stå selv mens man
prøver at
danne sig et
overblik over
svanesangen.
“Skønheden hænger på træerne” fra 2006 markerer et skifte i Ursula Andkjær Olsens forfatterskab. De tidligere samlingers stemme- og stilmæssige spredehagl er nu samlet i én strøm, der omslynger hele bogens søgende og næsten sørgmodige univers med lugt af efterår og eftertanke.
Bogen falder i fire regulære dele og ’et dråbeformet vedhæng’ til sidst. Billedsproget vokser ud af naturen og årstiderne – her er skærmblomster og nedfaldsæbler, tåge og is på pytten – og alle dele bæres oppe af et ekspliciteret lyrisk Jeg, som reflekterer over livets, skønhedens og kærlighedens betingelser.
I første del er dette Jeg et snerrende monster, der vrænger af et forstyrrende ’Jer’ og af sin egen utilstrækkelighed. Men siden bliver Jeg’et blødt og vådt i sin søgen efter afklaring af den kærlighed, der udfoldes overfor et ’du’, og i eftersøgningen af skønheden, som hænger på træerne og falder som blade fra digterens mund.
26428718
Ursula Andkjær Olsen slår stadig smut med sproget og når nye højder af overrumplende præcision. Den politiske nerve er igen tydelig i bogen, blandt andet i en kritik af den uafvendelighedsretorik, der afslører en politisk ledelse uden handlekraft. Men med et sideblik til det øvrige forfatterskab er det nærliggende at læse “Skønheden hænger på træerne” som en refleksion over de forrige bøger; ’sidste års pensum’, som der står et sted. De nye digte beskriver det, som det tidligere forfatterskab indbyggede diskussioner ’performer’. Igen er det virkelighedens, sprogets og skønhedens paradokser, det handler om, men uenigheden bringes ikke til sammenstød, her står blot erkendelsen af sammensathed: “Klarheden er et meteorologisk fænomen som ikke har noget at gøre med entydighed.” (side 127). Læst fra den vinkel synes Andkjær Olsen at stræbe efter overblik over svanesangen, som hun selv skriver.
“Skønheden hænger på træerne” virker mere moden og mindre modig, hvilket flere anmeldere har bemærket som et tab. Men det er en smuk bog, og fornyelsen er velkommen med sine præcise træstammeformede digte og enkeltstående ord som faldne efterårsblade. Og så må bogen roses for en formidabel sammenhæng mellem den digteriske tone og Anne Marie Plougs grafiske tilrettelæggelse – det sort-hvide træ på omslaget og de enkelte abstrakte billedindskud mellem samlingens dele.