Aktuelt værk: På væggen

Citat
”Vi lever, uden tvivl, i den mest narcissistiske af alle tidsaldre, diagnosernes æra. En tid, der i den grad fokuserer på symbiosen: krop og identitet. Identitet som ung, identitet som syg, identitet som gammel. Den dér identitets-politiseren er rent menneskeligt stærkt reducerende.”
”På væggen”, s. 156.

I Suzanne Brøggers værk ”På væggen” fra 2024 går hun i dialog med forfattere, kunstnere, jazzmusikere og filosoffer, som hun har været inspireret af, og som har dannet hende. Værket er ikke lige til at genrebestemme, men den mest rammende betegnelse må være essays, som der er hele 46 af. Hvert essay tager afsæt i en forfatterkollega og et tema. Eksempelvis ’Djævlerier og Karen Blixen’, ’Flygtninge og Malala’ og ’Vær dig selv, alle andre er taget og Oscar Wilde’. Mange af de personer, Brøgger beretter om, har hun mødt, og afsættet for de enkelte essays er det konkrete møde, men ligesom i ”Norsk omelet” genfortælles de menneskelige møder kortfattet. I stedet bruges de som springbræt til at italesætte og gå i dialog med personernes livsfilosofi.

137879956

I værket kommer hun omkring temaer som klimakrise, kulturkrise, tro, køn, begær, identitet, litteratur og dannelse. Værkets helt centrale ærinde er at hylde den dannelse, som kan opnås igennem litteratur. Ifølge Brøgger er det netop igennem litteraturen og kulturhistorien, at vi mennesker kan forstå os selv, men hun påpeger, at den form for dannelse er uddøende. Tilbage står den moderne dyrkelse af identiteten, som Brøgger ikke har meget til overs for (se citat).

Skriften i ”På væggen” er springende og følger ofte indskud og associationer. For yngre læsere kan værket måske føles lidt indforstået med alle de navne og personligheder, Brøgger fortæller om uden at forklare dem yderligere, og indimellem sammenstiller Brøgger hændelser, personer og tider, som måske for yngre eller mindre belæste læsere kan forekomme usammenhængende. Sproget bærer af og til præg af, at det er en aldrende forfatterinde, der står bag, som når hun skriver, at noget ’randt mig i hu’ (s. 30), men mest af alt er sproget lige ud af posen på en både insisterende og vedkommende måde.

Titlen kommer i øvrigt af, at hun i sin tid, da hun flyttede alene ud på landet, hængte forfatterportrætter op på væggen, så hun altid havde nogen at tale med. Som hun skriver: ”Hvad enten forfattere er levende eller døde, forbliver de ens nærmeste” (s. 8), og ifølge Brøgger er de fleste forfattere – som hun selv – blevet til ved at bryde med deres familie og indskrive sig i familien af forfattere.