Krukke

Citat
”Jeg ved godt, at det virkelige ikke rangerer særlig højt i litteraturen. Jo mere digt, jo finere er det, jo mere man abstraherer fra tilværelsen og gør den til noget andet igen, desto bedre er litteratur. Men der findes jo en anden mulighed: at opdigte livet selv, når det alligevel ikke er os givet færdiglavet en gang for alle. Det er det jeg prøver.”
Uddrag fra dagbog 29. juni 1971. ”Krukke”, s. 306.

I 2014 udgav ph.d. i nordisk litteratur Louise Zeuthen den første biografi om Suzanne Brøgger. Bogen har titlen ”Krukke” og er baseret på Suzanne Brøggers dagbøger og brevkorrespondancer, som Zeuthen som den første har haft fuld adgang til. Grundet kildematerialets fremtrædende rolle i biografien har vi valgt at tage den med i dette portræt.

”Krukke” er ikke en klassisk, kronologisk fremskrivning af et liv, men nærmere en afsøgning af de fikspunkter, der har været mest betydende for Suzanne Brøggers liv og værk. I tematisk inddelte kapitler giver Zeuthen ud fra Brøggers egne notater indblik i forfatterens forhold til sin mor, far, sin franske elsker Philippe Baude samt journalistik, udgivelser og det efterfølgende liv i medierne. Biografien følger kun Brøgger, til hun fylder 40 år, for som Brøgger selv siger til Louise Zeuthen under et af deres få møder, var det der, det hele skete: ”De sidste tredive år er der ikke hændt noget som helst, som kan være interessant for andre,” (s. 416).

51319052

Et centralt punkt for Brøgger i livet som kvinde og forfatter er myten. Hun besluttede sig for at blive en myte for selv at kunne navigere i en stigende interesse for hendes person fra omverdenen. Denne ungdommelige beslutning lykkedes det hende at føre ud i livet og fastholde. Skriften har for Brøgger været en nødvendighed, et rum til at fylde hullerne ud i opvæksten og prøve at forstå det levede liv. Hendes liv har været tæt vævet sammen med fortællingen, og liv og værk er på sin vis smeltet sammen. Efter udgivelsen af debutværket ”Fri os for kærligheden” i 1973 begyndte en lang løsrivelsesproces fra den erotiske persona, der stod som afsender på den og hendes øvrige journalistik i begyndelsen af 1970’erne.

Breve og dagbøger vidner om en ekstremt selvbevidst kvinde og kunstner, der altid har været sin virkning på andre mennesker yderst bevidst. Selvfremstillingen som frigjort femme fatale har gjort stort indtryk på Brøggers omverden og har haft store personlige konsekvenser for hende selv.

Louise Zeuthens grundige gennemlæsning af det omfattende materiale giver et fyldigt og usminket portræt af en helt særlig forfatterpersonage.