Ursula Andkjær Olsen

Ursula Andkjær Olsen blev født ind i et hjem med klaver på Amager i 1970. Her boede og voksede hun op sammen med moderen og faderen og sin lillesøster Julie (illustrator i og på ”Have og helvede”, 2010).

Mens mange digtere fortæller deres livshistorie som én lang kærlighedsaffære med ordene, er Ursula Andkjær Olsens vej til sproget ikke en motorvej. Det var klaver og klassisk musik, der optog hende langt op i voksenårene. Hun hadede at skrive stil i skolen, for sproget var kun et dagligdags værktøj: “Som lille var jeg mistroisk over for sprogets evne til at kunne fungere til ret meget andet end at sige ’ræk mig lige mælken’. Jeg var ikke god til at bruge det til at sige, hvordan jeg havde det. Eller til at lytte når andre skulle sige, hvordan de havde det. Det blev mig altid lidt pinagtigt. Det var musikken, som betød noget for mig.” (Dorthe Hygum Sørensen: “Stemmens vildreder”. Politiken, 2005-09-11).

Ursula Andkjær Olsen drømte mest om at blive pianist, mens hun legede hørespil og radioavis med søsteren. Hun gik til klaver hos Therese Koppel, startede på medicinstudiet men endte med musikvidenskab og filosofi. Ved siden af studierne fungerede hun i seks år som anmelder af klassisk musik på Berlingske Tidende.

I en alder af 25 år oplevede Ursula Andkjær Olsen så pludselig, at hun havde skrevet noget, der lignede lyrik. Fra et studieophold i Berlin sendte hun al sin tekst til Forfatterskolen og blev optaget i 1997. I 2000 kom debuten i form af den litteraturhistorisk skelsættende “Lulus sange og taler”.

De efterfølgende 20 år har digteren udgivet en række bøger, heriblandt den kunstneriske og kommercielle succes “Ægteskabet mellem vejen og udvejen” fra 2005. Bogens eksponering tog fart, da Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden helligede en leder til bogen på udgivelsesdagen (Tøger Seidenfaden: “En digtbog, der greb dagen”. Politiken, 2005-09-09). Længere fremme i forfatterskabet er bogen fra 2010, ”Det 3. årtusindes hjerte”, en milepæl. Bogen åbner for modermotivet, der har været centralt for Ursula Andkjær Olsen siden. Udover lyrikken har Andkjær Olsen udgivet sit bearbejdede universitetsspeciale om den danske avantgardekomponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen. I 2009 blev hun mor til sønnen Max, og i 2019 blev hun indsat som rektor på Forfatterskolen i København.

Andkjær Olsens debut “Lulus sange og taler” udkom i 2000. Den etablerer hendes helt specielle stil og stemme – eller stemmer, for det er, hvad der er tale om. Omslaget angiver ikke bogens genre, for det er ikke digte i konventionel forstand.

Titlens femme fatale, Lulu, er blot én af de mange stemmer, der væves ind i hinanden i bogens univers af sange og taler. Det sammenhængende digtersubjekt bor ikke længere i teksten, den bebos foruden Lulu af den filosofisk docerende Ursula Ursprung, den forføreriske Salomé, Anna Kronisma, der er lidt gammeldags (anakronisme) og maniske Pandora. Den polyfone (flerstemmige) komposition virker som moderne kompositionsmusik, og den griber modigt til et væld af ordgenrer; her er aforismer, vrøvlerim, foredrag og syllogismer, og som om det ikke var nok er sproget både dansk, tysk og fransk. Stemmerne er langt fra distinkte, men de markerer tematiske vinkler til bogens hovednerve: En undersøgelse af kærlighedens former.

23083256

Teksten eller teksterne udforsker sprogets mulighed for at nærme sig det, der ikke kan præciseres; hengivelsen og tilliden i kærligheden, der aldrig kan omfattes af vished. Også kulturhistorien inddrages som samtalepartner i et fandenivoldsk ridt gennem et væld af referencer til forfattere som Proust og Gertrude Stein, filosoffen Wittgenstein og avantgardistiske musikere som Alban Berg og John Cage. De intertekstuelle referencer tårner sig op og er med til at understøtte den metalitterære sprogrefleksion.

“Fra sprogets nulpunkter stiger kunsten”, står der et sted, og det er i den konstatering, bogen finder sin pointe. “Lulus sange og taler” er i høj grad et æstetisk eksperiment, hvis vilje strækker sig mod at etablere en skrift, der er lige så polyfon og rummelig som musikken. Det kan lyde højstemt, men det er udførelsen ikke; bogen er både let og tung, substantiel og snakkende. Selv siger Ursula Andkjær Olsen: “Det at man skriver og tænker seriøst, behøver ikke at betyde at man skal være melankolsk og selvhøjtidelig. Det kan sagtens kombineres med 'den udødeligt muntre gestus' som Hesse kalder det. Et overskuddets modspil til verdens tragedier”. (Marie Tetzlaff: “Lulu, Pandora, Salomé og de andre”. Politiken, 2000-09-09).

Andkjær Olsens anden digtsamling placerer sig stilistisk i forlængelse af forgængeren, men tematisk markerer den en væsentlig udvikling i forfatterskabet. “Atlas over huller i verden” udkom i 2003, og her vender hun sig ud mod virkeligheden og samfundet allerede fra første linies konstatering: “Der er stemmer i verden”. Det er stadig sprogets mekanik, der interesserer, men polyfonien er her blevet til en navnløs kakofoni af kritisk samfundsrefleksion i vildt energisk og øjenåbnende digterisk form. Bogen inkorporerer et digthæfte fra 2002 med titlen “Syndfloder” i let redigeret form.

25187806

Andkjær Olsen kortlægger hullerne i verden ud fra idéen om, at samfundet og virkeligheden bor i sproget, og at de magter og meninger, vi etablerer, er sproglige konstruktioner snarere end selvindlysende sandheder. Hullerne opstår, når hun vender udråb og slogans på hovedet og tager idiomatiske vendinger som ’at sejle sin egen sø’ bogstaveligt. Fra hullerne kravler kunsten så op med kritisk swung; hun udstiller den skematiske tænkning, der opstår, når verden filtreres i sproget, hun fremviser vores fremmedhed for os selv og hinanden og forbrugssamfundets døs. Hun sampler talemåder med politiske toneklange og selvhjælpsfraser: “Har du fået en sten i skoen? Slå fjenden hårdt i hovedet, eller bedre, spark fjenden hårdt i røven. Luk øjnene og mærk efter, om den er røget ud i kampens hede. Ellers gentag proceduren.” (side 74).

Som læser kommer man igennem lidt af en vridemaskine, og virkningen er skiftevis urovækkende og stærkt satirisk – og effektiv. Som forgængeren handler denne bog om sproget, men den gør det på virkelighedens præmisser. Andkjær Olsen anskuer sproget som noget, der både kan bruges til at flyde ovenpå virkeligheden i beskrivelser, men også kan være et værktøj til at dykke ned under overfladen – og så er vi tilbage ved musikken: “Ind imellem bliver man måske træt af at forklare verdens begivenheder, fordi man alligevel ikke får det hele med. Der er så mange andre sandheder, hvad synes hun, og hvad synes han. (…) Når man så for en tid har opgivet at flyde ovenpå, så opdager man, at man godt kan tage sproget med ned under vandet, at det også kan bruges til at sige noget om noget uforståeligt og “uudsigeligt” (…) Lidt på samme måde, som når musik ikke betyder noget bestemt, men så afgjort får os til at tænke noget alligevel” . (Jakob Hansen: “Sproget regner ned i hjernen”, interview på www.jakob-hansen.dk).

“Jeg har slugt for mange svaner og for få/søm. Det giver viften i maven alle de/vinger og ingenting at sømme/fødderne fast med.“ Sådan lyder det i “Ægteskabet mellem vejen og udvejen” fra 2005. Bogen er en uhørt tyk digtbog, 232 sider lang. Den kværner derudaf med færdselsregler, udråb, reklameslogans, dybdepsykologiske foredrag, ordforklaringer, oneliners fra politikere og citater fra den danske sangskat og mediestrømmen.

Digtsamlingen handler om alt mellem himmel og jord – og igen også meget om sproget. Den struktureres af et netværk af hovedveje, biveje, udveje og vildveje, og gennemskæres af omskrevne reklameindslag, der satirisk afslører forbrugerhysteriets seneste højder og eksistentielle dybder: “NYHED!/Ubegrænset bundløshed til alle!/3 måneder gratis og uden engagement du vil/falde i. Med det samme.// (Frit fald eller pengene tilbage)!” (side 41).

26523494

“Ægteskabet mellem vejen og udvejen” er en stærkt politisk bog, herligt befriet for frelsthed. Tonen er skarpere end tidligere; krigen i Irak kritiseres eksplicit gennem dekonstruktion af den retorik, der omgiver den, og her får Ursula Andkjær også ram på en række fremtrædende politikere. Det samme gælder forbrugerismens selvtilstrækkelige ansvarsløshed, der gør nye køkkener til en menneskeret – helt ufrelst er digteren heller ikke.

Tematisk drager bogen en central pointe; nemlig at virkeligheden har flere sider og fremtræder paradoksal. Denne bog bebos primært af én stemme, der så til gengæld diskuterer lystigt med sig selv og med resten af kunst- og filosofihistorien. Inden for det enkelte udsagn viser dobbelttydigheden sig i forkærligheden for det grammatisk umotiverede punktum og for ordet ’eller’, der hakker vejen op i biveje og rundkørsler. Samlingen former sig således som en række af selvkorrektioner uden endemål.

Ursula Andkjær Olsen vægrer sig ved at ophæve modsætninger i store metafysiske begreber, men både kærligheden og fantasien – blandt andet i neologismen ’dybskøn’ – står stærkt som korrektioner til virkelighedsreferencen, der er i trafikalt kaos.

“Ægteskabet mellem vejen og udvejen” er en monstrøst klog bog, og den skal læses langsommeligt, ellers misser man orienteringen i farten.

“Skønheden hænger på træerne” fra 2006 markerer et skifte i Ursula Andkjær Olsens forfatterskab. De tidligere samlingers stemme- og stilmæssige spredehagl er nu samlet i én strøm, der omslynger hele bogens søgende og næsten sørgmodige univers med lugt af efterår og eftertanke.

Bogen falder i fire regulære dele og ’et dråbeformet vedhæng’ til sidst. Billedsproget vokser ud af naturen og årstiderne – her er skærmblomster og nedfaldsæbler, tåge og is på pytten – og alle dele bæres oppe af et ekspliciteret lyrisk Jeg, som reflekterer over livets, skønhedens og kærlighedens betingelser.

I første del er dette Jeg et snerrende monster, der vrænger af et forstyrrende ’Jer’ og af sin egen utilstrækkelighed. Men siden bliver Jeg’et blødt og vådt i sin søgen efter afklaring af den kærlighed, der udfoldes overfor et ’du’, og i eftersøgningen af skønheden, som hænger på træerne og falder som blade fra digterens mund.

26428718

Ursula Andkjær Olsen slår stadig smut med sproget og når nye højder af overrumplende præcision. Den politiske nerve er igen tydelig i bogen, blandt andet i en kritik af den uafvendelighedsretorik, der afslører en politisk ledelse uden handlekraft. Men med et sideblik til det øvrige forfatterskab er det nærliggende at læse “Skønheden hænger på træerne” som en refleksion over de forrige bøger; ’sidste års pensum’, som der står et sted. De nye digte beskriver det, som det tidligere forfatterskab indbyggede diskussioner ’performer’. Igen er det virkelighedens, sprogets og skønhedens paradokser, det handler om, men uenigheden bringes ikke til sammenstød, her står blot erkendelsen af sammensathed: “Klarheden er et meteorologisk fænomen som ikke har noget at gøre med entydighed.” (side 127). Læst fra den vinkel synes Andkjær Olsen at stræbe efter overblik over svanesangen, som hun selv skriver.

“Skønheden hænger på træerne” virker mere moden og mindre modig, hvilket flere anmeldere har bemærket som et tab. Men det er en smuk bog, og fornyelsen er velkommen med sine præcise træstammeformede digte og enkeltstående ord som faldne efterårsblade. Og så må bogen roses for en formidabel sammenhæng mellem den digteriske tone og Anne Marie Plougs grafiske tilrettelæggelse – det sort-hvide træ på omslaget og de enkelte abstrakte billedindskud mellem samlingens dele.

I Ursula Andkjær Olsens ottende digtbog, ”Det 3. årtusindes hjerte” (2012), bliver graviditet og moderskab adresseret på en helt ny måde. Det gælder både i forhold til Andkjær Olsens forfatterskab, hvor ”kvinde” mestendels har været en seksuel og ikke forplantningsorienteret binding, og det gælder i det hele taget i forhold til gengivelse af graviditet i litteratur, hvor man har været henvist til bleg realisme fra 1970’erne. ”Det er mit nye kropssprog”, hedder det et sted i ”Det 3. årtusindes hjerte”, og bogen fremviser forplantning eller reproduktion i en bred vifte af betydningsniveauer fra det helt konkrete (Kvinde kend din krop) til det helt abstrakte (matriarkalsk kosmologi for det nye årtusinde). Her fremstår amning og kapitalismekritik som forbundne, ja ligefrem som komplementære størrelser. Man vil genkende de insisterende genforhandlinger af grundlæggende modsætningspar fra Andkjær Olsens forrige bøger: Sætninger og dikotomier ”gnubber sig” op af hinanden og fremstår pludselig i nye overraskende sammenhænge. Forbindelser og relationer gentages med små variationer og fødes på ny ind i andre sammenhænge.

29584494

”Det 3. årtusindes hjerte” består af afrundede tekster/digte, og ingen af disse overskrider en bogside. Således fremstår bogen mere visuelt ordnet og kompositorisk mere afrundet end tidligere i Andkjær Olsens forfatterskab. Bogens afsnitsinddelinger beskriver (ikke glasklart men heller ikke fuldstændigt utydeligt) en graviditets progression fra ”abort” til ”venterum” og ”smerte” over det at dele ”min krop” i ”to kroppe” til ”amningens struktur”, herunder ”bryster” og frem mod en udmunding i på én gang afstandtagende og indoptagende beskrivelse af finanskrisens samfundslogik. Bogens kvindekønnede ”jeg” forbindes i sidstnævnte niveau igen og igen med liberale vækstidealer og bankterminologi. Den reproducerende kvindekrop bliver til ”Moder marked”: ”Står jeg ikke her som et/ risikovilligt kar”.

Akkurat som forplantningsmotivet – det at videregive livet – er Andkjær Olsens skrift en stærkt hvirvlende strøm, der forbinder tilfældighederne og splintrer nødvendigheden. Graviditet er i ”Det 3. årtusindes hjerte” et grundprincip og et fælles anliggende.

Halvdelen af coverillustrationen på Ursula Andkjær Olsens digtbog ”Udgående fartøj” (2015) er kulsort. Den anden halvdel er grå i sort. Således er tonen slået an til et dystert og ja, sort værk. På sin helt egen og utilgængelige måde handler det om kynisme, hårdhed, uforsonlighed.

Bogen er komponeret i seks afsnit, hvis små, rudimentære digte fungerer både som kortfattet selvstændige og udfoldet sammenhængende tekster. Tilsvarende er der en udvikling mellem de enkelte afsnit, og bogen kommer således til at gennemspille et romanagtigt hele med en hjemme-ude-hjem-struktur. Bogen bevæger sig fra en position karakteriseret af opbrud og jeg-fikseret vrede til en ny, spag forhåbning om noget fællesmenneskeligt og noget, der er endnu større: naturen. Et sært makkerpar af teknologi og forvrænget kristendom er øjensynligt forhåbningens livline.

51747720

Andkjær Olsens forfatterskab er fyldigt. Den styrtblødende, fræsende, jonglerende stil, der er blevet Andkjær Olsens trademark, er i 2015 entydigt erstattet af en enstrenget hård, kontant og repeterende stil. Festen er slut, og en tømmermandsramt dagen derpå er realitet. Men man kender stadigvæk Andkjær Olsen som den stædige (og respektløse) sprogprofessor, der som ingen anden kan gennemlyse sprogets materiale. Bibelsk/kirkeliturgisk intertekst kommer og går i ”Udgående fartøj”, f.eks. her, hvor præsten pludselig bliver upassende aggressiv i en ukvemsed: ”JEG SKAL LØFTE MIT ÅSYN PÅ JER OG GIVE JER FUCK” (s. 59).

Billedsproget er ligeledes centralt. ”her er ingen billeder/ ingenting ligner andet end sig selv, alt er lukket” (s. 33) lyder det i en karakteristisk og karakteriserende formulering. Det uforsonlige og hårde udtryk lader rigtig nok ikke plads til sprogets sammenlignende potentialer, men i asken fra et udbrændt billedsprog opstår lynsnart et nyt. Når tekstens udtryk eksempelvis gøres totalt abstrakt i en gentagende tilbagevenden til en ”unedbrydelig kugle”, der netop ikke ligner noget, men kun er noget, ja så kommer det alligevel til at ligne. Kuglen, der er et emblem på diktummet ”alt er lukket”, er således installeret som et mærkværdigt goldt sammensurium af den materielle verdens utilgængelighed, fosteret i den gravides mave, selvets inderste kerne, dette selvs kyniske sindbillede og (uhyggeligt nok) en kugle i betydningen ”patron”, som skydes af sted mod en nedrig omverden, der ikke har fortjent bedre.

Først og fremmest er Andkjær Olsens forfatterskab kendetegnet ved den dialog med den verden hun selv, hendes bøger og hendes læsere er omgivet af. Andkjær Olsens tekst indoptager samfundet og dets sprog (i flertal) og kaster det tilbage i en bearbejdet og ofte overraskende original form. Denne spejling viser nye veje, nye muligheder at sige det på.

Således er forfatterskabet deltagende; det er tanket op med citater, begreber og floskler fra politikernes, mediernes, traditionens og tidsåndens kalejdoskop, og netop det kalejdoskopiske islæt bliver ikke forfladiget eller negligeret, men får lov at stå tilbage i egen ret. Læseren får i Andkjær Olsens forfatterskab en korrelerende samfundsstemme, en stemme der er sprogets og kunstens opråb i en verden af spindoktorer, journalister, politikere og kommentatorer. ”Jeg må tage det kursus/ i affrasering”, hedder det et sted, og det er præcist, hvad læseren gør, når hun læser Andkjær Olsen.

I den senere del af forfatterskabet er modermotivet med en lang hale af implikationer og refleksioner blevet et vigtigt omdrejningspunkt, mens tonen er blevet mere kantet/hård og mindre højrøstet/satirisk. En overvejende del af titlerne i den seneste halvdel af forfatterskabet har indarbejdet grafiske værker (som oftest bearbejdede fotografier) af billedkunstner Sophie Kalkau. Dette grafiske element, der i reglen er brugt som afsnitsmarkører, giver bøgerne en markant dyster, mørk visuel fremtoning.

Først og fremmest er Andkjær Olsens løse, uformelle og regelomgængelige poesiopfattelse beslægtet med Peter Laugesens forfatterskab. Laugesens forståelse af poesien som en politisk modstemme til magtens (kapitalismens, politikernes, militærets osv.) går igen hos Andkjær Olsen - og det endda i den politiske orienterings vekselvirkning med de fintslebne og smukke sprogdiademer, æstetikken for dens egen skyld. Det er ligeledes oplagt at pege på Klaus Høecks voluminøse og ambitiøse bøger, hvis flerstemmighed og synkrone tekstapparat, som læseren opfordres til at dryplæse og spankulere rundt i, går igen i en mindre systematiseret grad hos Andkjær Olsen.

Endelig kunne man foreslå Andkjær Olsens adressering af seksualitet udenfor reklamens eller pornoens sexistiske sprogbrug som et kønspolitisk statement, der trækker tråde tilbage til Suzanne Brøgger og frem til Mette Moestrup. Andkjær Olsen gør dog ikke på samme måde som de to nævnte et særligt nummer ud af det. Repræsentation af (kvindelig) seksualitet er blot én blandt flere politiske potentialer i værket.

Kigger vi på moderskabet som motiv, så er Ursula Andkjær Olsen i litteraturhistorisk forbindelse med Dea Trier Mørchs ”Vinterbørn” (1976) og Cecilie Linds ”Mit barn” (2019). Ursula Andkjær Olsens modermotiv adskiller sig fra de to andres i sin vidtførte abstraktion og sin adressering af en moderkosmologi.