Katrine Marie Guldagers roman fra 2025, ”Først når jeg siger til”, handler om Signe, som elsker sit job som jordemor og ikke mindst den dybe koncentration med den fødende: ”nærværet, koncentrationen. Resten af verden forsvinder” (s. 14). Efter et barnløst ægteskab med lægen Søren har Signe boet alene og været ganske godt tilfreds med det, men hendes søster får hende alligevel overtalt til at begynde at date igen, og her møder hun it-manden og friluftsmennesket Jørgen.
141549413
De bliver kærester – men det er ikke altid helt let at være tæt på et andet menneske, som på mange områder er meget forskellig fra en selv, må Signe sande. Den meget systematiske Jørgen begriber f.eks. ikke, hvorfor Signe ikke følger en opskrift, når hun laver mad, og så er alt fra hans turtaske til hans kælderrum ordnet ned til mindste detalje: ”Måske er det for, at han kan finde alting, hvis han en dag på vej ned ad trappen pludselig skulle blive blind?” (s. 209), som Signe tørt tænker. Da Jørgen foreslår, at de skal flytte sammen, tøver Signe, og pludselig er Jørgen væk – han er rejst til den svenske mineby Kiruna af alle steder. Signe forsøger at pakke sine følelser væk og vende tilbage til sit liv før Jørgen, men hun mangler ham. Hun kan ikke sove og møder alt for træt op på sit arbejde. Og når man er træt, begår man let fejl, og på en fødegang kan det være fatalt.
Guldager har skrevet en kærlighedsroman om parforhold, som sjældent bliver, som man har forestillet sig det. Det er samtidig en bog om de andre nære relationer i hovedpersonens liv – forholdet til hendes søster og far – og en roman om at have et arbejde, som er identitetsskabende og fuld af mening, men også et job, hvor man konfronteres med de største og de sværeste ting i livet. Romanen er fortalt med en indre synsvinkel hos Signe og med mange indre og ydre dialoger. Det viser romanens hovedfigur som en stærk og omsorgsfuld kvinde med en særlig sans for humor, men den skildrer også hendes mindre pæne tanker og følelser. Bogens titel refererer til et kendt jordemorudtryk – men også til en episode, hvor det er Jørgen, der tager styringen. Jørgen, som Signe i løbet af romanen indser, at hun ikke har lyst til at leve uden.