Lone Hørslev begår sig legende og let i både poesi, noveller og romaner. Hendes sproglige musikalitet giver en intensitet og et medrivende flow i værkerne og har også givet sig udslag i flere musikalske projekter med blandt andet Mads Mouritz og Solveig Sandnes. Ikke mindst i hendes tidlige forfatterskab gør hun stort brug af mundtlighed ved for eksempel at bruge ’Og’ efter punktummer. Hun benytter flittigt indskudte sætninger, gentagelser, kursiveringer, VERSALER samt (sære og sjove påhit i parentes). Legen med sproget er et særkende ved både Hørslevs poesi og prosa, for eksempel i sætninger som “bogorm, ormædt, ædedolk” og “evnesvag, svagpisser og pisseurimelig” fra digtsamlingen “Lige mig”.
Hørslev lader ofte sine digte forlænge ind i hinanden ved at lade det sidste ord eller den sidste sætning i et digt blive det første i det næste. Herved peger hun dels på, hvordan inspiration opstår, og dels på hvordan alt opstår i forlængelse af noget andet – ligesom Lone Hørslevs eget forfatterskab bygger på andre forfatterskaber.
Selviscenesættelse er en anden side af Hørslevs værk. Stærkest kommer den til udtryk i digtsamlingen “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale”, hvor Hørslev tager afsæt i sin egen skilsmisse. Selv når hun skriver om den historiske person Marie Grubbe, sætter hun sig selv i scene. På romanens forside er hun således afbilledet iført en korsetteret kjole, der kunne have siddet på hendes hovedperson. På den måde peger hun på sin egen identifikation med Grubbe, og måske antyder hun samtidig, at synet på det kvindelige begær ikke har ændret sig stort siden Grubbes tid. Eftersom billedet er skåret, så toppen af hovedet mangler, antyder hun samtidig romankarakterens hovedløse begær. Eller også henviser hun til, at vi ikke kan vide, hvad der er foregået i romankarakterens hoved.
Begær er et helt centralt tema i forfatterskabet. Både det erotiske begær og begæret – eller længslen – efter en anden og bedre tilværelse, og ofte er de to vævet ind i hinanden. Samtlige af Hørslevs karakterer bokser med det forkætrede begær. De kaster sig ud i kærligheden, slår sig, trækker følehornene til sig igen og kaster sig alligevel hovedkulds ud i nye eventyr som en slags erkendelse af, at det er, hvad livet handler om: at være en del af fællesskaber, og især det lille eksklusive fællesskab, som et kærlighedsforhold udgør.