Tone

Citat
“Hun havde hele livet haft kuffert-allergi
og kunne ikke ta’
at nogen stod i døren.
Hun var ikke ude på eventyr,
men med på den værste
fra Nikolaj Plads
til Kongens Nytorv.”
“Tone”, side 80.
“Tone”, side 80.

Det lille værk “Tone” fra 1981 bærer undertitlen “Epos”. Det er altså et heltedigt om Tone, og det består da også af et utal af vers om en vis Tone, der ligesom den amerikanske forfatter Henry Miller fødes i december, og som dør nøjagtig på samme tid som Miller – den 7. juni 1980. Ligesom Miller lever også Tone et turbulent liv, men i modsætning til Miller, som i løbet af sit liv når at opleve såvel fattigdom som rigdom, så er Tone fattig hele livet. Til gengæld er hun rig på omsorg. Som det hedder om Tone: “Hvad hedder den maskine/Tone var,/der uafladeligt lavede/angst om til mod,/sorg om til glæde/og smerte til lyst?/En særlig ømskindet opskrift/af bar bevægelse,/givende og gavnlig,/over et gram i den rigtige vægtskål.” (side 60-61). Hendes omsorg viser sig blandt andet ved, at hun lader en hjemløs spritter sove i en lænestol på hendes trappe, at hun lader en tyv rende med det meste af hendes kunst, og at hun glad lader mænd tage for sig af hendes frugter.

51771966

Tone er en herlig hattemager. Og helt. Hun er selvsagt ikke nogen traditionel helt, og sammenkoblingen med Henry Miller ligger ikke umiddelbart lige for. Hendes liv er helt ordinært og fuldt af skilsmisser, økonomiske bekymringer og sygdom, men hun er en helt i omgivelsernes øjne, fordi hun er så fuld af livsglæde og -kraft, og fordi hun er ualmindelig frimodig. Man kan sige om “Tone”, at det er et feministisk værk på den måde, at Brøgger opskriver en kvindeskæbne, der som oftest bliver taget for givet såvel i livet som i litteraturen. Men med bogen “Tone” giver Brøgger liv og stemme til dette mellemlag af et kvindeliv, og det endda på ægte sprudlende vis.

For øvrigt er værket inspireret af en virkelig Tone, nemlig Tone Bonnén, der levede fra 1914-80, og som var kostumier og scenograf. Bl.a. lavede Tone Bonnén kostumer til en forestilling på Det Kongelige Teater, hvor Suzanne Brøgger havde en rolle.