I 1991 debuterede Christina Hesselholdt med ”Køkkenet, gravkammeret & landskabet”, som er første del af en trilogi.
Centralt for romanens handling er et hus, som ligger ved en flod. Her bor drengen Marlon med sin unavngivne far og moren Elizabeth, som dør allerede på romanens første sider. Resultatet er, at familien går i opløsning, og det samme gør identiteten hos faderen og sønnen. Faderen kan slet ikke begribe, at Elizabeth er død. Han må konkretisere det og tilkalder derfor han en fotograf, der kan afbillede og bevare: konen død i sengen med ham og barnet stivnet ved siden af. Faderen reagerer ved at skærme sig fra verden ved og lukke alle vinduer hermetisk. Han lukker dog en ny kvinde ind i sit liv, Audrey, som gerne hjælper ham, men faderen kan ikke overvinde sin sorg.
Sorg og opløsning er hovedtemaer i værket. I modsætning til faderen formår Marlon at udfylde sorgen og tomheden med en form for poetisk logik, men derudover fremstår karaktererne sært flade: læseren får intet at vide om deres baggrunde og fortid, ligesom handlinger og reaktioner står uforklaret og uden, at de psykologiske motiver bliver beskrevet. På den vis bliver handlingen det determinerende og selve drivkraften både i romanen og for figurerne. Alligevel er man som læser ikke i tvivl om faderens dybe og uforløste sorg, der driver ham i døden, selvom den ikke skildres indefra, men blot via registreringer, som når han “skriver sine yndlingsnavne over håndklæderne: Elizabeth Elizabeth Marlon Marlon” (s. 42).
Bogen består af 40 allegorier med nærmest digterisk form, der tilsammen udgør en punktroman. Hvert tekststykke udgør en ultrakort scene, som et filmklip, og der er ingen forklarende mellemled mellem de enkelte scener. Overskrifterne er repetitive og nøgternt registrerende angivelser af, hvor vi befinder os i det hus, hvor historien udspiller sig, og tiden bliver sat i stå og klippet i småstykker i form af de enkelte scener. Det episke forløb er sat i stå eller til side, om man vil, hvilket både bliver en understregning af sorgens tilstand – dette uudholdelige vakuum –, og af Hesselholdts fragmentariske minimalisme i værket.