Romanen “Naturlige fjender” fra 2008 er Lone Hørslevs femte udgivelse. Den foregår i provinsbyen Vejby i Jylland og følger hovedsageligt tre spor.
Ét fortæller om den afdøde fordrukne mand Anker. Et andet følger den 36-årige Lars, som lige er flyttet til byen, hvor han arbejder på den lokale kro. Han bliver dog hurtigt fyret, fordi han under en flirt med den lokale dyrlæge Inger-Mai kommer til at drikke sig fuld. Det tredje spor i romanen følger dyrlægen Inger-Mai, som lever sammen med Stig og deres datter Bella.
27366147
Romanen bevæger sig mellem indre og ydre synsvinkler og dagbogs- og brevsekvenser fra L til Anker. Der er tale om en alvidende fortæller, som helt ubemærket glider mellem de forskellige personers perspektiver, og som benytter sig af tankecitater i første person fra karaktererne. Derigennem kommer karaktererne ligefrem til at tale i munden på – eller igennem munden på – den overordnede fortællerstemme.
Især går romanen under huden på Lars og Inger-Mai ved at give indblik i deres indre som ydre dialoger. Resultatet er en troværdig gengivelse af et lokalsamfund, hvor alle drømmer om kærlighed og forløsning, men hvor ingen kan finde den.
Inger-Mai tror, hun vil blive lykkelig med sin mand, hvis bare de køber Ankers hus. Hun bliver betaget af Lars, og de bygger en delvis drøm op omkring hinanden, som hun dog ikke tør forfølge. Lars’ tidligere kæreste Mona vil gerne være sammen med Lars igen, men han kan end ikke overskue at tænke på hende. Han tænker i stedet på Inger-Mai og lidt på Anker, og hvordan han mon levede. Hvorfor blev den mand nødt til at drikke sig ihjel?
Ud over kærlighed er angst et påtrængende tema. Inger-Mai er angst for, at hun har fået brystkræft, den lokale politimands søn er i krig i Irak, og hver morgen vågner politimandens kone op med en skrækindjagende følelse i kroppen af, at sønnen er død. Og derudover er der selvfølgelig angsten for at blive opdaget – for at nogen skal kunne se de lumre drømme og de forfærdelige tanker hver enkelt forsøger at skjule. I det hele taget lever og ulmer frustrationerne konstant under overfladen hos alle karaktererne og aftegner sig som blå plamager på kvindernes (Inger-Mais og politimandens kones) ansigter eller som seriøse drukture.