kjell askildsen
Foto: Jakob Dall / Ritzau Scanpix

Kjell Askildsen

journalist Johan Vardrup, iBureauet/Dagbladet Information. 2016. Opdateret af Redaktionen oktober 2022.
Top image group
kjell askildsen
Foto: Jakob Dall / Ritzau Scanpix
Main image
Askildsen, Kjell
Foto: Bogomslag / Gyldendal

Indledning

Kjell Askildsens skildringer af, hvordan kvinder og mænd støder sammen, er et højdepunkt i den realistiske novelletradition. Nordmanden demonstrerede i sine historier, at pausen i en samtale og et konfronterende blik kan sige det hele. Han fandt ind til det tavse punkt mellem mennesker, hvor de genovervejer, om tilværelsen gik som den skulle. Man kan vælge at forlade hinanden. Men man kan også skænke en kop kaffe og sætte sig på terrassen. Trods sin melankolske grundtone – fra ”Hundene i Thessaloniki” til den sene ”Venskabets pris” – havde Askildsen øje for de simple glæder.

 

62530995

Blå bog

Født: 30. september i 1929 i Mandal, Norge.

Død: 23. september 2021 i Oslo, Norge.

Uddannelse: Afbrudte engelskstudier.

Debut: Heretter følger jeg deg helt hjem. 1953.

Litteraturpriser: Det Svenske Akademis nordiske pris, 2009.

Seneste udgivelse: Omgivelser. Batzer & Co., 2022. (Omgivelser, 1969). Oversat af Jannie Jensen.

Inspiration: Franz Kafka, Fjodor Dostojevskij og Raymond Carver. 

Genre: Novelle

 

 

 

Forfatteren om sin skrivepraksis

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg kom hjem igen flere timer senere. Jeg havde planlagt at sige at jeg beklagede at jeg ikke havde kunnet beherske mig. Hele huset lå i mørke. Jeg tændte lyset. På køkkenbordet lå et ark papir, hvor der stod. ”Ja. Jeg ringer til dig i morgen eller en anden dag. Lucy.” Sådan gik hun ud af mit liv.”
”Jokeren”, De 18 bedste, s. 243.

Kjell Askildsen blev født i kystbyen Mandal i det sydlige Norge i 1929. Familien var knyttet til et religiøst miljø, som forfatteren højst offentligt gjorde oprør mod, da han debuterede med novellesamlingen ”Heretter følger jeg deg helt hjem” i 1953. Faren brændte bogen, som rummede klare fremstillinger af seksualitet, og den blev bandlyst hjemme på det lokale bibliotek i Mandal. Modstanden mod den forbudskultur, Askildsen voksede op i, begyndte allerede da han som teenager læste bl.a. Ernest Hemingway og Raymond Carver. I deres bøger var kødeligt begær en kendsgerning.
Et bredt gennembrud kom med novellerne i ”Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten” i 1983, som vandt den norske kritikerpris. De følgende årtier opnåede Askildsen noget nær klassikerstatus i Skandinavien og er blevet oversat til flere sprog.

Under forfatterskabets menneskeforståelse ligger en dybde af egne erfaringer. Askildsen var tæt på en række ideologiske bevægelser. Han involverede sig i modstandsarbejdet under Anden Verdenskrig, sympatiserede siden med kommunisterne, men endte som pacifist. Hvad angår jobs ved siden af litteraturen, har han både drevet pensionat og skrevet kulturjournalistik. Som oversætter af udenlandsk dramatik var hans indsats betydelig og inkluderer værker af Bertolt Brecht, August Strindberg og Eugene O’Neill.

Han arbejdede efter eget udsagn med en tættekam med sproget. ”Jeg er en meget langsom forfatter, som er intenst optaget af, at hver eneste sætning skal have en kvalitet, og at hver ny sætning skal føre til en sætning, som udvikler historien. Jeg skriver sådan, at jeg ikke ved mere end den næste sætning,” har han udtalt. (Interview med Kjell Askildsen, Revista N, 2011-21-09). 

Det var en regulær litterær begivenhed, da han i 2015 publicerede ”Venskabets pris” med 19 års afstand til sin seneste selvstændige novellesamling ”Hundene i Thessaloniki”. I en periode havde han den rutine, at han sad på café og skrev. Kjell Askilden har to børn og boede i Oslo til sin død.

Hundene i Thessaloniki

”Han lagde sig i græsset og sagde at jeg ikke burde sidde i skyggen. Jeg svarede ikke. Åh, det er et godt liv, sagde han. Jeg svarede ikke. Synes de ikke? sagde han. Jo, jo, sagde jeg.”
”Elisabeth”, Hundene i Thessaloniki, s. 23.

Novellesamlingen ”Hundene i Tessaloniki” fra 1996 (”Hundene i Thessaloniki”, 1996) kan beskrives som Kjell Askildsens feriebog; gennemgående er fornemmelsen af lang weekend, og ustandseligt dækker karakterer op til gæstemad og tager ud af bordet igen.

Titelnovellen handler om et par, der har mistet følingen med hinanden. På et tidspunkt minder kvinden ham om, hvordan de engang var i Thessaloniki og så hunde parre sig. Dyrene hang sammen, så de dårligt nok kunne slippe hinanden. Værsgo til spejlingen i det menneskelige samliv: Parret har ikke sex, men praktiserer diskrete afstraffelser. Da hun er gået i seng, får han afløb for sin seksuelle energi ved at slå en stok mod låret. Og hun forsøger måske – måske ikke – at tage kvælertag på ham. Beskrivelsen af hendes hænder mod hans hals, som han vrister sig løs af, før der når at ske noget, er en typisk fremstilling for Askildsen. I stedet for at lade overgrebet finde sted utvetydigt, dvæler han ved muligheden for volden. Det uforløste føjer en sitrende energi til historien.

Askildsens ærinde er langt fra at portrættere århundredets værste relationer. Blot hvordan lidt sjusket kommunikation fører til lidt ophobet aggression, og hvad stiller man så op med den? I novellen ”Et dejligt sted” ender karakteren Martin med at sætte sin irettesættende kone på plads. Han forskrækker hende ved at rive hendes dyne af midt om natten. Så er der ellers atter en dag, hvor solen skinner. ”Jeg troede du var gået,” siger en anden kvinde til sin mand i ”Græshoppen”, men han går ikke. Som i flere af de øvrige fortællinger har personerne accepteret de små modbydeligheder, der er indlejret i parforholdet.

Et lille stilistisk greb knytter novellerne sammen. Forud for ”Græshoppen” indgår lyden af græshopper i ”Elisabeth”. På samme måde optræder en kvinde ved navn Marion i både ”De usynlige” og ”Min søsters ansigt”; først som sørgende, så i rollen som forførerske. Noget går igen i forskellige afkroge af livet, viser Askildsen.

De 18 bedste

”Jeg gik ned ad trappen og ud. Jeg gik hele vejen til stationen, der var langt, men jeg havde så god tid. Jeg gik og tænkte på at hun måtte have elsket far, og at Sam … at hun sikkert også var glad for ham. Og jeg tænkte: Det gør ikke noget.” ”Sømmet i kirsebærtræet.”
De 18 bedste, s. 93.

Udvalget af noveller i ”Askildsens beste” fra 2014 (”De 18 bedste”, 2015) er Kjell Askildsens egne favorittekster fra 1980’erne og frem til anden halvdel af 1990’erne. Her er helt korte historier – næsten prosadigte som ”Sømmet i kirsebærtræet” – og længere stykker med mere komplekse plots. Til sidstnævnte kategori hører novellerne ”Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan” og ”En pludselig frigørende tanke”, som begge tematiserer, hvad grænserne er for menneskelig samhørighed.

I ”Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan” har hovedpersonen lettere ved at engagere sig i en enlig mand i sin søsters ejendom end i søsteren, som ellers er en nok så trist eksistens. Et dramaturgisk spring indtræffer sent i historien; den enlige mand viser sig at have dræbt sin kone mange år tidligere. I den ironiske slutning trykker fortælleren hånd med morderen, som giver udtryk for, at det er rart at møde et menneske, man er ”på bølgelængde med”. Titlen ”Jeg er ikke sådan, jeg er ikke sådan” kan læses som fortællerens modsvar – han kunne i hvert fald ikke slå en anden ihjel. Men Askildsen inkluderer den lille antydning af, at han er medansvarlig for, at hans søster er gået i hundene.

52052289

”En pludselig frigørende tanke” handler på samme måde om mødet med en fremmed og en kriminel handling fra fortiden, der spøger. To ældre herrer holder begge af den samme park. De deler en bænk og indleder et venskab. Indtil det går op for den ene pensionist, at hans nye samtalepartner er selv samme dommer, som en gang idømte ham adskillige års fængsel. Fra at mødet er åbent og ligeværdigt – de er begge aldrende og ensomme – bliver deres relation forskubbet af forskellene mellem dem, skyldig vs. moralens vogter, overklasse vs. underklasse. Til slut begår den tidligere indsatte selvmord, hvilket han kalder ”den eneste definitive handling, et menneske er i stand til udføre.” Konfrontationen med dommeren puttede ham tilbage i rollen som kriminel. Ved at tage sit eget liv sætter han en stopper for, at andre kan definere ham.

Ellers er samlingen værd at bemærke for de noveller, hvor Askildsen afviger fra sin realisme med mænd, der er vrede, og kvinder, de ikke kan nå. ”Alt som før” byder på en kvinde, der er castet i rollen som traditionel, aggressiv, mandefigur, mens hendes mand bøjer af og retter ind. ”Sensommer” præsenterer et trekantsdrama bestående af mand, kone og ung mandlig elsker, men tonen er i omegnen af heltekvad, ikke mindst fordi sædvanligvis nøgterne Askildsen iblander lokaliteter med eventyragtige navne: ”Krageskoven” og ”Gråbjerget”. 

Venskabets pris

”Man bliver urolig, uroligere, drikker tre hurtige skarpe og en noget langsommere øl, ens ro er borte, man får mod, går ud i den grå dag, passerer huset på mindre end tyve skridts afstand, ser ingen, fortsætter gennem den våde lyng (…)”
”Det røde hus”, Venskabets pris, s. 42.

Novellerne i ”Vennskapets pris” fra 2015 (”Venskabets pris”, 2016) gennemspiller kernemotiver hos Kjell Askildsen med variation i persongalleri og stemninger. Det verbale spil mellem mennesker bliver udforsket i historien, der giver samlingen navn. To gamle venner mødes til et gensyn, og den ene mindes en tale, den anden holdt for længe siden. I talen leverede vennen opskriften på langvarige relationer: De er baseret på gensidig påvirkning. Det er tragikomisk, at de to mænd ved, hvad der skal til, for løbet er kørt. De holdt op med at snakke sammen og sætte aftryk i hinanden for længe siden.

Udvekslingen af sprog, der ikke rigtig fungerer, dukker også op i ”Det røde hus”. Novellens hovedperson fantaserer om at nærme sig en kvinde og ”blive en mand af ord”, men i stedet bliver han mere og mere beruset. Alkoholen som dulmende redskab er ligeså nærværende i ”Willy Hassel”. Her skriver Askildsen en gyseratmosfære frem. Politifolk patruljerer, der er en mystisk skikkelse i skoven, men forbrydelsen udebliver. Willy Hassel begår den ikke, og den bliver ikke begået mod ham.

52433274

Læseren skal til ”Den anden drøm” for at finde en skildring af, hvordan det er at føle sig som offer. Udladningen af sårbarhed giver modvægt til samlingens træmænd, og ”Den anden drøm” er samtidig et eksempel på forfatteren, når han er i sit mest minimalistiske hjørne. Novellen er blot et par sider. Først et ydre realistisk niveau med fortælleren, der registrerer, at ejendommen ved siden af hans egen er blevet revet ned. Derfra et psykologisk niveau, hvor læseren rykker ind i hans angst for, at nogen bryder ind hos ham. ”Jeg har ingenting at stille op imod fysisk magt,” siger han, så man forstår, at det splintrede nabohus har igangsat en bevidsthed om, at han selv er skrøbelig. I kraft af sit beskedne omfang peger novellen formmæssigt ind mod nedrivningen; teksten er som en bygning, hvorfra det meste er fjernet.

Novellen ”Efter bisættelsen” er for Askildsen en undtagelse i sit emotionelle klimaks: Det lykkes to pårørende at opnå reel kontakt, idet de deler et minde. Helt rundet af bliver tabet af de døde dog ikke. Askildsen efterlader sine personer ved et kapel, midt i bevægelsen mod at komme videre.

Genrer og tematikker

Novellen var Kjell Askildsens foretrukne genre. Korte, spændstige handlingsforløb båret frem af få karakterer og korte sætninger. Forfatterens vurderende stemme er nedtonet, det er show, don’t tell i højeste grad. Derfor er det desto mere iøjnefaldende, når Askildsen en gang i mellem stikker frem i teksten. Sætningen ”Jeg var ikke træt, jeg var alt for kold indeni” i novellen ”Elisabeth” fra ”Hundene i Thessaloniki” adresserer eksempelvis direkte en følelsesmæssig kulde, han ellers fanger mellem linjerne. ”Kold indeni” lyder som Askildsen, der siger, hvad han gerne vil skildre. I reglen viser han hellere, at folk har det skidt indeni gennem deres handlinger: de mundhugges eller snakker slet ikke sammen.

Tematisk dukker frigørelsen fra ens forældre op i flere af Askildsens noveller. I novellen ”Gerhard P” fra ”Venskabets pris” må hovedpersonen tænke sig selv forfra, efter hans mor og far dør i en bilulykke. Han går gennem det tomme barndomshjem, og hver gang han træder ind i en ny stue, siger han: ”Her er jeg.” Som for at understrege: Jeg findes. Det er muligt at være til uden dem. Her tvinger den tilfældige tragedie ham til at gøre sig fri. I ”Elisabeth” er opgøret selvvalgt: En søn protesterer, da hans mor beder ham om at føre et religiøst liv. ”Så er det bedre, at jeg går,” lyder det fra ham, og sådan er det tit hos Askildsen. Når en person forlader rummet, signalerer det en insisteren på en egen identitet. Men handlingen er også et udslag af afmagt. Manden fra titelnovellen i ”Hundene i Thessaloniki” kører en tur, fordi det er lettere end at snakke med hans udkårne. Behandlingen af selvstændighed drejer Askildsen en omgang i novellen ”Marion”, hvor fortælleren overvejer, om mennesker overhovedet er forskellige.

Magtkampen mellem kønnene er gennemgående i forfatterskabet, bl.a. i romanen ”Kjære, kjære Oluf” og samlingen ”Ingenting for ingenting” (1982). Alkohol og sex hører til våbnene – bl.a. for fuld udblæsning i novellen ”Græshoppen”, hvor Jakob flirter med en anden kvinde foran sin kone. Askildsens kvinder er gerne fremstillet som fysisk sårbare. ”Hundene i Thessaloniki” kulminerer med historien ”Min søsters ansigt”, hvor en bror giver søsteren en lussing, og det føles, som om han detonerer en frustration ophobet i mange af novellernes mænd. Omvendt bliver verbal formåen udtryk for den feminine styrke. Hvis nogen spørger ind til, hvad der egentlig er galt, er det kvinderne. Og før man angriber Askildsen for at videregive en traditionel opfattelse af det svage køn, bliver fortælleren i ”Min søsters ansigt” sat til vægs af Marion. Han må stikke af, fordi han ikke kan matche hendes erotiske energi. 

Beslægtede forfatterskaber

Placeret i udenlandsk litteratur har Kjell Askildsen et nært slægtskab med amerikanske Raymond Carver. I hans noveller finder man også Askildsens særkender: det nedbarberede sprog og en handling, der spænder buen op til et højdramatisk øjeblik eller skildrer efterskælvet.

Blandt danske forfattere har Pia Juul klare lighedstræk med Askildsen, eksempelvis når hendes karakterer gentager oneliners. ”Jeg vil dø,” siger Hubby igen og igen til sin kæreste i Juuls novelle ”Nyt bestik” fra samlingen ”Mit forfærdelige ansigt” (2001). Læseren kommer i tvivl, om det er deres sædvanlige smalltalk, eller en alvorlig udmelding. Sætningen ”Er det ikke et dejligt sted?” bliver på samme måde et omkvæd i Askildsens fortælling ”Et dejligt sted”. I begge tilfælde mener karaktererne – også – det modsatte. Juuls hovedperson er ikke klar til at dø. Hos Askildsen kan det dejlige sted, de taler om, ligeså vel vække ængstelighed. De korteste af Askildsens noveller bringer ham desuden i familie med Helle Helle. I hendes minimalistiske samlinger, ”Rester” (1996) og ”Biler og dyr” (2000), arbejder hun ligeledes med, hvor meget man kan skære fra i en tekst, men alligevel give læseren konturerne af et dramatisk forløb.

Afstanden mellem samværet mellem andre mennesker (så langsomt! så klodset!) og menneskets rigdom af indre liv er et lag i de fleste af Askildsens noveller. I den forstand relaterer han sig til engelske Virginia Woolf, der i sit forfatterskab netop indrammer tilværelsen som to samtidige forløb: vores handlinger og vores friere tanker. Hvor Woolf lykkes med at gøre dem parallelle – alt sker på en gang – deler Askildsen mere tingene op. Drømmepassager synes for hans karakterer at være reaktioner på, hvad der er sket. Drømmene eller associationerne føles ikke som en konstant strøm bag det konkrete.

Askildsens mange scener med personer, der observerer andre, betyder tilmed, at han ikke kan undgå at skrive sig ind i den eksistentialistiske litteratur. Den franske filosof Jean-Paul Sartre ridsede det op i sit stykke dramatik ”Lukkede døre” (1944). Du slipper ikke for, at folk ser på dig og tillægger dig betydninger, og i den forstand er du aldrig rigtig fri. 

Bibliografi

Novellesamlinger

Askildsen, Kjell:
Heretter følger jeg deg helt hjem. 1953.
Askildsen, Kjell:
Ingenting for ingenting. 1982.
Askildsen, Kjell:
Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten. 1983.
Askildsen, Kjell:
En pludselig frigørende tanke. Per Kofod, 1989. (En plutselig frigjørende tanke. 1987). Oversat af Jens Christian Grøndahl.
Askildsen, Kjell:
Et stort øde landskab. Per Kofod, 1995. (Et stort øde landskap. 1991). Oversat af Jens Christian Grøndahl.
Askildsen, Kjell:
Hundene i Thessaloniki. Per Kofod, 1996. (Hundene i Tessaloniki. 1996). Oversat af Jens Christian Grøndahl
Askildsen, Kjell:
Samlede noveller. 1999.
Askildsen, Kjell:
De 18 bedste. Gyldendal, 2015. (Askildsens beste. 2014). Oversat af Jens Christian Grøndahl.
Askildsen, Kjell:
Venskabets pris. Gyldendal, 2016. (Vennskapets pris. 2015). Oversat af Jens Christian Grøndahl.

Romaner

Askildsen, Kjell:
Herr Leonard Leonard. 1955.
Askildsen, Kjell:
Davids bror. 1957.
Askildsen, Kjell:
Kjære, kjære Oluf. 1974.
Askildsen, Kjell:
Hverdag. Høst, 1977. (Hverdag, 1976). Oversat og med efterskrift af Kari Sønsthagen og Torben Weinreich
Askildsen, Kjell: Davids bror. Batzer & Co., 2021. (Davids bror, 1957). Oversat af Jannie Jensen.
Askildsen, Kjell:
Omgivelser. Batzer & Co., 2022. (Omgivelser, 1969). Oversat af Jannie Jensen.

Om forfatterskabet

Bøger

Van der Hagen, Alf:
Dialoger: samtaler med ti norske forfattere. 1993. bibliotek.dk
Olsen, M. H.:
Festskrift til Kjell Askildsen på 70-årsdagen. 1999.
Jansson, Mats m.fl. red.:
European and Nordic modernisms. 2004.
Van der Hagen, Alf:
Et liv. 2014.

Artikler

Ipsen, Max:
Flige af vor tids mentale landskab: – en samtale med Kjell Askildsen. Standart, Årg. 15, nr. 3, 2001
Grøndahl, Jens Christian:
Less is more. Information, 2002-09-27.
Moe, Helene:
Tomhedens ulidelige tyngde: interview med Kjell Askildsen. Kristeligt Dagblad, 2002-11-30
Wyss, Peter Thage:
Onde cirkler: om Kjell Askildsens sene forfatterskab. Reception. Nr. 56, 2005.

Hjemmesider

Blandt andet adgang til en grundig indføring i Kjell Askildsens liv og produktion af hans forlægger Geir Berdahl.
Artikel om forfatteren i Norges pendant til Den Store Danske Encyklopædi.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kjell Askildsen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Revista N, 2011-21-09.