Foto: Lærke Posselt

Olga Ravn

cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2012. Senest opdateret af Anne Vindum, Bureauet, oktober 2020.
Top image group
Foto: Lærke Posselt
Main image
Ravn, Olga
Foto: Lærke Posselt

Indledning

Olga Ravn skriver uprætentiøst om at have fået tildelt en krop, som man skal (lære at) leve i. I poesi og prosa går hun i kødet på kærligheden, sproget, naturen og komplicerede relationer og undersøger såvel roser og brystkirtler som spøgelseshistorier og skilsmissebørn. I sci-fi-romanen ”De ansatte” (2018) så hun på, hvad det vil sige at være et arbejdende menneske, og i ”Mit arbejde” (2020) blotlægger hun undersøgende moderskabets iboende kraft og uro.

 

48663656

 

Blå bog

Født: 27. september 1986 i København.

Uddannelse: Uddannet fra Forfatterskolen, 2010.

Debut: Jeg æder mig selv som lyng. Gyldendal, 2012.

Litteraturpriser: Michael Strunge-prisen, 2015. Beatrice Prisen, 2019. Politikens litteraturpris, 2020.

Seneste udgivelse: Mit arbejde. Gyldendal, 2020.

Inspiration: Tove Ditlevsen.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Den hvide rose dør/ den taber sine/ blade/ ned mod jorden/ og blir rose”
”Den hvide rose”, 80.

Olga Ravn er vokset op i København og har efter gymnasiet gået på Testrup Højskoles skrivelinje og på Forfatterskolen fra 2008-10. Hun har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet og har gennem flere år været fast underviser på Testrup Højskoles skrivelinje.

Olga Ravn er vokset op i en tid, hvor internettet har været et naturligt sted at publicere sine ting: ”Jeg har lagt tekster ud på sindssygt underlige blogs. subnet.dk, og hvad de ellers hedder. På digte.dk havde man et hav af underlige ’digter’-venner, man aldrig mødte i virkeligheden. Så selvom det at skrive altid har været meget privat, så har jeg aldrig skrevet til skuffen. Der har altid været en bevidsthed om modtagere,” fortæller hun. (Johannes Henriksen: At skrive om ubehaget ved at være sig selv. Information, 2012-01-12).

Hun har været skribent på magasinet Cover fra 2007-2008 og har udover sin debut i Hvedekorn i 2008 haft publikationer i konvolut 28/6, Trappe Tusind, Viktor B. Andersens Maskinfabrik, Verbale Pupiller mm. Olga Ravn har skrevet litteraturkritik til de danske aviser Information og Politiken og klummer til den norske avis Klassekampen. I en periode var hun med i redaktionen på det litterære tidsskrift Den Blå Port. Udover sin egen forfattervirksomhed har Olga Ravn bl.a. oversat digtsamlingen ”I en cylinder i vandet af vandgråd” (2013) af den svenske digter Ann Jäderlund og romanen ”Intet gælder” af Joan Didion, og hun har redigeret bogen ”Jeg ville være enke, og jeg ville være digter” (2015) om og med Tove Ditlevsens glemte tekster. I 2015 oprettede Olga Ravn skriveseminaret Hekseskolen sammen med den svenske forfatter Johanne Lykke Holm, og hun er redaktør på Gyldendals serie SKALA.

Jeg æder mig selv som lyng

”(…) fordi kvinden ikke er en sø, fordi kvinden ikke er kvinden eller ikkekvinden og fordi manden ikke er, fordi overskridelsen af kønnet i teksten ikke er nok, fordi at tilbagevinde kroppen i teksten ikke er nok, fordi kroppen findes.”

I 2012 udkom Olga Ravns debut, digtsamlingen ”Jeg æder mig selv som lyng” med undertitlen eller genrebetegnelsen Pigesind. ”Pigesind” er også titlen på Tove Ditlevsens debutdigtsamling fra 1939, der ligger som en art forlæg for ”Jeg æder mig selv som lyng”. Bogens forside forestiller – viser det sig under læsningen – et bryst uden hud og brystvorte og med mælkekirtlerne fyldt op af rød voks. Det er en planche fra Sir Astley Coopers ”On the Anatomy of the Breast” fra 1840; et værk, der har en central plads i digtsamlingen, konkret og tematisk.

29158398

Brystet er et gennemgående motiv og undersøges som naturlig kropsdel, begærsobjekt, moderbryst og videnskabeligt undersøgelsesmateriale. Et af bogens ni afsnit hedder med et citat fra Coopers værk ”Front is matter” og går i kødet på Coopers videnskabelige undersøgelse af brystet og kroppen og hans forsknings betydning for fortælleren. Hun får en abort, der ikke kunne have været gennemført uden netop de anatomiske opdagelser, Cooper gjorde 170 år tidligere. Ravn optegner bestanddelene i et kvindebryst og finder de samme i et mandebryst og ender refleksionen hos forskellige yverbærende dyr. Brystet er her ren funktion reduceret til kirtler, celler, bindevæv og fedt og i skarp kontrast til andre af samlingens tekster, hvor brystet og kvindekroppen er mål for et udefrakommende blik.

Teksterne kredser om at være pige, blive kvinde og have en krop – og komme overens med denne krop, som man ikke kan krænge sig ud af. Man må som kvinde leve med både ”ARTIGHEDEN OG LYSTEN” (s. 48).

Billedskabelsen udgår fra en optagethed af former og materialer, farver og lys. Sproget i samlingen er mange steder båret af dets lydlige kvaliteter, allitterationer og messende gentagelser; der optræder selvopfundne ord, og sproget bliver til et rum, fortælleren kan gå ind i for at udforske kønnet, kroppen og erindringen.

Titlen opsummerer flere af samlingens kendetegn: et jeg er også et mig (med en sulten krop), at æde sig ind på sig selv og hinanden, kroppen som udgangspunkt for levet liv og lyng som billede på den natur, der er referenceramme for mange af digtene. Hav, lys, strand og græs spejler individet.

I et interview har Olga Ravn forbundet digtningen med at formidle det kropslige ubehag: ”Den kropslige erfaring er dér, hvor det private rum bliver konkret. Med alt det lort, kroppen går og laver. Også i bogstaveligste forstand.” (Johannes Henriksen: At skrive om ubehaget ved at være sig selv. Information, 2012-01-12).

Med reference til Tove Ditlevsen har Olga Ravn tilføjet et originalt kapitel til den evigaktuelle føljeton om Pigesind. 

Celestine

”Jeg var på mange måder mig selv og et menneske, forudsigelig, et levende menneske, der lå på en briks i en lade med lidt tjære i lungerne, holdt i live af seks liter blod, nogle meter tarme, en sjat gin og mit slutty, slutty hjerte.”
”Celestine”, s. 102.

I Olga Ravns romandebut fra 2015, ”Celestine”, får en ung kvinde job på en kostskole og flytter fra København til et sted i provinsen. Med i tankerne er kæresten Kim, som hun både tiltrækkes og frastødes af, og han flytter siden ind på skolen.

Når den kvindelige jegfortæller ikke underviser, passer hun mest sig selv, og hendes udtalte ensomhed forstærkes af, at hun ikke føler noget slægtskab med hverken lærere eller elever. Hendes tanker drages mod figuren Celestine, der i 1500-tallet blev muret inde bag tykke mure, da hun var forelsket i en staldknægt på slottet. Det passede ikke hendes far Mogens Gyldenstierne, og den 16-årige Celestine blev forvist til evig ensomhed i mørket bag slottets mure. Iklædt en hvid flæsekjole fra teatersalen går fortælleren rundt på skolens nattemørke gange og forsøger at skræmme eleverne. Celestine lever nu videre i skolelæreren, der tager ulykkelige Celestines skæbne på sig.

51570987

Mellem passagerne fra hverdagen på kostskolen reflekterer fortælleren over sin barndom som skilsmissebarn i en strøm af nye familiekonstellationer. Følelsen af at have været en, som forældrene kunne vise frem eller gemme væk alt efter situationen, har ikke forladt hende, og den gennemgribende ensomhedsfølelse lader til at stamme fra barndommens retningsløse familieforvandlinger. Når fortælleren tilfældigt møder stedsøskende, vender hun sig væk uden at hilse. For hvilket forhold har man egentlig til hinanden som eksstedsøskende? Hvem er man selv i alle disse omskiftelige familier?

Romanen har karakter af at være et langt opgør med Mor samtidig med, at det er en bevægelse hen imod at forstå Mor. De rørende skildringer af barnets behov for en familie og den voksne kvindes erkendelse af, at hun hverken kan eller vil huske sin barndom, tegner et billede af en såret kvinde, der søger selskab hos de døde.

Der er en gennemgående optagethed af naturen, dens farver, dufte, lys og udvikling i løbet af årstiderne, og (spøgelses-)farven hvid går igen. Med træk fra den gotiske roman smelter forskellige verdener og niveauer sammen, så fantasi og virkelighed, døde og levende, og erindring og nutid optræder side om side. Selv i fortællingens syntaks går formuleringer igen fra fortælleren til Celestine, der i bogens midterparti er fortæller i tre kapitler. Olga Ravn giver i romanen sprog til skilsmissebørnene, til kroppens upassende begær og til de døde.

Den hvide rose

”Alt hvad jeg har gjort/ for at beholde dig/ lader sine/ hvide roser/ blomstre i natten”
”Den hvide rose”, 31.

Bag et mintgrønt omslag med titlen ”Den hvide rose” i smeltende, fede, hvide bogstaver gemmer Olga Ravns billedskabende digte fra 2016 sig. Bogen er tyk og tung og rummer 160 femlinjers digte og en masse hvide sider. Temaet er lige så tungt som bogen: kærlighedssorg og de sproglige klicheer man ofte benytter til at beskrive den med. Olga Ravn trækker farven ud af poesiens røde rose. Nu er den hvid og symbol på sygdom, død og knuste hjerter i stedet for evig kærlighed.

Gentagelse af og variation over en sætning eller et digt er et kompositorisk princip, lige som ordene fra samlingens meget snævre vokabularium folder sig ud i alskens konstellationer. Af og til sker der næsten umærkelige betydningsglidninger, f.eks. fra blodkar (131) til blodkår (132).

52557356

Digtenes rum er befolket af et jeg og et du, en syg og en plejer og foregår ved havet, i haven og på en ø. Der er meget græs, mange blomster og blommer, og det er morgen, dag, aften og nat, lyst og mørkt. Dette umiddelbart tilgængelige og imødekommende naturrum brydes af ord og begreber fra plejerens verden: klud, handsker og morgenmad på en bakke. Op imod den hvide roses sarte blade er der olie og fedt, som driver af blomsterne, og som de vasker deres ansigt i. Spændet mellem det fineste og det mest slaskede gør op med den poetiske hvide roses jomfruelighed. Hjertet lækker olie næsten som en maskine, der er gået i stykker. Blomsterne taber bladene, og døden bliver mere og mere påtrængende som noget uafvendeligt, og en afsked står for døren. Den syge får ikke selv mæle i teksterne, og til allersidst – da en rosarød farve træder frem – skrives den syge helt ud af digtene.

Kærlighedsforholdet mellem en syg og plejer udforskes også i de diminutive tekster: kan man forkæle en syg? Kan man pleje af lydighed? I det hele taget er der mange spørgsmål i teksternes undrende, sansende udtryk. Der er en dobbelthed mellem en plejende omsorg og en vred afmagt, der ønsker afstand til den syge. Sorgen og ensomheden er ikke udtalt, men ligger i den messende, næsten besværgende beskrivelse af en meget lille verden.

Digtene er en afsøgning af, hvordan man i verden og sproget forholder sig til kærlighed, sygdom og krop og den spændte relation mellem sygdom og kærlighed. Og ikke mindst, hvordan man sprogligt kan formidle noget så klichéfyldt som ensomhed og kærlighedssorg.

De ansatte

”Det er en farlig ting for en organisation at være usikker på, hvilke af genstandene i dens varetægt der kan betragtes som værende levende. Det fører til spørgsmål som: Hvilke af disse emner i vores varetægt har ret til rettergang? Og for eksempel: Kunne denne genstand tænkes at være subjekt, er vi skyldige i drab?”

”De ansatte”, s. 38.

Olga Ravn udgav i 2018 sci-fi-romanen ”De ansatte”, der på omslaget omtales som ”En arbejdspladsroman fra det 22. århundrede”. Vi befinder os altså i fremtiden i et umiddelbart genkendeligt miljø, arbejdspladsen.

Rumskibet Det sekstusinde skib har en besætning bestående af menneskelige og menneskelignende ansatte. I 102 vidneudsagn forklarer de om livet på rumskibet til et udvalg, som i en periode over 18 måneder er sat til at ”få indblik i relationerne mellem de ansatte og objekterne i rummene”. De anonyme vidneudsagn optræder ikke i numerisk rækkefølge, lige som flere udsagn tilsyneladende er taget ud og nogle censurerede. Læseren ved ikke, om det er et menneskeligt eller menneskelignende væsen, der taler eller om stemmen optræder flere gange. Det, der holder udsagnene sammen, er den fælles verden, de refererer til og som består af Det sekstusinde skib, den nærliggende planet Nyopdagelsen, hvorfra de henter centrale genstande samt for de menneskeliges vedkommende erindringer om tiden på jorden. Efterhånden bliver de ansatte kritiske over for hinanden og det program, de er del af, og der lægges an til et afgørende oprør.

54127774

De ansatte får nogle meget tætte bånd til de genstande, de henter på Nyopdagelsen, og hvoraf flere har puls og duft. Tingene er levende, og verden kan ikke deles op i kategorierne menneske/objekt. På den måde tager romanen tingenes parti i et opgør med det antropocentriske verdensbillede, hvor mennesket sætter sig selv i centrum. Samtidig er skellet mellem menneskelig og menneskelignende også til forhandling: hvad er egentlig forskellen – og hvem er f.eks. bedst egnet til at arbejde: de mennesker, der effektiviserer arbejdet og dermed frigør tid til ”bare at sidde” eller de programmerede, der udfører arbejdet perfekt hver gang og på samme måde.

Samtidig spørger romanen til den måde, vi har indrettet vores samfund på i dag. Giver det mening for mennesket at være reduceret til tandhjul i en ustandselig vækstmotor? Hvordan kan det enkelte menneske passe ind på en arbejdsplads og et arbejdsliv? Kræver arbejdet maksimal loyalitet af den ansatte – som tilfældet er i romanen – eller er arbejdsindsatsens hellighed til forhandling?

Og så er det også en rørende roman om at blive mor; om det fysisk mærkværdige forhold, man som mor har til sit barn, der både er ens kød og ikke ens kød. Og for hvem man både er krop og ting (s. 75).

Mit arbejde

”Er det at skrive om moderskabet en måde i sig selv at være mor på? Er skriften her en moderhandling? Et sted, hvor barnet ikke er og altid er? Eller, lad mig omformulere det: Er det i skriften, jeg bliver mor?”
”Mit arbejde”, s. 320.

Der er et markant før og et efter, en kvinde føder et barn. Den erfaring gør forfatteren Anna sig i Olga Ravns roman ”Mit arbejde” fra 2020. Efter fødslen af sit første barn rammes hun af en voldsom fødselsdepression, som hun kun langsomt kommer igennem. Anna og hendes svenske dramatikermand bor i et snedækket Stockholm, mens sønnen Aksel er spæd. Senere flytter de til København, hvor Anna blandt andet går i en terapigruppe for angstramte.

Bogen er en blanding af digt og prosa, dagbogsnotater, journaluddrag og litterære henvisninger, og den er også blandet kronologisk. Fortælleren (som både er og ikke er Anna) siger i bogens begyndelse: ”Min største udfordring i dette arbejde har været at forstå Annas forhold til tid. Hun lader ikke til at følge nogen kronologisk tid, og jeg nærer ingen illusioner om at have begreb om den tidslighed, hun skriver efter.” (s. 8). Fortælleren har fået overdraget en bunke papirer af Anna og har nu ordnet dem til bogen ”Mit arbejde”.

48663656

Anna går med krop og sjæl ind i moderskabets uendeligt mange udfordringer: fra de fysiske skader ved fødslen til den kulturelt påtvungne norm om, at mor og far er lige i forældreskabet; fra glæden ved at ordne vasketøj til den radikale erfaring det er at give liv til et menneske, som også en dag skal dø. Hun undersøger ikke mindst forholdet mellem at være mor og kunstner og kigger her tilbage i litteraturhistorien for at se, hvordan det tema har været behandlet litterært. Er der overhovedet plads i vores samfund til, at en mor vælger kunsten (og sig selv som skabende kvinde) til? Løbende spørger Anna til forholdet mellem skrift og liv, og om det opfundne eller det realistiske kommer tættest på sandheden.

Det er Annas anden graviditet, der er ansatsen til at skrive bogen, og på den måde slutter den, hvor den begynder – med en gravid forfatter. Det er dog en forandret kvinde, der har mødt sig selv, sit barn og sin mand på nye måder i de tre år, der er gået. En kvinde, der er blevet reddet af sin skrift og af arbejdet med denne bog. Men hun er også en kvinde, der giver læseren mulighed for at reflektere over de tunge samfundsmæssige og kulturelle forventninger, der er til at blive og være forældre ved at spejle alle de tabuiserede og komplicerede sider ved moderskabet.

Genrer og tematikker

I Olga Ravns forfatterskab er der en opmærksomhed på køn og krop i et både personligt og et samfundsmæssigt perspektiv. Samtidig forfølger forfatteren et tema om former og farver, som ses i bøgernes indhold og sprogbrug samt på bloggens mange fotografier af natur, mønstre, interiør og farver. Grænserne mellem privat og offentlig, social og hemmelig undersøges, og der trækkes på tilsyneladende selvoplevede erfaringer som f.eks. den abort, der flere gange omtales i ”Jeg æder mig selv som lyng” samt erfaringen af at blive mor i ”Mit arbejde”.

Kroppen investerer sig selv i digtene: ”Der er to ting, man virkelig ikke kan slippe væk fra. Den ene er, at man skal dø, og den anden, at man har et køn. Det har været meget stærkt for mig at gøre mig erfaringer, som ligger meget tydeligt i forlængelse af den krop, jeg har. F.eks. det at få en abort, som er så forbundet med det at have en livmor,” siger Olga Ravn i et interview.” (Johannes Henriksen: At skrive om ubehaget ved at være sig selv. Information, 2012-01-12).

Kroppens begrænsninger og afgrænsethed er på tale: ”Jeg er på mange måder en moderne mand i mit kvinde, kroppens grænser er hysterisk konkrete” (s. 61). mit kvinde er et typisk eksempel på debutdigtsamlingens mange ugrammatiske konstruktioner, der falder naturligt ind i teksternes i øvrigt anarkistiske omgang med sproget. I ”Celestine” er kroppen bærer af erindring og historie, og samtidig noget, der har sit eget ukontrollable begær. Kroppen er tøjlesløs, trækker slimede spor efter sig og er utilregnelig med sine lus og sin tørre hud. I ”Mit arbejde” er kroppen bolig for et andet liv, og i den forbindes mor og barn fysisk på en lige så gruopvækkende som harmonisk måde.

Genremæssigt er ”Jeg æder mig selv som lyng” omtalt på omslaget som poesi, men teksterne trækker i mange retninger. Bogens første afsnit ’Grammatisk ubehag’ er trykt vertikalt med skriften optrædende på sidens lange led. I lange abrupte sætninger diffunderer et jeg ind og ud af teksten, der består af ufuldstændige sætninger, gentagne og omvendte ord og bogstavrim: ”ha, grådøgns døgnrød, dagdøgn daggrød grådrød, av, ranrød døgnran ranrogn, røddrøms trusserøv i rørblikkets berøring” (s. 10). Digtene kalder på at blive læst op med rytme og lydlig udfoldelse.

”Celestine” trækker på den gotiske roman med sine elementer af kvindeligt begær, genfærd og en utydelig skillelinje mellem denne verden og det hinsides. I et interview i Information siger Olga Ravn om inspirationen: ”I den gotiske roman er det altid unge piger, der ikke ved, hvordan de skal udtrykke deres seksualitet. Det okkulte bliver derfor en måde at udtrykke sin seksualitet og position. Og det giver autoritet og magt.” (Emma Holten: Familiehistoriens spøgelser. Information, 2015-02-06). I ”De ansatte” bruger Ravn science fiction genren til at sætte tanken og fantasien fri.

På sin blog olga-ravn.blogspot.com offentliggør Olga Ravn tekster, der har været trykt i Information, interviews med forfatterkolleger, fotos (af natur, interiør, kvinder og videnskabelige tegninger af dyr) og tekster om, hvad hun læser og skriver. 

Beslægtede forfatterskaber

Olga Ravn er del af en forfatterskare, der i deres tekster tager udgangspunkt i en undersøgelse af krop og køn. Hvor forfatterkollegaen Bjørn Rasmussen, der i 2011 debuterede med ”Huden er det elastiske hylster, der omgiver hele legemet”, mener, at kroppen er et hylster, der kan fyldes med hvad som helst, siger Olga Ravn om kroppen som hylster: ”Kroppen er ikke bare et hylster, som forgår og dør. Kroppen er der hele tiden. Det er bare ikke særlig nemt at finde ud af, hvad der er krop, og hvad der er bevidsthed. Det er totalt viklet sammen.” (Johannes Henriksen: At skrive om ubehaget ved at være sig selv. Information, 2012-01-12).

Hos Asta Olivia Nordenhof er der ligeledes en ligefrem omgang med kvindekroppen: ”en aften satte jeg mig på hug på hans bils kølerhjelm og satte med min menstruationsklistrede kusse et aftryk på forruden”, som der står på side 27 i hendes debut ”Et ansigt til Emily” fra 2011. Hanne Højgaard Viemose har også i sin romandebut ”Hannah” (2011) undersøgt, hvordan krop og identitet hænger sammen, og hvor seksualiteten befinder sig. Interessen for begær, krop, køn og identitet er altså på spil i forskellige varianter hos flere yngre, danske forfattere.

Slægtskabet med Tove Ditlevsen ligger lige for, både i form af debutens undertitel Pigesind og i afsøgningen af, hvad det vil sige at være pige, kvinde, mor og kunstner. Ravn læste Ditlevsen allerede i skolen, men var til en begyndelse ikke imponeret: ”Det var de der ’evige tre’ og den slags. Jesus Christ, altså. Jeg synes sgu ikke, det var særlig godt. Men så på et tidspunkt begyndte jeg at læse hendes sene romaner, som bare er sindssygt gode. Vilhelms værelse, Ansigterne, Gift, Det tidlige forår. Jeg forstår ikke, at de ikke er mere kanoniserede. Jeg var helt nede over, hvor fede, de var.” (Johannes Henriksen: At skrive om ubehaget ved at være sig selv. Information, 2012-01-12). Begejstringen for Tove Ditlevsen resulterede bl.a. i, at Olga Ravn på et tidspunkt begyndte at genskrive Ditlevsens debut ”Pigesind” (1939) efter sit eget sindrige bogstavsystem. Herfra udviklede ”Jeg æder mig selv som lyng” sig og blev til den bog, der i 2012 udkom med et motivisk slægtskab med Ditlevsen mere end en formmæssig familielighed.

På sin blog opremser Ravn de bøger, hun har læst eller er ved at læse, og hun fortæller om læseselskabet under udfærdigelsen af ”Jeg æder mig selv som lyng”: ”Da jeg skrev på min bog læste jeg meget i bøger af Gertrude Stein, Ann Jäderlund, Tove Ditlevsen og Unica Zürn. Jeg læste også en del i Den gamle danske cyprianus.” (Interview med forfatterweb, januar 2012).

Under arbejdet med ”Celestine” har Olga Ravn haft bl.a. Sylvia Plath og Tove Ditlevsen med: ”Jeg har været meget påvirket af både Plath og Ditlevsen og deres kvindeskikkelser. Ikke bare fordi jeg kunne spejle mig i dem, men måske især fordi jeg følte, at jeg holdt disse ulykkelige unge kvinder med selskab. At det var under læsningen, at ensomheden blev opløst. Esther i Sylvia Plaths Glasklokken er så ensom. Hun famler i det dybeste mørke, men læseren er der jo sammen med hende,” fortæller Olga Ravn i et interview i Weekendavisen. (Johanne Mygind: Barndommens gade går mellem mor og far. Weekendavisen, 2015-02-06).

Bibliografi

Poesi

Ravn, Olga:
Tekst i Forfatterskolens afgangsantologi 2010. Basilisk, 2010.
Ravn, Olga:
Grammatisk ubehag (uddrag af Pigesind) i Eeg, Helle og Lars-Emil Woetmann: Antologi 2010. Forlaget Kronstork, 2010.
Ravn, Olga:
Jeg æder mig selv som lyng. Gyldendal, 2012.
Ravn, Olga:
Mean-Girl. Egen udgivelse, 2014.
Ravn, Olga:
Den hvide rose. Gyldendal, 2016. Roman

Romaner

Ravn, Olga:
Celestine. Gyldendal, 2015.
Ravn, Olga: De ansatte. Gyldendal, 2018.
Ravn, Olga: Mit arbejde. Gyldendal, 2020.

Andet

Ravn, Olga: Min barsel - en dagbog til nye forældre. Gyldendal, 2021. Udfyld selv-bog.

Om forfatteren

Blog

Blog med forfatterens tekster fra Information samt blogindlæg om liv og litteratur.

Interviews

Turner, David Jacobsen:
Eks-stedsøskende og andre spøgelser. Jyllands-Posten, 2015-02-11.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Olga Ravn

Kilder citeret i portrættet

Vindum, Anne:
Interview med forfatterweb, januar 2012.
Henriksen, Johannes:
At skrive om ubehaget ved at være sig selv. Information, 2012-01-12.
Holten, Emma:
Familiehistoriens spøgelser. Information, 2015-02-06.
Mygind, Johanne:
Barndommens gade går mellem mor og far. Weekendavisen, 2015-02-06.