Det er oplagt at sammenligne Suzanne Brøggers forfatterskab med Karen Blixen. Et centralt tema hos begge er kritikken af ægteskabet og dræbende strukturer, og desuden brillerer de begge i selviscenesættelse både i og udenfor litteraturen.
Andre danske forfattere, der arbejder med en sådan iscenesættelse, er Peter Høeg og Claus Beck Nielsen/Madame Nielsen. Sidstnævnte har ligefrem taget livet af sig selv i kunstens navn – i symbolsk forstand -, og i et forsøg på at kaste identiteten af sig og blive uigenkendelig for samfundet og Magten med stort M.
Også norske Linn Ullmann er værd at drage paralleller til – ikke mindst romanen ”De urørlige”, hvor forfatterinden tematiserer sin opvækst hos kunstnerforældrene Liv Ullmann og Ingmar Bergman.
Blandt andre forfattere, der som Brøgger beskæftiger sig med psykisk sygdom, kan nævnes Marie Cardinal, der i ”Ord som forløser” også fremhæver skriften som forløser i forhold til psykiske traumer, og også Sylvia Plaths ”Glasklokken” og Amalie Skrams ”Professor Hieronimus” bør fremhæves i denne forbindelse.
Familien er et centralt tema hos mange samtidige forfattere. Blandt andet tager Christina Hesselholdts roman ”I familiens skød” den moderne familie under behandling, og i Jytte Borbergs roman ”Skråskrift” beskrives en kvindes kamp for et liv trods opvæksten hos en dominerende mor, der forsøger at kvæle ethvert tilløb til selvstændighed og uafhængighed hos hende – ligesom Liane gør overfor sin datter Zeste i Brøggers roman ”Jadekatten”. Også Elfriede Jelinek skriver psykologiske portrætter af kvinder, og i “Spillelærerinden” skildres en kvinde, der er voldsomt domineret af sin mor, og som søger sin egen identitet igennem et sadomasochistisk forhold til en elev. Flere af Brøggers karakterer eksperimenterer også med erotikken og seksualiteten i et forsøg på at blive frie.
Sluttelig skal slægtskabet med Pablo Llambías fremhæves. Begge tager gerne virkeligheden under kritisk og kærlig behandling, og ifølge Llambías har han altid været fascineret af Brøgger – en fascination, der i 2009 gav sig udslag i en gen- og omskrivning af Brøggers “Kærlighedens veje og vildveje”, hvor Llambías gav mandekønnets perspektiv på kønnet og kærligheden.