på kryds og tværs af generationer, af ægteskaber, blod og ikke-blod. De fleste af familierne er temmelig dysfunktionelle og klarer ikke at gennemføre de mest simple aktiviteter uden at mindst én part føler sig udenfor, forsmået eller uelsket. Alle har vanskeligt ved at tale om tingene, og den manglende kommunikation udfordrer forholdene. Det svære opstår særligt i de relationer, hvor det er på forhånd givet, at der skal være kærlighed mellem mennesker, og det viser sig, at der ikke er det.

Samlingen er også et opgør med de familieeksperimenter, som 68’er-generationen gjorde sig. Står det til disse noveller, er det ikke lykken at have en mor, der pludselig skal til Indien og realisere sig selv. Det er til gengæld lykken at have en mor, der ser, opmuntrer og respekterer en. I Katrine Marie Guldagers univers er den slags forældre bare ikke særlig typiske.

Ulven

”Ægteparret på Marievej levede stadig, som om ulven ikke længere eksisterede, og det gjorde den måske heller ikke. I hvert fald er det lidt af et under, at den overlevede i så mange år uden hverken vådt eller tørt. Forsvinder en ulv, blot fordi man ignorerer den? Mange ville uden tøven svare ja. Mange ville sige: En ulv, man ikke taler om, eksisterer ikke. Alligevel har ulven endnu ikke forladt denne historie.”
”Ulven”, s. 252.

I Katrine Marie Guldagers roman ”Ulven” fra 2010 bruger hun igen historisk stof sideløbende med personlige fortællinger. Rammen er denne gang sat til Køge i årene omkring Anden Verdenskrig, og i lyset af krigen følger vi en families udvikling gennem flere generationer.

På bogens første linjer anslås konflikt og hovedtema: Den alvidende fortæller beretter, at Leonora vil slå sin bror Henry ihjel, og at Leonoras mor langsomt vil udvikle sig til en ulv. Der er altså tale om en slægtshistorie med bibelmotiver, antydninger af psykologiske fortrængninger i skikkelse af farlige dyr og en fortæller, der kan gribe både frem og tilbage i historien for at få det hele med.

Først hører vi om, hvordan Leonoras forældre mødte hinanden (var det skæbnen eller blot en tilfældighed?), siden om Leonoras fars søstre frk. Lys og frk. Mørke, om Leonoras bedsteforældre og en masse udenomsægteskabelig flirten på torvet i Køge. Leonora, Henry og lillebror Ib fødes i huset på Marievej, og morens ulv flytter ind i sit bur på loftet. Mens krigen skrider frem, går familielivet sin skæve gang, hvor alle har deres at slås med.

28438125

Oftest i form af den ondskab og det mørke, der har indtaget de fleste af karaktererne, og som er en tematisk ramme for romanen. Livet er efter alt at dømme en kamp mellem sort og hvidt, mellem liv og død, mellem godt og ondt. En anden kamp, der udkæmpes, er den kropslige kamp mellem begær, drift og undertrykkelse af samme. Tro, religion og skolelærerindens ’praktiske kristendom’ er et modspil til kunsten, der fungerer som et åndeligt frirum fra familien.

”Ulven” tager fat på mange af de samme emner, som Guldager tidligere i forfatterskabet har berørt – opdragelse, familielivets snærende bånd, konflikt mellem erkendte og uerkendte følelser – men denne gang tilføres det en overnaturlig dimension: En engel falder ned i en baggård, en indre dæmon manifesterer sig som en ulv i et bur, og de døde vender tilbage som sorte fugle i den virkelige verden. Fordi karaktererne ikke undrer sig over fænomenerne, accepterer man dem som læser. Fortællerens indbrud om, hvad den ene og den anden slags læser mon ville tænke her, gør fortællergrebene synlige uden at det forekommer påtrængende.

Lille hjerte

”Men jeg er sikker på, at der kommer en dag, hvor kvinder vil være frie. Hvor kvinder siger: Vi vil også have noget ud af livet! Vi vil ikke bare gå og slave for en mand! Tror du ikke? Der kommer en tid, hvor det vil vise sig, at du har været dét, man kalder en foregangskvinde!”
”Lille hjerte”, s. 86.

Som en selvstændig fortsættelse til ”Ulven” udkom Katrine Marie Guldagers roman ”Lille hjerte” i 2012. Den tager sin begyndelse fire år efter, ”Ulven” sluttede og følger den samme familie i Køge med Lilly, Peter og børnene Leonora, Henry og Lille-Ib. En dag tager Lilly resolut Lille-Ib under armen og flytter til København, dels for at forfølge sin forelskelse i Ib Berthelsen, dels for at udleve sine kunstnerdrømme og skifte miljø fra det provinsielle Køge til storbyens gallerier. Hun flytter ind hos Ib Berthelsen og introduceres til de finere kunstnerkredse, men må erkende, at hverken kærligheden eller kunsten var, som hun havde drømt om.

29175217

Hjemme i Køge er Peter ulykkelig og alene med Leonora og Henry, indtil hans nye sekretær Ella flytter ind med sine to børn. Både Peter og Lilly har i deres nye kærlighedsforhold rester af gammel kærlighed med, og det viser sig, at kærligheden mellem Peter og Lilly ikke er helt død. Eller er det deres fælles kærlighed til deres børn, der binder dem sammen? Eller forestillingen om det lykkelige familieliv? Lilly er i vildrede med sine følelser, men formår dog som den eneste på sin tid at tage dem alvorligt og følge dem uden skelen til omgivelsernes foragt og konventioner. Hun bliver en foregangskvinde for den selvrealiserende generation, der kommer efter hende.

Gennem Lilly og Peters syn på hende præsenterer fortælleren forskellige holdninger til kvindens rolle og ansvar over for familien. Hvor Lilly rejser fra sine børn for at realisere sig selv og blive lykkelig som kvinde og kunstner, mener Peter – og resten af samfundet – at en kvinde skal blive hos sin familie for børnenes skyld. ”Lille hjerte” diskuterer konsekvenserne for skilsmissebørn, der må leve skiftevis uden en mor og en far. Men som Leonora erkender i bogen: ”det eneste, der var værre end at have en mor, der var rejst sin vej, var at have en mor, der var sammen med én mod sin vilje.” (s. 203.) Der er ikke noget facit på skismaet mellem at være mor, kvinde og kunstner, men der er en holdning til, at børn skal vokse op i en familie og at forældre skal påtage sig det ansvar, det er at få børn, selvom det kan betyde, at de må give afkald på egne drømme og længsler.

Den ny tid

”Verden var ny, og den person, der i 1967 kom svajende ned ad Kronprinsessegade iført en persianerswagger, (…) var ikke bare ny for den bebrillede psykologistuderende til Love-in i Kongens Have, som han netop havde købt et lille lager blå lsd-kapsler af, manden var på forunderlig vis, og ved den store histories mellemkomst, også ny for sig selv.”
”Den ny tid”, s. 5-6.

I 2013 udgav Katrine Marie Guldager den tredje roman i den familiekrønike, der begyndte med ”Ulven” (2010) og ”Lille hjerte” (2012). ”Den ny tid” foregår i 1967 og følger karaktererne fra de foregående romaner. Lilly bor stadig i Bredgade i København med Ib Bertelsen og Lille-Ib, der i mellemtiden er blevet en ung mand. Den forladte og forsmåede Peter bor i Køge og kan ikke holde op med at drømme om Lilly. Deres datter Leonora lever i et halvkedeligt, barnløst ægteskab med Klaus, mens sønnen Henry er fuldt optaget af den nye tid.

1967 er et skelsår i København og i verden. De unge eksperimenterer med hash og lsd, gruppesex og kollektiver og gør grundigt op med stivnede former og konformiteter. Nye bevidsthedsrum og samlivsformer afprøves, og for Henry, hans kæreste Helle og deres bofæller er kærlighed svaret på alle spørgsmål.

29941335

Den ulv, der har hjemsøgt Lilly siden hendes bryllupsnat, viser sig at have flyttet med til København, hvor den lusker rundt i byens parker, når den ikke ligefrem opsøger Lilly i hendes lejlighed. Hun slås modigt med den, men forgæves: Den føder fire unger, og grundangsten kan dermed leve videre i de næste generationer. Den ny tids løsen er, at man bare skal give slip, men karaktererne er alle formet af og fastlåst i deres liv, som om skæbnen er beseglet. Særligt til den stort anlagte 50-årsfødselsdag, som Peter insisterer på at holde for Lilly, ses et imponerende opbud af tilbageholdte følelser og sociale overenskomster.

I tilbageblik hører vi om Leonoras tid som køkkenpige på børnehjemmet Langagergård, som hun i et anfald af retfærdighed over for de forældreløse drenge brændte af som 13-årig. Det har sat sig spor i hende og tilføjer med de rystende beskrivelser af drengenes usle kår en samfundsmæssig alvor til de familiære genvordigheder.

Ved at foregribe handlingen og kommentere karakterernes tanker er fortælleren både helt nærværende til stede i handlingen og distanceret fra den i tid og rum. Det giver et overblik over de indbyrdes forhold og periodens samfundsomvæltninger og fungerer som et lidt moraliserende blik på tidens tendenser.

Som de tidligere bøger i serien – og i forfatterskabet – er også denne en afsøgning af, hvad familien og i større forstand kærligheden kan rumme. Hvor mange løgne og hvor meget svigt kan et menneske holde til?

Peters død

”- Øvelsen begynder med, at vi slapper af hver for sig på gulvet. Vi ligger bare, som vi vil, hvor vi vil. Vi lukker øjnene og sætter en lille smule lyd på vores udånding, således at vi kan høre hinanden, orientere os i rummet. Efterhånden bevæger vi os ind mod midten af rummet, vi mødes i en slangerede, i en stor bunke kroppe, der blødt glider hen over og ind mellem hinanden. Lyder det ikke dejligt?”
”Peters død”, s. 61.

Fjerde bind i Katrine Marie Guldagers Køgetrilogi udkom i 2014 med titlen – og temaet – ”Peters død”. Den forsmåede og ulykkelige patriark Peter dør i bogens begyndelse, og romanen er en afsøgning af, hvad sorg og tab gør ved mennesker og på hvor mange måder, mennesker kan sørge. Det viser sig, at man i høj grad kan ikke-sørge, altså skubbe følelserne væk, ned i den fugtige kælder, der gentagne gange bruges som billede på det sted, hvor de uvelkomne, upassende og uerkendte følelser bugseres hen. Fortælleren understreger, at sorg er det, der binder folk sammen, da det er et fælles vilkår, at vi alle skal miste vores forældre, hinanden, vores børn.

Peters datter Leonora er tynget af sorg over faderens død og over sin ufrivillige barnløshed. Sønnen Henry er flyttet i kollektiv med sin gravide kæreste Birgitte og deres søn Thomas, og ekskonen Lilly bliver forladt af Ib Berthelsen og tvinges til at tage stilling til sit liv. Livet i Henrys nystartede kollektiv beskrives udførligt med plenumdiskussioner om fælles børn, gruppesex og bevidsthedsudvidende kropsøvelser. Beboernes hverdag, tøj og mad er detaljeret beskrevet og giver et klart billede af dagliglivet i det, der optræder som et af landets første kollektiver.

51206134

Der er forskel på at bo i Køge, hvor sladderen render, i en stille lejlighed i Bredgade og i et revolutionært kollektiv i Hellerup. Alle nuancer af familie- og boformer vises frem, og det kommer endda forbi det skumle Vesterbro, hvortil Henry flygter, da Birgitte erklærer sig for lesbisk og smider ham ud af ægtesengen. På Vesterbro møder Henry sin tidligere flamme Helle, og det bliver begyndelsen til en storslået nedtur.

De indbyrdes familieforhold mellem Leonora, Henry, Lilly og Peters mangeårige 'veninde' Ella positioneres til det ekstreme, da deres fælles reference dør. Hvem er de nu over for hinanden? Er Peter stadig børnenes far? Kan de slå en streg over de forgange års stridigheder? Alle håber de, at de efter Peters død kan begynde på en frisk, men årtiers had og svigt er ikke lige til at komme over.

Fortælleren fylder også i denne roman meget og kaster lys frem i historien. Allerede her i 1972 bedyres f.eks., at Henrys lille datter Tine er tæt forbundet med havet og vil møde en voldsom flodbølge i Thailand 32 år senere.

Bror og søster

”Først nu forstod hun, at frihedens gave var netop den, hun oplevede nu. At hun kunne ligge i et telt uden at være genstand for nogens begærende blikke. Hun tænkte: Jeg er her ikke for nogens skyld, jeg er her for min egen skyld. Og så slog det hende: Var det dét, kvindefrigørelsen var?”
”Bror og søster”, s. 147.

I 2015 udgav Katrine Marie Guldager femte bind i sin Køgekrønike. Den har titlen ”Bror og søster”, der også er tema for romanen.

Henry er kommet ud af fængslet, efter at han i slutningen af ”Peters død” slog en mand ihjel. Nu skal han finde fodfæste i tilværelsen, men det viser sig temmelig vanskeligt. Udover at han skal sone med sig selv, skal han bevise sin renhed over for familie og venner. I kollektivet har de besluttet, at han ikke må flytte ind, og da han har fortalt Leonora, at han først fik og siden mistede deres fars opsparing på 50.000 kr., vil hun heller ikke vide af ham. Først da han møder den imødekommende og varme Sally, føler han sig igen set og elsket.

Leonora er endelig blevet velsignet med et barn, og hendes største kval er, at hun sender lille Maria i børnehave for selv at have tid til at male. Efter sin fars død har hun oplevet en besættende kunstnerisk trang, og man forstår, at det i 1976 ikke var velset at institutionalisere sit barn for at realisere sig selv.

51735706

Deres mor Lilly bor alene i en toværelses lejlighed og møder en dag den amerikanske indianer Black Hawk. Deres fælles sjælerejse udmønter sig i, at ulven forlader hende, og hun er fri for første gang siden sin bryllupsnat. Det betyder også, at ulven er på fri fod, og ikke overraskende følger den efter hende til Køge, hvor den skamferer Leonora og tager bolig i Henrys krop.

Året er 1976, og tidsbilledet står i skarpe farver. Leonora er med sin veninde Nina på emanciperet kvindelejr, og i kollektivet diskuterer de, hvorvidt kapitalismen er årsag til mænds magtfulde dominans i sexlivet. Den rummelighed, kollektivet og det frigjorte menneske forventer af sig selv, halter dog ofte, når det kommer til stykket. Familien er arnested for identitet og socialisering, og som romanserien skrider frem, blotlægges et udvalg af de uundgåelige familiære sorger og glæder. Enhver familie er ulykkelig og lykkelig, hedder det.

Som de foregående bind handler ”Bror og søster” om skyld, skam og egoisme og italesætter forholdet mellem individ og fællesskab – her som familie, kollektiv og samfund. Hvor går den enkeltes grænser, og hvem bestemmer, hvornår de må overskrides? Kernefamilien er udfordret, men det er ikke klart, hvad der skal stå i stedet.

Ilden

”Langsomt løfter solen sig op over denne fortælling, over denne by, vi allerede kender, en by, der ligger på Sjællands østside og hedder Køge. En by, der lige som alle andre byer ligger i morgenmulmet og venter på at blive til, venter på solens komme. Endnu er det mørkt. Endnu er solen beskæftiget med andre ting.”

”Ilden”, s. 7.

Sjette og sidste bind i Katrine Marie Guldagers Køge-krønike udkom i 2016 med titlen ”Ilden”, hvilket er et centralt billede i romanen: Hvilken ild brænder i dig og vil den fortære dig?

”Ilden” har Leonora som sin primære karakter, og hun bliver sat på prøve af både sin bror Henry og sin mor Lilly, der splittede familien ad, da hun i sin iver efter at realisere sin kunstnerdrøm forlod børn og mand på Marievej i Køge, mens børnene var små. Henry og Lilly gør alt, hvad de kan, for at få samlet familien, inden det er for sent, men Leonora har fået nok af sin egoistiske bror og egenrådige mor, så hun forsøger at opretholde en distance til de to.

Leonora har gang i sin kunstnerkarriere og sælger alt, hvad hun udstiller, men en dag går det galt: Den ulv, hun netop har malet, springer ud af lærredet og skambider hende. Den ulv, som Lilly fostrede på sin bryllupsnat, lever i familien endnu, manifesteret i angst og senere en depression, der lægger Leonora ned.

Det psykoanalytiske perspektiv er udtalt også i denne roman, og de psykologiske udlægninger af, hvordan man som forældre påfører sine børn smerte, uanset hvor godt man gør det, forekommer næsten som en apologi for alle de forældre, der har fejlet.

52527910

Indfølende er skildringerne af Leonoras drømmende datter Karen Margrethe, der skriver historier. Hun indleder romanen i et H.C. Andersensk tableau, hvor køkkenskabets glas taler sammen, og hvor det fine håndlavede glas ”købt af det svenske hof” truer med at kaste sig ud over kanten, fordi det føler sig udenfor. ”Men vi er alle bare glas,” svarer et af de andre glas.

Den flittigt kommenterende fortæller kaster krasse blikke på kvindekampen, klassekampen og familieeksperimenterne og minder om, at alle frigørende kampe har konsekvenser og avler modbevægelser. Et helt kapitel er viet til de blokader og demonstrationer, den første Schlüterregering mødte som følge af dens nedskæringer på dagpenge, kontanthjælp og boligsikring. Leonoras godmodige mand Klaus er aktiv socialdemokrat og fagforeningsmand, og hans ild brænder netop for politik og solidaritet.

For romanseriens kvinder er livet en lang kamp mellem den opofrende morrolle og en kreativ (outsider)-position som kunstner. Lykken findes ikke alene i nogen af polerne, men måske i erkendelsen af, at livet netop aldrig er perfekt, som der også står i romanen.

En uskyldig familie

”Mens han stod udenfor og ventede med at gå ind i præstegården til gravøl, slog det ham, at han faktisk ikke brød sig om alt dét, hans børn bidrog til verden med. Det slog ham, at hans børn ihærdigt arbejdede på at styrke det, han havde bekæmpet hele sit liv, 1) Kirken og 2) Kapitalismen.”
”En uskyldig familie”, s. 273.
”En uskyldig familie”, s. 273.

På bestilling af filmmanden Peter Ålbæk Jensen har Katrine Marie Guldager skrevet ”En uskyldig familie”, der udkom i 2017.

Romanens handling tager sit afsæt i 1970’ernes Svendborg, hvor det unge par Jytte og Holger flytter ind i en strandvejsvilla og snart får børnene Frederik og Lene. Holger bruger det meste af sin tid med sit biodynamiske landbrug på Drejø, mens den socialt anlagte Lene udfolder sig selv i mødet med naboerne og ikke mindst de lokale mænd. Drengen Frederik er indesluttet og vred, Lene en kuet lillesøster. Senere kommer lillebror Jakob til og vokser op i skyggen af de to store.

I raske spring følger romanen børnenes opvækst med Frederik i centrum. Han uddanner sig i København og bliver en succesfuld finansmand i New York med en fremtrædende stilling hos Goldman Sachs og det jetsetliv, der følger med. Lene bliver præst i Svendborg og gifter sig med den sexhungrende australier Kyle, mens Jakob lukker sig inde i sin lejlighed med computerspil.

52811589

En række sammenbrud og angstanfald fører Frederik hjem til en dyr lejlighed på Langelinie i København. Han møder Birgitte og forsøger at falde til i hendes rige omgangskreds, men uanset penge, damer og succes på jobbet bliver Frederik aldrig rigtig tilfreds. Han har storhedsvanvid og kan næsten ikke overskue sin jordnære, venstreorienterede og ambitionsløse familie. Da Jakob går amok med et baseballbat, og mor Jytte bliver dødeligt kræftsyg, må Frederik vende hjem til Svendborg og se sin familie, sin barndom og sig selv i øjnene.

I højt fortælletempo og med en tydelig fortæller går historien over stok og sten med nedslag i afgørende øjeblikke. En psykoanalytisk tilgang til opvækstens betydning for voksenlivet præger skildringen af familien og i særdeleshed forholdet mellem Jytte og Frederik. Far Holger holder fast i troen på, at både livsstil og økonomi skal være bæredygtigt, og Lene trøster familien med, at den kristne tro fortæller os, at menneskelivet aldrig kan være perfekt. Karakterernes indbyrdes uenigheder udspiller sig mellem kristendom og gudløshed, socialisme og kapitalisme, mellem egoisme og altruisme, sandhed og løgn, og i lighed med Guldagers Køge-krønike er der en kritik af 68’er-generationens grænseløse måde at opdrage børn på – med hovedet fuld af egne behov frem for barnets.

Bjørnen

”Først da det begynder at lysne, falder jeg i søvn. Jeg er kold og mørk og fugtig, og jeg ved ikke, om jeg sover ti minutter eller to timer, men jeg vågner brat ved, at der er noget, der lusker rundt lige ude foran hytten.
Denne gang er jeg sikker.”

”Bjørnen”, s. 100.

Vibse er lige blevet fyret, datteren Laura er flyttet hjemmefra og manden Bent er en idiot. Vibse kører op til familiens hytte i Värmland og håber, at den svenske skovidyl vil give hende lidt ro. Det er afsættet i Katrine Marie Guldagers lille roman ”Bjørnen” fra 2018.

I optegnelser over 11 dage følger man Vibse, der er midt i halvtredserne og lige så vred som hun er sorgfuld. Vred over at være blevet fyret på gymnasiet, vred på sin ingeniørmand Bent (som egentlig hedder Lars, men som hun kalder Bent, når hans hår bliver for langt) over at han er for sød og bundløst ked af det tomrum, deres datter har efterladt. Hun har ikke fortalt nogen, at hun er blevet fyret, og hun bruger ensomheden til at endevende sit liv: Har hun været en dårlig kollega, en dårlig mor og en dårlig kone? Hun kommer frem til et par nye selverkendelser, mens hun går til hånde i huset og laden.

54154313

Da hun først ankommer til det afsidesliggende hus i skoven, ånder alt idyl. Der er ild i kakkelovnen, hun læser digte af Tomas Tranströmer og drikker rom, og der er rigeligt med brændekløvning til at afreagere. Men så kommer stormen, og strømmen går. Vibse savner Bent til at fikse alt det praktiske, hun kæmper for at holde varmen og holde sig i live og begiver sig til sidst ned til den lidt spøjse nabo Johan gennem den sneklædte skov i et par hjemmelavede snesko. Med gigantiske vabler farer hun vild og må søge ly i en backstuga. Det pusler udenfor, og da hun pludselig får øjenkontakt med en brun bjørn, er idyllen for alvor brudt.

I første person nutid bander og svovler Vibse sig gennem de 11 dage i Sverige. Hun er skiftevis rasende og nedtrykt, fortvivlet og stolt, og bliver kun mere ydmyg over for situationen og livet som sådan, som dagene går. Den egenrådighed, hun kom med, veksler til en accept af den afhængighed, hun har af Bent. Hun bruger sin vrede konstruktivt, ”den holder hende varm”, som hun siger, og romanen er en art forsvar for den vrede kvinde, som Guldager også har talt om i interviews. Historisk set har kvinder ikke skullet være vrede, men bløde og eftergivende, og Guldager giver her plads til en kvinde, der reagerer og afreagerer med al vredens energi, magt og kompleksitet. Romanen er skrevet med humor og en spændingsmættet fremdrift, der yder Vibses raseri fuld retfærdighed.

Det samme og noget helt andet

”Men er det virkelig mit barndomshjem, jeg står foran, jeg føler, at jeg er rejst gennem tiden, og så er det så småt, sådan husker jeg det slet ikke, erindringen støder mod virkeligheden med et lille smæld.”
”Det samme og noget helt andet”, s. 326.

Det raseri, læseren blev bekendt med i ”Bjørnen”, er også en central drivkraft i Katrine Marie Guldagers mest autofiktive værk til dato, ”Det samme og noget helt andet” fra 2021 (teksten er 50 % auto, 50 % fiktion, som der står).

Heri følger man i to nutidsspor jegfortælleren: i en tiårsperiode, fra hun som 21-årig mister sin bedste veninde og sin far inden for en uge, til hun som 30-årig har udgivet et par bøger på Gyldendal og er i gang med uddannelse og psykoanalyse. I 20 metarefleksive passager fra august 2019 til juli 2020 funderer den voksne forfatter over, hvorfor hun skriver denne roman: Hvilken nødvendighed byder hende at genbesøge sin egen komplicerede og sorgfulde historie, hvem kan have glæde af at læse dette? Hun kommer frem til, at det er den bog, hun gerne selv ville have læst, da hun som ganske ung for vild i sin egen familie.

38549545

Da fortællerens far dør, åbner det for ustyrlige bevægelser i familien, og pludselig er hverken relationen til hendes mor, søster eller faderens familie til at regne med. Hun føler sig udenfor og misforstået, og trods de enorme sorger, det medfølger, har hun ikke lyst eller mod til at bryde med familien. For spørgsmålet er, hvad en familie er og hvad skal man finde sig i for at være del af den. Romanen er på den måde en undersøgelse af, hvad den kulturelt overleverede forestilling om en familie gør for ens egen familieforståelse.

Undervejs er fortælleren i Cuba og Zambia, hun begynder på Forfatterskolen og på universitetet, og hun opsøger trofast sin psykoanalytiker. Ikke mindst bredsiderne mod de æstetisk selvoptagede forfattertyper er skrevet med høj energi, og fortælleren foreslår, at moral også kan være et litterært kodeks. Stilen er ligefrem, konkret og klar, ligesom fortælletempoet holder et støt niveau. Efter ungdommens kaotiske navigering i tilværelsen er fortælleren som voksen kvinde landet i en traditionel kernefamilie med mand, to børn og hytte i Sverige. Herfra kan hun skue ned over det stof, som måske først var klar til at blive forløst, da forfatteren var dygtig nok.

Birgithe med th

”Jeg går ned ad Strøget, ned mod Kultorvet, og jeg burde helt klart ikke gå ind til centrum en dag, hvor jeg har det sådan her, det er ikke godt, hverken for mig eller samfundet: En af os kunne komme slemt til skade.”
Birgithe med th, s. 21.

I romanen ”Birgithe med th” følger vi den nogen-og-halvtredsårige skolelærer og mor til tre, Birgithe. Hun har netop begravet sin mor og står nu midt i at skulle tømme barndomshjemmet, hvor hun og søsteren Lea er vokset op alene med moren. Romanens handling spænder over 12 dage, hvor Birgithe flytter ind i huset og skiftevis raser og sørger, alt imens hun tømmer kælderrum og skunke.

135176877

Birgithe er et menneske, der tror på omsorg, anstændighed og medmenneskelighed, og som derfor let forarges, når hun er vidne til hvad hun opfatter som mangel på samme. Hun rager uklar på jobbet, retter på unge mennesker i køen i supermarkedet og støder ofte mennesker omkring sig. Birgithe er nemlig ikke typen, der vender ryggen til, når hun oplever uretfærdighed – hun siger sin mening – også når den er uønsket eller ubekvem. Vi får i løbet af de tolv dage indblik i Birgithe og Leas barndom med en mor, der hellere ville være veninde end mor, hvilket gjorde Birgithe til den voksne i familien og som har ført til et kompliceret forhold med Lea, der som en konsekvens har følt sig udelukket og mislykket. Romanen er kort og stramt komponeret med meget dialog – både indre og ydre. Den er skrevet i en humoristisk tone med en underliggende alvor. Gennem sin hovedperson giver romanen en karakteristik af det moderne samfund – et samfund, hvor man giver urolige elever ”skolepillen” (ADHD-medicin) og hvor man har vænnet sig til at gå forbi hjemløse på gaden. Ligesom Vibeke i ”Bjørnen”, opholder Birgithe sig i selvvalgt isolation fra familien, hvor hun gennemlever en livskrise. Begge romaner er del af en planlagt serie på fire bøger med kvindelige hovedpersoner, der får lov at give udtryk for deres følelser, også den ellers ofte undertrykte følelse: vrede.

Andre udgivelser

Siden debuten i 1994 har Katrine Marie Guldager konstant udviklet sit forfatterskab. Hun har overrasket anmelderne, hver gang hun har udgivet en bog, og er bl.a. blevet kaldt ‘formkamæleonen’.

Hørespillet ”Rejsen til Kicdolqimikk” fra 2002 minder om et læsedrama med fortællerstemme og drømmesekvenser og kan dermed betegnes som en genrehybrid. Værket handler om en togrejse til det mystiske Kicdolqimikk. Ved ankomsten skal passagererne interviewes, og hvis de er for normale, får de ikke adgang til det forjættede Kicdolqimikk. Hørespillet er absurd i sit ‘setup’, men ligefrem i samtalerne om store emner som samfundsforhold, politik og identitet.

Børnebogsgenren var det næste felt, Guldager udforskede, og det bl.a. med den omfattende serie om ”Frøken Ignora i Vandtårnet” fra 2002-2019, ”Petrine Petruskas ABC” fra 2004 samt de seks bøger om Peter Prik (2009-11).

I 2003 udgav Guldager fire noveller i samlingen ”Konflikt i Familien”.

Udover de skønlitterære værker har Katrine Marie Guldager udgivet bogen ”Lysgrænsen” (2007), der er en beretning om forfatterens ni år i psykoanalyse.

Genrer og tematikker

Katrine Marie Guldager har forladt lyrikken fra forfatterskabets første del til fordel for prosa, hvilket har indebåret genrehybrider som den prosaiske (firkantede) form i digtene i ”Styrt” og de lyriske elementer i ”København” og ”Kilimanjaro”. Denne bevægelse væk fra faste former peger på en postmoderne æstetik, og Guldagers brug af humor – især i form af ironi og sarkasme – understøtter dette yderligere.

Selv om forfatterskabet spænder vidt, er der mange røde tråde at finde. Stilistisk kan man pege på den centrumløse bevægelse som et gennemgående træk: I digtsamlingerne finder man hektisk bevægelse inden for de enkelte digte, understøttet af den sproglige opbygning og brugen af kolon. Novellesamlingen ”København” består af et net af bevægelser rundt i byen, og ”Kilimanjaro” zapper mellem Danmark og Afrika. Et andet stilistisk element er brugen af helt konkrete ting i teksterne, og især digtsamlingerne er fyldt med ting som brødmaskiner, en solsort og en bananpalme. På den anden side af årtusindskiftet bruger Guldager ofte tingene som sociale markører: I ”Ankomst, Husumgade” får vi for eksempel indirekte at vide, at det er overklassen, det drejer sig om, når personerne sættes i forbindelse med bilmærket Alfa Romeo, en avis og en fletstol.

Gennemgående temaer er Afrika og mere overordnet globaliseringen og dens etiske implikationer. Fremmedgørelse er et lige så vigtigt motiv, og den findes i alle afskygninger, især i principielt nære relationer, såsom familien. Dette udfoldes detaljeret og personligt i romanen ”Det samme og noget helt andet”.

‘Medmennesket’ er også et vigtigt tema, når Guldager udstiller, hvorledes de rige er ligeglade med de fattige, og hvordan mænd køber prostituerede – heriblandt børn – men forsøger at undgå moralske tømmermænd. I begyndelsen af forfatterskabet er der enkelte glimt af kærlighed som en formildende faktor, men kærlighed bliver mere og mere fortrængt af ensomhed og sjælelig forråelse, jo nyere udgivelserne er.

I de senere udgivelser er familien og individets forhold til det familiære fællesskab helt central. Både i kronikker og i Køge-krøniken italesætter Guldager en klar holdning til skilsmisser. Med børnenes tarv for øje plæderer hun for, at forældre skal blive sammen for at skåne børnene for ”de følelser af splittelse og opbrud, der siden skulle blive så almindelige blandt danske børn,” som der står i ”Lille hjerte” (s. 162.) Forfatterens interesse for psykoanalyse løber som en strøm gennem de skønlitterære værker og er særskilt emne for den psykoanalytiske fortælling i ”Lysgrænsen”. Endelig er forholdet mellem orden og kaos en fællesnævner for hele forfatterskabet. Her holder personerne krampagtigt fast i den tynde skal af orden og civilisation, som omgiver et indre kaos og moralsk forfald.

Beslægtede forfatterskaber

På spørgsmålet om, hvem Katrine Marie Guldager selv har stået i mesterlære hos, svarer hun: ”Jeg har efterabet Dan Turèll, Søren Ulrik Thomsen og Henrik Nordbrandt i digtene. En tømrer opfinder jo heller ikke fænomenet 'hus', hver gang han bygger et”. (Carsten Andersen: Katrine, jeg kan naturligvis ikke love dig noget. Forfattere i forhør, s. 124.) En ting er inspirationen til det tidlige forfatterskabs lyrik. Noget andet er den strømning, der følger det senere forfatterskabs prosaværker. Om det fortæller hun, at hun føler sig som del af en forfattergeneration, der er begyndt at skrive fortællinger, hvor personlige historier kombineres med en interesse for politik, samfund og historie. (Carsten Andersen: Katrine, jeg kan naturligvis ikke love dig noget. Forfattere i forhør, s. 125.) Dette slægtskab breder sig ud til samtidige forfattere som Lars Frost, Kirsten Hammann, Jan Sonnergaard, Merete Pryds Helle, Maja Lee Langvad og mange andre.

Listen over forfattere, der har undersøgt og beskrevet komplicerede familieforhold, er lang. Arvestrid og ufortalte historier er centrum for Vigdis Hjorts ”Arv og miljø” (2017), og i Per Pettersons ”Jeg nægter” (2013) spørger han til, hvad der binder mennesker sammen – og om man kan nægte at være i en relation eller tilgive den, der har såret en. Leonora Christina Skov har i ”Den, der lever stille” (2017) fortalt sin historie om et forældrepar, der vægtede normer højere end datterens lykke – og om det efterfølgende opgør fra datterens side, hvilket først var muligt, da moderen døde.

Bibliografi

Find og lån i bibliotek.dk:
Guldager, Katrine Marie:
Styrt. 1995.

Romaner

Find og lån i bibliotek.dk:
Guldager, Katrine Marie:
Blank. 1996.

Noveller

Find og lån i bibliotek.dk:
Guldager, Katrine Marie:
Konflikt i Familien. 2003.

Hørespil

Find og lån i bibliotek.dk:
Guldager, Katrine Marie:
Rejsen til Kicdolqimikk. 2002.

Erindringer

Find og lån i bibliotek.dk:
Guldager, Katrine Marie:
Lysgrænsen. 2007.

Om forfatteren

Rösing, Lilian Munk:
Katrine Marie Guldager – Fra Rilke til Røv. 1997. Artikel i “Digt – Dikt”, Pequod Press / Forlaget Spring, 1997.
Bukdahl, Lars:
Fodgængerovergang i flammer – et portræt af Katrine Marie Guldager. 1999. Artikel i “Dansk Noter” nr. 1, 1999.
Skyum-Nielsen, Erik:
Det uendeligt fulde kaos – Katrine Marie Guldager og Fragmentet. 2000. Fra bogen “Engle i sneen”. Gyldendal, 2000.
Lyngsø, Niels:
En strittende håndgranat. 2001. Artikel i Politiken, 2001-03-28.
Skyum-Nielsen, Erik:
Dramatik: Motiv fra en drøm. 2002. Artikel i Information, 2002-02-22.
Bukdahl, Lars:
En tand til. 2004. Artikel i Weekendavisen, 2004-01-16.
Winther, Tine Maria:
Katrine Marie Guldager gør regnskabet op med 68’erne. Politiken, 2009-04-18.
Winther, Tine Maria:
Litteraturpris-nomineret: ”De store kollektiver var ikke særlig børnevenlige”. Politiken, 2013-01-24.

Søgning i bibliotek.dk

Find og lån i bibliotek.dk:
Emnesøgning på Katrine Marie Guldager

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Bukdahl, Lars:
“En tand til”. Weekendavisen, 2004-01-16.
Andersen, Carsten:
Katrine, jeg kan naturligvis ikke love dig noget. Forfattere i forhør. Politikens Forlag, 2006.
Andersen, Carsten :
Forfattere i forhør; “Katrine, jeg kan naturligvis ikke love dig noget...”. Interview i Politiken, 2006-07-02.