Ursula Andkjær Olsen

Ursula Andkjær Olsen blev født ind i et hjem med klaver på Amager i 1970. Her boede og voksede hun op sammen med moderen og faderen og sin lillesøster Julie (illustrator i og på ”Have og helvede”, 2010).

Mens mange digtere fortæller deres livshistorie som én lang kærlighedsaffære med ordene, er Ursula Andkjær Olsens vej til sproget ikke en motorvej. Det var klaver og klassisk musik, der optog hende langt op i voksenårene. Hun hadede at skrive stil i skolen, for sproget var kun et dagligdags værktøj: “Som lille var jeg mistroisk over for sprogets evne til at kunne fungere til ret meget andet end at sige ’ræk mig lige mælken’. Jeg var ikke god til at bruge det til at sige, hvordan jeg havde det. Eller til at lytte når andre skulle sige, hvordan de havde det. Det blev mig altid lidt pinagtigt. Det var musikken, som betød noget for mig.” (Dorthe Hygum Sørensen: “Stemmens vildreder”. Politiken, 2005-09-11).

Ursula Andkjær Olsen drømte mest om at blive pianist, mens hun legede hørespil og radioavis med søsteren. Hun gik til klaver hos Therese Koppel, startede på medicinstudiet men endte med musikvidenskab og filosofi. Ved siden af studierne fungerede hun i seks år som anmelder af klassisk musik på Berlingske Tidende.

I en alder af 25 år oplevede Ursula Andkjær Olsen så pludselig, at hun havde skrevet noget, der lignede lyrik. Fra et studieophold i Berlin sendte hun al sin tekst til Forfatterskolen og blev optaget i 1997. I 2000 kom debuten i form af den litteraturhistorisk skelsættende “Lulus sange og taler”.

De efterfølgende 20 år har digteren udgivet en række bøger, heriblandt den kunstneriske og kommercielle succes “Ægteskabet mellem vejen og udvejen” fra 2005. Bogens eksponering tog fart, da Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden helligede en leder til bogen på udgivelsesdagen (Tøger Seidenfaden: “En digtbog, der greb dagen”. Politiken, 2005-09-09). Længere fremme i forfatterskabet er bogen fra 2010, ”Det 3. årtusindes hjerte”, en milepæl. Bogen åbner for modermotivet, der har været centralt for Ursula Andkjær Olsen siden. Udover lyrikken har Andkjær Olsen udgivet sit bearbejdede universitetsspeciale om den danske avantgardekomponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen. I 2009 blev hun mor til sønnen Max, og i 2019 blev hun indsat som rektor på Forfatterskolen i København.

Andkjær Olsens debut “Lulus sange og taler” udkom i 2000. Den etablerer hendes helt specielle stil og stemme – eller stemmer, for det er, hvad der er tale om. Omslaget angiver ikke bogens genre, for det er ikke digte i konventionel forstand.

Titlens femme fatale, Lulu, er blot én af de mange stemmer, der væves ind i hinanden i bogens univers af sange og taler. Det sammenhængende digtersubjekt bor ikke længere i teksten, den bebos foruden Lulu af den filosofisk docerende Ursula Ursprung, den forføreriske Salomé, Anna Kronisma, der er lidt gammeldags (anakronisme) og maniske Pandora. Den polyfone (flerstemmige) komposition virker som moderne kompositionsmusik, og den griber modigt til et væld af ordgenrer; her er aforismer, vrøvlerim, foredrag og syllogismer, og som om det ikke var nok er sproget både dansk, tysk og fransk. Stemmerne er langt fra distinkte, men de markerer tematiske vinkler til bogens hovednerve: En undersøgelse af kærlighedens former.

23083256

Teksten eller teksterne udforsker sprogets mulighed for at nærme sig det, der ikke kan præciseres; hengivelsen og tilliden i kærligheden, der aldrig kan omfattes af vished. Også kulturhistorien inddrages som samtalepartner i et fandenivoldsk ridt gennem et væld af referencer til forfattere som Proust og Gertrude Stein, filosoffen Wittgenstein og avantgardistiske musikere som Alban Berg og John Cage. De intertekstuelle referencer tårner sig op og er med til at understøtte den metalitterære sprogrefleksion.

“Fra sprogets nulpunkter stiger kunsten”, står der et sted, og det er i den konstatering, bogen finder sin pointe. “Lulus sange og taler” er i høj grad et æstetisk eksperiment, hvis vilje strækker sig mod at etablere en skrift, der er lige så polyfon og rummelig som musikken. Det kan lyde højstemt, men det er udførelsen ikke; bogen er både let og tung, substantiel og snakkende. Selv siger Ursula Andkjær Olsen: “Det at man skriver og tænker seriøst, behøver ikke at betyde at man skal være melankolsk og selvhøjtidelig. Det kan sagtens kombineres med 'den udødeligt muntre gestus' som Hesse kalder det. Et overskuddets modspil til verdens tragedier”. (Marie Tetzlaff: “Lulu, Pandora, Salomé og de andre”. Politiken, 2000-09-09).