Ludvig Holberg

Ludvig Holberg blev født i Bergen i Norge og var dermed undersåt af den enevældige danske monark (Christian V, 1670-99). Først en mere nationalistisk eftertid har set noget problem i forbindelse med Holberg som dansk eller norsk forfatter. Stillet på denne måde – dansk eller norsk? – er spørgsmålet tåbeligt, fordi det er uhistorisk. For samtiden var Holberg i København ikke mere fremmed, end hvis han var kommet fra en anden, også i dag dansk provins. Og – væsentligt for forfatteren – havde ”tvillingerigerne” i 1600- og 1700-tallet fælles (dansk) skriftsprog.

Foruden latin (og i mindre omfang: fransk) er det på dette tidsprægede, men i dag gennemgående fuldt forståelige danske skriftsprog, at Holbergs kolossale forfatterskab foreligger for os. Kolossalt både i omfang – den tekstkritiske udgave af hans Samlede Skrifter (1913-63) fylder 18 store bind – og i variation – spændvidden i emner og genrer må tage pusten fra enhver moderne, specialiseret ”fagmand.” Og ikke mindst i betydning: Med Holbergs forfatterskab grundlægges den danske litteratur.

Holbergs digteriske produktion fylder kun en mindre del af de 18 store bind, men det er den, han huskes for.

Litteraturhistorisk er det bemærkelsesværdigt, at de litterære genrer, Holberg dyrker, i mange tilfælde etableres på dansk grund netop med hans bidrag som mønster. Idet vi gemmer komedierne et øjeblik, kan der nævnes flg. eksempler herpå: det parodiske helteepos (Peder Paars, 1719-20), verssatiren (4re Skiemte-Digte, 1722), den filosofiske dialog (1728), den utopiske stats- og science-fiction-roman (Niels Klims underjordiske rejse, 1741), det reflekterende essay (Moralske Tanker, 1744; Epistler 1748-54), fablen (1751).

Kun med sine latinske epigrammer (samlinger 1737, 1743 og 1749) ser vi Holberg danne afslutningen på en litterær genre i Danmark. I de to følgende afsnit ser vi lidt nærmere på de to genrer, hvor Holberg særlig excellerede.

Ud af denne rigdom har eftertiden tildelt komedierne førstepladsen; Holberg står i dag i overvejende grad som den første og største dramatiker i dansk-norsk litteratur. De i alt 33 komedier blev til i to omgange, afhængigt af opførelsesmulighederne. De ældste og fleste skrev Holberg i 1720’rne til Montaigus teater i Lille Grønnegade, bl.a. de store karakterkomedier Den Politiske Kandstøber, Jeppe paa Bierget, Jean de France, Jacob von Tyboe og Erasmus Montanus (der dog først opførtes senere). Efter 1748 supplerede den aldrende Holberg med yderligere nogle komedier skrevet til den efter pietismens magtperiode ”genoprettede skueplads” på Kgs. Nytorv, bl.a. Philosophus og Plutus (som han selv regnede for sin bedste!).

Den dramatiske produktions tempo og omfang kan til dels forklares ved, at i hvert tilfælde en gruppe af komedierne påviseligt er konstrueret over en fælles læst eller skabelon. Af denne kan flg. omrids antydes: Forskellige personer/personkredse forsøger at gennemføre hver deres planer eller ambitioner; realiseringen af visse af dem udelukker realiseringen af visse andre: Komedier er en kampplads, hvor folk rivaliserer, snydes og kompromitteres. Stykkets ”nar” taber spillet, ja kendes faktisk på, at han taber, for i Holbergs klassicistiske komedieunivers går det altid efter fortjeneste, så at den foreskrevne lykkelige slutning kan indebære opfyldelse af en ”poetisk retfærdighed”. Det bliver dermed tegn på en historisk uholdbar opfattelse af Holbergs komedieværk, hvis man – som det har været forsøgt – udpeger ”tragiske” aspekter i komedierne: Det er ikke synd, hverken for Jeppe, at Baronens folk spiller ham et puds og gør ham til grin, eller for Erasmus, at Løjtnanten lader ham prygle og eksercere.

Når Holberg selv atter og atter betoner, at hans komedier er ”moralske”, harmonerer det med, at hver af disse komediers konfliktparter, narren og de ”fornuftige folk”, har deres værdinormer: Narrene fører sig typisk frem med rig anvendelse af status-symboler under indflydelse af et fremmed kulturmiljø (man kan tale om repræsentative og esoteriske normer), de ”fornuftige folk” holder sig til tingenes brugsværdi og hjemlig tradition (man kan tale om utilitære og eksoteriske normer). Medens det første normsæt let associeres med en aristokratisk kulturform, kan den anden opfattes som udtryk for solid borgerlighed, en fordeling på stænderne, der hyppigt modsvarer figurernes (normbærernes) faktiske sociale tilhør i den konkrete komedietekst. Holbergs ”morale” er borgerlig og antiaristokratisk.

Den anden af Holbergs genrer, hvor hans indsats har været af blivende betydning, er det korte, reflekterende og ræsonnerende prosastykke kaldet essayet, af generationer af skoleelever kendt og frygtet som disciplinen ”dansk stil”. Holberg skrev to rent essayistiske værker, Moralske Tanker (i to bind, 1744) og Epistler (i fem bind, 1748-54); i alt godt 600 essays. De tilhører hans alderdomsproduktion; efter sin ”poetiske raptus” (i 1720’rne) og en ”historisk raptus” ( i 1730’rne) gribes han nu af en ”filosofisk”. De to samlinger har hver sit tydelige særpræg: I den ældre er stilen mere udarbejdet (med Holbergs eget udtryk: ”pyntet”) end i de tilsyneladende hastigere tilkomne epistler; de Moralske Tanker har ofte karakter af en tese eller påstand, der skal bevises, hvorimod man hos epistlernes forfatter hyppigt finder en tendens til intellektuel resignation, hvor skribenten overlader til sin læser at ”decidere”; impulsen til de enkelte essays, der i Moralske Tanker typisk skal findes i en (evt. paradoksal eller provokerende) idé, ligger for epistlernes vedkommende især i et interessant stof eller emne; og hvor Moralske Tanker skatter til romerske filosoffer som Cicero og Seneca, findes kilderne til epistlerne snarest i samtidens store encyklopædier og håndbøger, desuden i aviser og tidsskrifter, heriblandt den engelske Spectator og de såkaldte ”biblioteker” med resumeer af nyudgivelser.

Som det fremgår af epistlernes undertitel, ”Befattende Adskillige historiske, politiske, metaphysiske [dvs.religiøse], moralske, philosophiske, Item [dvs. så vel som] Skiemtsomme Materier”, findes der i de behandlede emner en uhyre bredde og variation. Og selv i denne principielt seriøse genre fornægter Holbergs særlige evne for humor og satire sig ikke; blandt knaldperlerne kan nævnes forsvaret for Fanden (nr. 60) og parodierne på O. Rudbecks Atlantica (nr. 193) og på F.C. Eilschows sproglige purisme (nr. 448).

På Holbergs tid blev professoraterne ved Universitetet besat efter et oprykningssystem, idet ikke alle lærestole var lige fornemme og vellønnede. En professor kunne således skifte fag adskillige gange under sin ansættelse. Holberg nåede at være professor i tre fag: først metafysik, en filosofisk hjælpedisciplin, som han afskyede, og hvor han efter egen indrømmelse gjorde en ynkelig figur, så latinsk digtning, og endelig historie, hvor han kunne udfolde det nærmeste han kom på sagkundskab i moderne forstand.

Af Holbergs ikke-digteriske er det da også de talrige historiske (herunder biografiske og kirkehistoriske) værker, der fylder mest. Blandt de nationalhistoriske arbejder indtager Dannemarks Riges Historie (i tre store bind, 1732-35) den fornemste plads. Interessantest for en moderne betragtning er nok tredjebindets historiografiske programerklæring, ”Betænkning over Historier”. Her viser det sig, som overalt, at historikeren Holberg er barn af sin tid. Han underkaster ikke kilderne nogen systematik afprøvning m.h.t. pålidelighed, det, historieforskningen kalder kildekritik. Den kildekritiske teknik blev først udviklet hos Holbergs yngre samtidige, Hans Gram og Jacob Langebæk. Han skelner altså ikke principielt mellem primære kilder, dokumenter, der er samtidige med begivenhederne, og sekundære kilder, som er afledte, senere beretninger – selv om han ofte foretrækker de første og hyppigt træffer rigtige valg, når han pr. skøn afgør, hvilke kilder han vil benytte.

I en anden forstand end den videnskabelige kan han godt øve kritik af kilderne, nemlig når han ræsonnerende afvejer rimeligheden af deres indhold og domme og fx retter sin sunde skepsis mod middelalderens mirakelhistorier og den dunkle sagnhistories realitet. Det afgørende for Holberg som historiker er, hvad han kalder ”Skiønsomhed”, evnen til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, samt sammenhæng i de bragte oplysninger, dette i modsætning til 1600-tallets lærde stofindsamlere og -ophobere af Arild Huitfeldts type. Desuden opsøger han med forkærlighed en moralsk lære i historien – den skal helst gøre os klogere og bedre, anvendes pragmatisk.

Når Holbergs skrifter bevæger sig ind på andre områder, som teologi, filosofi, naturvidenskab (fysik, astronomi), jura og økonomi (hvad de faktisk gør!), bliver det nok lidt vanskeligere at drage grænsen mellem polyhistori og dilettanteri. Hans forsøg i disse for ham fremmede videnskaber lader sig karakterisere under ét; de har tre væsentlige træk fælles: For det første baseres de induktivt og empirisk, dvs. tager udgangspunkt i den foreliggende omverden, der må undersøges og levere erfaringer – så først kan der opstilles hypoteser og formuleres almene principper eller lovmæssigheder. For det andet formuleres de, så at enhver lægmand kan følge ræsonnementet; idealet er ”oplysningens” populærvidenskab med adresse til almenheden og tillid til det kosteligste menneskelige fælleseje: den medfødte fornuft, det naturlige lys, lumen naturale . For det tredje ser Holberg helst, at videnskabeligt arbejde resulterer i praktiske resultater, videnskab skal – med et slagord fra 1960’erne – være samfundsrelevant, her i betydningen: nyttig for næringslivet, staten og almenvellet.

Og da Holberg selv – uden egl. sagkundskab, men med baggrund i praktisk erfaring inden for landbrug – afgav sit fornuftsræsonnement ”over den nu regierende Qvæg-Syge” (1746) foregreb han unægtelig en senere tids naturvidenskab, da han fandt det mest sandsynligt, at en epidemisk smitte overføres gennem mikroorganismer!

På Holbergs tid var enevælden (absolutismen) en forholdsvis ny statsform i Danmark, indført af Frederik III ved et statskup i 1660-61. Her blev den hidtil privilegerede arveadel, hvis politiske instrument havde været Rigsrådet, den store taber, medens medlemmer af borgerskabet, kronens allierede før og ved kuppet, fik helt nye sociale muligheder. Overklassen ændrede sammensætning og funktion, idet kongen til erstatning af den udmanøvrerede arveadel udnævnte en ny rangadel (af bl.a. grever og baroner, heriblandt Holberg!) af borgerlige godsejere, højtstående embedsmænd og militære etc. Kongen følte dog beviseligt stadig den gamle adel som en trussel mod sin nyetablerede ”absolutte” magt.

Holberg, der selv nedstammede fra en slægt af købmænd og embedsmænd og endte som universitetsprofessor (ét år endda -rektor) og baroniseret godsejer, var gennem hele sit skribent-liv denne enevældes usvigelige støtte, rekommandør, apologet, ideolog og pædagog, man kunne næsten sige: propagandist; dette gælder også dramatikeren, som vi så i afsnit 2 ovenfor. Han var nok konservativ (ønskede den aktuelle styreform fastholdt), men ingenlunde reaktionær (ønskede mindst af alt den tidligere adelsvælde tilbage).

I Danmark står Holberg som den ypperste repræsentant for den åndsretning, man kalder oplysningen, og som baserer sig på tilliden til menneskets medfødte fornuft, det kritiske intellekt. Som det fremgik af afsnittet Videnskab og populærvidenskab ovenfor, bidrog han til realiseringen af oplysningens praktiske program ved at udbrede indsigt (”lys”) til en bredere almenhed gennem populærvidenskabelige skrifter på dansk. Også oplysningens mærkesager fandt en forkæmper i Holberg, der skrev effektivt og engageret for religiøs tolerance (hvis grænser iflg. Holberg kun skulle sættes af hensyn til statens sikkerhed!) og for kønnenes ligeberettigelse (ligeledes begrundet i samfundsinteresse!).

I snævrere litterær forbindelse figurerer han desuden som den ypperste repræsentant for den danske klassicisme. Han valgte ofte – og utilsløret – sine forbilleder i den antikke litteratur eller hos de nyere, især franske forfattere, der gjorde ligeså: i verssatiren hos Horats & Juvenal og Boileau, i komedien hos Platus og Molière, i epigrammet hos Martial og John Owen, i essayet hos Cieero & Seneca og Montaigne osv. Inden for klassicismens regelbundne og genreorienterede poetik befandt han sig fortræffeligt og latterliggjorde brud herpå som dårlig smag.