I novellesamlingen “Rester” fra 1996 etablerer Helle Helle den køligt registrerende og kortfattede realismeform, der er blevet hendes kendemærke. Som i debuten “Eksempel på liv” tematiserer hun mangelfuld kommunikation mellem mennesker, der er fremmede for hinanden og for sig selv. Det surrealistiske tilsnit i den eksperimenterende debut anes stadig i novellerne, men mystikken her angår primært den kortfattede, præcist overfladeregistrerende form, der får detaljerne til at vokse i betydning.
21541060
“Rester” handler om netop rester. De usagte rester af konflikt, der ligger mellem personer, eller de rester, der er tilbage af en udsat handling. Åbningsnovellen “Fasaner” skildrer, hvad der kunne have været et møde mellem en kvinde og hendes hus’ tidligere beboer, Richard. Han er vendt tilbage for at hente et par efterladte ting; han trænger sig på, og kvinden distancerer sig. Som tak for ulejligheden lægger han en død fasan på dørtrinnet, en rest af et møde, der aldrig udfoldede sig.
I titelnovellen “Rester” besøger en kvinde en gammel skolekammerat, Thomas, der netop har mistet sin kone. De forsøger at nærme sig hinanden, men resterne efter den døde kone hænger mellem dem – Thomas serverer den afdøde kones hjemmelavede is – og giver dem kun mulighed for at mødes i en uengageret seksuel akt. Her er ingen gensidig forståelse, og hovedpersonens eneste reaktion er fysisk, i kvalme og opkastning.
Helle siger selv, at hun forsøger at indkredse det usagte mellem mennesker: “(Jeg skriver), fordi de sorte huller imellem mennesker interesserer mig. Selve handlingen, stedet og tidspunktet er rammen omkring det vigtigste: Personerne, der forsøger at forstå hinanden eller nå hinanden eller slippe af med hinanden. Uanset om det lykkes eller ej, er der altid denne rest tilbage imellem dem. De kan se den, men de kan ikke sige, hvad den består af.” (Klaus Rød Frederiksen: “Ord til næste. Et bogstav- og kalorierigt interview med forfatteren Helle Helle”. Griflen, november 1996).