Christina Hesselholdt

Christina Hesselholdt blev født den 19. december 1962 i København og er vokset op i Jægersborg. Om sin barndom fortæller hun, at hun fik litteraturen ind med ske, og når hun beretter om sit første møde med Johannes V. Jensens digt “På Memphis Station”, som hun stødte på i sin gymnasietid, kan hun stadig genkalde sig den voldsomme følelse af, at hendes bryst var ved at sprænges. På det tidspunkt var hun 19-20 år gammel og særdeles optaget af livets endelighed.

I 1981 blev hun student fra Aurehøj Gymnasium i Gentofte. Forfatterdrømmen eksisterede allerede på det tidspunkt, men alt, hvad hun skrev, fik hun retur. Hun beskriver det som en stærkt nedslående oplevelse, ikke mindst fordi hun samtidig måtte kæmpe for at få ordene ned på papiret: ”Sådan var det, da jeg var 20. Og til jeg fik udgivet den første bog. Det gik så langsomt, at det nærmest var en vittighed. Jeg måtte trække ordene ud af mig selv. Jeg skrev måske tyve sider om året.” (Carsten Andersen: Forfattere i forhør: I starten skrev hun 20 sider om året. Politiken, 2006-07-16).

Efter gymnasiet læste hun Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, men undervejs tog hun et afstik forbi Forfatterskolen for at finde nogen at diskutere sine tekster med. Hun blev optaget på skolen i 1988, og her fik hun nogle gode spark fremad. I 1991 fik hun udgivet sin første roman ”Køkkenet, gravkammeret & landskabet”, og to år senere blev hun færdig på universitetet og kunne nu kalde sig cand.phil. i Litteraturvidenskab.

Fra 1997 var hun i en årrække gift med skuespiller, forfatter og kunstner Claus Beck-Nielsen. 

Christina Hesselholdt har været medredaktør på de litterære magasiner Den Blå Port og Banana Split og underviste fra 2002 og mange år frem på Forfatterskolen.

Christina Hesselholdt har 17 værker på samvittigheden samt et svulmende børnebogs-forfatterskab bestående af 14 billedbøger. Dette portræt omhandler hendes bøger for voksne.

I 1991 debuterede Christina Hesselholdt med ”Køkkenet, gravkammeret & landskabet”, som er første del af en trilogi.

Centralt for romanens handling er et hus, som ligger ved en flod. Her bor drengen Marlon med sin unavngivne far og moren Elizabeth, som dør allerede på romanens første sider. Resultatet er, at familien går i opløsning, og det samme gør identiteten hos faderen og sønnen. Faderen kan slet ikke begribe, at Elizabeth er død. Han må konkretisere det og tilkalder derfor han en fotograf, der kan afbillede og bevare: konen død i sengen med ham og barnet stivnet ved siden af. Faderen reagerer ved at skærme sig fra verden ved og lukke alle vinduer hermetisk. Han lukker dog en ny kvinde ind i sit liv, Audrey, som gerne hjælper ham, men faderen kan ikke overvinde sin sorg.

Sorg og opløsning er hovedtemaer i værket. I modsætning til faderen formår Marlon at udfylde sorgen og tomheden med en form for poetisk logik, men derudover fremstår karaktererne sært flade: læseren får intet at vide om deres baggrunde og fortid, ligesom handlinger og reaktioner står uforklaret og uden, at de psykologiske motiver bliver beskrevet. På den vis bliver handlingen det determinerende og selve drivkraften både i romanen og for figurerne. Alligevel er man som læser ikke i tvivl om faderens dybe og uforløste sorg, der driver ham i døden, selvom den ikke skildres indefra, men blot via registreringer, som når han “skriver sine yndlingsnavne over håndklæderne: Elizabeth Elizabeth Marlon Marlon” (s. 42).

Bogen består af 40 allegorier med nærmest digterisk form, der tilsammen udgør en punktroman. Hvert tekststykke udgør en ultrakort scene, som et filmklip, og der er ingen forklarende mellemled mellem de enkelte scener. Overskrifterne er repetitive og nøgternt registrerende angivelser af, hvor vi befinder os i det hus, hvor historien udspiller sig, og tiden bliver sat i stå og klippet i småstykker i form af de enkelte scener. Det episke forløb er sat i stå eller til side, om man vil, hvilket både bliver en understregning af sorgens tilstand – dette uudholdelige vakuum –, og af Hesselholdts fragmentariske minimalisme i værket.