I Helle Helles roman “Rødby-Puttgarden” fra 2005 lyder den første sætning: “På en uge døde fire, sådan var det hernede.” Døden er igen bagtæppet, hvorpå handlingen, eller manglen på samme, udspiller sig.
“Rødby-Puttgarden” skildrer i stram realistisk stil to søstre midt i tyverne i et af Danmarks randområder, Rødbyhavn. Jeg-fortælleren Jane er vendt tilbage til Rødby efter et mislykket forsøg på at studere i en større by. Storesøster Tine er på barselsorlov fra sit job i “parfumen” på færgen mellem Rødby og Puttgarden. Hun har fået datteren Ditte med en mand, hun ikke ser. Jane bliver også ansat i parfumen, og så går dagene ellers med diskussioner om perlepudder, øjenskygge i ferskennuancer og ikke ret meget andet. Udover møderne med de tilfældige mænd, der er til rådighed.
29018375
I et tilbageblik fortælles historien om søstrenes mor. Også hun rodede med mændene og fik aldrig afklaring på sit liv. Hun dør i en tidlig alder, og efter begravelsen går pigerne hjem. Jane koger stikkelsbærgrød: “Jeg tog gryden af blusset. Hvis nogen spurgte vores mor, hvordan hun havde det, fortalte hun, hvad hun havde lavet. Nu havde jeg lavet stikkelsbærgrød. Tine kiggede på mig.” (side 140). Ingen af romanens personer er i stand til at formulere, hvordan de har det, hvad de gerne vil, hvad de ikke vil. De er bare, og læseren aner, at mønstre bliver reproduceret igen og igen. “Rødby-Puttgarden” er en stor fortælling i lille og præcis form.
Pigerne i “Rødby-Puttgarden” lever i randområdet af døden, og de er ikke i stand til at sætte sig igennem i deres egne liv. Trods det, at stilen er stramt realistisk, er det svært ikke at se forgængelighedsmetaforer overalt. Titlens færge kan læses som en reference til Karons færd med prammen over floden Styx til dødsriget. Men færgen kommer ingen vegne, den sejler bare frem og tilbage. Den bliver i et ubeslutsomt limbo og det samme gør pigerne, alt imens de dækker livets og dødens tegn med duft og pudder. Slutningen er dog åben, og man aner et sammenbrud.
“Rødby-Puttgarden” er Helle Helles mest dystre bog til dato, men igen tindrer den sorte humor imellem linjerne. Der sker næsten intet, men Helle Helle insisterer selv på, at det ikke er udsædvanligt: “Jeg forstår ikke, hvem det er, der har det anderledes. Det kan godt være, at folks liv udefra kan se enormt interessante ud. Men det er da trivielt, for fanden. Og jeg synes, der er noget meget flot i at affinde sig med det trivielle.” (Lotte Thorsen: “Alle mennesker kommer sgu fra et sted i provinsen”. Politiken, 2005-05-07).