Ludvig Holberg blev født i Bergen i Norge og var dermed undersåt af den enevældige danske monark (Christian V, 1670-99). Først en mere nationalistisk eftertid har set noget problem i forbindelse med Holberg som dansk eller norsk forfatter. Stillet på denne måde – dansk eller norsk? – er spørgsmålet tåbeligt, fordi det er uhistorisk. For samtiden var Holberg i København ikke mere fremmed, end hvis han var kommet fra en anden, også i dag dansk provins. Og – væsentligt for forfatteren – havde ”tvillingerigerne” i 1600- og 1700-tallet fælles (dansk) skriftsprog.
Foruden latin (og i mindre omfang: fransk) er det på dette tidsprægede, men i dag gennemgående fuldt forståelige danske skriftsprog, at Holbergs kolossale forfatterskab foreligger for os. Kolossalt både i omfang – den tekstkritiske udgave af hans Samlede Skrifter (1913-63) fylder 18 store bind – og i variation – spændvidden i emner og genrer må tage pusten fra enhver moderne, specialiseret ”fagmand.” Og ikke mindst i betydning: Med Holbergs forfatterskab grundlægges den danske litteratur.