“Tak” er den korte titel på Lone Hørslevs debutdigtsamling fra 2001. Det er en lille sag på en halvtreds sider inddelt i fem dele. Samlingens første del tematiserer det at blive forladt.
Den indledes med en henvisning til musikeren Nikolaj Nørlund, som på pladen “Nye optagelser” fra 1997 synger: “Vil du mig mere så rids det ind i din pande. De ord der forsvinder er dem der aldrig var sande”. Hos Hørslev hedder det: “Nu hvor du har sat dig/dit fugtige tegn/i min pande/Så forlader du mig snart”. I modsætning til Nørlunds efterspørgsel af, at du’et skal ridse sin kærlighed i sin egen pande, så har du’et hos Hørslev ridset sig ind i jeg’ets pande. Og nu, hvor du’et har sat sig et fugtigt spor, er der en implicit forventning om at blive forladt. Digtet fortsætter: “Jeg ved det/– og vandet vil løbe mig i øjnene”. Jeg’et vil altså blive ked af det, og dog er det som om, jeg’et betragter det hele med en skuespillerens iscenesatte (eller en digters metaforiske) distance. Hengivelse og distance er nært vævet sammen i første del, men under overfladen udtrykkes en implicit længsel efter nærhed og forbundethed.
I anden del er det jeg'ets selvopretholdelse og afhængighed af andre, der tematiseres. Som i det indledende digt, hvor jeg’et vågner med kaktus på tungen. Det hedder: “Tilfældige forbipasserende her/ved kirken/må samle mig op/TAK hvisker jeg så og nikker inden/jeg falder igen”.
28915128
Digtene er fulde af skæve rytmer og bevægelser frem og tilbage. Mellem kærlighed og afsavn. Mellem liv og død. Mellem by og land. Mellem drøm og vågen tilstand. Mellem barndom og voksendom. Mellem poesi og hverdag, som når “Hvert eneste snefnug som er sit eget/univers ligesom hvert eneste ord –” afløses af linjen “Kald det Kærlighed”, der trækker på en sang af Lars Lilholt.
Og titlen “Tak”? Den kan dels forstås negativt som et tak for den erfaring, jeg'et har fået i mødet med kærligheden, som får jeg'et til at forholde sig distanceret til sit følelsesliv og sine omgivelser. Og dels kan den forstås positivt som en tak for alle de erfaringer, jeg’et har gjort sig, både de positive og de negative, som en reminder om, at det er erfaringerne, der gør mennesket klogere og livet rigere.