Beslægtede forfatterskaber

På grund af den stramme form er Helle Helle ofte blevet puttet i samme bås som andre kvindelige forfatterskoleforfattere som Christina Hesselholdt, Solvej Balle, Merete Pryds Helle og Kirsten Hammann. Der bliver talt om 90’er-generationen med de minimale former og sprogeksperimenter som fælles referencepunkt. Men Helle Helle er i dette selskab alene om den minimale realisme, der bliver på overfladen og kun lader understrømmen kigge frem antydningsvis. 

Anmelderne har ofte noteret Helles talent for netop realismen. I en anmeldelse kalder May Schack “Ned til hundene” en moderne aftapning af Herman Bang, mens mere tidsnære fæller findes i amerikanske Raymond Carver, norske Kjell Askildsen og danske Simon Fruelund. 

Helle har selv et personligt forbillede i Ernest Hemingway, som hun også er blevet sammenlignet med. Hans realismeform minder om hendes. Hemingway selv har beskrevet realismen med en isbjergsmetafor: “Hvis en prosaist ved tilstrækkeligt om det emne, han skriver om, kan han udelade visse ting, som han meget vel ved, og læseren vil alligevel, hvis skribenten er sanddru nok, få den samme stærke følelse af disse ting, som hvis forfatteren havde indført dem i sin bog. Den værdighed og majestæt, der præger et isbjerg, skyldes, at kun en ottendedel af det løfter sig over vandet.” (Ernest Hemingway i “Døden kommer om eftermiddagen”). Isbjergsmetaforen sammenfatter den afgørende tyngde i Helle Helles forfatterskab.

En anden forfatter, der skriver med en knaphed om eksistenser i provinsen, er Thøger Jensen, der antyder store historier om lidt ufortalte liv. Han deler Helles blik for de detaljer, der definerer et menneske, måske uden at de selv ved det. Som for eksempel, når en karakter i romanen ”Ludwig” (2002) fejlagtigt kalder sin bil en ”Alfa Romero”, og fortælleren uden videre adapterer denne stavemåde i resten af romanen.