leonora christine skov
Foto: Politikens forlag

Leonora Christina Skov

stud. mag. Nanna Laudrup Bølling Johansen, iBureauet/Dagbladet Information, 2007. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, 2015 samt i februar 2018, Bureauet.
Top image group
leonora christine skov
Foto: Politikens forlag
Main image
Skov, Leonora Christina
Foto: Mik Eskestad / POLFOTO

Indledning

Aparte psykologiske profiler og et kriminalistisk anslag er fælles for Leonora Christina Skovs romaner, der udfolder menneskelige fortrængningsmekanismer på alle tænkelige måder. Mystiske elskerinder, maskerede identiteter og vildfarent begær går igen i de intrikate værker. Med sit seneste værk ”Den, der lever stille” har hun taget hul på sin egen historie om at springe ud som lesbisk og de konsekvenser, det har haft.

 

 

 

53787452

Blå bog  

Født: 31. maj 1976 i Helsinge nord for Hillerød.

Uddannelse: Magisterkonferens (mag.art.) i litteraturvidenskab og psykologi, Københavns Universitet, 2004.

Debut: Rygsvømmeren. Athene, 2003.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Den, der lever stille. Politiken, 2018. Roman.

 

 

 

 

 

 

Leonora Christina Skov læser op af ”Den, der lever stille”.

Artikel type
voksne

Baggrund

““Du burde vide, at jeg aldrig ville krumme et hår på min datters hoved,” hviskede han hæst, “jeg er ikke noget perverst svin, Clea. Det skal du ikke bryde dig om at antyde igen.””
“Rygsvømmeren", s. 156.

Leonora Christina Skov er født i 1976 og voksede efter eget udsagn op i et prototypisk borgerligt miljø med ligusterhæk og kernefamilieværdier i den lille by Helsinge nord for Hillerød. Denne opvækst skabte senere en modvilje mod normer og rammer for, ”hvad man gør, og hvad man bare ikke gør”, og en kraftig reaktion mod familien Danmarks værdisæt er derfor blevet en vigtig del af Skovs manifestation.

Hendes personlige stil er kendt som skarp og kritisk, hun udfordrer forestillingen om det “normale”, og hun dyrker gerne det grænseoverskridende. I alt, hvad hun foretager sig, taler om og skriver om, er det centrale et opgør med den traditionelle rollefordeling og et forsøg på at finde ind til de ting, man ikke taler om. Dette fremgår også af hendes syn på det at være forfatter. Til Weekendavisen udtalte hun sig således i 2007 om den aktuelle kritik af den såkaldte femikrimis popularitet: “Personligt skal jeg være den sidste til at beklage, at forfattergerningen langt om længe bliver glammet op her til lands, for kors, hvor har man skullet ligne en leverpostejmad rigtig længe, hvis man ville tages seriøst som forfatter. Det har heller ikke været spor okay at udtrykke, at man faktisk gerne vil sælge bøger, og at man har en stor læserskare i tankerne, mens man skriver.” (Leonora Christina Skov: Den fattige digter. Weekendavisen, 2007-06-08).

Denne lyst til at rykke op i folk og sige det, som mange andre ikke lige tør sige – eller vil sige – præger også Skovs skriftlige værker, særligt fremtrædende i den feministiske debatantologi “De røde sko” fra 2002, men heller ikke i sine romaner “Rygsvømmeren” fra 2000, “Champagnepigen” fra 2007, ”Silhuet af en synder” fra 2010, ”Førsteelskeren” fra 2012 og ”Hvor intet bryder vinden” fra 2015 lægger hun fingrene imellem. Der er tale om romaner, hvor det ene tabuiserede emne efter det andet præsenteres for læseren. I den selvbiografiske ”Den, der lever stille” fra 2017 fortæller hun sin egen historie, der samtidig kaster lys tilbage på hendes tidligere romaner.

Leonora Christina Skov bor i dag på Frederiksberg.

De røde sko

“Denne bog er et opgør med alle de vedtagne sandheder, der udgør normen i Danmark. Ikke mindst den vedtagne sandhed om den realiserede ligestilling og om alle vi frie individer, der bare kan vælge noget andet.”
Leonora Christina Skov: “De røde sko”, side 12.

Leonora Christina Skov er kendt som feminist og var både idémager til og redaktør for den feministiske antologi “De røde sko” fra 2002. I det slagfærdige forord “Feminisme nu” indleder Skov med en fri genfortælling af H.C. Andersens eventyr om pigen med de røde sko. Dermed forklares bogens titel, og fundamentet for de øvrige indlæg er skabt. Skovs pointe er, at den moderne feminismes mission er at påpege, at kvinder lever på en falsk illusion, når de i dag tror, de har opnået ligestilling i samfundet. Denne forestilling er imidlertid blot et hjemmestrikket eventyr, i stil med eventyret om de røde sko. I eventyret ønsker pigen sig brændende et par fine røde sko, så hun kan danse, men hun ender med at få en bøddel til at hugge sine fødder af, fordi hun ikke selv kan få skoene af igen og derfor ikke kan holde op med at danse. På samme måde er ligestillingen mellem mænd og kvinder i det danske samfund kun tilsyneladende – uligestillingen er pakket pænt ind som ligestilling, og denne indpakning er ikke sådan lige at slippe af med igen.

23967499

Artiklerne i bogen er skrevet af 30 forskellige yngre forfattere, som med hver deres indfaldsvinkel belyser nutidens manglende ligestilling. Det forholdsvist brede tema gøres jordnært og tilgængeligt i kraft af, at forfatterne gennemgående har valgt ganske dagligdags emner. Et eksempel er Skovs eget indlæg om TV2’s reality program “Popstars”, hvor hun kritiserer tv-mediet for at være medvirkende til at fastholde kvinden i en undertrykt rolle.

Antologien placerer sig i den nyere feministiske tradition, som efter mange års tavshed bragte sig selv på dagsordenen med den svenske antologi “Fisseflokken” fra 1999 og den danske “Nu er det nok. Så er det sagt” fra 2000. Denne nye bølge af feminisme bør imidlertid ikke betragtes som ‘nyfeminisme’ ifølge Leonora Christina Skov: Fænomenet bør nemlig ikke kaldes nyt, når sagen er gammel.