synger til hinanden. Schiller ville ønske, han havde lavet den.
Han ville ønske at skriften var lige så polyfon som musik.
Jeg ville ønske jeg var en salme.”
Andkjær Olsens debut “Lulus sange og taler” udkom i 2000. Den etablerer hendes helt specielle stil og stemme – eller stemmer, for det er, hvad der er tale om. Omslaget angiver ikke bogens genre, for det er ikke digte i konventionel forstand.
Titlens femme fatale, Lulu, er blot én af de mange stemmer, der væves ind i hinanden i bogens univers af sange og taler. Det sammenhængende digtersubjekt bor ikke længere i teksten, den bebos foruden Lulu af den filosofisk docerende Ursula Ursprung, den forføreriske Salomé, Anna Kronisma, der er lidt gammeldags (anakronisme) og maniske Pandora. Den polyfone (flerstemmige) komposition virker som moderne kompositionsmusik, og den griber modigt til et væld af ordgenrer; her er aforismer, vrøvlerim, foredrag og syllogismer, og som om det ikke var nok er sproget både dansk, tysk og fransk. Stemmerne er langt fra distinkte, men de markerer tematiske vinkler til bogens hovednerve: En undersøgelse af kærlighedens former.
23083256
Teksten eller teksterne udforsker sprogets mulighed for at nærme sig det, der ikke kan præciseres; hengivelsen og tilliden i kærligheden, der aldrig kan omfattes af vished. Også kulturhistorien inddrages som samtalepartner i et fandenivoldsk ridt gennem et væld af referencer til forfattere som Proust og Gertrude Stein, filosoffen Wittgenstein og avantgardistiske musikere som Alban Berg og John Cage. De intertekstuelle referencer tårner sig op og er med til at understøtte den metalitterære sprogrefleksion.
“Fra sprogets nulpunkter stiger kunsten”, står der et sted, og det er i den konstatering, bogen finder sin pointe. “Lulus sange og taler” er i høj grad et æstetisk eksperiment, hvis vilje strækker sig mod at etablere en skrift, der er lige så polyfon og rummelig som musikken. Det kan lyde højstemt, men det er udførelsen ikke; bogen er både let og tung, substantiel og snakkende. Selv siger Ursula Andkjær Olsen: “Det at man skriver og tænker seriøst, behøver ikke at betyde at man skal være melankolsk og selvhøjtidelig. Det kan sagtens kombineres med 'den udødeligt muntre gestus' som Hesse kalder det. Et overskuddets modspil til verdens tragedier”. (Marie Tetzlaff: “Lulu, Pandora, Salomé og de andre”. Politiken, 2000-09-09).