Det 3. årtusindes hjerte

Citat
”Så skal vi skilles ad, før vi kan mødes, vi hænger/ sammen, så skilles vi./ For at møde// Jeg er alt, du er, jeg er varme, beskyttelse, mad.”
”Det 3. årtusindes hjerte”, s. 95.

I Ursula Andkjær Olsens ottende digtbog, ”Det 3. årtusindes hjerte” (2012), bliver graviditet og moderskab adresseret på en helt ny måde. Det gælder både i forhold til Andkjær Olsens forfatterskab, hvor ”kvinde” mestendels har været en seksuel og ikke forplantningsorienteret binding, og det gælder i det hele taget i forhold til gengivelse af graviditet i litteratur, hvor man har været henvist til bleg realisme fra 1970’erne. ”Det er mit nye kropssprog”, hedder det et sted i ”Det 3. årtusindes hjerte”, og bogen fremviser forplantning eller reproduktion i en bred vifte af betydningsniveauer fra det helt konkrete (Kvinde kend din krop) til det helt abstrakte (matriarkalsk kosmologi for det nye årtusinde). Her fremstår amning og kapitalismekritik som forbundne, ja ligefrem som komplementære størrelser. Man vil genkende de insisterende genforhandlinger af grundlæggende modsætningspar fra Andkjær Olsens forrige bøger: Sætninger og dikotomier ”gnubber sig” op af hinanden og fremstår pludselig i nye overraskende sammenhænge. Forbindelser og relationer gentages med små variationer og fødes på ny ind i andre sammenhænge.

29584494

”Det 3. årtusindes hjerte” består af afrundede tekster/digte, og ingen af disse overskrider en bogside. Således fremstår bogen mere visuelt ordnet og kompositorisk mere afrundet end tidligere i Andkjær Olsens forfatterskab. Bogens afsnitsinddelinger beskriver (ikke glasklart men heller ikke fuldstændigt utydeligt) en graviditets progression fra ”abort” til ”venterum” og ”smerte” over det at dele ”min krop” i ”to kroppe” til ”amningens struktur”, herunder ”bryster” og frem mod en udmunding i på én gang afstandtagende og indoptagende beskrivelse af finanskrisens samfundslogik. Bogens kvindekønnede ”jeg” forbindes i sidstnævnte niveau igen og igen med liberale vækstidealer og bankterminologi. Den reproducerende kvindekrop bliver til ”Moder marked”: ”Står jeg ikke her som et/ risikovilligt kar”.

Akkurat som forplantningsmotivet – det at videregive livet – er Andkjær Olsens skrift en stærkt hvirvlende strøm, der forbinder tilfældighederne og splintrer nødvendigheden. Graviditet er i ”Det 3. årtusindes hjerte” et grundprincip og et fælles anliggende.