Først og fremmest er Andkjær Olsens forfatterskab kendetegnet ved den dialog med den verden hun selv, hendes bøger og hendes læsere er omgivet af. Andkjær Olsens tekst indoptager samfundet og dets sprog (i flertal) og kaster det tilbage i en bearbejdet og ofte overraskende original form. Denne spejling viser nye veje, nye muligheder at sige det på.
Således er forfatterskabet deltagende; det er tanket op med citater, begreber og floskler fra politikernes, mediernes, traditionens og tidsåndens kalejdoskop, og netop det kalejdoskopiske islæt bliver ikke forfladiget eller negligeret, men får lov at stå tilbage i egen ret. Læseren får i Andkjær Olsens forfatterskab en korrelerende samfundsstemme, en stemme der er sprogets og kunstens opråb i en verden af spindoktorer, journalister, politikere og kommentatorer. ”Jeg må tage det kursus/ i affrasering”, hedder det et sted, og det er præcist, hvad læseren gør, når hun læser Andkjær Olsen.
I den senere del af forfatterskabet er modermotivet med en lang hale af implikationer og refleksioner blevet et vigtigt omdrejningspunkt, mens tonen er blevet mere kantet/hård og mindre højrøstet/satirisk. En overvejende del af titlerne i den seneste halvdel af forfatterskabet har indarbejdet grafiske værker (som oftest bearbejdede fotografier) af billedkunstner Sophie Kalkau. Dette grafiske element, der i reglen er brugt som afsnitsmarkører, giver bøgerne en markant dyster, mørk visuel fremtoning.