leonora christine skov
Foto: Politikens forlag

Leonora Christina Skov

stud. mag. Nanna Laudrup Bølling Johansen, iBureauet/Dagbladet Information, 2007. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, 2015 samt i februar 2018, Bureauet.
Top image group
leonora christine skov
Foto: Politikens forlag
Main image
Skov, Leonora Christina
Foto: Mik Eskestad / POLFOTO

Indledning

Aparte psykologiske profiler og et kriminalistisk anslag er fælles for Leonora Christina Skovs romaner, der udfolder menneskelige fortrængningsmekanismer på alle tænkelige måder. Mystiske elskerinder, maskerede identiteter og vildfarent begær går igen i de intrikate værker. Med sit seneste værk ”Den, der lever stille” har hun taget hul på sin egen historie om at springe ud som lesbisk og de konsekvenser, det har haft.

 

 

 

53787452

Blå bog  

Født: 31. maj 1976 i Helsinge nord for Hillerød.

Uddannelse: Magisterkonferens (mag.art.) i litteraturvidenskab og psykologi, Københavns Universitet, 2004.

Debut: Rygsvømmeren. Athene, 2003.

Litteraturpriser: Martha Prisen, 2018. De Gyldne Laurbær, 2018.

Seneste udgivelse: Den, der lever stille. Politiken, 2018. Roman.

 

 

 

 

 

 

Leonora Christina Skov læser op af ”Den, der lever stille”.

Artikel type
voksne

Baggrund

““Du burde vide, at jeg aldrig ville krumme et hår på min datters hoved,” hviskede han hæst, “jeg er ikke noget perverst svin, Clea. Det skal du ikke bryde dig om at antyde igen.””
“Rygsvømmeren", s. 156.

Leonora Christina Skov er født i 1976 og voksede efter eget udsagn op i et prototypisk borgerligt miljø med ligusterhæk og kernefamilieværdier i den lille by Helsinge nord for Hillerød. Denne opvækst skabte senere en modvilje mod normer og rammer for, ”hvad man gør, og hvad man bare ikke gør”, og en kraftig reaktion mod familien Danmarks værdisæt er derfor blevet en vigtig del af Skovs manifestation.

Hendes personlige stil er kendt som skarp og kritisk, hun udfordrer forestillingen om det “normale”, og hun dyrker gerne det grænseoverskridende. I alt, hvad hun foretager sig, taler om og skriver om, er det centrale et opgør med den traditionelle rollefordeling og et forsøg på at finde ind til de ting, man ikke taler om. Dette fremgår også af hendes syn på det at være forfatter. Til Weekendavisen udtalte hun sig således i 2007 om den aktuelle kritik af den såkaldte femikrimis popularitet: “Personligt skal jeg være den sidste til at beklage, at forfattergerningen langt om længe bliver glammet op her til lands, for kors, hvor har man skullet ligne en leverpostejmad rigtig længe, hvis man ville tages seriøst som forfatter. Det har heller ikke været spor okay at udtrykke, at man faktisk gerne vil sælge bøger, og at man har en stor læserskare i tankerne, mens man skriver.” (Leonora Christina Skov: Den fattige digter. Weekendavisen, 2007-06-08).

Denne lyst til at rykke op i folk og sige det, som mange andre ikke lige tør sige – eller vil sige – præger også Skovs skriftlige værker, særligt fremtrædende i den feministiske debatantologi “De røde sko” fra 2002, men heller ikke i sine romaner “Rygsvømmeren” fra 2000, “Champagnepigen” fra 2007, ”Silhuet af en synder” fra 2010, ”Førsteelskeren” fra 2012 og ”Hvor intet bryder vinden” fra 2015 lægger hun fingrene imellem. Der er tale om romaner, hvor det ene tabuiserede emne efter det andet præsenteres for læseren. I den selvbiografiske ”Den, der lever stille” fra 2017 fortæller hun sin egen historie, der samtidig kaster lys tilbage på hendes tidligere romaner.

Leonora Christina Skov bor i dag på Frederiksberg.

De røde sko

“Denne bog er et opgør med alle de vedtagne sandheder, der udgør normen i Danmark. Ikke mindst den vedtagne sandhed om den realiserede ligestilling og om alle vi frie individer, der bare kan vælge noget andet.”
Leonora Christina Skov: “De røde sko”, side 12.

Leonora Christina Skov er kendt som feminist og var både idémager til og redaktør for den feministiske antologi “De røde sko” fra 2002. I det slagfærdige forord “Feminisme nu” indleder Skov med en fri genfortælling af H.C. Andersens eventyr om pigen med de røde sko. Dermed forklares bogens titel, og fundamentet for de øvrige indlæg er skabt. Skovs pointe er, at den moderne feminismes mission er at påpege, at kvinder lever på en falsk illusion, når de i dag tror, de har opnået ligestilling i samfundet. Denne forestilling er imidlertid blot et hjemmestrikket eventyr, i stil med eventyret om de røde sko. I eventyret ønsker pigen sig brændende et par fine røde sko, så hun kan danse, men hun ender med at få en bøddel til at hugge sine fødder af, fordi hun ikke selv kan få skoene af igen og derfor ikke kan holde op med at danse. På samme måde er ligestillingen mellem mænd og kvinder i det danske samfund kun tilsyneladende – uligestillingen er pakket pænt ind som ligestilling, og denne indpakning er ikke sådan lige at slippe af med igen.

23967499

Artiklerne i bogen er skrevet af 30 forskellige yngre forfattere, som med hver deres indfaldsvinkel belyser nutidens manglende ligestilling. Det forholdsvist brede tema gøres jordnært og tilgængeligt i kraft af, at forfatterne gennemgående har valgt ganske dagligdags emner. Et eksempel er Skovs eget indlæg om TV2’s reality program “Popstars”, hvor hun kritiserer tv-mediet for at være medvirkende til at fastholde kvinden i en undertrykt rolle.

Antologien placerer sig i den nyere feministiske tradition, som efter mange års tavshed bragte sig selv på dagsordenen med den svenske antologi “Fisseflokken” fra 1999 og den danske “Nu er det nok. Så er det sagt” fra 2000. Denne nye bølge af feminisme bør imidlertid ikke betragtes som ‘nyfeminisme’ ifølge Leonora Christina Skov: Fænomenet bør nemlig ikke kaldes nyt, når sagen er gammel.

 

 

Rygsvømmeren

“Prøv engang med fortid for sig og nutid for sig. Ikke rodet sammen så ingen fatter, hvad der skete hvornår og mindst af alt dig selv,” hviskede jeg og vidste, der ikke var andet for.”
“Rygsvømmeren”, s. 209.

Leonora Christina Skovs roman “Rygsvømmeren” fra 2000 består af tre dele. I første del ankommer hovedpersonen Coralie til en præstegård, og herfra erindrer hun først og fremmest sin tid med kæresten Kirke. Forholdet er forlist, og Kirke har anbefalet Coralie at tage til præstegården. På præstegården bliver hun lærerinde for de to børn Adam og Alba. Moderen Silke er forsvundet, Alba er stum, og Coralie fornemmer straks, at tingene på præstegården ikke er, som de bør være. Hun opdager snart, at faderen Leonard misbruger og slår datteren Alba.

I del to erindres Coralies tid hos manden Svennie. Denne periode fandt sted umiddelbart inden tiden med Kirke. Svennie er psykisk syg og spærrer kvinder inde i et forsøg på at genskabe en fortidig situation, hvor han misbrugte sin datter Clea. I del tre samles trådene, idet der fokuseres på nutiden på præstegården – og dermed på lille Alba. Af en samtale mellem Coralie og Catherine fremgår det, at Albas forsvundne mor, Silke, i virkeligheden er Kirke. Og pludselig står det klart, at Kirke også er Svennies datter Clea.

Igennem disse tre store historier om Kirke, Clea og Alba, som altså i virkeligheden er én sammenhængende historie, flimrer konstant erindringsbilleder fra Coralies barndom og den grove mishandling, som hun selv blev udsat for af sin far. Til denne periode hører ligeledes hendes store traume omkring papsøsteren Grace, som faderen også misbrugte.

Der er tale om en rammefortælling, hvor præstegården fungerer som den ydre ramme for Coralies konfrontation med sin fortrængte fortid. Bogen er struktureret omkring Coralies nedskrivning af sine erindringer på præstegården, hvor hun med rædsel genkender sine fortidige traumer. Snart er hun ikke i stand til at skelne mellem fortid og nutid, og alt opleves som uendelige gentagelser. Læserens detektivarbejde er omfattende, idet erindringen ikke foregår kronologisk, og da de forskellige faser af hendes liv endda blandes sammen i hendes bevidsthed.

24657477

Leonora Christina Skov har fortalt, at den centrale tematik i “Rygsvømmeren” er, hvordan misbrug – og særligt seksuelt misbrug af børn – påvirker et menneske dybt og indebærer en risiko for aldrig at finde sig selv som individ: “Romanens tema, som har optaget mig længe, er, hvordan krænkelse, vold og undertrykkelse kan forme og præge et menneske uanset køn. Alligevel er der så en kerne indeni – hos nogle – som ikke kan ødelægges.” (Gitte Young: En spire i brandtomten. Kristeligt Dagblad, 2003-05-31). Et stort tema i romanen er i sammenhæng hermed fremmedgørelse og forstillelse. Coralie har igennem hele sit liv haft masker på og indgået i roller alt efter, hvad omgivelserne forventede af hende, og hendes  forstillelse har medført en gennemgribende identitetskrise, som i romanen illustreres i form af et væld af navne. Dette overdrevne navneforbrug er en raffineret måde at illustrere Coralies oplevelse af et virvar af spejlinger og labyrinter inden for og på tværs af de forskellige tidslommer.

Et næsten lyrisk sprog er kendetegnende for “Rygsvømmeren”, hvis skrivemåde gennemgående er drømmeagtigt poetisk med florerende metaforer, der giver en følelse af surrealisme. 

Champagnepigen

““Jeg er så vant til Isaks komplimenter, at jeg må anstrenge mig for at rødme, men journalisten ser slet ikke, hvor godt det lykkes. Hun ser bare direkte på Isak. Løfter det ene bryn.” - “Aha?””
”Champagnepigen”, s. 19.

I Leonora Christina Skovs ”Champagnepigen” fra 2007 lever Linn og Isak Lauretius et tilsyneladende glamourøst liv, som begynder at falme, da journalisten Kate Klarlund kradser i den pæne overflade. Pludselig kommer ubehageligheder som utroskab, børnepornografi, grov udnyttelse af au pair-piger og skolekammerater frem i lyset i den stilfulde lejlighed på Frederiksberg. Linn Lauretius har mange lig i lasten, og da Kate Klarlunds artikel udkommer, begår Linn selvmord sammen med sin søster Britt.

I romanen holdes kortene tæt til kroppen, og en stringent informationsøkonomi kræver, at læseren leger med som detektiv. Plottet er fængende, og sproget er holdt i en let skrivestil præget af scenisk fremstilling og megen dialog.

Romanen benytter krimiformen på den vis, at en suspekt fortid haler ind på hovedpersonen, og en mystisk mordsag indledningsvist nævnes, hvorved den fungerer som teaser under de efterfølgende begivenheder. Først til slut afrundes mordsagen, og det opklares, hvem, der er hvem – og ikke mindst hvem, der er døde. Brugen af krimigenren benyttes imidlertid kun som ydre indpakning, idet romanens indholdsmæssige substans består af et psykologisk drama og ikke på klassisk vis af selve mordgåden.

26737753

I “Champagnepigen” opløses den moralske skillelinje mellem rigtigt og forkert ved, at der i løbet af historien sættes spørgsmålstegn ved den traditionelle rollefordeling mellem “detektiv”, “forbryder” og “offer”. Som udgangspunkt indtager Kate rollen som “detektiven”, der jager “forbryderen” Linn, hvis ofre har været såvel au pair-piger som skolekammerater. Men i og med at Kate på Bali har fået øjnene op for, at også Linn er et offer, og at Kate selv føler sig skyldig i Linns død, er rollerne ikke længere entydige. Denne omvending af krimiens skabeloner afspejles i romanens fortælleform, hvor de to kvinder Linn og Kate deles om at være jeg-fortæller. På den måde sættes historiens skyldsspørgsmål i centrum, og romanen udfordrer den gængse konvention, at detektiv og forbryder spejler sig i hinanden og til sidst ikke ved, hvem, der er den onde, og hvem, der er den gode.

Væsentlige temaer i romanen er bl.a. kvindeligt begær og udnyttelse. Det vrimler med ofre, der først for sent får øjnene op for, at de bliver udnyttet. Titlen “Champagnepigen” peger på et tema om seksuel prostitution, og det indikeres da også, at hovedpersonen Linn tidligere har været ’champagnepige’. Men prostitution består måske ikke nødvendigvis i at sælge sex for penge? Linn og Isak prostituerer sig således i høj grad i forholdet til medierne og stiller villigt deres liv til skue for offentligheden. Selviscenesættelsen driver ned af væggene, hver gang parret er i kontakt med journalisten Kate.

I “Champagnepigen” problematiseres det moderne menneskes identitetsdilemmaer. Brugen af de to jeg-fortællere og den dertilhørende jeg-opløsning er en af bogens måder at illustrere dette på. En anden måde er ved at stille skarpt på Linns selviscenesættelse og forstillelse i forhold til sin omverden og hendes evige brug af masker: Hvad enten hun interagerer med sin mand, sin søster, medierne – eller sig selv.

Førsteelskeren

”Udsender de andre forfattere bøger hvert eller hvert andet år, er de totalt useriøse, og udsender de bøger sjældnere, ligger de tydeligvis på divaneseren på statens regning sammen med jer, men det sidste siger I ikke. For I er selv vanvittigt bange for, at I ikke skriver bøger nok. Der er derfor, I hader forfattere, der er produktive, og hvis produktiviteten ser ud til at falde dem let, hader I dem dobbelt. Hvis de oven i købet er smukke, hader I dem langt ind i helvede.”
”Førsteelskeren”, s. 298.

Leonora Christina Skovs roman fra 2012, ”Førsteelskeren” er en sammensat fortælling om en række mennesker, hvis historier krydser ind over hinanden.

Bogen indledes med et vredt brev fra punkmusikeren Veronica Lake til den fallerede stjerneforfatter Nat Kaminiski. Hun gør ham det klart, at deres forhold er slut, men at hun stadig elsker ham. Samtidig opridser hun den familiehistorie, der skal blive udfoldet gennem romanen. Hendes sidste gave til ham er en historie, han kan skrive om, for han har brugt alle sine egne – og sine venners – historier. Veronicas historie fortælles gennem de breve, som hendes mormor Gina har forfattet til sin datter Lulu under sin årelange indlæggelse på sindssygehospitalet Oringe i Vordingborg. Ginas liv er lidelsesfuldt med en utryg opvækst, et uægte barn og en ægtemand, hun hverken elsker eller respekterer. Han får hende buret inde på statshospitalet i årevis, og hendes familie tror, hun er død.

29541256

I desperation for at finde tilbage til sit litterære drive er Nat Kaminski taget til Berlin, hvor han – uvidende – indlogerer sig i Veronicas døende fars lejlighed. I lufthavnen har han mødt en kvinde, der flytter ind sammen med ham. Hun præsenterer sig som Angelika Ivanova, men smider efterhånden paraderne og indgår et venskab med Nat under sit rigtige navn, Rosa Stockholm. Romanen krydser mellem mormor Ginas breve, Nat og Rosa i Berlin og Veronicas breve til Nat, og som fortællingen skrider frem, falder brikkerne på plads i de mange puslespil.

Nats erkendelse af at have karrieren bag sig kommer til udtryk i et barnligt raseri mod den danske forlagsbranche, forfatterverden, det samlede anmelderkorps og hvem, der ellers har betrådt hans nu slidte sti. I hans alenlange mails hjem til Danmark viser der sig et forsmået og bittert menneske, der har gemt sig i kunsten så længe, at der ikke længere er kontakt med verden. Han har misbrugt venner, familie og kærester til at udgive bøger, og en efter en slår de hånden af ham.

”Førsteelskeren” er en slægtshistorie om svage kvinder, der alligevel besidder styrke, om mennesker på flugt fra deres eget liv, om dyre Balenciaga-tasker og ikke mindst om at være forfatter, litteraturanmelder og kunstner. Lighederne mellem forfatteren og en udførligt beskrevet dagbladsanmelder i romanen er ikke til at tage fejl af. 

Hvor intet bryder vinden

”Få hundrede meter fra dem stod en tynd stålkonstruktion i tre etager med en udvendig, snoet trappe. Glas gjorde det ud for husets svalegange, ydervægge og skillevægge, så man kunne se den bagvedliggende skov lige igennem. Stålkonstruktionen og trappen var præcis samme brune farve som træstammerne, og de gyldne døre, karme og sparsomme træmøbler i værelserne gik så meget i et med landskabet, at Robin først opdagede dem, da hun havde stået og set på huset nogle sekunder. Vægge af glas. Man kunne se direkte ind til hinanden.”
”Hvor intet bryder vinden”, s. 67.

Leonora Christina Skovs roman ”Hvor intet bryder vinden” (2015) har sit kriminalistiske udgangspunkt i rejseskribenten Robin Lee, der sammen med sin kæreste Solomon har base i Addis Abeba i Etiopien. Hun modtager et brev fra en ukendt mand, og da han har afleveret brevet, dør han i trafikken. Brevet bliver afsæt for hendes fortælling, der foregår på den lille ø Stormø udenfor Esbjerg. Hertil er syv danske kunstnere og videnskabsmænd blevet inviteret til en måneds arbejdsophold af en ukendt fond.

Efter at have mødtes på kajen i Esbjerg og set hinanden kritisk an, aner de ved ankomsten til den øde ø noget suspekt ved det hele. De kan ikke komme derfra, der er hverken internet eller mobildækning, og forholdet mellem de syv er afventende. Alle hæger om deres person og hemmeligheder.

Under en løbetur forsvinder pop-up kunstneren Anne en dag sporløst, så den depressive Sofie, senere den nervøst vordende far Kevin, den succesfulde krimiforfatter Joachim og Poul-Erik, hvis kone er terminal kræftpatient. De eneste to overlevende er Robin Lee og dufteksperten Greta, der ikke kan holde hinanden ud. Undervejs afklares deres relationer til den afdøde teenager Marcella Storm, der uden at være til stede binder de syv sammen og bliver deres skæbne.

51704223

Portrætterne er meget tidstypiske og giver samlet set et indtryk af de genvordigheder, moderne mennesker slås med. Selvoptagede og forkælede kunstnertyper, der bedrager og lyver sig gennem tilværelsen, mens de flittigt fortrænger uskønne dele af deres fortid.

Spørgsmålet er, om man kan flygte fra sin fortid, sin historie og sig selv? Eller vil ens historie altid indhente en? I sidste ende er de alle deres egen værste fjende og dommer, og straffen for deres handlinger kommer stærkest fra dem selv.

Personernes afhængighed af internet og bekræftelse på sociale medier er lige så stor som behovet for anerkendelse fra branche og medier, forstår man: Glæden ved at fortælle om en god gerning er tilsyneladende større end at gøre den.

Settingen og handlingen lægger sig op af Agatha Christies klassiske ”En af os er morderen” (1939), hvor ti mennesker befinder sig på en øde ø og dør en efter en. 

Den, der lever stille

”Den rødhårede bibliotekar hilste stadig smilende på mig, og jeg bad ham printe alenlange lister over alle de bøger, der fandtes i alle genrer om selvmord, personlighedsspaltning, blindhed, homoseksualitet, psykoser, prostitution, voldtægt, adoption, incest, forældreløse børn, depression og spiseforstyrrelser.”

”Den, der lever stille”, s. 115.

I 2017 udgav Leonora Christina Skov den selvbiografiske roman ”Den, der lever stille” om at vokse op med et forældrepar, der vægter normen højere end lykken.

Romanen åbner med fortælleren Leonoras mors død, hvilket – forstår man – endelig frisætter hende til at kunne skrive om sin opvækst og sit liv. I lange flashbacks hører man om en opvækst i Helsinge, hvor Christina – som Leonora hed før hun som voksen fik et nyt fornavn – altid har higet efter sine forældres anerkendelse og forsøgt at passe ind i rammerne. Fra de tidlige år har hun forsøgt at forelske sig i drenge, men har ustandseligt tænkt på piger. Da hun som 19-årig flytter til København, åbner en ny verden sig for hende, og hun møder først Ingrid, siden Annette, som hun senere gifter sig med. Som 21-årig springer hun ud som lesbisk, og hendes forældre kvitterer ved at slå hånden af hende. Det er begyndelsen til et voksenliv, hvor Leonora stort set ikke har kontakt til sine forældre, og hvor hun langsomt løsriver sig fra deres firkantede normer i et ønske om finde sig selv i en kompleks kærlighedssituation. Efter et helt liv med skyld forsøger fortælleren at leve sit eget liv og at forstå særligt den mor, der endda har givet hende skylden for at have fået brystkræft (”kræft var en psykisk betinget lidelse”, s. 311). Hun forsøger at få svar på sine spørgsmål og på moderens afvisninger, men selv som døende holdt moderen hende på afstand.

53787452

Undervejs reflekterer fortælleren over det at skrive en roman om sin egen historie, lige som hun inddrager tidligere værker i sin analyse af forfatterskabets faste temaer: ”mødre, der ikke elsker deres døtre, og familieløse piger, der genskaber sig selv fra bunden” ( s. 366). Under skriveprocessen har forfatteren genlæst sine dagbøger, gamle breve og tidlige romanmanuskripter for at finde frem til den stemme, hun havde som ung, præcise formuleringer og fakta om det levede liv. Eller som hun selv formulerer det: ”Det er ikke en hævnbog, jeg har skrevet. Det er en genskabelsesbog, for det er, hvad jeg har gjort de sidste mange år: genskabt mig selv.” (s. 367).

I dette vidnesbyrd om en kold og kompleks opvækst viser romanen omkostningerne ved at hykle sig gennem livet med dem, der burde have været tættest på en, men som har vist sig at kende en dårligst.

Genrer og tematikker

Leonora Christina Skovs forfatterskab byder på vidt forskellige læseoplevelser, men fælles for hendes bøger er en genkomst af de samme temaer, for eksempel omkostningerne ved at forsøge at fortrænge en traumatisk fortid. “Champagnepigens” hovedperson har store psykiske problemer, men romanens beskrivelse af indre smerte og lidelse er ikke hjerteskærende, som det er tilfældet i “Rygsvømmeren”. Her dvæles der i de tunge temaer om identitetskrise, dyb ensomhed og seksuelt misbrug.

Temaer som fremmedgørelse og selviscenesættelse spiller en stor rolle i Skovs romaner. Ingen kan finde ud af at fungere under de givne rammer, og derfor føler de sig ensomme i en kynisk verden. Det afføder identitetsmæssige konflikter hos individet, idet en konstant selviscenesættelse er en reaktion på følelsen af fremmedgørelse. I de første romaner illustrerer de to hovedpersoner Linn og Coralie dette maskespil ved at agere som kamæleoner i forhold til deres omgivelser. I “Champagnepigen” radikaliseres dette tema om selviscenesættelse ved at fokusere på jetset-parrets konstante leflen for medierne og dermed offentligheden. Ved at lade Linn begå selvmord som konsekvens af at få ødelagt dette glansbillede, sætter Skov fingeren på mediernes magt i samfundet. I ”Førsteelskeren” optræder karaktererne under falske navne og identiteter.

Skildringerne af opvækst og familieforhold er oftest præget af svigt og ustabilitet med en fraværende og kold far og en dysfunktionel og sensitiv mor. Flere steder er det døtrene, der holder sammen på familien og får ansvaret for, at forældrene har det godt. Selvmord er hyppigt forekommende i familierne, hvor også de seksuelle relationer er uklare. Personerne har dermed et rystet fundament at stå på, og det sætter sig spor i deres relationer med omverdenen. Spørgsmålet, der lurer i alle romanerne, er, hvilke krumspring et menneske vil gøre for at komme sig fri af fortiden? Fortrængningerne udmønter sig i løgne, fortielser og forstillelse, og alle er på vagt over for andres vurderende blikke. Der hersker en generel mistro mellem mennesker, som om de forventer det værste af hinanden.

I et samfundsperspektiv er der kommentarer til den afhængighed, mange har af internet og sociale medier og den hurtige bekræftelse, man kan få der. For flere af karaktererne har noget først fundet sted, når det er dokumenteret digitalt, og særligt i ”Hvor intet bryder vinden” sættes dette på spidsen. 

Beslægtede forfatterskaber

Leonora Christina Skovs forfatterskab viser, at hun er i stand til at jonglere med den sproglige stil, som det passer hende. “Rygsvømmerens” sproglige stil kan sammenlignes med Christina Hesselholdts første værker. Et eksempel er “Køkkenet, gravkammeret og landskabet” fra 1993, hvor sproget er fortættet, på grænsen til det lyriske. Også i en gennemgående sammenblanding af det indre og det ydre kan Skov sammenlignes med Hesselholdt, der i vid udstrækning gør brug af samme teknik.

“Champagnepigen”s primært sceniske fremstilling minder til gengæld mere om Helle Helles og Ida Jessens forfatterskaber. Også disse to forfattere rammer et bredt publikum, netop fordi den sceniske stil er lettilgængelig og umiddelbart underholdende. Samtidig er der hos alle tre forfattere et fortættet indhold gemt under den umiddelbare overflade, som gør læsningen interessant og betyder, at værkets dybde tiltager ved genlæsning. Legen med krimigenren i “Champagnepigen” leder desuden tankerne hen på Svend Åge Madsen og Hans Scherfig, der også har benyttet kriminalintrigen som påskud for at kritisere den måde, det moderne menneske har valgt at leve på.

I danske Mirjam Bastians forfatterskab er de fleste kvinder også på flugt fra nogen, noget og i høj grad sig selv. Flere af karaktererne er vokset op i ustabile familier med fraværende eller døde forældre, og særligt de skildrede mor-datter forhold er usunde og ubalancerede. Samtidig har de det kriminalistiske islæt tilfælles, da både Bastians ”Rejse i rød bil” fra 1997 og ”Loretta” fra 2015 rummer gys, mystiske mord og skumle elskerinder. 

Bibliografi

Bøger

Skov, Leonora Christina:
Rygsvømmeren. Athene, 2003. Roman.
Skov, Leonora Christina:
Champagnepigen Athene, 2007. Roman.
Skov, Leonora Christina:
Glashuset. (Min historie). Dansklærerforeningen, 2008. (99.4).
Skov, Leonora Christina:
Silhuet af en synder. Rosinante, 2010. Roman.
Skov, Leonora Christina:
Førsteelskeren. Politikens Forlag, 2012. Roman.
Skov, Leonora Christina:
Hvor intet bryder vinden. Politiken, 2015. Roman.
Skov, Leonora Christina: Den, der lever stille. Politiken, 2018. Roman.

Andre tekster af Leonora Christina Skov

Skov, Leonora Christina:
“De røde sko – Feminisme nu”. Tiderne skifter, 2002. Antologi red. af Leonora Christina Skov.
Skov, Leonora Christina:
“Rigtige dukker græder ikke”. I: “Jeg slipper dig ikke ... før du velsigner mig”. Aschehoug, 2003. Red. af Jette Hansen.

Om forfatterskabet

Links

Leonora Christina Skovs forfatterside, hvor hun skriver om tilblivelse og udgivelse af sine bøger samt presseomtale mv.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Leonora Christine Skov

Kilder i portrættet

Kilder

Højbjerg, Mette:
Let’s talk about sex, baby. 2007. Nyhedsavisen, 2007-05-22.
Young, Gitte:
En spire i brandtomten. 2003. Kristeligt Dagblad. 2003-05-31.
Skov, Leonora Christina:
Den fattige digter. Weekendavisen, 2007-06-08.