Jeg ved ikke om den slags tanker er normale

Lone Hørslevs fjerde digtsamling og sjette udgivelse, “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” fra 2009, er opdelt i tre dele, hvor den første går under titlen “Tak for besøget”. Den består af 12 unavngivne digte, som tematiserer afsked og sorg.

Et gennemgående træk i samlingen er, at dyr benyttes som symbol på kærlighed. I det indledende digt hedder det: “Der var engang hvor jeg sang (“Oldenborre flyv, flyv”)/ for en muldvarp og så blev han forliebt”. Allerede her præsenteres kærligheden som et umuligt projekt, for oldenborren kan selvsagt ikke flyve, og forliebt benyttes ifølge Den danske ordbog (ordnet.dk) om en “flygtig, naragtig eller blind forelskelse” – en naragtighed der forstærkes af den forvrængning, der ligger i, at ordet er kursiveret i digtet.

27637868

Senere i digtet “kommer TIDEN/ med sine ublide metoder, og forelskelsens gange bliver/ trange”. Kærligheden får sværere vilkår, og digtet slutter med en decideret aflivning af forholdet: “Meget stærk giftgas/er netop blevet/lagt ud.”

Tredje og sidste del bærer titlen “Giftige blomster og bær” og består af ét digt. Her lignes naturens dødelige planter, der på overfladen kan tage sig så uskyldige og kønne ud, med menneskenes evne til at tage livet af hinanden (ikke konkret, men metaforisk) – “hurtigt – eller over TID ved konstant at bide/ad hinanden, grr” (s. 43). Digtet er fuldt af rim og remser såsom “for at lave et renere, enklere CUT mellem dig og mig og vi to, der nu sejler i hver vores sko”, og det slutter med en reference til eventyret om prinsen og Rapunsel. Ved at sætte digtet ind i en ungpigeramme peger digteren på dyrkelsen af den romantiske kærlighed helt fra barns ben – og kontrasten til virkeligheden.

I forlængelse af eventyrtemaet iscenesættes digterjeg’et i samlingen som en ung pige med uskyldige drømme og sårede følelser.

Digtsamlingen bærer undertitlen “Skilsmissedigte”, og dermed er scenen sat for bekendelsesdigte, der trækker på traditionen fra 1970’ernes knækprosa og bekendelseslitteratur. Referencen bliver understøttet af et indledningscitat af Tove Ditlevsen og af den gennemgående, bekendende kvindelige jeg-fortæller.