Kjell Askildsen

Artikel type
voksne
journalist Johan Vardrup, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.
Main image
Askildsen, Kjell
Foto: Bogomslag / Gyldendal

Kjell Askildsens skildringer af, hvordan kvinder og mænd støder sammen, er et højdepunkt i den realistiske novelletradition. Nordmanden demonstrerer i sine historier, at pausen i en samtale og et konfronterende blik kan sige det hele. Han finder ind til det tavse punkt mellem mennesker, hvor de genovervejer, om tilværelsen gik som den skulle. Man kan vælge at forlade hinanden. Men man kan også skænke en kop kaffe og sætte sig på terrassen. Trods sin melankolske grundtone – fra ”Hundene i Thessaloniki” til den sene ”Venskabets pris” – har Askildsen øje for de simple glæder.

52433274

Blå bog

Født: 30. september i 1929 i Mandal, Norge.

Uddannelse: Afbrudte engelskstudier.

Debut: Heretter følger jeg deg helt hjem. 1953.

Litteraturpriser: Det Svenske Akademis nordiske pris, 2009.

Seneste udgivelse: Venskabets pris. Gyldendal, 2016. Oversat af Jens Christian Grøndahl.

Inspiration: Franz Kafka, Fjodor Dostojevskij og Raymond Carver. 

Genre: Novelle

 

Forfatteren om sin skrivepraksis

kjell

Baggrund

”Jeg kom hjem igen flere timer senere. Jeg havde planlagt at sige at jeg beklagede at jeg ikke havde kunnet beherske mig. Hele huset lå i mørke. Jeg tændte lyset. På køkkenbordet lå et ark papir, hvor der stod. ”Ja. Jeg ringer til dig i morgen eller en anden dag. Lucy.” Sådan gik hun ud af mit liv.”
”Jokeren”, De 18 bedste, s. 243.

Kjell Askildsen er født i kystbyen Mandal i det sydlige Norge i 1929. Familien var knyttet til et religiøst miljø, som forfatteren højst offentligt gjorde oprør mod, da han debuterede med novellesamlingen ”Heretter følger jeg deg helt hjem” i 1953. Faren brændte bogen, som rummede klare fremstillinger af seksualitet, og den blev bandlyst hjemme på det lokale bibliotek i Mandal. Modstanden mod den forbudskultur, Askildsen voksede op i, begyndte allerede da han som teenager læste bl.a. Ernest Hemingway og Raymond Carver. I deres bøger var kødeligt begær en kendsgerning.
Et bredt gennembrud kom med novellerne i ”Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten” i 1983, som vandt den norske kritikerpris. De følgende årtier har Askildsen opnået noget nær klassikerstatus i Skandinavien og er blevet oversat til flere sprog.

Under forfatterskabets menneskeforståelse ligger en dybde af egne erfaringer. Askildsen har været tæt på en række ideologiske bevægelser. Han involverede sig i modstandsarbejdet under Anden Verdenskrig, sympatiserede siden med kommunisterne, men endte som pacifist. Hvad angår jobs ved siden af litteraturen, har han både drevet pensionat og skrevet kulturjournalistik. Som oversætter af udenlandsk dramatik er hans indsats betydelig og inkluderer værker af Bertolt Brecht, August Strindberg og Eugene O’Neill.

Han arbejder efter eget udsagn med en tættekam med sproget. ”Jeg er en meget langsom forfatter, som er intenst optaget af, at hver eneste sætning skal have en kvalitet, og at hver ny sætning skal føre til en sætning, som udvikler historien. Jeg skriver sådan, at jeg ikke ved mere end den næste sætning,” har han udtalt. (Interview med Kjell Askildsen, Revista N, 2011-21-09). 

Det var en regulær litterær begivenhed, da han i 2015 publicerede ”Venskabets pris” med 19 års afstand til sin seneste selvstændige novellesamling ”Hundene i Thessaloniki”. I en periode havde han den rutine, at han sad på café og skrev. Er far til to børn og i dag bosat i Oslo.

Hundene i Thessaloniki

”Han lagde sig i græsset og sagde at jeg ikke burde sidde i skyggen. Jeg svarede ikke. Åh, det er et godt liv, sagde han. Jeg svarede ikke. Synes de ikke? sagde han. Jo, jo, sagde jeg.”
”Elisabeth”, Hundene i Thessaloniki, s. 23.

Novellesamlingen ”Hundene i Tessaloniki” fra 1996 (”Hundene i Thessaloniki”, 1996) kan beskrives som Kjell Askildsens feriebog; gennemgående er fornemmelsen af lang weekend, og ustandseligt dækker karakterer op til gæstemad og tager ud af bordet igen.

Titelnovellen handler om et par, der har mistet følingen med hinanden. På et tidspunkt minder kvinden ham om, hvordan de engang var i Thessaloniki og så hunde parre sig. Dyrene hang sammen, så de dårligt nok kunne slippe hinanden. Værsgo til spejlingen i det menneskelige samliv: Parret har ikke sex, men praktiserer diskrete afstraffelser. Da hun er gået i seng, får han afløb for sin seksuelle energi ved at slå en stok mod låret. Og hun forsøger måske – måske ikke – at tage kvælertag på ham. Beskrivelsen af hendes hænder mod hans hals, som han vrister sig løs af, før der når at ske noget, er en typisk fremstilling for Askildsen. I stedet for at lade overgrebet finde sted utvetydigt, dvæler han ved muligheden for volden. Det uforløste føjer en sitrende energi til historien.

Askildsens ærinde er langt fra at portrættere århundredets værste relationer. Blot hvordan lidt sjusket kommunikation fører til lidt ophobet aggression, og hvad stiller man så op med den? I novellen ”Et dejligt sted” ender karakteren Martin med at sætte sin irettesættende kone på plads. Han forskrækker hende ved at rive hendes dyne af midt om natten. Så er der ellers atter en dag, hvor solen skinner. ”Jeg troede du var gået,” siger en anden kvinde til sin mand i ”Græshoppen”, men han går ikke. Som i flere af de øvrige fortællinger har personerne accepteret de små modbydeligheder, der er indlejret i parforholdet.

Et lille stilistisk greb knytter novellerne sammen. Forud for ”Græshoppen” indgår lyden af græshopper i ”Elisabeth”. På samme måde optræder en kvinde ved navn Marion i både ”De usynlige” og ”Min søsters ansigt”; først som sørgende, så i rollen som forførerske. Noget går igen i forskellige afkroge af livet, viser Askildsen.